For et par uger siden genså jeg Scream, og det var så fornøjeligt et gensyn, at jeg også fik lyst til at se efterfølgeren.
Der er gået to år, siden Sidney overlevede seriemorderne i Woodsboro. Nu går hun og Randy – den anden overlevende af kliken – på Windsor College i Cincinnati. Hun er blevet kæreste med Derek, og livet er helt almindeligt, bortset fra enkelte prank-calls i ny og næ. Cotton Weary, som sad uskyldig fængslet for mordet på Sidneys mor, er kommet ud af fængslet, og Gale Weathers er aktuel med en bog om Sidneys liv og begivenhederne i Woodsboro, som også er blevet lavet til spillefilmen “Stab”.
Men på premiereaftenen for “Stab” bliver to farvede studerende dræbt af en morder iført samme maske, som morderne brugte i etteren. Desvære er halvdelen af publikum iført maskerne, så ingen opdager at noget er galt, før det er for sent.
Sidney frygter, at mordene starter igen, men ingen tror hende – før endnu et offer myrdes på Campus. Det bliver Gale Weathers som opdager sammenhængen med Woodsboro. Som usandsynlige allierede slår hun og Dewey sig sammen for at finde ud, hvem morderen kan være, mens Sidney må igennem endnu et mareridt.
Scream 2 følger samme gode stil, som blev grundlagt i etteren. Her er masser af referencer til andre gyserfilm og ikke mindst til etteren, og Wes Craven lader igen sine personer spille på genren. Bl.a. nævner Drew Barrymore i etteren, at hvis det her var en film, ville det sikkert blive Tori Spelling, som skulle spille hende, men her i toeren spiller Tori Spelling den skuespiller, der spiller Sidney.
Der er metareferencer, som når læreren i en diskussion i filmklasse siger: “Are you suggesting that someone’s trying to make a real life sequel?” Hvortil Randy svarer: “Stab 2? Who’d want to do that? Sequels suck!” Eller når de to første ofre har en samtale om, at de sorte altid dør først i horrorfilm – hvorefter de bliver myrdet. Ligesom i etteren kommer Randy også med en række regler, som skal overholdes, hvis man er med i en sequel. Bl.a. er drabstallet altid højere, og dødsscenerne er altid endnu værre. Og det lever Wes Craven så op til.
Jeg morede mig herregodt over Scream 2, og synes det er fuldt fortjent, at filmen alene i sin første weekend indspillede 33 mio. $ (budgettet var på 23 mio. $). Til sammenligning kostede etteren ca. 15 mio. $ og indspillede i løbet af det første år ca. 100 mio. $.
Hovedrollerne er besat af skuespillerne fra første film, og replikkerne falder perfekt og med masser af ironi og humor. Som når Gale Weathers bliver konfronteret med nøgenbilleder på Internettet og udbryder: “It was just my head. It was Jennifer Aniston’s body“. Og selvom man sidder vildt og gætter med, hvem morderen kan være denne gang, så lykkes det igen Wes Craven at lave en twist, som jeg tvivler på, ret mange havde forudset. Så jeg kan klart anbefale Scream 2, men først når man har set etteren.
Om filmen:
Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1997
Serien:
Scream, 1996 – D: Wes Craven
Scream 2, 1997 – D: Wes Craven
Scream 3, 2000 – D: Wes Craven
Scream 4, 2011 – D: Wes Craven
