I en post-apokalyptisk tid på en uendelig sø beboet af isolerede overlevende fra en unavngiven katastrofe møder vi en enlig, autoritær far og hans to sønner, den ene flabet og hævngerrig, den anden enfoldig og lidt tilbagestående. For at ruste dem til et liv, når han ikke længere er der, opdrager faren sine to sønner strengt for i hans øjne at kunne gøre dem stærkere i en hård og ubarmhjertig verden. Samtidig skriver faren i en mystisk sort bog, og da han en dag dør, bliver den midtpunkt i et perverteret hundeslagsmål. (fra forlagets beskrivelse)
Jeg stødte på Børnenes jord, da jeg i en arbejdsforbindelse søgte efter klimafiktion. Den lød interessant, så jeg lånte den straks på biblioteket. Men jeg må indrømme, at billedsiden ikke ligefrem tog mig med storm, da jeg begyndte at bladre i den.
Heldigvis lod jeg mig ikke afskrække af de minimalistiske, nærmest råt skitserede illustrationer holdt i sort/hvid. Gipis fortælling om de to brødre, der vokser op i tiden efter en katastrofe, er nemlig både fascinerende og hjerteskærende.
Fascinerende fordi der er så meget, vi ikke ved. Vi ved ikke, hvilken katastrofen der har ramt jorden. Vi ved ikke, hvor alle menneskene er blevet af. Og vi ved ikke, hvorfor verden ser ud som den gør.
På samme tid er historien hjerteskærende, fordi vi oplever denne nye verdens brutalitet for fuld udblæsning. Trods farens hårdhændede opdragelse er han langt fra den mest bestialske figur i fortællingen, som ikke rummer meget menneskelighed eller varme.
Børnenes jord sneg sig ind på mig under læsningen, og jeg endte med at være dybt betaget af den stærke fortælling. Meget velfortjent har Gipi også modtaget kritikerprisen for den ved Europas største tegneseriefestival i den franske by Angoulême.
Anmelderne skriver:
Børnenes jord er måske ikke en tegneserie for alle, men for Kapellets anmelder var det en overraskende og medrivende oplevelse, der først blev læst én gang, i et stræk, derefter genlæst lidt langsommere, for dér at få mere tid til at studere den måde, som Gipi har arbejdet med tempo og sine figurer på. Selv om den nihilistiske grundstemning er svær at ryste af sig, og den dystopiske vision er lige så dunkel som en nat uden stjerner, så er Børnenes jord en usædvanlig tegneserieoplevelse, der ikke minder om ret meget andet undertegnede har læst førhen. (Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet)
De sort-hvide tegninger er mesterlige og signalerer tomhed i form af nøgne, smadrede landskaber, kolde ord og stor ensomhed. Hans stil er let med enormt mange detaljer, flere og flere som historien skrider frem. ‘Børnenes jord‘ viser, hvordan mennesker kan blive blottet for menneskelighed, når alt er et spørgsmål om overlevelse. (Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden)
Der findes adskillige post-dommedags historier, men med sin intime og poetiske skildring af verden efter katastrofen er Børnenes jord i en liga for sig. Her er ingen Walking Dead-agtig action i forgrunden, men der er stadig god og intens spænding i Gipi’s karakterdrevne værk. For dramaet mellem Lino og Santo er drivkraften for historien. (Michael Larsen, Nummer 9)
I en postapokalyptisk nærfremtidsdystopi, hvor både samfund og sprog er degenereret, forsøger to unge brødre at overleve og finde sandheden om sig selv. ’Børnenes jord’ af den italienske tegneserieskaber Gipi er rå og brutal og fuld af ømhed. (Felix Rothstein, Politiken)
Børnenes jord er skidegod. Slet og ret. I et stille tempo suges læseren ind, og glem alt om superhelte, flotte forførende farver, action og drøn på. Glem alt om det. Lad dig i stedet føre ind i 288 siders magi og mærk det der nærvær, som en rigtig god fortælling kan give. Helt uden dikkedarer, helt uden noget som helst. Kun en stærk fortælling og nogle ligeså stærke illustrationer. Du vil næppe fortryde det. (Serieland)
Om Børnenes jord:
Udgivelsesår: 2019
Forlag: Fahrenheit/Forlæns, 290 sider
Omslag og illustrationer: Gipi (Gian-Alfonso Pacinotti)
Originaltitel: La terra dei figli
Oversætter: Karina Florentz Hansen
Læs også:
Ruiner af Adam O
De rensede af Søren Staal Balslev
Vejen af Cormac McCarthy
Passagen af Simon Stålenhag
Undergang / red. Martin Schjönning
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët
