“Death Skool” er en rendyrket og stemningsfyldt splatter-hyldest til 80’er og 90’er sci-fi film og gysere, og kan sagtens ses i forlængelse af klassikere som The Thing og Aliens. Dog er denne tegneserie helt sin egen, med sin humor og svælgende dyrkelse af brutal splat, vold, blod og alverdens kropsvæsker. En fryd for øjet og en oplevelse for folk med stærke nerver og maver. (fra bagsiden)
Jeg faldt over Death Skool til Skrækfest i Odense. Da jeg har læst lidt forskelligt af Lars Kramhøft, snuppede jeg den med, og sikke et held. Her er nemlig tale om en herlig splattet og grotesk fortælling fyldt med humor og vilde sort/hvide tegninger.
Handlingen er en blanding af Escape from New York og Dangerous Minds. Skoler er blevet afløst af S.K.O.O.L. systemet, hvor underklassens børn samles i afsidesliggende faciliteter bevogtet af vagter. Janet Laughton møder ind til sin første dag, og er fuld af gode intentioner. Det får Mrs. Applebaum dog snart pillet ud af hende. Eleverne er FJENDEN.
Der går da heller ikke længe, før helvede bryder løs. En gruppe elever starter et oprør, og snart er Janet på vild flugt. Hendes eneste håb er eleven Melissa, der tilhører elevfraktionen “De stille”, samt den formodede afdøde gymnastiklærer Mr. Henderson – og til sidst er hun nødt til at stole på sig selv.
Jeg var vildt underholdt af Death Skool, der er fyldt med corny one-liners og referencer til 80’ernes og 90’ernes B-film. Det er skævt, det er skørt og det er kanon underholdning.
Om Death Skool:
Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tegneseriekollektivet Urkraft, 52 sider
Illustrationer: Simon Petersen og Lars Kramhøft
Se også:
Alena af Kim W. Andersson
Fordærv af Michael Kamp
Dennis, Megan og Dirty Harry af Morten Nis Klenø
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Suspiria instrueret af Dario Argento
Wilderness instrueret af Michael J. Bassett
Battle Royale instrueret af Kinji Fukasaku