I 1982 skriver den forældreløse Mary i sin dagbog på børnehjemmet Thornhill. 35 år senere flytter pigen Ella ind overfor det nu forladte og forfaldne børnehjem. En smuk og grum fortælling om længsel.
I 2017 flytter pigen Ella til Midchester. Fra vinduet i hendes kvistværelse har hun udsigt til en forfalden og afspærret ejendom overfor. Under udpakningen af sine sager får hun øje på en pige ovre i det forladte hus, men da hun går over for at lede efter pigen, er alt lukket og låst. Ella finder dog en gammel og ødelagt dukke, som hun tager med hjem og reparerer for at give den tilbage til pigen.
Sideløbende med Ellas historie følger vi pigen Mary i 1982. Mary har mistet sine forældre og bor nu på børnehjemmet Thornhill. Hun lider af selektiv mutisme, og er mål for de øvrige pigers drillerier. Særligt én pige står bag mobningen, som udføres så elegant, at de voksne aldrig opdager det. I stedet ser også de Mary som en ucharmerende særling. Og imens vokser Marys ensomhed og fortvivlelse.
Jeg blev meget grebet af Thornhill. Her er tale om en både smuk og grum fortælling om længslen efter at høre til og føle sig elsket. Om mobning og omsorgssvigt og bristede håb. På tværs af tid og rum rækker to fortabte sjæle ud efter hinanden, og Pam Smy fortæller deres historie på en helt unik facon.
Historien om Ella og Mary fortælles nemlig i en blanding af tegneserie og roman. Scenerne i 1982 fortælles via dagbogsnotater, mens scenerne i 2017 er tegnede og helt uden ord. Resultatet er overraskende effektivt, og som læser er det interessant at skulle veksle imellem de to formidlingstyper. I starten greb jeg mig i at sjuske lidt med at se på billeddelen af fortællingen, men når jeg så gav mig tid til at nærstudere de stemningsfulde illustrationer, fik jeg pludselig helt nye detaljer med, som føjede dybde og forståelse til fortællingen på en helt ny måde.
Thornhill er måske nok en ungdomsbog, men det bør ikke afholde voksne fra at læse den. For som anmelderen i Nordjyske Stiftstidende skriver:
“Pam Smys grafiske roman Thornhill er fantastisk forfærdelig. Den er dyster, den er tragisk og pirrer læseren med sin simple grafiske opsætning, der samtidig åbner for en mystik, som grænser til det gotiske […] Men hvis vi låner den afdøde semiotiker Umberto Ecos begreber, er Thornhill så tilpas en ” åben” tekst, at voksne sagtens kan opleve at blive klogere.”
Om Thornhill:
Udgivelsesår: 2018
Forlag: Høst & Søn, 541 sider
Omslag: Pam Smy
Originaltitel: Thornhill
Oversætter: Camilla Christensen
Læs også:
Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Alena af Kim W. Andersson
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët