Jeg faldt over en boks med gamle scifi-horror film i, bl.a. Tarantula som jeg ikke før havde set.
Professor Deemer har et laboratorium udenfor den lille by, Desert Rock. Her forsker han i ernæringsstoffer. Han er bekymret for, hvordan verden skal brødføde befolkningen, som hele tiden vokser sig større, og han arbejder derfor sammen med to kollegaer på at skabe et syntetisk næringskoncentrat, som kan ernære befolkningen i fremtiden.
Som led i forskningen har han injiceret forskellige dyr med stoffet, og enten vokser de hurtigere og bliver stærkere og sundere end dyr, som er fodret normalt. Eller også dør de! Der er nemlig en ustabilitet i stoffet, som han ikke finde grunden til.
Under et uheld i laboratioriet undslipper en tarantel, som er blevet injiceret med næringsstoffet. Ingen opdager det, men kort efter begynder både dyr og mennesker at forsvinde i området omkring Desert Rock, og hvor de var, findes kun en bunke knogler og en mærkelig flydende substans.
Tarantula er en rigtig 50’erfilm. Effekterne er naturligvis gamle, og ingen tror vist på, at der er en kæmpeedderkop i ørkenen, når man ser filmen i dag. Men jeg må indrømme, at den første scene i laboratoriet, hvor vi ser tarantellen, den synes jeg stadig fungerer. Og teknikken bruges stadig, f.eks. af Peter Jackson i Lord of the Rings.
På et tidspunkt i filmen taler Deemer om frygten for overbefolkning. På daværende tidspunkt var jordens befolkning på ca. 2 milliarder mennesker, og Deemer frygtede, at vi i 2000 ville være på 3.625.000.000 I dag hvor vi er over 6 milliarder mennesker på jorden, virker hans frygt slet ikke så fjollet. For hvor længe kan jorden blive ved med at holde til menneskets udnyttelse af dens ressourcer?
Filmen er i sort/hvid, og skuespillet er naturligvis tidssvarende med stærke mænd og skrøbelige kvinder. Slutningen er også meget tidssvarende – hvis vi ikke kan klare os på anden vis, overhælder vi bare bæstet med napalm. Og helten, som smider napalmen fra sit fly, er ingen ringere end Clint Eastwood …
Jørgen Riber Christensen skriver om Tarantula i “Monstrologi – Frygtens manifestationer” i afsnittet “Monstervisualiseringer”: “Moderniteten generelt og fremtiden med dens voldsomme befolkningstilvækst er et truende tema i filmen, som den videnskabeligt forstørrede tarantel symboliserer. At den nedkæmpes lige uden for den lille, trygge amerikanske provinsby, hvor alle er på fornavne med hinanden, og hvor videnskaben blot er repræsenteret af den sympatiske praktiserende læge, udtrykker filmens ønske om at bevare det, der er ved at forsvinde på grund af modernitet, eller som hotelejeren bekymret siger: “It’s getting to be a fast world.” At ønsket imidlertid er forfængeligt kan udledes af, at det ikke er de lokale, men den centrale statsmagts jagerfly og napalm, der besejrer monstret, mens den lokale befolkning må se magtesløse til.”
Om Tarantula:
Instruktør: Jack Arnold
Udgivelsesår: 1955
