Et jobtilbud du ikke kan sige nej til, enhjørninge, rumskibe midt i Central Park, tidsrejser, Døden himself, den ultimative mand og selve sjælens eksistens er blandt temaerne i A. Silvestris seneste udgivelse Fast arbejde
Det gik op for mig, da jeg skulle til at skrive dette indlæg, at A. Silvestri faktisk er den eneste forfatter udover Stephen King, som er tagget så mange gange her på Gyseren, at hans navn fast står i ‘tagskyen’ på forsiden. Det er ret imponerende med sådan en produktivitet. Især når Silvestri stort set hver gang leverer høj kvalitet.
Fast arbejde er nummer to ud af tre planlagte bøger, hvor Silvestri samler et udvalg af sine tidligere udgivne noveller + en nyskrevet og udgiver dem med en kort kommentar efter hver enkelt novelle. Den første samling bestod af science fiction noveller og hed Sand og sten, stål og glas. Fast arbejde har humor og handler til fælles. Og allerede den første novelle, som også er titelnovellen, fik mig til at klukke af grin!
Simon er arbejdsløs og fanget i det kommunale beskæftigelsescirkus, hvor firkantede regler og blindt bureaukrati ødelægger livsviljen. En dag bliver han opsøgt af en lille mand, som har et jobtilbud, Simon bogstaveligt talt ikke kan sige nej til. Det fører ham til en kælder, men også til en nyfunden livsglæde. Novellen er på alle måder fin. Den har en god pointe vedrørende samfundets behandling af arbejdsløse. Den overrasker med sin udvikling, og så er den ganske enkelt sjov og godt fortalt. ‘Fast arbejde’ er den nyskrevne novelle i samlingen.
I ‘Benspænd’ har Viggo Konradsen levet så længe, at Døden efterhånden er blevet helt frustreret. Så da Viggo endelig dør, regner Døden det som en stor triumf. Men afhentningen slår i den grad skår i glæden, da Viggo nærmest virker glad for at se Døden. Hvorfor nu det?
I novellen leger Silvestri med personificering af begreber. I efterlivet møder vi f.eks. ikke blot Døden, men også Skæbnen, Tiden og mere abstrakte begreber som Sodoma og Gomorra for ikke at nævne Det Skal Man Jo. Begreberne optræder med hver deres personlighed, og det giver nogle virkelig morsomme episoder. Novellen er en sprudlende, fabulerende fest, hvor jeg flere gange måtte grine højt. Også selvom knebet med begreberne til sidst bliver trukket lidt for langt ud efter min smag.
Lidt i samme boldgade befinder ‘Sjæleforsørger’ sig. Her har Tobias for år tilbage solgt sin sjæl til Djævelen. Siden har han arbejdet hårdt på at opfinde en kunstig sjæl til sig selv, og da det lykkes, står der pludselig op til flere købere for døren. Novellen giver udover den umiddelbare fornøjelse også plads til lidt eftertanke. For hvor tit sætter vi egentlig rigtig pris på livet?
Sproget er i centrum i ‘Den jeg elsker’, til hvis tone Silvestri har brugt dameblads-jargon. Her får vi en salgstale rettet mod den unikke kvinde, der leder efter den perfekte mand. Novellen hører til i science fiction genren, og det gør ‘When the Music’s Over’ også. Her lander et rumskib i Central Park, men før man finder ud af, hvad de fremmede vil, er der gået mange år. Novellen handler bl.a. om kreativitet, og pointen er værd at bide mærke i.
”Et horn i siden” tilhører fantasy genren. Her fanger lykkeridderen Erdengard en enhjørning ved hjælp af svig, men det går ikke helt, som han har planlagt. Her leger Silvestri med udviklingen af sagn og myter gennem tid, for kan man nu stole helt på, hvad de fortæller?
‘BjørnBjørn’ og ‘Mester Prosopido’ er samlingens sidste noveller. Sidstnævnte er også samlingens mest dystre novelle, og handler om en ung mand der gerne vil vinde en kvindes hjerte. Han opsøger Mester Prosopido for hjælp dertil, men nogle gange har små handlinger store følger.
Det samme kan på en måde siges om ‘BjørnBjørn’. Her handler det om en jogger, der bare gerne vil have lov til at løbe sin rute uden forstyrrende elementer. Han opfinder derfor sit helt eget kronometer, men med uforudsete følger.
Nogle gange har jeg en del “arbejdsbøger” liggende, som jeg har lovet at lave en anmeldelse på. Selvom det som oftest er dejligt, fordi jeg selv har indflydelse på, hvilke bøger det drejer sig om, så betyder det også, at læsning for sjov bliver skubbet i baggrunden. Det er grunden til, at jeg først har fået læst Fast arbejde nu. Til gengæld opfylder samlingen i den grad ordene “læsning for sjov”.
De otte noveller bobler af fortælleglæde, og som altid er det imponerende hvor forskelligt A. Silvestri kan skrive. Han sætter sig mål for stil eller indhold, og alligevel er det yderst sjældent, at det går op for læseren undervejs. Simpelthen fordi det stort set altid lykkes ham at få indhold og stil til at gå op i en højere enhed på trods af benspændene. Det gør også Silvestri til en fascinerende forfatter at læse, fordi man aldrig rigtig kan regne ud, hvad man kan forvente, når man starter på en ny fortælling.
Hatten af for denne produktive forfatter, der siden sin debut i 2008, har optrådt i 50 antologier og udgivet otte bøger i eget navn. Og skulle du ikke have læst noget af Silvestri endnu, så er Fast arbejde et fremragende sted at starte.
Indhold:
Fast arbejde
Benspænd (Bag Adonais spejl, 2011)
Den jeg elsker (Science Fiction nr. 18, 2011
Et horn i siden (Til deres dages ende, 2012)
When the Music’s Over (I overfladen, 2008)
Sjæleforsørger (Ti noveller fra fantasiens univers, 2011)
BjørnBjørn (Proxima nr. 96, 2013)
Mester Prosopido (Mestertyvens sidste ønske, 2013)
Om Fast arbejde:
Udgivelsesår: 2017
Forlag: Calibat, 237 sider
Omslag: Anna Degnbol
Besøg A. Silvestris hjemmeside
