Programmer som Sporløs har stor succes på tv’s sendeflade, men hvor forsvinder de sporløst forsvundne hen? Det giver Nikolaj Johansen sit bud på i denne mysterie-horror-parallelle-verdener-fortælling.
Skygger fra Oktoberland er Nikolaj Johansens første roman. Tidligere har han fået udgivet flere noveller, bl.a. “Sidste Konda” i fantasy-antologien Til deres dages ende, “Maskinskær” i science fiction antologien Det sker igen og “Strålende lys, udstrakt verden” i horror-antologien Dystre Danmark 2. De tre nævnte noveller har været meget forskellige, og jeg var derfor ret spændt på, hvordan hans første roman ville være.
Handlingen i Skygger fra Oktoberland lyder: For 10 år siden forsvinder en lille pige sporløst fra sit værelse, og ikke engang broderen, som sover i samme rum, opdager noget. For familien er chokket stor, og de har forskellige måder at tackle situationen på. For pigen er chokket dog ikke mindre, for hun vågner op i en fremmed verden, hvor solen aldrig skinner, og hvor farven hvid er heksens farve.
I mørkelandet forsøger pigen at finde vejen hjem, og hun får bl.a. hjælp af en ung dreng, der er det første menneske, hun møder. Men også af manden Mort, som dog kun hjælper mod betaling – og selvom prisen måske lyder lav i starten, er det ikke uden konsekvenser at lave en aftale med ham.
I vores verden kæmper familien med sorgen på hver sin facon. Broderen murer sig inde på sit værelse, hvor computeren byder på trøst. Faren finder tilfældigt (?) en boghandel, hvor en bog fortæller om pigens skæbne – men han kan ikke selv læse den, og hver gang han får læst op, koster det dyrt. Og endelig forsøger moren at holde håbet oppe og kontakter til sidst en privatdetektiv, da politiets efterforskning ikke giver noget. Og mens de tre bliver mere og mere ensomme, bryder familiens struktur sammen med pigens forsvinden.
Historierne fortælles sideløbende, og ind i mellem kapitlerne har forfatteren indsat fakta-oplysninger om bl.a. hekseprocesserne, men også interviews med personerne som var involveret i sagen. Nikolaj Johansen lader nemlig fremgå, at historien bygger på en virkelig hændelse, og skriver i sit forord: “Familietragedier har let ved at erobre avisforsider, men de påvirker også de involverede dybere, end de fleste aner … Det var ikke fra starten mit formål at opklare sagen (hvilket ville være en ambitiøs opgave grundet den massive opmærksomhed), men blot at kaste lys over perspektiver og informationer, som ikke tidligere har været offentliggjort
… En stor del af kapitlerne (markeret med romertal) var ikke blandt de oprindelige i skildringen af familiens historie, men gennem researchen viste de sig at blive bydende nødvendige for den fulde fortælling, utrolige som de end må synes. Jeg kalder det kvalificerede spekulationer, der ligesom resten af bogen er blevet til på baggrund af breve, dagbøger, officielle rapporter og udførlige interviews med de involverede. Men spekulationer er det i sidste ende, min personlige overbevisning og ikke understøttede fakta. Derfor præsenteres de også som en dramatisering i skønlitterær form. Utrolige begivenheder, præsenteret som sandheder, har det med kun at vække latterliggørelse og ligegyldighed.”
Skygger fra Oktoberland er en teknisk vellykket historie, lige fra legen med fortællingens form både på tværs af medier men også i blandingen af fiktion og fakta; over de forskellige skrifttyper i de forskellige former for kapitler; til den totale anonymitet bogens hovedpersoner tillægges. Kun i mørket har personerne navne, og det er kun kaldenavne.
Idéen med, at forsvundne personer ryger til et andet sted i Multiverset, synes jeg, er rigtig god, og jeg er bestemt glad for, at jeg ikke hører hjemme i mørkelandet, men på vores egen solbeskinnede jord. Andre dele af historien har jeg det lidt sværere med, f.eks. brorens forsøg på at finde søsteren via rollespil på Internettet. Jeg forstår godt sammenhængen med pigens historie, men jeg synes, det virker lidt kunstigt, hvorimod farens besøg i boghandlen falder helt i tråd med det samlede projekt.
Jeg læser meget med følelserne, og den flotte udførelse kan for mig godt skygge lidt for gruen i historien. Til tider bliver der lidt for meget stiløvelse og lidt for lidt stemning over fortællingen. Og det er ærgerligt, for der er ind i mellem glimt af virkelig gru under den lille piges oplevelser i mørkelandet.
“Hun kunne høre væsenet komme nærmere, den ting, som ikke var et menneske, heller ikke et dyr, men et eller andet frygteligt derimellem. Helt henne ved høstakken bøjede den sig ned og gravede med hænderne og strejfede hende lige akkurat med en fingerspids, og hun kunne ikke lade være med at udstøde en lille, forskrækket lyd. Ikke mere end et pip, men væsenet havde opfanget det, for stilheden lagde sig alt for tungt over hende.
Hun kunne mærke et høstrå kravle ned i sin trøje omme i nakken, kilde og kradse og klø, og hun håbede, at det bare var et høstrå og ikke noget andet. Pigen bevægede ikke en muskel, selvom alt i hende skreg om at flygte og løbe langt væk, men hun vidste, at hun ikke ville kunne løbe fra, hvad det end var, der befandt sig alt, alt for tæt på hende i det øjeblik. Hun kunne høre vejrtrækning, tung og klam vejrtrækning, den slags der afslørede, hvad den havde spist, men hun kunne kun lugte skidt og råd og blod og lort. Hun kneb øjnene i så hårdt, at det næsten gjorde ondt, som om hun på den måde kunne tvinge sig selv væk fra dette sted og dette … væsen, ting, hvad det end var.”
Alt andet lige er Skygger fra Oktoberland dog en glimrende debut, og jeg glæder mig til at læse mere fra Nikolaj Johansen, som med sin utraditionelle debutroman lover spændende nyt for dansk horror.
Læs mere om researchen på Nikolaj Johansens blog eller besøg forlaget Replikants hjemmeside.
PS. Mon ikke titlen skal ses som en homage til Ray Bradbury, der i 1955 udgav novellesamlingen The October Country? Den kan du læse om på bloggen Fra Sortsand.
Om Skygger fra Oktoberland:
Udgivelsesår: 2012
Omslag: One Million Monkeys
Omtales også på Bogrummet.dk og Litteratursiden.dk
