maj 2012
m ti o to f l s
« apr    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Arkivet for ‘SMS novelle’ Kategorien

Horrorhaiku af Jacob Hedegaard Pedersen

Ifølge Wikipedia er haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier. Et japansk haikudigt består som udgangspunkt af 17 skrifttegn fordelt på tre grupper med hhv. fem, syv og fem tegn.

Jacob Hedegaard Pedersen introducerer sin horrorhaikusamling med ordene: “Horror og digtning er en cocktail så gammel som horrorgenren selv. Edgar Allan Poe skrev The Raven allerede i horrorgenrens helt unge dage. Den japanske haikutradition er endnu ældre. Tilsammen er det nyt.” Jeg kan så tilføje: Og underholdende!

Det lykkes Hedegaard at skabe små overraskende gys, og smsformen, hvor man får tilsendt digtene på vilkårlige tidspunkter, øger fornøjelsen og det overraskende element.

Blandt mine favoritter er:

De små børn stråler
brede smil fra kind til kind
skåret til med kniv

og

Knirke knage knæk
Skrabe mase save hiv
bump bump bump? Stilhed

Men der er flere små perler og jeg kan bestemt anbefale dette lille lyriske horror-eksperiment.

Besøg SMSpress og se mere om Horrorhaiku og deres andre udgivelser. De fleste koster fra 10 kr. og op, men måske har dit bibliotek tilmeldt sig servicen, så du gratis kan bestille samlingen herigennem.

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Christian Winther

Roommate af Jacob Hedegaard Pedersen

Jacob Hedegaard Pedersen er også at finde blandt SMSpress udgivelser med sin sms-novelle “Roommate“.

Suzanne er netop flyttet ind i en lækker lejlighed, som hun har fået ekstra billig pga. en plet på gulvet i gangen. Hun har også lige mødt en sød fyr, og faktisk er alt bare rigtig godt – altså bortset fra en følelse af at nogen overvåger hende når hun er i lejligheden.

Jacob Hedegaard Pedersen fortæller historien via Suzannes sms’er til en veninde, og ligesom i Steen Langstrups “El Daemon“ må jeg konstatere, at det faktisk virker overraskende godt med at fortælle historien gennem små bidder kommunikation.

Selve plottet fik mig til at tænke på filmen “The Entity” fra 1982, som i min hukommelse står som en af de mest skræmmende film, jeg har set. Jeg har den liggende ved siden af dvd-afspilleren, men har ikke turde gense den endnu.

Jeg må indrømme, at jeg synes helt godt om sms-novelle idéen, og så er det jo dejligt, at der stadig er ulæste horror-noveller tilbage. F.eks. mangler jeg stadig at læse “Inkasso” af Axel Uth, “SMS fra Helvede” af Kenneth Bøgh Andersen og “Blod” af Jacob Weinreich.

“Roommate” kan bestilles for sølle 10 kr. på SMSpress, eller måske er du blandt de heldige, hvis bibliotek har skrevet kontrakt med SMSpress, så du kan bestille den ganske gratis.

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Christian Winther

El Daemon af Steen Langstrup

I lang tid har jeg ikke fået læst noget, men så faldt jeg over en artikel på danskehorrorfans.dk som anbefalede en SMS-novelle af Steen Langstrup. Det lød lige til at overkomme, så jeg klikkede ind på smspress.dk og bestilte “El Daemon” for en 20,-

Da Alex modtager de første sms’er fra sin afdøde ven, Ali, tror han, at det er en dårlig joke. Men det er det ikke. Ali er måske nok død, men sms’erne bliver bare ved med at komme. Ali prøver at advare Alex om, at han er i fare, at El Daemon er efter ham, men er det allerede for sent?

Jeg synes, at idéen om en sms-novelle, der foregår pr sms er sjov, og jeg må indrømme, at da den første besked tikkede ind fra Ali, tænkte jeg: “Hvad er nu det her for noget!” Plottet er måske nok set før (en kædesms der bringer død med sig), men som altid sørger Steen Langstrup for at give historiens slutning et lille twist.

Det er klart, at man ikke skal forvente et  digert værk med spændende personskildringer og udpenslede stemningsbilleder, når man læser en sms-novelle, men jeg synes, historien fungerer fint på sine betingelser, og det er bestemt ikke sidste gang jeg forsøger mig ud i den genre.

Smspress.dk tilbyder også en lang række andre sms-noveller, bl.a. af Kenneth Bøgh Andersen og Jacob Hedegaard Pedersen, men også indenfor andre genrer.

Se mere på Mørket.dk

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Christian Winther