Indlæg tagget med ‘1970-1979’

For efterhånden lang tid siden købte jeg en boks kaldet “The Ultimate Hammer Collection” fra Hammer Film. At kalde den en ultimativ samling er måske lidt af en tilsnigelse, for her er ikke tale om en udvælgelse af deres største film, men bare et blandet udvalg af 21 film udgivet i perioden 1965 til 1976. Det vil f.eks. sige at her mangler klassikere som ”The Curse of Frankenstein”, “Horror of Dracula“, og “The Mummy” for blot at nævne nogen. Ikke desto mindre har jeg fået flere positive oplevelser af boksen. Desværre hører “Demons of the Mind” til de mindre positive.

Baron Zorn lever isoleret med sine to voksne børn, som han holder indespærret og afsondret fra hinanden. Han taler om en forbandelse, som løber i blodet på dem og kræver blod og forbudt samvær. Det er lykkes for datteren Elizabeth at flygte, men i filmens start bliver hun hentet hjem og spærret inde igen. Imens har Zorn tilkaldt professor Falkenberg, der med sine kontroversielle metoder kan helbrede psykiske lidelser. Zorn vil redde sine børn fra forbandelsen, men det viser sig, at han måske skal kigge et andet sted.

Jeg skal være ærlig at sige, at jeg faldt i søvn et par gange undervejs, og selvom jeg mener, at jeg fik spolet tilbage, så jeg har fået hele historien med, kan der være smuttet noget. Og det kan være grunden til, at jeg synes, historien var ualmindelig usammenhængende. Jeg fik aldrig fat i, hvordan Zorn besluttede sig for at kontakte Falkenberg, ligesom jeg heller ikke helt fandt ud af, hvad Falkenberg egentlig gjorde? Det virker som hypnose nogen gange, og andre gange var der lidt rollespil og snak i stedet for.

Andre ting virker også ulogiske, som f.eks. at landsbyens beboere frygter djævlen på baronens grund, men alligevel traver byens piger lystigt alene rundt i skoven. Og da der på et tidspunkt drager en pøbel af sted mod slottet, når de aldrig frem. De kommer ikke en gang en skrigende kvinde til hjælp, selvom de befinder sig i samme skov.

Så logikken spiller ikke den store rolle her, og det gør godt skuespil heller ikke. Robert Hardy, der spiller Zorn, virker som en parodi på en ond baron og bliver aldrig hverken uhyggelig eller rørende, og det bliver aldrig opklaret, hvor han har set den omstrejfende præst, der pludselig dukker op. Hvis det er ligegyldigt, hvorfor så overhovedet nævne at han har set ham? Heller ikke Shane Briant og Gillian Hills, der spiller børnene, gør det særligt godt. Det meste af tiden er de blot blege og svage og virker mere hjælpeløse end realistisk er. At Briant skulle være blevet nævnt som en ny Peter Cushing har jeg i hvert fald meget svært ved at forstå.

Oprindelig skulle filmen have heddet “Blood Will Have Blood, Demons of the Mind”, men distributøren brød sig ikke om den titel, og i stedet blev den forkortet til “Demons of the Mind”. Personligt synes jeg, at “Blood Will Have Blood” ville have været en mere passende titel i forhold til indholdet. Men generelt må jeg sige, at “Demons of the Mind” efter min mening hører til blandt de svageste film i boksen.

Instruktør: Peter Sykes
Udgivelsesår: 1972

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Før “Jaws” og “Close Encounters of the Third Kind” lavede Steven Spielberg tv. Det blev til en række episoder i forskellige serier, men en dag faldt han over en novelle af Richard Matheson “Duel”, som Matheson netop var ved at skrive manuskript på til ABC’s Movie of the Week. Det lykkedes for Spielberg at få instruktørstolen på produktionen, og resultatet blev en nervepirrende fortælling om kattens leg med musen.

David Mann er på vej til et møde, da han støder på en langsomt kørende lastbil. Han overhaler, men bliver straks overhalet tilbage. Dette irriterer ham så meget, at han igen forsøger at overhale, og pludselig er han fanget i en dramatisk kamp på liv og død. Lastbilchaufføren har tilsyneladende hjemsøgt forskellige stater og fundet ofre i dem alle, og nu er Mann udvalgt til næste offer.

Det meste af filmen foregår på landevejen, men en enkelt gang holder Mann ind på et cafeterie, efter at han næsten er blevet kørt ihjel. Her forsøger han at komme til hægterne for så at opdage, at lastbilen pludselig holder ude på parkeringspladsen, mens Mann var på toilettet. Desværre ved han ikke, hvordan chaufføren ser ud, og det fører til en ubehagelig scene.

David Mann spilles af Dennis Weaver, som gør det forrygende. Han er stort set alene i billedet det meste af filmen, men han formår at vise Manns langsomme sammenbrud helt fantastisk. Det var tv-selskabet, som foreslog Weaver til rollen, men Spielberg var straks med på det. Han havde set Weaver i “Touch of Evil”, og så med det samme for sig hvordan denne præstation kunne bruges i “Duel”. Her starter dagen helt almindelig for Mann, for så at udvikle sig til et mareridt hvor han langsomt skubbes ud over kanten for normal adfærd.

Den anden hovedrolleindehaver er den store lastbil, der forfølger Mann. Spielberg fortæller, at han havde 7 lastbiler at vælge imellem, men straks faldt for den grå der som den eneste havde motoren til at sidde foran forruden, således at lastbilen nærmest havde et ansigt. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er lykkedes at give lastbilen en yderst ubehagelig personlighed, som næsten får publikum til at tænke, at den er mere end blot en lastbil.

I ekstra-materialerne fortæller Spielberg, at han kun fik ti dage til optagelserne, og da han ville filme on location, fik han nærmest at vide, at han var skør, og at han skulle nøjes med baggrundsbilleder og så filme resten i et studie. Men det lykkedes ham at overtale filmselskabet, og med kun et par dages forsinkelse blev “Duel” indspillet.

Og resultatet holder stadig i dag. Biljagten er utrolig godt lavet, ikke mindst pga. den spændende brug af kameraet og en fantastisk klipning. Selvom Spielberg afslører, at bilerne i perioder var nødt til at køre langsomt af sikkerhedsmæssige årsager, så virker farten høj under hele filmen. Det skyldes dels kameravinklen, som ofte er nedefra, og op og dels Spielbergs beslutning om at filme lastbilen med klipper som baggrund. Det at baggrunden farer forbi, får farten til at virke høj, selvom de måske kun kørte 30 km i timen.

Af andre pudsigheder afslører Spielberg, at det nærmest dinosaur-lignende brøl, der høres i slutningen, bliver genbrugt i “Jaws” i hajens dødsscene, ligesom ægteparret, Mann søger hjælp hos i slutningen af filmen, dukker op i “Close Encouters of the Third Kind”. Den slags “genbrug” holder han meget af.

Selvom jeg egentlig ikke er særlig stor fan af biljagter, og slet ikke film hvor det er stort set hele handlingen, så blev jeg alligevel betaget af “Duel”. Det er ikke mindst pga. Dennis Weavers fremragende skuespil, men også fordi det lykkes for Spielberg at opbygge en uheldsvanger og truende stemning gennem filmen, der som oftest slet ikke findes i biljagts-film. Men her bliver lastbilen en overvældende trussel, og David Mann må i den grad træde ud af sit naturlige univers og finde kræfter i sig selv til at overvinde denne trussel, så jeg kunne ikke andet end at blive grebet. En spændende film, der trods sine næsten 40 år på bagen, stadig holder.

Instruktør: Steven Spielberg
Udgivelsesår: 1971

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Julen står for døren i byen Bedford, og i Pi Kappa Sig kollegiet holder pigerne julefest. Clare skal hjem til sine forældre i julen, men da hendes far næste dag kommer for at hente hende, dukker hun ikke op. Og ingen af pigerne har set hende efter festen, hvor hun gik op for at pakke færdig. Samtidig begynder en stønner at ringe til huset. Det starter med en masse pusten og stønne og frække ord, men slutter med ordene “Im going to kill you“. Pigerne bliver bange og politiet involveres. Men en for en forsvinder husets beboere, uden at de andre opdager det, før til sidst hvor Jessica er alene i huset med morderen.

“Black Christmas” er fra 1974, så set med nutidens øjne er der naturligvis ting, som ikke bliver ved med at virke lige uhyggeligt. Det opvejer kameraføringen dog til fulde, idet filmen er fyldt med uventede kameravinkler og creepy scener fra morderens synsvinkel. Bl.a. får scenen hvor vi ser Clare sidde kvalt i en gyngestol foran vinduet, mens verden udenfor fortsætter uden at ænse hende, det til at krybe i mig, og også startscenen hvor vi ser morderens ankomst til huset gennem kameraets øje, fungerer stadig 100 %. I det hele taget er morderen (som er uset gennem hele filmen) en virkelig ubehagelig type, og sorority huset bliver en klaustrofobisk dødsfælde forklædt i hyggeligt juletilbehør, med en morder som lurer uset lige over hovedet på sine ofre.

Ifølge Wikipedia er filmen baseret på en virkelig seriemorder, som hærgede Montreal omkring juletid. “Black Christmas” er filmet i Canada, og da den skulle udkomme i USA, frygtede Warner Bros., at publikum ville tro, at det var en blaxploitation film, så man ændrede titlen til “Silent Night, Evil Night”. Filmen gik dog dårligt, indtil titlen blev ændret tilbage til den originale.

Mange mener, at “Black Christmas” er den allerførste slasherfilm, og at “Halloween” læner sig op af denne. Det er i hvert fald sikkert, at nogle af de tricks, John Carpenter bruger i “Halloween”, også bruges her i “Black Christmas”, såsom den subjektive kameraføring der følger morderens synsfelt; den ansigtsløse morder; valget af en traditionel helligdag som setup osv. Som Classic.Horror skriver: ” Clark weaves a holiday setting, point of view shots, the ambiguous character of a sexually deranged stalker, elements of the final girl theory, and the creepy “crank-caller in the house” motif into a splendid tapestry of horror.” Samme side skriver også, at Clark påstår, at han gav John Carpenter idéen til “Halloween”, som en sequel til “Black Christmas”. Det har jeg så aldrig hørt før, og tror heller ikke rigtig på at det er sandt.

Under alle omstændigheder må jeg i hvert fald sige, at “Black Christmas” er en vældig effektiv film, som trods sine år på bagen stadig virker stærkt forstyrrende, når man ser den.

I 2006 lavede Glen Morgan en genindspilning af den, som giver en forklaring på, hvem Billy er. Jeg må dog indrømme, at selvom jeg følte mig vældig godt underholdt, da jeg så Glen Morgans version, så kan jeg nu bedre lide originalens uforklarede morder. Den uforløste slutning er nemlig langt mere uhyggelig.

Instruktør: Bob Clark
Udgivelsesår: 1974
Andre titler: “Silent Night, Evil Night”, “Stranger in the House” (tv)

Også omtalt på Horrorsiden.dk

“The Legacy” ligger sig i den bløde mellemvare af film, som ikke er rigtig gode, men heller ikke rigtig dårlige.

Maggie og Peter er arkitekter i Los Angeles. En dag modtager Maggie et jobtilbud i England, som godt nok ikke fortæller særligt præcist, hvad jobbet går ud på, men en check på 50.000$ gør, at hun accepterer. Peter tager med, og de beslutter sig for at holde lidt ferie derovre først, så Maggie kan lede efter sine forfædre.

En dag går det dog galt, og de involveres i en bilulykke med mangemillionæren Jason Mountville. Han tilbyder dem at køre motorcyklen til mekaniker, og at de kan overnatte på hans Mansion til næste dag. Men da de ankommer, virker det, som om deres ankomst er ventet af alle. Bedre bliver det ikke, da Mountville får flere gæster, som alle lader til at kende til Maggie.

Kort efter drukner en af de øvrige gæster på mystisk vis, og snart dør endnu en og endnu en. Maggie får mistanke om, at Mountville ikke er en ganske almindelig mand, og da hun og Peter forsøger at undslippe, må de sande, at hun har ret. Mountville gemmer på en grum hemmelighed.

“The Legacy” var på sin vis ganske underholdende. Den er fra 1978, men dødsscenerne holder overraskende godt stadigvæk. På plus-siden er også Sam Elliott (Peter), der måske ikke har karrierens mest udfordrende rolle her, men som altid er god at se på for øjet. Filmen bliver måske lidt for forudsigelig, og overraskelsen til sidst er ikke så overraskende i dag. Ikke desto mindre følte jeg mig dog ok underholdt, og selvom jeg sikkert ikke husker filmen specielt om et par uger, så kan man dog sagtens hygge sig med den en regnvejrsdag.

Instruktør: Richard Marquand
Udgivelsesår: 1978

I Giallo-serien udgivet af Another World Entertainment er film nummer tre “Torso” af Sergio Martino, som bl.a. sælges på slaglinjen: “Træd ind i det psykoseksuelle sinds bizzare verden”. Og ja, når italienere viser sex-scener, så er det væsentlig mere explicit end i amerikanske film.

Filmen følger en gruppe piger, der studerer kunsthistorie. En aften bliver en af dem kvalt og bagefter skåret op af en ukendt morder, som tager hende og kæresten i at dyrke sex i bilen. Kort efter bliver endnu en af pigerne dræbt, og politiet beder de studerende om hjælp til at fange morderen. De har fundet tørklædet, der blev brugt til at strangulere det ene offer, og nu håber de at nogen kan huske at have set det før.

Daniela er sikker på, at den medstuderende, Stefano, har haft et sådan tørklæde, men veninden Jane overbeviser hende om, at hun tager fejl. Stefano kan ikke være morderen, mener hun. I stedet tager de to sammen med to andre veninder væk for en tid. De rejser til Danielas onkels villa ude på landet. Men morderen er fulgt efter dem, og snart dukker han op for at gøre sit arbejde færdigt.

Jeg var en lille smule skuffet over “Torso”. Historien virker til tider temmelig rodet, og jeg synes ikke, at personerne gjorde noget særligt indtryk. Filmen virker lidt som en undskyldning for at vise smukke nøgne kvinder have sex, og så smider man en morder ind for at gøre det til en thriller fremfor en erotisk film. Det er selvfølgelig en del af Giallo-konceptet, men jeg synes, at andre instruktører har gjort det langt mere elegant.

På nogen måder minder “Torso” lidt om slasherfilm som “Halloween” og “Friday the 13th”, der fik stor succes som serier op gennem 1980′erne. I “Torso” er det nemlig de seksuelt aktive kvinder/piger, der myrdes, mens jomfruen får lov at overleve, og det er jo typisk for en amerikansk slasherfilm, men måske ikke så typisk i europæisk sammenhæng.

Afsløringen af morderen var heller ikke den store overraskelse, selvom Martino forsøger at spille flere mulige emner på bordet, og vi helt frem til slutningen kun ser de sorte handsker og et maskeret ansigt, når morderen arbejder. 

Det, der efter min mening fungerede bedst, er i slutningen af filmen, hvor en af pigerne gemmer sig på husets første sal. Morderen ved ikke, at der er flere piger i huset og er i gang med at skaffe de øvrige lig af vejen. Her lykkes det at skabe en vis suspense, mens vi spekulerer på, om det kan lykkes pigen at slippe væk uset.

Instruktør: Sergio Martino
Udgivelsesår: 1973
Originaltitel: I corpi presentano tracce di violenza carnale

Andre film i AWE’s Giallo-serie:

Cold eyes of fear, 1971 – D: Enzo G. Castellari
Torso, 1973 – D: Sergio Martino
Dødens puslespil, 1974 – D: Duccio Tessari
Profondo Rosso, 1975 – D: Dario Argento
The New York Ripper, 1982 – D: Lucio Fulci
Modelmordene, 1985 – D: Carlo Vanzina

Jeg havde faktisk aldrig fået set Joe Dantes “Piranha”, så da påsken bød på en masse dage uden særlige planer, brugte jeg tiden til at få fulgt op på bl.a. den.

To teenagere forsvinder på en hiking tur, og Maggie McKeown bliver sendt ud for at finde dem. Hun sporer dem til bjerget ved Lost River Lake, og her får hun den lokale drukkenbolt Paul Grogan til at guide sig til den nedlagte militærforsøgsstation. De finder spor efter de unge i en vandtank, og Maggie lukker vandet ud for at se, om de er druknet der. Men – tanken indeholder tusindvis af muterede piranhaer, som militæret har eksperimenteret med, og nu har fiskene fundet vej til Lost River Lake, og er på vej ned ad floden mens de dræber og æder alt på deres vej.

“Piranha” er et rigtig godt mix af humor og gys. Man griner af Maggie og Pauls følen hinanden på tænderne, og gyser over de dødelige fiskeangreb som rammer uskyldige svømmere. Selvom filmen er fra 1978, holder de fleste af effekterne stadig, og jeg følte mig rigtig godt underholdt.

Filmen var tænkt som en parodi på Stephen Spielbergs “Jaws” fra 1975, der med sin kæmpe succes åbnede for en lang række B-film med samme tema, bl.a. “Orca”, “Tentacles”, “Great White” og altså også ”Piranha”. Joe Dante lagde dog ikke skjul på sin inspiration og giver sin tribut til “Jaws” i “Piranha”s åbningsscene, hvor Maggie spiller Jaws på en spillemaskine.

I det hele taget har Joe Dante fundet inspiration til mange af sine film hos andre instruktører. I “Inferno” nr. 1/1989 skriver Peder Pedersen om Joe Dante: “Dante citeres for at have sagt – I’ll steal anybody’s ideas, as long as they are good – og det er netop, hvad Dante gør! Dantes film er hyldester til gamle science fiction og horrorfilm, som han holder af, men samtidig er de også en parodi på disse…Dantes film er fyldt med underfundig humor og utallige inside-jokes samt referencer, som man kan bruge flere timer på at opdage.”

I 1995 lavede Roger Corman et remake af “Piranha”, og rygterne siger, at der er en 3D remake på vej i 2010 instrueret af Alexandre Aja, som bl.a. har instrueret det fremragende remake af “The hills have eyes“.

Instruktør: Joe Dante
Udgivelsesår: 1978

Udvalgt filmografi:

Piranha, 1978
The Howling, 1981
Gremlins, 1984
Gremlins 2, 1990
Small Soldiers, 1998
Masters of Horror: Homecoming, 2005
Masters of Horror: The Screwfly Solution, 2006

“Fear in the Night” er mere en thriller end en egentlig gyser. Den unge Peggy gifter sig med den attraktive Robert efter en ganske kort forlovelse. Han underviser på en drengeskole, og Peggy flytter med ham dertil. Peggy er netop kommet sig over en nervøst sammenbrud, og de to mødte hinanden, mens hun var indlagt.

Dagen før hun skal rejse, bliver Peggy overfaldet i sit værelse. Det eneste, hun når at opdage, er, at hendes overfaldsmand har en kunstig arm. Overfaldet bliver ikke anmeldt til politiet pga. Peggys “hysteriske” fortid, og det kniber også for Robert at tro på hende. Så da Peggy bliver overfaldet i deres fælles hjem, stiller Robert endnu en gang spørgsmålstegn ved det.

Samtidig møder Peggy både skolens inspektør, Michael Carmichael (Peter Cushing) og hans hustru Molly (Joan Collins), og sidstnævnte bryder sig aldeles ikke om Peggy. Og så er der altså noget mystisk med skolen…

Da Robert sendes på et seminarium, skal Peggy blive alene tilbage. Hun er bange og ikke meget for det, men Robert lader hende få et gevær med i seng som beskyttelse. Og i løbet af natten bryder nogen ind, og Peggy ender i en flugt ind på skolen. Nu tror Robert på hende, men hvad er der i virkeligheden sket?

Jeg synes ikke, at “Fear in the Night” var en voldsomt god film. Instruktør Jimmy Sangster prøver at lave en overraskende finte, men det lykkes ikke helt. Joan Collins spiller heks ganske fortræffelig, og Peter Cushing er jo altid en fornøjelse. Han får dog ikke lov til at udfolde sig særligt her, og historien virker lidt træt.

“Fear in the Night” er anden “halvdel” af “Women in Terror” filmene (første “halvdel” var “Straight on till Morning”), som blev de sidste suspense thrillers produceret af Hammer Film, ligesom det blev Jimmy Sangsters sidste film for Hammer. Filmen blev dog en retningslinje for, hvilken retning Hammer Film ville gå i 80′ernes tv-serier.

Instruktør: Jimmy Sangster
Udgivelsesår: 1972

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Der er ingen tvivl om, at Dario Argento er en mester indenfor gysergenren. Hans film er visuelle mesterværker, og han bruger ofte kameraet til at bringe tilskueren og filmens personer helt fysisk tæt, når morderen rækker hånden ud og griber ofret, og vi ser det hele, som var det vores hånd. Mordene i hans film er blodige, og tilskueren skånes ikke for detaljerne. Det bliver vi heller ikke i “Profondo Rosso”, som også kom i en kortere international udgave under titlen “Deep Red”.

Marcus Daily er pianist. En dag involveres han tilfældigt i et mord, da han ser en kvinde blive myrdet i sin lejlighed. Marcus løber ind i lejligheden, og aner en anden derinde og da han ser ud af vinduet, ser han en person i en regnfrakke forlade huset.

Ofret var en synsk kvinde, som samme dag havde set en morders tanker under sit foredrag. Nu stilles sagen an i aviserne, som om Marcus har set morderens ansigt, og for at undgå at blive det næste offer må Marcus finde frem til morderens identitet. Den kvindelige journalist Gianna hjælper, men alt hvad de har at gå efter er en stump af en børnesang og et billede af et hus, der har stået tomt i mange år.

Jeg så den originale italienske version på lidt over 2 timer, og jeg må indrømme, at jeg godt forstår, at man har forkortet den engelske udgave. En del af scenerne, synes jeg, var ligegyldige og måske endda lidt irriterende, fordi de for mig ødelagde stemningen. Det var især scenerne med politikommisæren Calcabrini, som er overdrevet komiske og slet ikke passer ind i resten af filmen efter min mening. Og ligeledes havde jeg også lidt svært ved at forlige mig med den konstante kappestrid mellem Gianna og Marcus om, hvem der var stærkest og klogest.

Men selve hovedhistorien var bestemt værd at se, og jeg beundrer den måde, Argento bruger musikken til at opbygge stemningen på sammen med den meget dynamiske brug af kameraet. Her er altid skæve og overraskende vinkler på scenerne, og det er stadigvæk rigtig klamt, når vi følger morderens synsvinkel under selve mordet.

“Profondo Rosso” blev en stor succes både kommercielt og blandt anmelderne, og selvom jeg sikkert aldrig vil vælge en Argento film bare for hyggens skyld, så bør man ikke snyde sig selv for at se den, for han kan noget i sine film.

Instruktør: Dario Argento
Udgivelsesår: 1975

I “Scars of Dracula” vender Christopher Lee tilbage som vampyren over dem alle, grev Dracula. I “Dracula – Prince of Darkness” mødte han sit endelige i den iskolde vandgrav rundt om slottet, og et menneske måtte lade livet for at vække ham igen. Denne gang vender han tilbage med hjælp vampyrflagermusene, og da landsbyens beboere kommer for at gøre det af med ham, venter der dem en skrækkelig overraskelse, da de vender tilbage til landsbyen.

Imens i Kleinberg fylder den smukke Sarah år. Til festen er inviteret de to brødre, Simon og Paul, som begge holder af Sarah. Paul må dog forlade festen i hast, da to gendarmere kommer efter ham. Han flygter og ender i Carlsbad, hvor han først bliver lukket ind på pubben af tjenestepigen Julie, men siden bliver smidt ud igen. Paul fortsætter og ender på Draculas slot, hvor han møder den smukke Tania og – naturligvis – grev Dracula.

Hjemme i Kleinberg bliver Sarah og Simon urolige, da Paul ikke vender tilbage. De tager ud for at lede efter ham, og sporene leder dem til Drauclas slot. Her bliver Draculas hjælper meget betaget af den smukke Sarah, men vil han hjælpe dem, eller er han Draculas loyale tjener?

Christopher Lee er endnu bedre her i “Scars of Dracula”. Denne gang har han replikker, og hans figur er mere end røde øjne og hugtænder. De bedste scener er nærmest dem, hvor han alene med sit blik tvinger sit ofre til frivilligt at gå ham i møde.

Starten på “Scars of Dracula” er brutal og blodig og overraskede mig. Men på den gode måde. Historien er ikke voldsom original (bl.a. er Pauls møde med Tania nærmest en direkte kopi af Jonathan Harkers møde med den kvindelige vampyr i “Horror of Dracula“), og man kan undrer sig over, at personerne i filmene hver gang bliver ved med at vende tilbage til det skumle slot.

Roy Ward Baker bruger kameraet godt, og bl.a. scenen, hvor Paul flygter i en hestevogn, er filmet så spændende som en nutidig biljagt. Ligeledes er scenen, hvor Dracula kravler op af en lodret mur en fin detalje. På minussiden er nogle ret dårlige flagermuse-attrapper, og så kommer er også mere og mere sex ind i filmene, som ikke har speciel relevans for plottet. Hvor vi i den første Hammer Dracula kun så kvinderne iført tækkelige natkjoler, får vi i “Scars of Dracula”  både bare numser og en rigtig liderbasse i Paul, men der skal jo også være lidt til husarerne …

Se traileren på YouTube

Instruktør: Roy Ward Baker
Udgivelsesår: 1970

Hammer Films Dracula:

Horror of Dracula (1958) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Brides of Dracula (1960) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing
Dracula – Prince of Darkness (1966) Instr. Terence Fisher, med Christopher Lee
Taste the Blood of Dracula (1970) Instr. Peter Sasdy, med Christopher Lee
Scars of Dracula (1970) Instr. Roy Ward Baker, med Christopher Lee
Dracula A.D. (1972) Instr. Alan Gibson,med Peter Cushing, Christopher Lee

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Professor Julian Fuchs har en hemmelighed i sin kælder. For mange år siden ledede han en ekspedition til Egypten på jagt efter en grav, der skulle indeholde mumien af en fordømt egyptisk dronning, hvis sjæl venter på at blive genfødt. Ekspeditionen fandt gravkammeret, og i selvsamme øjeblik som dronningens navn, Tera, blev sagt højt, blev Fuchs datter, Margaret, født hjemme i London.

I de efterfølgende år forsker Fuchs i Teras historie, og imens vokser Margaret op og får en uhyggelig lighed med den egyptiske dronning. Nu nærmer sig tiden, hvor stjernerne igen står i samme position, som da Tera døde, og Corbeck, et andet medlem af ekspeditionen, vil gøre alt for at hjælpe dronningen til genfødsel.

“Blood from the Mummy’s Tomb” bygger på Bram Stokers roman “The Jewel of Seven Stars” fra 1903. Manskriptforfatteren var Christopher Wicking, og han ville egentlig gerne have beholdt titlen, men en gyserfilm kunne naturligvis ikke hedde noget med Jewel, så i stedet listede man alle de ord op, som kunne forbindes med mumier og med genren i det hele taget, og derfra kom titlen “Blood from the Mummy’s Tomb”.

Det var også Wicking, som foreslog at bruge Seth Holt som instruktør. Han havde tidligere lavet “The Nanny” for Hammer Film i 1965, som dog var mere i retning af en psykologisk thriller. Peter Cushing var tænkt i rollen som Margarets far, professor Julian Fuchs, men efter blot en dag på settet måtte han melde fra, da hans kone var alvorligt syg. I stedet overtog Andrew Keir rollen. I slutningen af filmoptagelserne døde også Seth Holt pludseligt af en hjerteanfald, og instruktørstolen blev overtaget af Michael Carreras, som gjorde sit bedste for at gøre filmen færdig i Seth Holts ånd.

På nogen måder er “Blood from the Mummy’s Tomb” rigtig underholdende. Jeg synes hele den egyptiske forhistorie er godt fortalt, og den kravlende hånd, der søger tilbage til gravkammeret, er efter min mening stadig rigtig uhyggelig. Ligeledes er scenen på sindssygehospitalet, hvor professor Berrigan er blevet indlagt og venter på, at dronning Tera skal komme efter sin slange, utrolig velfortalt. Klipningen, brugen af de skæve vinkler, og den overvældende baggrundsmusik er med til at skabe en skræmmende og forkvaklet stemning, der fungerer fuldt ud også i dag.

Til gengæld kan jeg næsten ikke holde ud at se på Valerie Leon, som spiller Margaret/Tera. Hun har en ualmindelig velformet krop, men hendes evner som skuespiller kan ligge et meget lille sted efter min mening. Uanset om hun skal se skræmmende ud eller være bange eller for den sags skyld glad, så er ansigtet bare glat og intetsigende.

Special effects er især blodet, som pumper ud af de mystiske sår, som slår de folk ihjel, der forsøger at komme i vejen for Tera. Det er generelt godt lavet, ligesom skygge-arbejdet også virker fint.

Som en lille detalje hedder Margarets kæreste Tod Browning. Gad vide om han er opkaldt som en hyldest til filminstruktøren af samme navn?

Instruktør: Seth Holt
Udgivelsesår: 1971

Se filmens trailer på YouTube

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976