november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1970-1979’

To the Devil a Daughter

To the Devil a DaughterTo the Devil a Daughter var Hammer Films sidste horror film og baserede sig ligesom Hammers succes The Devil Rides Out på en roman af Dennis Wheatley. Wheatley havde været overordentlig tilfreds med filmatiseringen af The Devil Rides Out, og tilbød ifølge ekstra-materialerne Hammer at bruge hvilken som helst af hans historier kvit og frit. Desværre blev slutresultatet meget langt fra romanen, og Wheatley var dybt skuffet.

Den okkulte forfatter Richard Widmark bliver opsøgt af den desperate Henry Beddows til en kunstudstilling. Det viser sig, at han for 18 år siden indgik en pagt med den frafaldne præst fader Michael (Christopher Lee), om at hans datter på hendes 18 års fødselsdag skulle overgives til djævlen. Nu nærmer hendes fødselsdag sig, og faren ønsker at redde hende.

Widmark indvilliger i at hjælpe, selvom han ikke er sikker på, om pigen virkelig er i faren. Som han siger til sine venner, så er 98 % af den sorte magis tilhængere fupmagere, og kun 2 % bør man tage sig i agt for. Widmark henter pigen, da hun ankommer til London, og tager hende med til sin lejlighed, mens han forsøger at finde ud af, hvad der er på færde, og desværre viser det sig, at den kult, som ønsker pigen, hører til blandt de sidste 2 %.

På filmens positive side skal nævnes Christopher Lee i rollen som den djævle-tilbedende fader Michael, der leder satankulten. Han spiller overbevisende og er et stort plus for filmen. Også Henry Beddows, som spilles af Denholm Elliott, gør det rigtig godt. Widmark spilles af den amerikanske skuespiller John Verney, og han var ifølge ekstra-materialerne noget af en prøvelse for instruktør Peter Sykes, idet han konstant krævede særbehandling og i det hele taget opførte sig som lidt af en nar.

Af andre positive ting kan nævnes, at Hammer denne gang gjorde en del ud af lokaliteterne. Der blev rent faktisk optaget i både England og Tyskland, og kulisserne er væsentlig bedre, end de ofte er i Hammerfilm. Desuden er der flere gode special effects, bl.a. da Christopher Lee nærmest hypnotiserer faren over telefonen, og ikke mindst da Widmarks ven David brænder op inde i en kirke. Stuntmanden, som udførte stuntet, fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han løb tør for ilt, mens han løb frem mod sit mærke, men han var nødt til at blive ved, ellers skulle scenen tages om, og så fik han ingen penge.

På filmens negative side er historiens udvikling. Det starter ellers meget godt, men mod slutningen bliver det temmelig rodet, og selve slutningen er en ren farce. Instruktøren fortæller da også, at manuskriptet blev skrevet løbende, efter at første udkast blev afvist, og man havde rent faktisk ikke en slutning før til allersidst, fordi den første slutning, man fandt på, mindede for meget om Draculas død i Scars of Dracula. Christopher Lee var også ret utilfreds med slutningen, som han syntes var en hån, idet man slår skurken ihjel ved at kaste en sten i hovedet af ham. Det er der ikke meget klimaks i.

To the Devil a Daughter adskiller sig fra tidligere Hammer film ved at være væsentlig mere moderne i sin tilgang. Alligevel virker den stadig gammeldags, når man sammenligner den med andre horrorfilm fra den tid, som f.eks. Rosemarys Baby og The Excorcist for slet ikke at tale om The Texas Chain Saw Massacre, hvor instruktørerne søgte helt nye veje for horroren. Alligevel synes jeg ok om To the Devil a Daughter, nok mest fordi jeg holder meget af Hammer film charmen.

Classic-horror skriver i sin omtale af filmen meget interessant om personernes moral: “To the Devil a Daughter is intriguing in that none of its characters are bastions of morality. Verney, himself exhibits questionable morals that make him nearly a secondary monster. He is portrayed as a man so obsessed with finding another story to write and making some money that he’s willing to put his friends in danger. In fact, his decisions often help lead to their deaths … In contrast, Father Rayner and his followers are not so much the villains as people seeking to halt the decadence of mankind through devotion to their god. The cultists exhibit a strong sense of order, discipline and focus. One member even endures a torture-filled “birth” ( allowing herself to be killed in the process), just to help fulfill the goal of the group. Such single-minded selflessness betrays a certain kind of value to their actions, a higher purpose that is absent from the “hero’s” motives. Wishing only to have one entity, or governing body, overseeing all humankind, there goals demonstrate a certain simplicity which would ultimately result in an end to wars and violence between human factions … In the end, Rayner and his followers are simply misguided, not malevolent monsters we have come to expect.” Læs hele omtalen her.

Peter Sykes har også instrueret Demons of the mind fra mit Ultimate Hammer Collection box sæt.

Om filmen:

Instruktør: Peter Sykes
Udgivelsesår: 1976

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

The Horror of Frankenstein

The Horror of FrankensteinEfter en pause har jeg igen kastet mig over min Ultimate Hammer Collection, og hvor seneste kig (Demons of the Mind) var en skuffelse, lever The Horror of Frankenstein fint op til mine Hammer Film forventninger.

Filmen begynder, mens Victor Frankenstein er en ung studerende, der bor alene sammen med sin far, som er noget af en liderbuk. Da faren siger, at det bliver over hans lig, at Frankenstein kommer på universitetet for at studere, dør han kort efter i en tragisk jagtulykke, og den unge baron kommer alligevel på universitetet.

Her får hans libido ham dog i problemer, og han drager hjem igen. Med ham følger vennen Wilhelm Kassner, som skal hjælpe Frankenstein med hans eksperimenter i sommerferien. Det viser sig dog snart, at de to unge mænd har vidt forskellige synspunkter på, hvad man moralsk kan og må, og da Frankenstein begynder at eksperimentere med menneskekroppe, siger Wilhelm fra. Men da er det for sent.

Ralph Bates, som spiller Victor Frankenstein, er overbevisende som den yderst intelligente, men samvittighedsløse charlatan, som det ene øjeblik er venlig, betænksom og charmerende, og det næste øjeblik er iskold og beregnende, og ikke går af vejen for mord for at fremme sit mål. Han minder ikke meget om min yndlings Frankenstein, Peter Cushing, men filmens tone er også helt anderledes, så den nye Frankenstein passer godt ind.

The Horror of Frankenstein har en underliggende humoristisk tone, som måske ikke er helt så morsom i dag som dengang. Alligevel er der øjeblikke, som fik mig til at trække på smilebåndet. F.eks. da det første gang lykkes for Frankenstein at få en afskåren hånd til at bevæge sig, og den giver seeren fingeren på engelsk manér. Jeg bed også mærke i flere interessante dobbelttydigheder i dialogen, som da Frankensteins barndomsbeundrer Elizabeth (Veronica Carlson) på et tidspunkt udbringer en skål for ham med ordene: “To your work – may you get what you deserve”, og ordspil som når Wilhelm begræder en lille skildpaddes skæbne. “Poor little thing”, og Victor svarer: “Poor little nothing”.

Til gengæld var jeg ikke så vild med monstret, som bliver spillet af den tidligere vægtløfter, Dave Prowse. Han er øjensynligt valgt for sin gode krop, som absolut også er flot og muskuløs, men skuespilsmæssigt er der ikke meget at komme efter. Han vader bare rundt og smadrer døre og kværker mennesker. Dave Prowse vendte dog tilbage som monstret i Frankenstein and the Monster From Hell fra 1974, hvor Peter Cushing igen indtog rollen som Frankenstein, og Terence Fisher sad i instruktørstolen.

Jeg undrede mig også over, hvorfor det var nødvendig for Frankenstein at sammensætte sit monster af forskellige lig, når han havde flere hele lig til fri afbenyttelse? Især da det tidligere i filmen er lykkes ham at genoplive en død skildpadde. Det er heller ikke særlig godt forklaret, hvorfor Frankenstein har magt over monstret, eller hvorfor det nogle gange dræber sine ofre og andre gange efterlader dem bevidstløs. Men den slags spørgsmål skal jeg nok bare lade være med at stille.

The Horror of Frankenstein lægger sig ikke op af tonen i de tidligere Frankenstein film fra Hammer. Men ved at vælge sin egen stil bliver det alligevel en underholdende film, bare man ikke forventer at blive skræmt fra vid og sans. Slutningen hører absolut til blandt de morsomste, og det var lige før, jeg fik helt ondt af Frankenstein.

Ekstra-materialerne indeholder et interview med Veronica Carlson, som udover rollen som Elizabeth i The Horror of Frankenstein, også spillede overfor både Christopher Lee og Peter Cushing i henholdsvis Dracula Has Risen from the Grave og Frankenstein Must Be Destroyed.

IMDB kan man læse i filmens trivia, at The Horror of Frankenstein ikke er en del af Hammers Frankenstein-serie på i alt 6 film. Oprindeligt var den tænkt som en genindspilning af The Curse of Frankenstein (1957) med Ralph Bates i Peter Cushings rolle for at tiltrække et yngre publikum. Jimmy Sangster insisterede dog på at tilføje humoren og Frankensteins virile side, så det ikke blot blev det samme film indspillet med nye skuespillere.

Frankenstein film fra Hammer Film:

The Curse of Frankenstein (1957)
The Revenge of Frankenstein (1958)
The Evil of Frankenstein (1964)
Frankenstein Created Woman (1967)
Frankenstein Must Be Destroyed (1969)
Frankenstein and the Monster from Hell (1974)

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Om filmen:

Instruktør: Jimmy Sangster
Udgivelsesår: 1970

Demons of the Mind

For efterhånden lang tid siden købte jeg en boks kaldet “The Ultimate Hammer Collection” fra Hammer Film. At kalde den en ultimativ samling er måske lidt af en tilsnigelse, for her er ikke tale om en udvælgelse af deres største film, men bare et blandet udvalg af 21 film udgivet i perioden 1965 til 1976. Det vil f.eks. sige at her mangler klassikere som “The Curse of Frankenstein”, “Horror of Dracula“, og “The Mummy” for blot at nævne nogen. Ikke desto mindre har jeg fået flere positive oplevelser af boksen. Desværre hører “Demons of the Mind” til de mindre positive.

Baron Zorn lever isoleret med sine to voksne børn, som han holder indespærret og afsondret fra hinanden. Han taler om en forbandelse, som løber i blodet på dem og kræver blod og forbudt samvær. Det er lykkes for datteren Elizabeth at flygte, men i filmens start bliver hun hentet hjem og spærret inde igen. Imens har Zorn tilkaldt professor Falkenberg, der med sine kontroversielle metoder kan helbrede psykiske lidelser. Zorn vil redde sine børn fra forbandelsen, men det viser sig, at han måske skal kigge et andet sted.

Jeg skal være ærlig at sige, at jeg faldt i søvn et par gange undervejs, og selvom jeg mener, at jeg fik spolet tilbage, så jeg har fået hele historien med, kan der være smuttet noget. Og det kan være grunden til, at jeg synes, historien var ualmindelig usammenhængende. Jeg fik aldrig fat i, hvordan Zorn besluttede sig for at kontakte Falkenberg, ligesom jeg heller ikke helt fandt ud af, hvad Falkenberg egentlig gjorde? Det virker som hypnose nogen gange, og andre gange var der lidt rollespil og snak i stedet for.

Andre ting virker også ulogiske, som f.eks. at landsbyens beboere frygter djævlen på baronens grund, men alligevel traver byens piger lystigt alene rundt i skoven. Og da der på et tidspunkt drager en pøbel af sted mod slottet, når de aldrig frem. De kommer ikke en gang en skrigende kvinde til hjælp, selvom de befinder sig i samme skov.

Så logikken spiller ikke den store rolle her, og det gør godt skuespil heller ikke. Robert Hardy, der spiller Zorn, virker som en parodi på en ond baron og bliver aldrig hverken uhyggelig eller rørende, og det bliver aldrig opklaret, hvor han har set den omstrejfende præst, der pludselig dukker op. Hvis det er ligegyldigt, hvorfor så overhovedet nævne at han har set ham? Heller ikke Shane Briant og Gillian Hills, der spiller børnene, gør det særligt godt. Det meste af tiden er de blot blege og svage og virker mere hjælpeløse end realistisk er. At Briant skulle være blevet nævnt som en ny Peter Cushing har jeg i hvert fald meget svært ved at forstå.

Oprindelig skulle filmen have heddet “Blood Will Have Blood, Demons of the Mind”, men distributøren brød sig ikke om den titel, og i stedet blev den forkortet til “Demons of the Mind”. Personligt synes jeg, at “Blood Will Have Blood” ville have været en mere passende titel i forhold til indholdet. Men generelt må jeg sige, at “Demons of the Mind” efter min mening hører til blandt de svageste film i boksen.

Instruktør: Peter Sykes
Udgivelsesår: 1972

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Duellen

DuellenFør Jaws og Close Encounters of the Third Kind lavede Steven Spielberg tv. Det blev til en række episoder i forskellige serier, men en dag faldt han over en novelle af Richard Matheson Duel, som Matheson netop var ved at skrive manuskript på til ABC’s Movie of the Week. Det lykkedes for Spielberg at få instruktørstolen på produktionen, og resultatet blev en nervepirrende fortælling om kattens leg med musen.

David Mann er på vej til et møde, da han støder på en langsomt kørende lastbil. Han overhaler, men bliver straks overhalet tilbage. Dette irriterer ham så meget, at han igen forsøger at overhale, og pludselig er han fanget i en dramatisk kamp på liv og død. Lastbilchaufføren har tilsyneladende hjemsøgt forskellige stater og fundet ofre i dem alle, og nu er Mann udvalgt til næste offer.

Det meste af filmen foregår på landevejen, men en enkelt gang holder Mann ind på et cafeterie, efter at han næsten er blevet kørt ihjel. Her forsøger han at komme til hægterne for så at opdage, at lastbilen pludselig holder ude på parkeringspladsen, mens Mann var på toilettet. Desværre ved han ikke, hvordan chaufføren ser ud, og det fører til en ubehagelig scene.

David Mann spilles af Dennis Weaver, som gør det forrygende. Han er stort set alene i billedet det meste af filmen, men han formår at vise Manns langsomme sammenbrud helt fantastisk. Det var tv-selskabet, som foreslog Weaver til rollen, men Spielberg var straks med på det. Han havde set Weaver i Touch of Evil, og så med det samme for sig hvordan denne præstation kunne bruges i Duellen. Her starter dagen helt almindelig for Mann, for så at udvikle sig til et mareridt hvor han langsomt skubbes ud over kanten for normal adfærd.

Den anden hovedrolleindehaver er den store lastbil, der forfølger Mann. Spielberg fortæller, at han havde 7 lastbiler at vælge imellem, men straks faldt for den grå der som den eneste havde motoren til at sidde foran forruden, således at lastbilen nærmest havde et ansigt. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er lykkedes at give lastbilen en yderst ubehagelig personlighed, som næsten får publikum til at tænke, at den er mere end blot en lastbil.

I ekstra-materialerne fortæller Spielberg, at han kun fik ti dage til optagelserne, og da han ville filme on location, fik han nærmest at vide, at han var skør, og at han skulle nøjes med baggrundsbilleder og så filme resten i et studie. Men det lykkedes ham at overtale filmselskabet, og med kun et par dages forsinkelse blev Duellen indspillet.

Og resultatet holder stadig i dag. Biljagten er utrolig godt lavet, ikke mindst pga. den spændende brug af kameraet og en fantastisk klipning. Selvom Spielberg afslører, at bilerne i perioder var nødt til at køre langsomt af sikkerhedsmæssige årsager, så virker farten høj under hele filmen. Det skyldes dels kameravinklen, som ofte er nedefra, og op og dels Spielbergs beslutning om at filme lastbilen med klipper som baggrund. Det at baggrunden farer forbi, får farten til at virke høj, selvom de måske kun kørte 30 km i timen.

Af andre pudsigheder afslører Spielberg, at det nærmest dinosaur-lignende brøl, der høres i slutningen, bliver genbrugt i Jaws i hajens dødsscene, ligesom ægteparret, Mann søger hjælp hos i slutningen af filmen, dukker op i Close Encouters of the Third Kind. Den slags “genbrug” holder han meget af.

Selvom jeg egentlig ikke er særlig stor fan af biljagter, og slet ikke film hvor det er stort set hele handlingen, så blev jeg alligevel betaget af Duellen. Det er ikke mindst pga. Dennis Weavers fremragende skuespil, men også fordi det lykkes for Spielberg at opbygge en uheldsvanger og truende stemning gennem filmen, der som oftest slet ikke findes i biljagts-film. Men her bliver lastbilen en overvældende trussel, og David Mann må i den grad træde ud af sit naturlige univers og finde kræfter i sig selv til at overvinde denne trussel, så jeg kunne ikke andet end at blive grebet. En spændende film, der trods sine næsten 40 år på bagen, stadig holder.

Om filmen:

Instruktør: Steven Spielberg
Udgivelsesår: 1971

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Black Christmas (1974)

Black Christmas 1974Julen står for døren i byen Bedford, og i Pi Kappa Sig kollegiet holder pigerne julefest. Clare skal hjem til sine forældre i julen, men da hendes far næste dag kommer for at hente hende, dukker hun ikke op. Og ingen af pigerne har set hende efter festen, hvor hun gik op for at pakke færdig. Samtidig begynder en stønner at ringe til huset. Det starter med en masse pusten og stønne og frække ord, men slutter med ordene “Im going to kill you“. Pigerne bliver bange og politiet involveres. Men en for en forsvinder husets beboere, uden at de andre opdager det, før til sidst hvor Jessica er alene i huset med morderen.

Black Christmas er fra 1974, så set med nutidens øjne er der naturligvis ting, som ikke bliver ved med at virke lige uhyggeligt. Det opvejer kameraføringen dog til fulde, idet filmen er fyldt med uventede kameravinkler og creepy scener fra morderens synsvinkel. Bl.a. får scenen hvor vi ser Clare sidde kvalt i en gyngestol foran vinduet, mens verden udenfor fortsætter uden at ænse hende, det til at krybe i mig, og også startscenen hvor vi ser morderens ankomst til huset gennem kameraets øje, fungerer stadig 100 %. I det hele taget er morderen (som er uset gennem hele filmen) en virkelig ubehagelig type, og sorority huset bliver en klaustrofobisk dødsfælde forklædt i hyggeligt juletilbehør, med en morder som lurer uset lige over hovedet på sine ofre.

Ifølge Wikipedia er filmen baseret på en virkelig seriemorder, som hærgede Montreal omkring juletid. Black Christmas er filmet i Canada, og da den skulle udkomme i USA, frygtede Warner Bros., at publikum ville tro, at det var en blaxploitation film, så man ændrede titlen til Silent Night, Evil Night. Filmen gik dog dårligt, indtil titlen blev ændret tilbage til den originale.

Mange mener, at Black Christmas er den allerførste slasherfilm, og at Halloween læner sig op af denne. Det er i hvert fald sikkert, at nogle af de tricks, John Carpenter bruger i Halloween, også bruges her i Black Christmas, såsom den subjektive kameraføring der følger morderens synsfelt; den ansigtsløse morder; valget af en traditionel helligdag som setup osv. Som Classic.Horror skriver: “Clark weaves a holiday setting, point of view shots, the ambiguous character of a sexually deranged stalker, elements of the final girl theory, and the creepy “crank-caller in the house” motif into a splendid tapestry of horror.” Samme side skriver også, at Clark påstår, at han gav John Carpenter idéen til Halloween, som en sequel til Black Christmas. Det har jeg så aldrig hørt før, og tror heller ikke rigtig på at det er sandt.

Under alle omstændigheder må jeg i hvert fald sige, at Black Christmas er en vældig effektiv film, som trods sine år på bagen stadig virker stærkt forstyrrende, når man ser den.

I 2006 lavede Glen Morgan en genindspilning af den, som giver en forklaring på, hvem Billy er. Jeg må dog indrømme, at selvom jeg følte mig vældig godt underholdt, da jeg så Glen Morgans version, så kan jeg nu bedre lide originalens uforklarede morder. Den uforløste slutning er nemlig langt mere uhyggelig.

Om filmen:

Instruktør: Bob Clark
Udgivelsesår: 1974
Andre titler: “Silent Night, Evil Night”, “Stranger in the House” (tv)

Også omtalt på Horrorsiden.dk

The Legacy

The LegacyThe Legacy lægger sig i den bløde mellemvare af film, som ikke er rigtig gode, men heller ikke rigtig dårlige.

Maggie og Peter er arkitekter i Los Angeles. En dag modtager Maggie et jobtilbud i England, som godt nok ikke fortæller særligt præcist, hvad jobbet går ud på, men en check på 50.000$ gør, at hun accepterer. Peter tager med, og de beslutter sig for at holde lidt ferie derovre først, så Maggie kan lede efter sine forfædre.

En dag går det dog galt, og de involveres i en bilulykke med mangemillionæren Jason Mountville. Han tilbyder dem at køre motorcyklen til mekaniker, og at de kan overnatte på hans Mansion til næste dag. Men da de ankommer, virker det, som om deres ankomst er ventet af alle. Bedre bliver det ikke, da Mountville får flere gæster, som alle lader til at kende til Maggie.

Kort efter drukner en af de øvrige gæster på mystisk vis, og snart dør endnu en og endnu en. Maggie får mistanke om, at Mountville ikke er en ganske almindelig mand, og da hun og Peter forsøger at undslippe, må de sande, at hun har ret. Mountville gemmer på en grum hemmelighed.

The Legacy var på sin vis ganske underholdende. Den er fra 1978, men dødsscenerne holder overraskende godt stadigvæk. På plus-siden er også Sam Elliott (Peter), der måske ikke har karrierens mest udfordrende rolle her, men som altid er god at se på for øjet. The Legacy bliver måske lidt for forudsigelig, og overraskelsen til sidst er ikke så overraskende i dag. Ikke desto mindre følte jeg mig dog ok underholdt, og selvom jeg sikkert ikke husker filmen specielt om et par uger, så kan man dog sagtens hygge sig med den en regnvejrsdag.

Om The Legacy:

Instruktør: Richard Marquand
Udgivelsesår: 1978

Torso

I Giallo-serien udgivet af Another World Entertainment er film nummer tre “Torso” af Sergio Martino, som bl.a. sælges på slaglinjen: “Træd ind i det psykoseksuelle sinds bizzare verden”. Og ja, når italienere viser sex-scener, så er det væsentlig mere explicit end i amerikanske film.

Filmen følger en gruppe piger, der studerer kunsthistorie. En aften bliver en af dem kvalt og bagefter skåret op af en ukendt morder, som tager hende og kæresten i at dyrke sex i bilen. Kort efter bliver endnu en af pigerne dræbt, og politiet beder de studerende om hjælp til at fange morderen. De har fundet tørklædet, der blev brugt til at strangulere det ene offer, og nu håber de at nogen kan huske at have set det før.

Daniela er sikker på, at den medstuderende, Stefano, har haft et sådan tørklæde, men veninden Jane overbeviser hende om, at hun tager fejl. Stefano kan ikke være morderen, mener hun. I stedet tager de to sammen med to andre veninder væk for en tid. De rejser til Danielas onkels villa ude på landet. Men morderen er fulgt efter dem, og snart dukker han op for at gøre sit arbejde færdigt.

Jeg var en lille smule skuffet over “Torso”. Historien virker til tider temmelig rodet, og jeg synes ikke, at personerne gjorde noget særligt indtryk. Filmen virker lidt som en undskyldning for at vise smukke nøgne kvinder have sex, og så smider man en morder ind for at gøre det til en thriller fremfor en erotisk film. Det er selvfølgelig en del af Giallo-konceptet, men jeg synes, at andre instruktører har gjort det langt mere elegant.

På nogen måder minder “Torso” lidt om slasherfilm som “Halloween” og “Friday the 13th”, der fik stor succes som serier op gennem 1980’erne. I “Torso” er det nemlig de seksuelt aktive kvinder/piger, der myrdes, mens jomfruen får lov at overleve, og det er jo typisk for en amerikansk slasherfilm, men måske ikke så typisk i europæisk sammenhæng.

Afsløringen af morderen var heller ikke den store overraskelse, selvom Martino forsøger at spille flere mulige emner på bordet, og vi helt frem til slutningen kun ser de sorte handsker og et maskeret ansigt, når morderen arbejder. 

Det, der efter min mening fungerede bedst, er i slutningen af filmen, hvor en af pigerne gemmer sig på husets første sal. Morderen ved ikke, at der er flere piger i huset og er i gang med at skaffe de øvrige lig af vejen. Her lykkes det at skabe en vis suspense, mens vi spekulerer på, om det kan lykkes pigen at slippe væk uset.

Instruktør: Sergio Martino
Udgivelsesår: 1973
Originaltitel: I corpi presentano tracce di violenza carnale

Andre film i AWE’s Giallo-serie:

Cold eyes of fear, 1971 – D: Enzo G. Castellari
Torso, 1973 – D: Sergio Martino
Dødens puslespil, 1974 – D: Duccio Tessari
Profondo Rosso, 1975 – D: Dario Argento
The New York Ripper, 1982 – D: Lucio Fulci
Modelmordene, 1985 – D: Carlo Vanzina

Piranha

PiranhaJeg havde faktisk aldrig fået set Joe Dantes “Piranha”, så da påsken bød på en masse dage uden særlige planer, brugte jeg tiden til at få fulgt op på bl.a. den.

To teenagere forsvinder på en hiking tur, og Maggie McKeown bliver sendt ud for at finde dem. Hun sporer dem til bjerget ved Lost River Lake, og her får hun den lokale drukkenbolt Paul Grogan til at guide sig til den nedlagte militærforsøgsstation. De finder spor efter de unge i en vandtank, og Maggie lukker vandet ud for at se, om de er druknet der. Men – tanken indeholder tusindvis af muterede piranhaer, som militæret har eksperimenteret med, og nu har fiskene fundet vej til Lost River Lake, og er på vej ned ad floden mens de dræber og æder alt på deres vej.

“Piranha” er et rigtig godt mix af humor og gys. Man griner af Maggie og Pauls følen hinanden på tænderne, og gyser over de dødelige fiskeangreb som rammer uskyldige svømmere. Selvom filmen er fra 1978, holder de fleste af effekterne stadig, og jeg følte mig rigtig godt underholdt.

Filmen var tænkt som en parodi på Stephen Spielbergs “Jaws” fra 1975, der med sin kæmpe succes åbnede for en lang række B-film med samme tema, bl.a. “Orca”, “Tentacles”, “Great White” og altså også “Piranha”. Joe Dante lagde dog ikke skjul på sin inspiration og giver sin tribut til “Jaws” i “Piranha”s åbningsscene, hvor Maggie spiller Jaws på en spillemaskine.

I det hele taget har Joe Dante fundet inspiration til mange af sine film hos andre instruktører. I “Inferno” nr. 1/1989 skriver Peder Pedersen om Joe Dante: “Dante citeres for at have sagt – I’ll steal anybody’s ideas, as long as they are good – og det er netop, hvad Dante gør! Dantes film er hyldester til gamle science fiction og horrorfilm, som han holder af, men samtidig er de også en parodi på disse…Dantes film er fyldt med underfundig humor og utallige inside-jokes samt referencer, som man kan bruge flere timer på at opdage.”

I 1995 lavede Roger Corman et remake af “Piranha”, og rygterne siger, at der er en 3D remake på vej i 2010 instrueret af Alexandre Aja, som bl.a. har instrueret det fremragende remake af “The hills have eyes“.

Instruktør: Joe Dante
Udgivelsesår: 1978

Udvalgt filmografi:

Piranha, 1978
The Howling, 1981
Gremlins, 1984
Gremlins 2, 1990
Small Soldiers, 1998
Masters of Horror: Homecoming, 2005
Masters of Horror: The Screwfly Solution, 2006

Fear in the Night

Fear in the NightFear in the Night er mere en thriller end en egentlig gyser. Den unge Peggy gifter sig med den attraktive Robert efter en ganske kort forlovelse. Han underviser på en drengeskole, og Peggy flytter med ham dertil. Peggy er netop kommet sig over en nervøst sammenbrud, og de to mødte hinanden, mens hun var indlagt.

Dagen før hun skal rejse, bliver Peggy overfaldet i sit værelse. Det eneste, hun når at opdage, er, at hendes overfaldsmand har en kunstig arm. Overfaldet bliver ikke anmeldt til politiet pga. Peggys “hysteriske” fortid, og det kniber også for Robert at tro på hende. Så da Peggy bliver overfaldet i deres fælles hjem, stiller Robert endnu en gang spørgsmålstegn ved det.

Samtidig møder Peggy både skolens inspektør, Michael Carmichael (Peter Cushing) og hans hustru Molly (Joan Collins), og sidstnævnte bryder sig aldeles ikke om Peggy. Og så er der altså noget mystisk med skolen…

Da Robert sendes på et seminarium, skal Peggy blive alene tilbage. Hun er bange og ikke meget for det, men Robert lader hende få et gevær med i seng som beskyttelse. Og i løbet af natten bryder nogen ind, og Peggy ender i en flugt ind på skolen. Nu tror Robert på hende, men hvad er der i virkeligheden sket?

Jeg synes ikke, at Fear in the Night var en voldsomt god film. Instruktør Jimmy Sangster prøver at lave en overraskende finte, men det lykkes ikke helt. Joan Collins spiller heks ganske fortræffelig, og Peter Cushing er jo altid en fornøjelse. Han får dog ikke lov til at udfolde sig særligt her, og historien virker lidt træt.

Fear in the Night er anden “halvdel” af “Women in Terror” filmene (første “halvdel” var Straight on till Morning), som blev de sidste suspense thrillers produceret af Hammer Film, ligesom det blev Jimmy Sangsters sidste film for Hammer. Filmen blev dog en retningslinje for, hvilken retning Hammer Film ville gå i 80’ernes tv-serier.

Om Fear in the Night:

Instruktør: Jimmy Sangster
Udgivelsesår: 1972

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Profondo Rosso

Profondo Rosso aka Deep RedDer er ingen tvivl om, at Dario Argento er en mester indenfor gysergenren. Hans film er visuelle mesterværker, og han bruger ofte kameraet til at bringe tilskueren og filmens personer helt fysisk tæt, når morderen rækker hånden ud og griber ofret, og vi ser det hele, som var det vores hånd. Mordene i hans film er blodige, og tilskueren skånes ikke for detaljerne. Det bliver vi heller ikke i Profondo Rosso, som også kom i en kortere international udgave under titlen Deep Red.

Marcus Daily er pianist. En dag involveres han tilfældigt i et mord, da han ser en kvinde blive myrdet i sin lejlighed. Marcus løber ind i lejligheden, og aner en anden derinde og da han ser ud af vinduet, ser han en person i en regnfrakke forlade huset.

Ofret var en synsk kvinde, som samme dag havde set en morders tanker under sit foredrag. Nu stilles sagen an i aviserne, som om Marcus har set morderens ansigt, og for at undgå at blive det næste offer må Marcus finde frem til morderens identitet. Den kvindelige journalist Gianna hjælper, men alt hvad de har at gå efter er en stump af en børnesang og et billede af et hus, der har stået tomt i mange år.

Jeg så den originale italienske version på lidt over 2 timer, og jeg må indrømme, at jeg godt forstår, at man har forkortet den engelske udgave. En del af scenerne, synes jeg, var ligegyldige og måske endda lidt irriterende, fordi de for mig ødelagde stemningen. Det var især scenerne med politikommisæren Calcabrini, som er overdrevet komiske og slet ikke passer ind i resten af filmen efter min mening. Og ligeledes havde jeg også lidt svært ved at forlige mig med den konstante kappestrid mellem Gianna og Marcus om, hvem der var stærkest og klogest.

Men selve hovedhistorien var bestemt værd at se, og jeg beundrer den måde, Argento bruger musikken til at opbygge stemningen på sammen med den meget dynamiske brug af kameraet. Her er altid skæve og overraskende vinkler på scenerne, og det er stadigvæk rigtig klamt, når vi følger morderens synsvinkel under selve mordet.

Profondo Rosso blev en stor succes både kommercielt og blandt anmelderne, og selvom jeg sikkert aldrig vil vælge en Argento film bare for hyggens skyld, så bør man ikke snyde sig selv for at se den, for han kan noget i sine film.

Om Profondo Rosso:

Instruktør: Dario Argento
Udgivelsesår: 1975