august 2019
M Ti O To F L S
« jul    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2000-2009’

Dommedagskometen af Erik Juul Clausen

Dommedagskometen af Erik Juul ClausenDa astronomen Freydis Ängström ved Gaurinsankar Oberservatoriet opdager en ny komet med retning mod jorden, får det stor medieopmærksomhed. Særligt da et af de offentliggjorte billeder viser den nye komet som et lysende øje i Hestehovedtågen. Aviserne fyldes med overskrifter som “Ny Betlehem-stjerne” og “Dragens øje kommer til jul”, og medierne svælger i historier om kometer og dommedag.

Og ikke kun i den vestlige verden vækker den ny komet opsigt. I den iranske by Qum  reagerer organisationen Troens Vogtere øjeblikkeligt. At tage billeder af kometen er blasfemi og vil blive straffet, hvis ikke observatoriet straks tilintetgører dem.

Historien fortælles gennem forskellige vinkler. Vi følger Freydis og hendes to kollegaer på det ensomt beliggende observatorium i Himalayabjergene. Nyhedsmediernes vinkel følges bl.a. gennem den tyske Georg Friedrich Bischoff, der som den første journalist aner potentialet i Freydis fotos. Endeligt er der Troens Vogtere, hvor vi introduceres til organisationen og følger deres bestræbelser på at tilintetgøre billederne af kometen.

Jeg var godt underholdt af Dommedagskometen, der er en interessant blanding af videnskab og spændingsroman. Måske er plotdrejningen med de muslimske ekstremister lidt søgt, men da Erik Juul Clausen ret spændende fortæller om oprindelsen af den berømte snigmorder sekt Assassinerne, og i øvrigt holder en god balance mellem de forskellige plottråde, så gør det ikke spor.

Erik Juul Clausen er en effektiv skribent, som sprogligt har fokus på indhold fremfor form. Resultatet er blevet en interessant spændingsroman fyldt med faktaoplysninger om kometer, undergang og meget mere. I min verden herlig underholdning der passer perfekt til en eftermiddag i hængekøjen.

Uddrag af Dommedagskometen:

Hvad er – videnskabeligt set – chancen/risikoen for verdens undergang? Kan verden “gå under”, altså blive pludseligt udslettet?

Det kommer an på, hvad man forstår ved verden. Hvis verden defineres som en civilisation i en by eller et land, er svaret: Ja. Mange byer og nogle lande er pludselig forsvundet, enkelte som om de bogstaveligt taget er sunket i jorden.

Vandskælv fremkaldt af vulkanen Thera, hvis synlige rester i dag er øen Santorini, bortskyllede den minoiske kultur på Kreta og efterlod kun legender om Atlantis. Kulturlag med potteskår under metertykke lerlag i Abrahams fødeland Kaldæa – stjernetydernes og drømmetydernes land – vidner om oversvømmelser, som den lokale befolkning må have oplevet som verdens undergang.

Indbyggerne i Pompeji og Herkulanum må have troet, at verden gik under. Også i dette århundrede har vi et eksempel på, at en by er blevet udslettet så brat som Bibelens Sodoma og Gomorra. Kun én af St. Pierres 30.000 indbyggere, en straffefange i en underjordisk celle uden vinduer, overlevede den ildsky, som i et par minutter efter eksplosionen kl. 07.59 den 8. maj, Kristi Himmelfartsdag 1902, indhyllede hovedbyen på Martinique.

Det, der er sket før, kan ske igen. Vulkanerne er ikke døde, de sover kun, og de vil vågne igen. Vulkaner, jordskælv og oversvømmelser vil med uforudsigelige mellemrum fremkalde lokale udgaver af “jordens undergang”. Dette må betragtes som 100% sikkert.

Men hvis man ved verden forstår hele menneskeheden, altså alle de civilisationer, der omslutter kloden, stiller sagen sig helt anderledes. Den kan ikke udslettes af nogen af de kendte former for naturkatastrofer; det er umuligt alene af den grund, at de er lokale, mens menneskeheden er global. Også dette er 100% sikkert.

Så eksisterer der altså ikke i naturen noget, der med ét hug kan ramme hele menneskeheden? 

Jo. Men ikke her på jorden. (side 127-128)

Om Dommedagskometen:

Udgivelsesår: 2000
Forlag: Hovedland, 318 sider
Omslag: Jørgen Sparre

Vejen af Cormac McCarthy

Vejen af Cormac McCarthyEn voldsom og chokerende, men også vedkommende fortælling om kærlighed og medmenneskelighed i en verden, der er brudt sammen.

I en ikke nærmere defineret fremtid kæmper en mand og hans søn for at overleve, efter at en ukendt katastrofe har ramt jorden. Solen skinner kun svagt på himlen. Overalt ligger der aske, og skovbrænde hærger stadig her flere år efter katastrofen indtraf.

Manden og drengen er på vej sydpå over USA mod havet, hvor de håber at finde andre gode mennesker. Alt, hvad de ejer, er i en gammel indkøbsvogn, og sult, kulde og andre overlevende truer bestandigt med at slå dem ihjel. Kun kærligheden til sønnen får manden til at blive ved, selvom alt håb synes tabt.

Vejen er en voldsom og chokerende roman, selvom Cormac McCarthy skriver minimalistisk, helt ned til brugen af (eller rettere manglen på) tegnsætning. Når handlingen er rolig, er sætningerne lange og beskrivende helt ned i detaljer men uden brug af komma osv. Når intensiteten af fortællingen derimod stiger, bliver sætningerne kortere og kortere, og får således ubevist læseren til at sætte tempoet i vejret.

Samtidig fortæller McCarthy i et enkelt og nøgternt sprog, hvilket giver en voldsom kontrast mellem ordene på siden, og de begivenheder der udspiller sig. Ordene er stilfærdige, men handlingen er næsten ubærlig, selvom manden og drengens vej igennem den døde verden det meste af tiden er stort set begivenhedsløs. De leder efter mad. De slår lejr. De forsøger at holde varmen. Og ind i mellem gemmer de sig.

Men i denne hverdagsrutine er intet normalt. Den gamle verden er væk, og den nye verden lover ikke andet end død. Overalt vidner omgivelserne om katastrofen, lige fra den evigt fygende aske til ligene der er brændt fast på vejene for år tilbage. For manden er det uudholdeligt. Han forsøger at skærme drengen og vil gøre alt for at beskytte ham. Men for drengen er det hverdag. Han husker ikke andet.

Faren fortæller drengen, at de er gode mennesker, og at de aldrig vil spise andre mennesker for at overleve. Ikke desto mindre tager han kyniske beslutninger, som inddirekte kan skade andre, for at drengen skal overleve. Den kynisme besidder drengen slet ikke, selvom han er opvokset i denne kolde, dystre verden. Hans medmenneskelighed og trang til at hjælpe dem, de møder, giver et spinkelt håb i en ellers trøstesløs verden. For så længe godheden eksisterer, eksisterer drømmen om en fremtid.

I 2009 blev Vejen filmatiseret med Viggo Mortensen i rollen som faren og Kodi Smit-McPhee som drengen. Filmen følger et langt stykke af vejen romanen, og fremmaner det samme kuldslåede, golde univers, hvor kærligheden mellem far og søn er det eneste menneskelige element.

Uddrag af Vejen:

I det første grå dagslys stod han op og lod drengen sove videre og gik lidt hen ad vejen og satte sig ned på hug og studerede landskabet mod syd. Goldt, tavst, gudløst. Han troede at det var oktober måned men han var ikke sikker. Han havde ikke set en kalender i mange år. De var på vej sydpå. De ville ikke kunne overleve endnu en vinter her.

Da det var blevet lyst nok til at han kunne bruge kikkerten så han ud over dalen under sig. Alt var så farveløst at det gik ud i ét. Den bløde aske blæste i løse hvirvler hen over asfalten. Han så på det han kunne se. Resterne af vejbelægningen dernede, under de døde træer. Han så sig om efter et eller andet med farve på. En eller anden form for bevægelse. Et spor af røg der hævede sig. Han tog kikkerten ned og trak ansigtsmasken af bomuld væk fra munden og tørrede sig under næsen med håndryggen og satte sig igen til at betragte landskabet gennem kikkerten. Bagefter blev han bare siddende med kikkerten i hænderne og betragtede det askegrå dagslys der fortættedes over landskabet. Han vidste ikke længere andet end at drengen var hans eneste eksistensberettigelse. Han sagde: Hvis han ikke er Guds ord har Gud aldrig talt. (s. 8)

Om Vejen: 

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Gyldendal, 258 sider
Omslag: Sven Reiner Johansen med foto af Peter Miller/Getty Images
Originaltitel: The Road
Vandt Pulitzer Litteraturpris 2007

Læs også:

Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
Blår af Hugh Howey
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker

Læs mere på CormacMcCarthy.com

Læs Kim Skottes anmeldelse på Politiken

Den onde vilje af Karin Fossum

Den onde vilje af Karin FossumKarin Fossum er en af de krimi-forfattere, hvor opklaringen af forbrydelsen er sekundær i forhold til baggrunden for selve handlingen. Det er også tilfældet med Den onde vilje, der er både velskrevet og spændende, og giver et skræmmende indblik i det mørke i menneskesindet.

De tre venner, Axel, Reilly og Jon, er på weekendtur. Om natten tager de spontant ud at sejle på den nærliggende sø, og her springer Jon i for øjnene af vennerne. Reilly vil forsøge at redde ham, men Axel holder ham tilbage. Hvorfor begår Jon selvmord? Og hvorfor ønsker Axel at det sker?

Det er i korte træk handlingen i Den onde vilje, og måske det der adskiller den fra andre krimier. Jons selvmord sker nemlig i løbet af de første par sider, så jeg har ikke afsløret slutningen, og resten af bogen forsøger at skabe klarhed over, hvad der drev Jon til denne handling.

Det viser sig, at Jon var indlagt på en psykiatrisk afdeling, og at der tilsyneladende er sket noget, som de to kammerater også har deltaget i, som martrer Jon til døde. Det er denne gåde, der først løses til sidst, og indtil da tegner Karin Fossum et fremragende psykologisk portræt af både de to venner og Jon selv.

Hvis jeg skal sammenligne Karin Fossum med andre forfattere, må det bliver Inger Frimansson, hvis De nøgne kvinders ø jeg var helt vild med, og som også var en lidt atypisk krimi. Karin Fossum har en lidt anden skrivestil, men hun er letlæst og har nogle spændende overvejelser undervejs.

Den onde vilje fik mig også til at tænke på den danske film Fri os fra det onde, som har lidt det samme tema – nemlig at gode mennesker kan komme i situationer, hvor man ved at undlade at handle, gør andre fortræd. Det beskriver Karin Fossum fantastisk godt her.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Den onde vilje:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Gyldendal, 191 sider
Originaltitel: Den onde viljen

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016

Mørk treenighed af Karin Slaughter

Mørk treenighed af Karin SlaughterI en ualmindelig grov sag om voldtægt mod mindreårige piger kolliderer tre meget forskellige mænd med hinanden. Kriminalassistent Michael Ormewood, der kæmper for sit ægteskab, hvor hustruen begraver sig i arbejdet og i deres handicappede søn; John Shelley en pædofildømt morder, som netop er blevet løsladt efter 20 år i fængsel; og specialagent Will Trent der gemmer på en dyster fortid.

Da en narkoluder findes dræbt og voldtaget på en måde, der minder om de mindreårige piger, bliver specialagent Trent involveret i politiets arbejde. Men intet er som man tror, og efterhånden som man læser videre, viser det sig, at Trent ikke er den eneste med hemmeligheder.

Karin Slaughter har med Mørk Treenighed begået en dyster og voldsom krimi, hvor der absolut ikke lægges fingre imellem. Det er ikke læsning for sarte sjæle, men til gengæld er man sikker på spænding og sans for det dramatiske, når Karin Slaughter fortæller. Samtidig leger hun med opbygningen af fortællingen, så der i hver del fortælles fra en ny synsvinkel og dermed afsløres detaljer, der giver et helt andet blik på det, vi hidtil har fået fortalt.

Mørk Treenighed er en rå og velskrevet seriemorder-thriller, hvor personerne står klart, og plottet virker troværdigt. En rigtig pageturner til elskere af f.eks. Jo Nesbø, Giorgio Faletti og Chelsea Cain.

Om Mørk Treenighed:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Hr. Ferdinand, 441 sider
Originaltitel: Triptych
Omslag: Jón Ásgeir

Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory

Vampyrjægerens håndbog af Constantine GregoryHvis du blot et øjeblik tror, at vampyrer er en anakronisme eller et for længst uddødt produkt af en forsvunden tid, så kommer du til at betale en dyr pris. De levende døde har altid været blandt os – og er det stadig … ”

Før vampyren blev en blodfattig ungersvend, der forelsker sig i teenagepiger og gør dem sin opvartning i Twilight universet, vidste man, at vampyren var en dødbringende skabning. Her i “Vampyrjægerens håndbog” har Constantine Gregory samlet en omfattende mængde oplysninger om vampyrer: hvordan man identificerer dem, finder dem, forhindrer dem i at genopstå og dræber dem.

Mange tænker sikkert på vampyren, som den tager sig ud i Bram Stokers roman “Dracula” – et aristokratisk væsen, der kan forvandle sig til en flagermus og sover i sin kiste om dagen. Men det billede er langt fra virkelighedens vampyr ifølge Constantine, som i bogen opremser forskellige landes vampyrmyter og kommer ind på alle mulige aspekter af vampyrisme.

Vidste du f.eks., at de tidligste skrifter om vampyriske væsener kan spores tilbage til ca. 2000 år før vores tidsregning? At et kinesisk lig, der rammes af en månestråle, bliver en levende død? At når vi holder os for munden, når vi gaber, stammer det fra at man ville forhindre djævelen i at komme ind? At det første skrift, der seriøst beskæftigede sig med det okkulte, var ‘Malleus maleficarum’ (Heksehammeren) fra 1485? At den malajiske panangalan ikke er meget andet end et afhugget hoved, der flyver rundt med tarmene hængene efter sig? At rødt hår er et tegn på vampyrisme i Rumænien? Eller at den bengalske heksevampyr, chordewa, sender sin sjæl ud på strejftog i skikkelse af en kat?

“Vampyrjægerens håndbog” er fyldt med fascinerende facts og grumme beskrivelser af vampyrvæsenernes gerninger. Samtidig er den 100% gennemført i sit design, lige fra det imiterede slidte læderlook på omslaget, til layoutet som både er fyldt med håndskrevne noter og understregninger samt andre tegn på slitage via blodstænk, poteaftryk m.m. Bagerst indeholder håndbogen et udførligt register samt forslag til videre læsning der viser et meget grundigt researcharbejde fyldt med historiske kilder.

Her er enkelte korte fortællinger om kendte personer, der tilskrives vampyrisme som f.eks. den ungarnske grevinde der badede i jomfru-blod eller den tyske seriemorder, der blev kendt som Hannover-vampyren, fordi han hungrede efter deres blod. Men hovedsageligt er her tale om opremsning af facts med tricks til at genkende og uskadeliggøre vampyrer.

En gennemført håndbog der går grundigt i dybden med vampyrmyten, både historisk og internationalt, og efterlader læseren med et mere facetteret syn på et af verdenshistoriens ældste monstre.

Indhold:

Hvad er vampyrer?
Identifikation af levende døde
Sådan finder man vampyrer
Sådan forhindres vampyrisme
Sådan dræbes vampyrer
Tilholdssted for vampyrer

Om “Vampyrjægerens håndbog”:

Udgivelsesår: 2004
Forlag: Aschehoug, 160 sider
Originaltitel: The Vampire Watcher’s Handbook

Heksejægerens lærling af Joseph Delaney

Heksejægerens lærlingHeksejægerens lærling er underholdende og velskrevet dark fantasy om drengen Tom, der pludselig befinder sig ansigt til ansigt med både hekse, gengangere og skræmmevæsener

Thomas Ward er den syvende søn af den syvende søn. Og med seks ældre brødre er mulighederne ved at være udtømte, da faren skal finde arbejde til Tom. Toms moder sørger dog for, at Tom kommer i lære hos Heksejægeren Gregory.

Jobbet som lærling er hårdt. Dels skal Tom lære alt lige fra latin til at grave huller til at binde skræmmevæsener i. Dels fordi alle skyer heksejægere og dermed også deres lærlinge. Det er derfor en både ensom og farlig beskæftigelse.

Hvor farligt går op for Tom, da han møder pigen Alice. Hun hjælper ham mod nogle drenge fra landsbyen og får ham til at love at hjælpe hende til gengæld. Kort efter kaldes Gregory ud på en opgave, og så forlanger Alice sit løfte indløst. Da Tom hører opgaven, er han godt klar over, at det ikke er helt godt. Men et løfte er et løfte – indtil det går op for ham, at nogle løfter er det farligt IKKE at bryde.

Heksejægerens lærling er første bind i serien Wardstenen, hvor der på dansk er udkommet 12 bind. Det er en ungdomsbog, som dog sagtens kan læses af voksne. Jeg blev i hvert fald hurtigt fanget ind af universet, hvor hekse, gengangere og skræmmevæsener er ligeså virkelige som mennesker.

Historien er letlæst, men indeholder også grumme scener, ligesom flere af personerne er mere nuancerede, end man ofte oplever i ungdomsbøger. F.eks. er Toms mor ikke helt almindelig,  men hvilke hemmeligheder gemmer hun på?

Heksejægerens lærling er i det hele taget en underholdende fortælling fyldt med magi og drama. Bogen er også lækker i sit layout lige fra sit mørkegrønne omslag hvis mønster får bogen til at fremstå som en slidt læderindbundet opslagsbog, á la den Gregory giver til Tom; til de fine sort/hvide illustrationer der indleder hvert kapitel.

Der er også lavet en filmatisering af bogen, som har fået titlen Seventh Son. Men hvor jeg bestemt kan anbefale Delaneys roman, så gad jeg ikke engang at se filmen færdig, trods navne som Jeff Bridges, Julianne Moore og Alicia Vikander på rollelisten.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2005
Forlag: Carlsen, 259 sider
Omslag: David Wyatt

 

Antistof af Charles Stross

antistof_strossAntistof af Charles Stross er nyeste udgivelse fra Science Fiction Cirklen, og her får læseren fem fascinerende historier om en fremtid hvor den kolde krig udkæmpes med våben værre end atombomber, og hvor en matematisk opfindelse fører til verdens sammenbrud

Den første novelle hedder ”En koldere krig”, og er en Alternate History historie, dvs. den foregår i en verden lig vores men med få ændringer. Hitler er f.eks. ikke død og flere andre historiske begivenheder er lige lidt anderledes.

Den kolde krig er dog ligeså virkelig i denne verden, og våbnene er langt mere skræmmende end vor tids atomvåben. Hovedpersonen Roger arbejder for CIA, hvor han foretager sikkerheds-vurderinger. Han kender derfor alt til de mystiske portaler, som fører til andre verdener. Og som har ført uhyggelige skabninger, der kan bruges som ustoppelige våben til denne verden!

”En koldere krig” er uhyggelig på en tankevækkende måde. Den stiller fokus på vores samfundsorden og udbygning af krigsmaskineriet, og hvilke konsekvenser det kan få, hvis vi ikke passer på, og så trækker den tråde til H. P. Lovecrafts skræmmende og fascinerende forfatterskab.

Mere morsom er ”Snøbel med snabel”, som er samlingens sidste novelle. Her har hovedpersonen Ralph fået sin søsters mini-mamut i pleje, mens hun er ude at rejse, og samtidig har han problemer med kæresten. I denne historie eksisterer mennesker og robotter i en skøn sammenblanding. Men der er stadig store klasseskel, og en revolution er ved at bryde ud. Det bliver Ralph uvidende blandet ind i, og så træder den lettere alkoholiserede mini-mamut til.

Også de øvrige noveller i Antistof er værd at læse. Her kommer vi omkring ødelæggelsen af vores samfund pga. en matematisk formel; en verden hvor mennesker slår sig sammen i organiske kollektiver, der slet ikke ligner mennesker mere; og ikke mindst historien om Manfred der forærer alle sine patenter væk som open source.

Stross er en dygtig fortæller, som formår at fortælle komplekse historier, så de alligevel er spændende og letlæste. Han beskæftiger sig især med udviklingen af kunstig intelligens, som han mener vil fører til, at menneskeheden vil ophøre med at eksistere i den form, vi er i dag.

De fem udvalgte noveller viser forskellige sider af Stross, lige fra det utroligt skræmmende fremtidsperspektiv til det langt mere humoristiske, men ligeså seriøse.

Charles Stross har flere bøger bag sig. Antistof er dog den første på dansk. Novellerne er udvalgt og oversat af Niels Dalgaard, som også har skrevet efterskriftet.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Science Fiction Cirklen, 196 sider

I skyggen af Sadd af Blædel, Holm, Kjædegaard og Langstrup

I-skyggen-af-SaddTilbage i 2005 udkom den første roman om gangsterbossen Jimmy Sadd, som forfatteren Steen Langstrup var initiativtageren til. Han havde en løselig idé om et plot og inviterede herefter tre forfatterkollegaer til at være med i skriveprocessen: Sara Blædel, Gretelise Holm og Lars Kjædegaard. Hver forfatter skrev et afsnit af fortællingen ud fra sin persons synspunkt, og det kom der en anderledes og velkomponeret roman ud af.

Jeg skrev en anmeldelse til Litteratursiden dengang, men nu hvor en ny omgang Sadd er på trapperne, synes jeg også lige, at jeg vil give den første bog ros med på vejen herfra.

Jimmy Sadd er gangsterboss, og selvom han ikke optræder som andet end et navn i bogen, er det ham, der er omdrejningspunkt for plottet. Han er en grim karl med masser af penge og ingen samvittighed, og de fire personer, som fortæller romanen, har hver deres forbindelse til Sadd.

Bruno er håndlanger for Sadd. Han sørger for at penge bliver indkasseret, at varer bliver leveret, og at lig bliver skaffet af vejen. I første del af bogen hører vi om, hvordan han desperat forsøger at komme af med et lig, som Sadd ikke har bedt om at få ekspederet.

Anden del handler om Paul, en ganske almindelig dyrehandler som passer Jimmy Sadds fisk, men en dag opdager en hemmelighed i Sadds lejlighed. Tredje del springer til en advokatfrue, som har psykiske problemer, og er overbevist om at hendes mand har møder med mafiaen, og fjerde del fortæller historien om den prostituerede Victoria, der vil gøre alt for at opfylde sin drøm om at slippe ud og bort fra Byen.

De fire fortællinger har ikke umiddelbart det store med hinanden at gøre, men efterhånden som man læser, opdager man tråde til de andre fortællinger. Denne opbygning lykkes ekstremt godt, og plottet falder først helt på plads for læseren til allersidst. Det er både elegant og intelligent lavet, og anmelderne roste da også “I skyggen af Sadd” til skyerne med bemærkninger som “Lurmærket dansk pulp fiction” (Politiken) og “Lystmorderisk, dygtigt, genreironisk og ofte morsomt udført” (Fyens Stifttidende).

Her er ikke tale om hverken gys eller horror, men derimod om en vellykket og super veldrejet krimi. Stemningen er mørk, men alligevel er “I skyggen af Sadd” både letlæst, underholdende og spændende, og så er den netop blevet genudgivet med en ny forside i forbindelse med udgivelse af bind 2.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2005
Omslag: Steen Langstrup
ISBN: 87-7994-400-0
Sider: 208
Forlag: 2FeetEntertainment

An American Haunting (2005)

An American HauntingAn American Haunting begynder i nutiden. Elisabeth er netop blevet skilt og er sammen med sin teenagedatter flyttet ind i et gammelt hus. Her finder datteren en dagbog fra midten af 1800-tallet, som Elisabeth begynder at læse. Dagbogen beretter om The Bell Witch, og om de grufulde hændelser der udspillede sig i huset for omkring 200 år siden.

Herefter springer filmen tilbage i tiden, hvor vi møder John Bell (Donald Sutherland), som bor sammen med sin hustru (Sissy Spacek) og deres to børn John og Betsy. John er blevet viklet ind i en dårlig ejendomshandel med sin nabo – og påståede heks – Kathe Batts. Selvom Kathe vinder i retten, nedkalder hun en forbandelse over John – og over hans yndling, datteren Betsy.

Nu starter et mareridt for familien. Især Betsy udsættes for hjemsøgelsen af et ondt væsen, der udover at give hende mareridt også fysisk mishandler hende. Familien søger hjælp hos både præst og skolelæreren, men lige lidt hjælper det. Og mens Betsy plages, bliver John mere og mere syg. Men hvad er det væsenet vil?

Filmen slutter tilbage i nutiden, hvor fortidens synder måske er ved at blive gentaget.

Ifølge Classic-Horror.com afviger filmen fra legenden i forklaringen på hjemsøgelsen. Jeg vil derfor ikke komme nærmere ind på den, udover at sige at jeg ikke fandt den voldsomt overraskende. I det hele taget var jeg ikke så imponeret over An American Haunting, som bygger på Brent Monahans bog The Bell Witch: An American Haunting om den veldokumenterede hjemsøgelse af Bell familien fra Red River, Tennessee mellem 1817 og 1821.

Der er gode takter i An American Haunting, f.eks. er Donald Sutherland jo altid værd at se. Men for mig kammer historien lidt for meget over i scener med Betsy, som ryster i sengen og ser mærkelige syner, uden at der sker en egentlig udvikling. Slutningen trækker desværre også ned for mig, da den hverken overrasker eller skræmmer. Derudover er Rachel Hurd-Wood også sat på en nærmest umulig opgave som Betsy. For Ashley Bells præstation i The Last Exorcism, hvor hun spiller den besatte Nell, er ikke nem for andre skuespillere at efterfølge.

Alt i alt en lidt trist affære som Classic-Horror.com slutter sin omtale af således: “Beyond those two performances though, the film slides  downhill quickly. The weak attempt to jam this narrative into a contemporary  context never works because not enough time is devoted to the modern family.  When the film resorts back to their problems, we’ve already forgotten them and  their relevance Perhaps most importantly, the ghost and its conjurer, the  neighbor-witch, are never developed as characters either. We know virtually  nothing about this woman and her magical ability to conjure ghosts, but we  should, since she is essentially the catalyst of the horror. We also know very  little about the ghost and rarely ever see it. Subsequently, this ghost was one  of the least terrifying I’ve seen in awhile. About 90% of the film unfolded  like a grammar school fright fest: no real character development, no real plot,  etc…just an excuse to show off some pretentious camerawork to hopefully scare  people.”

Om filmen:

Instruktør: Courtney Solomon
Udgivelsesår: 2005

 

Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones

Horror: A Tematic History in Fiction and Film

Da Darryl Jones var 12 år fik familien sin første videoafspiller. Da hans mor var vild med gyserfilm, og hun ikke brød sig om at se dem alene, blev det et kært tidsfordriv for de to. Blandt filmene de så sammen var The Exorcist, Halloween, The Hills Have Eyes, The Texas Chain Saw Massacre og Zombie Flesh Eaters. I forordet til Horror: A Tematic History in Fiction and Film fortæller Jones, hvordan mange af disse film senere blev forbudt i henhold til ‘Video Recordings Act of 1984’. En form for censur han betegner således:

“… Given this history of unexamined prejudices and contradictions, the conclusion that suggests itself to me here is that the impulse to ban films such as “The Exorcist” was ultimately not predicated on moral or ideological grounds, since these grounds did not exist; rather, these films were banned for aesthetic reasons. That is, political decisions were made on matters of taste, based on conservative aesthetic belief that it is the function and purpose of art to reinforce and reassure, to comfort and to confirm what we already know, rather than to question our assumptions, to shock, to confront, or to overturn.”

I de efterfølgende 8 kapitler ser Jones nærmere på temaer gennem horrorens historie fra Horace Walpoles The Castle of Otranto (1765) og Mathew Lewis The Monk (1796) op til årtusindskiftet, og eksemplificerer dem gennem film og bøger.

Hating others: Religion, nationhood and identity
I kapitel et ser Jones nærmere på hadet mod ‘de andre’. Kapitlet starter med det gotiske, hvor briterne ser resten af Europa som de andre: “… Thus, by imaging forth the European Other as Catholic, supserstitious, barbarous, irrational, chaotic, rooted in the past, the Gothic novel allowed a British audience conversely to identify itself as Protestant, rational, ordered, stable, and modern: Continentel Europe is the domain of fantastic unreality, whereas England is rooted in contemporary realism.”

Og ender med kannibalisme – at spise de andre: “…It is Italian cinema, however, which has provided the most complete vision of man-as-meat, with a series of notorious, long-banned cannibal movies made during the 1970s and 1980s, a list which includes “Cannibal Holocaust”, “Cannibal Ferox”, “Eaten Alive”, “Prisoner of the Cannibal God”, “Deep River Savages”, and a number of others. Together, these constitute the most extreme body of work in Cinematic history, if not in aesthetic history tout court, offering a grim, relentlessly repellent vision of the human body and of human culture. Though the films differ from one another in detail and intensity … they all follow what is essentially the same plot. In these films, a group of modern, Western adventures, scientists, or film-makers, travels up the Amazon, encountering first nature in the raw, and then a tribe of Amerindian cannibals, invariably described as belonging to a culture fundamentally of the Stone or Iron Age. That is to say, the cannibals are figured as less evolved than their Western counterparts, and the films’ dietary logic follows itself a kind of Darwinian principle, moving ‘up the ladder’ from depictions of animals eating each other, to animals eating humans (or anyway attacking or killing them), to humans eating animals (real footage of the killing and eating of live animals is a regular feature in these films), to Amerindians eating each other, and culminating in scenes of the cannibals eating the Westerners. Like Montaigne’s essay, however, the films do attempt some degree of relativism: the Westerners are usually untrustworthy types – capitalist out to secure uranium (“Prisoners of the Cannibal God”), exploitative film-makers (“Cannibal Holocaust”), drug-dealers on the run (“Cannibal Ferox”), Jim Jones-type cultists (“Eaten Alive”) – who do great damage to the Amazonian communities the effectively invade, leading to an anthropophagous revenge. Typically, the films close by asking who the ‘real savages’ were.”

Mad science: Frankenstein and his monsters
I kapitel to, som undersøger Mad Science, ser Jones nærmere på Mary Shelleys Frankenstein, The Fly (både 1958 og 1986 udgaven) og en lang række fortællinger om videnskaben i horror.

“…The 20. century, in particular, provided ample reasons to fear science. The early century saw what the popular imagination understood as the ‘dethroning’ of humanity from the centre of creation as a consequence of Darwinist evolutionary theory, and many early horror movies reflects this…” “… this notion of playing God as the major transgression of scientists has become a central concern in cinematic mad science.”

”…We should not, however, assume that all horror-movie science is necessarily mad science. Horror can result from fundamentally benign scientific endeavour which goes awry. This is the basic position of André Delambre and of Seth Brundle in both versions of “The Fly”, working on a matter-transfer device, who accidentally fuse their own genes whit those of a fly.”

”… Or, horror can be the result of the unexpected consequences of technological advancement, inn technophobic narratives in which science itself is seen as the treat, rather than the workings of individual scientists. Earlier technophobic films most commonly figured the treat in the form of transfiguring radiation, a common trope of 1950s’ horror, overshrouded as it was by cold war terrors and particularly fears of nuclear annihilation.”

”… Horror can also result from the total severing of scientific concerns from ethical conerns in a grotesque version of ’disinterested’ scientific pursuit, ’for its own sake’, without concern for the consequences. This is probably the most influential type of horror-science, as practiced by the paradigmatic trio of mad scientist, Doctors Frankenstein, Jekyll and Moreau, though all three of their original novels at least gesture towards the idea that their scientific advances are made in some way for the betterment of humanity….Finally, at the extreme end of our spectrum, there are scientists whose aims are explicitly evil … and this is not to mention the host of mad scientists bent more generally on world domination.”

Vampires: Children of the night
Kapitel tre omhandler vampyren.

“…part of the very appeal of the vampire is its symbolic flexibility and applicability: vampires have been made to mean many things. Thus we have, for example, the vampire as a symbol for pestilence, disease, or invasion; in an often related way we have the vampire as symbol for colonialism or nationalism (vampires and nationalists share the same language, the rhetoric of ‘blood and soil’); we have vampirism as a metaphor for gender-relations or sexuality, for sexual repression, perversion, or dissidence – hence the frequent Freudian readings of vampirism, and we have the vampire as a symbol of class-relations, as the embodiment of aristocracy, or as a metaphor for the ‘bloodsucking’ process of capitalism – and more generally, as above, for any exploitative human relationship.”

“…The most important thing to say about the development of vampirology across these centuries was that there was a profound shift in forms of representation between the Enlightenment and the publication of “Dracula” in 1897, a shift which, broadly speaking, saw the vampire move from a creature of folklore to one of literature. In doing so, it also partook of a considerable upward social mobility, from peasant to aristocrat (there’s also a concomitant geographical mobility – literary vampires have a fondness for the Grand Tour: class an mobility become important when the vampire is deployed metaphorically in narratives of invasion – peasants are simply not mobile enough to represent such fears), and importently in doing so, became sexualized.”

Monsters from the id: Horror, madness and the mind
I fjerde kapitel ser Jones på monstret indefra. Det 19. århundrede var fyldt med dobbeltgængermotivet, spejlbilledet og Den Anden som også er én selv, og hvor  mødet med den dobbelte varsler døden. Tæt forbundet med dette er frygten for portrættet eller spejlet som en refleksion af det korrupte og onde selv. Jones kommer bl.a. omkring Dr. Jekyll & Mr. Hyde og Stephen Kings Mørkets halvdel.

Og fortsætter med slasherfilmene: “…Under the slasher’s mask there may be no face at all, for the killer may have no identity other than as an embodiment of unmotivated destructiveness. This is certainly the premise behind Ellis’s ‘American Psycho’, where Bateman is perpetually being mistaken for any number of his Wall Street colleagues, all of whom are indistinguishable from each other… Linked to these issues and problems of identity are problems of identification… for examble, the slasher’s heavy use of subjective camerawork, which theoretically at least invites viewer-identification with the killer himself.”

Forbidden knowledge: Textuality, metafiction and books
Kapitel fem handler om forbudt viden, som bl.a. ser nærmere på både Edgar Allan Poe og H. P. Lovecraft, men også drager nutidens mockumentar ind med The Blair Witch Project (1999)

“…What ‘Blair Witch’ really capitalized on was its audience’s collective desire to believe in the reality of what they saw… Rather, what the audience was responding to was a series of cinematic cues and devices which traditionally signify ‘reality’: shooting on video rather than film, blurry, jerky, ‘hand-held’ camera-work; the lack of a ‘classic’ three-act cinematic structure; the presence of amateur of semiprofessional actors. The documentary style of ‘Blair Witch’ serves, indeed, to draw attention to its own fictionality and artfulness in ways in which the ‘neutral’ style of classic American Cinema, though ostensibly more formalized, does not. This it does both stylistically and by self-consciously foregrounding a number of generic conventions. First, ‘Blair Witch’ is in essence an updating of one of the oldest of all Gothic devices – her the found manuscript of ‘The Castle of Otranto’ is technologically updated as the found videotape…Second, ‘Blair Witch’ is generically a work of regional Gothic (another city slicker narrative of urban folks in trouble in the country), and thus it opens with a series of mock-interviews with locals, who tell of local legends and atrocities…The ‘official’ documentary which Heather, Josh and Mike set out to mak, shot in black and white and on film, is inter-cut with the footage of the making of the movie, on video. In this, ‘Blair Witch’s unacknowledged source is a far more notorious quasi-snuff-movie, Deodato’s ‘Cannibal Holocaust’. Like the film-makers in ‘Cannibal Holocaust’, Josh, Heather and Mike perpetually film each other, and film each other filming, consistently foregrounding what the, and the film, are setting out to do.”

Them!: Narratives of pestilence and invasion
Kapitel seks har ‘de andre’ i fokus. Kapitlet indledes med et citat af John Carpenter, som teoriserer over, at alle horror-fortællinger fundementalt kan kategoriseres som enten left-wing eller right-wing horror.

“… In left-wing horror narratives, the source of the threat is within. That is, it posits an internal agency of horror: that which we have to fear is located within ourselves, in the human mind and its potential for creation or destruction, and in the human body  and its potential for metamorphosis or mutilation. ‘Frankenstein’ might be the archetype for this kind of horror. Conversely, in right-wing horror, the threat comes from without, something other, alien and external to humanity, which is coming to get ‘us’ remorselessly, and against which we must guard if we can. The archetype for this kind for horror would then be ‘Dracula’.”

Som Jones fortsætter med at sige, er denne opdeling af genren meget grov, men ikke desto mindre kan den sagtens bruges om en stor del af genren. Kapitlet handler bl.a. om H.G. Wells The War of the Worlds, James Herberts The Rats, John Wyndham Gøgene i Gorby og George A. Romeros zombi-film.

“… From the beginning, zombification had provided a ready political metaphor due to its connections with Haitian voodoo, and thus with colonialism and particularly slavery … In ‘Night of the living dead’ and its two equally impressive sequels, ‘Dawn of the dead’ and ‘Day of the dead’, Romero develops on the ‘The Plague of the Zombies’s’ vision of the walking dead as corpses in various stages of decomposition, dispenses with voodoo in favour of a mad-scientific cause of zombification, and adds cannibalism and a wholly new apocalyptic political element.”

Transformations: Body horror
Syvende kapitel omhandler transformationen og krops-horror, og her ser Jones nærmere på både The Wolf Man, Cat People, The Thing og ikke  mindst David Cronenberg og Clive Barker.

“…Clive Barker, a prolific and distinguished contributor to modern horror across a number of media, who also came to prominence in the 1980’s, shares this vision of the body as the true site of horror, in its tranformation, and pain, but also its beauty, for Barker’s characters achieve what he clearly sees as a kind of transcendence, an escape from selfhood, through their pain: ‘for some of us,’ Barker has written, ‘monsters are welcome opportunities to be different, to act in anti-normal ways, hideous and beautiful at the same time.’ Thus, Barker’s work is full of hideous/beautiful monsters, grotesque arrangements of flesh presented as aesthetic artefacts.”

Hail Satan!: Diabolism, the occult and demonic possession
Ottende og sidste kapitel går ind i det dæmoniske gys. Jones er klar over, at emnet er overvældende og gør fra starten af klart, at han kun kommer ind på selektivt udvalgte værker herunder naturligvis både Rosemarys Baby, Exorcisten og The Omen.

Darryl Jones bog er en letforståelig og grundig indføring i horrorens historie. Han kommer vidt omkring, men formår samtidig at holde fokus på emnet, således at Horror: A Tematic History in Fiction and Film bliver en vellykket og interessant udgivelse for horror-entusiaster.

Indhold:

Introduction: Ban this sick filth!
1. Hating others: Religion, nationhood and identity
2. Mad science: Frankenstein and his monsters
3. Vampires: Children of the night
4. Monsters from the id: Horror, madness and the mind
5. Forbidden knowledge: Textuality, metafiction and books
6. Them!: Narratives of pestilence and invasion
7. Transformations: Body horror
8. Hail Satan!: Diabolism, the occult and demonic possession

Om Horror: A Tematic History in Fiction and Film:

Udgivelsesår: 2002
Forlag: Arnold Publishers, 224 sider