august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2017’

Lurian af Andrias Andreasen

Lurian af Andrias AndreasenFærøske Andrias Andreasen debuterer som forfatter med seriemorder-thrilleren ”Lurian”. Jeg blev fanget ind af bagsideteksten, som lover en ”mesterlige skildring af en seriemorders sind, hvis motiv alene er begrundet i lysten til at dræbe. Det er uhyggelig læsning, der efterlader en med en kriblende fornemmelse af afsky og afmagt, fordi historien skildres så hæsligt, som den virkelige verden afspilles.” Det er dog at tage munden for fuld.

Handlingen lyder: Lurian vokser op hos forældrene John og Rosa, men det er ikke en lykkelig opvækst. John er psykisk syg og holder sig hovedsageligt på sit værelse af angst for bakterier, og Rosa er også psykisk nedbrudt og kan slet ikke være der for Lurian. Han formår dog at passe sin skole og hjemmet i rimeligt omfang, så det er først som 15-årig, at systemet spotter ham, og han kommer i pleje. Allerede her har Lurian dog begået sit første mord, og senere følger mange flere.

Betjentene Johnny og Cathrine sættes tilfældigt på et af Lurians mord, og senere da det går op for myndighederne, at der er en seriemorder på spil, er det også dem, der har sagen. Men på trods af at de tilsyneladende får masser af henvendelser og spor, lykkes det dem ikke umiddelbart at finde ud af, hvem der står bag de mange drab. Og da de endelig finder frem til Lurian, nægter han at overgive sig uden kamp.

Med sin fortælling om en dreng, der vokser op under kummerlige kår og udvikler sig til en brutal morder, har ”Lurian” takterne til et spændende og underholdende plot. Derfor kan det ærgre mig, at bogens redaktør virker usynlig. F.eks. er det tydeligt at mærke på sproget, at Andreasen er debutant. Han har en tendens til at overforklare scenerne og er på nippet til at bruge kancellisprog:

Lurian gik hen til Idas bopæl for at se, om hun skulle være til at finde. Han ønskede at give hende en mundtlig invitation. Festen kunne først blive aktuel om natten, da det var fornødent for Ida at rømme hjemmefra, hvis hun skulle deltage. Hun ville uden tvivl få afslag, hvis hun spurgte sin far om tilladelse. Der var ikke andre, der skulle inviteres. Lurian sneg sig hen til huset, hvor hun boede. Han skulle være varsom, da både Idas far og mor sandsynligvis ville være i nærheden. Ingen af dem havde arbejde, og bilen holdt i indkørslen, så hjemme var de, kunne han konkludere.” (side 43)

Hvorfor har redaktøren dog ikke luget ud og forenklet teksten, så den bliver mere forståelig og spændende at læse? Retfærdigvis skal det dog siges, at Andreasen skriver sig varmere undervejs, og sidst i bogen er teksten langt mere flydende.

Derudover kunne plottet med fordel være strammet lidt op. Historien er opdelt i 5 overordnede kapitler: Begyndelsen, Livets store og små krøller, Genfødslens sang i frihedens tegn, Dødsenglen og Det sidste udspil. Vi skal dog ind i kapitel 2 og næsten 150 sider ind i fortællingen, før den for alvor får bid. Desuden introduceres der flere sidehistorier, som ikke bidrager til plottet og desuden hænger underligt uforløst til sidst. Bl.a. får vi flere scener med Johnny betjent, som ikke tjener meget formål andet end at præsentere ham som en næsten karikatur-agtig kynisk og desillusioneret betjent, der forlængst har sat sig selv over lovens bogstav. Et kritisk redaktør-øje havde også været på sin plads her.

Endeligt føles slutningen lidt for konstrueret, og der trækkes ret umotiveret en tråd tilbage til slutningen af kapitlet ‘Livets store og små krøller’ – måske for at tilfredsstille læsernes mere hævngerrige følelser?

Men som sagt er der også gode takter i ”Lurian”, som indeholder grundstenene til et spændende seriemorder-portræt. Lurian vokser op i et dystert og kærlighedsløst samfund, hvor stort set alle, lige fra Lurians forældre over kollegaer til politiet, handler ud fra egoistiske motiver og kan være svære at skelne fra forbryderne. Lurian forsøger at styre sine morderiske tendenser, men de udvikler sig og begynder at hjemsøge ham. Den udvikling er interessant, selvom det ikke helt lykkes for Andreasen at skildre udviklingen så læseren føler den i stedet for blot at være tilskuer til den.

Der er også masser af spændings-potentiale i Lurians mordertogter, hvor Andreasen bestemt ikke ligger fingrene imellem i Lurians behandling af sine ofre. Her lyver bagsideteksten ikke, når den lover at efterlade læseren med en “kriblende fornemmelse af afsky“. Ligeledes er det smart gjort af Andreasen, at henlægge handlingen til tiden før politiet for alvor begyndte at bruge DNA, internet og mobiltelefoner i opklaringen. Det gør kriminalplottet mere troværdigt. Og endeligt skal forsiden med det martrede ansigt, der stirrer ud på læseren også fremhæves. Er det Lurians forpinte sjæl, vi ser? Eller er det hans ofre, der stirrer på os?

Jeg vil altid gerne sige det bedste om de bøger, jeg anmelder her på siden, men jeg skal også være ærlig. Og helt ærligt havde jeg nok ikke læst ”Lurian” til ende, hvis jeg ikke skulle skrive en anmeldelse af den. Historien bliver klart bedre jo længere ind i romanen, man kommer, men det er meget at læse 150 sider, før en historie fanger. Og det var tilfældet for mig med ”Lurian”.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Mellemgaard, 421 sider
Omslag: Dieter Skovbo, illustration ved Àrni Andreasen

Besøg forfatterens hjemmeside

Fuglene af Mikkel Harris Carlsen

Fuglene af Mikkel Harris CarlsenFor John Hansen, regnskabsmedarbejder og gift med Kirsten, er livet fyldt med absurde tildragelser i Mikkel Harris Carlsens nyeste udgivelse Fuglene

John Hansen er en ganske almindelig midaldrende mand. Den begyndende måne er blevet fuld, halsen har fået pelikanform, og maven er blevet en vom. Drømmen om børn blev ikke til noget, og nu har han arbejdet for Watt-Boolsen i 13 år.

Vi følger den pertentlige og selvudslettende John gennem en række surrealistiske og groteske situationer, som tager den midaldrende mands midtvejskrise helt ud i det absurdes overdrev.

I et afsnit tager John modvilligt med hustruen til koncert, hvor det ender med, at hans finger sidder uhjælpelig fast i sidemandens sæde. Trods de ydmygende omstændigheder oplever John alligevel fascinationen ved musikken og formår endda at finde lighedspunkter mellem sig selv og pianisten, der begge undslipper situationen via musikkens kraft.

I et andet afsnit har Kirsten inviteret familien til fødselsdagskaffe. Pludselig får John nok og forlader selskabet for at gemme sig i klædeskabet. Da han endelig kommer ud, har Reformationen overskyllet landet, og John finder sig selv fængslet og dødsdømt.

Siden sidder han fast i en elevator, hvor folk står så tæt, at ingen kan bevæge så meget som en finger. Han og Kirsten inviteres til middag hos Watt-Boolsen, hvor han udsættes for en sjælefanger. Under en campingferie bliver han fejlagtig antaget for at være en ged. Deres lejlighed bliver invaderet af et kæmpe æg, og barndommens teddybjørn forsvinder endnu en gang. For blot at nævne nogle af de mange absurde optrin John udsættes for.

Forlaget betegner Fuglene som en roman, og der er da heller ingen titler til at skille historierne ad. Jeg havde nu alligevel mere indtryk af at læse en novellesamling, hvor en fin fugle-vignet adskiller hver fortælling.

Det er fascinerende at bevæge sig ind i Mikkel Harris Carlsens surrealistiske univers, omend jeg ikke altid helt forstod de enkelte afsnits pointer. Men det kan meget vel være min egen uvidenheds skyld.

Sproget er som altid flot, og der løber en understrøm af sort humor gennem bogen. Som når John står i stemmeboksen og nyder endelig at være alene – og denne ophøjede demokratiske proces sammenlignes med at sidde på tønden. Det er både absurd morsomt, men får også læseren til at reflektere over teksten. For mener forfatteren at demokrati er til at lukke op og sk… i? Eller er det os læsere, som ikke bidrager til demokratiet og dermed selv skyder det i sænk? Hver tekst giver således læseren masser af mulighed for fordybelse og fortolkning.

Fuglene er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse 2016, og det er anden gang Mikkel Harris Carlsen er blandt de fem forfattere på shortlisten. Første gang var i 2015 for Midnatsmuse, og der er absolut heller ingen tvivl om, at Harris Carlsen er en yderst talentfuld forfatter. Men selvom jeg synes, at Fuglene er velskrevet og tankevækkende, og de enkelte afsnit både overrasker og har en skæv vinkel på virkeligheden, så er det dog ikke horror for mig. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale Fuglene, til alle som holder af sprogligt spændende ny dansk litteratur.

Om Fuglene:

Udgivelsesår: 21. december 2016
Forlag: Æther, 144 sider
Forside: Sebastian Graneberg

Tak til forlaget Æther for læseeksemplaret

I klovnenes kløer af Henrik Einspor

I klovnenes kløer af Henrik EinsporHenrik Einspor trækker morskabens maske af cirkusklovnene i sin nye YA roman I klovnenes kløer

Jakob har fået et sommerjob i det lokale tivoli, som holder til på molen i en engelsk badeby. Her passer han Fiskedammen, hvor de mindre børn kan fiske efter bamser og andre præmier. Det er ikke nær så sejt, som at passe spøgelsestoget, men nu nærmer sæsonen sig alligevel snart sin afslutning.

Blandt tivoliets faste gæster er gadedrengen Milo. Han kommer hver eneste dag til Fiskedammen, hvor han bruger alle sine penge på at vinde hovedgevinsten – en klovnedukke fra øverste hylde. Jakob har næsten ondt af Milo, for det er stort set umuligt at samle point nok til hovedgevinsten. Men en dag lykkes det, og Milo kan tage klovnedukken med sig.

Snart efter dukker Bella op i Jakobs bod. Hun passer Spøgelsestoget, og et barn er blevet væk under den sidste tur. Den forsvundne viser sig at være Milo, og i deres søgen efter ham finder de en hemmelig dør inde midt i Spøgelseshuset. En dør, der viser sig at føre til en parallelverden befolket af klovne, men ikke de søde, sjove klovne vi kender i vores verden…

I klovnenes kløer er godt nok rettet mod ungdomspublikummet, men jeg følte mig nu gevaldigt underholdt under læsningen trods min voksne alder. Selvom sproget er enkelt og letlæselig, skriver Henrik Einspor ikke ned til sine læsere, ligesom han heller ikke holder sig tilbage for at lade det gøre ondt på sine hovedpersoner. Der var flere overraskende scener undervejs, hvor jeg tog mig i at tænke: “skrev han virkelig det?” Men det er fedt, at også en YA gyser kan overraske både på handlingen og på gyset.

Jeg ved ikke, om ungdomslæserne er så bekendte med Englands mole-tivolier, men jeg så scenariet lyslevende for mig, hvilket var med til at skabe den perfekte kulisse for historien.

I det hele taget er der ikke meget negativt at sige om I klovnenes kløer. Idéen med et parallelsamfund befolket af onde klovne er godt fundet på. Særligt i kølvandet på de mange killer clowns der fyldte medierne i slutningen af 2016. Som voksen læser kunne jeg godt have tænkt mig at få lidt mere at vide om klovnenes liv efter solnedgang, for der antydes undervejs til, at det er her ondskaben for alvor vågner. Jeg tænker dog, at det er et bevidst valg af forfatteren ikke at bevæge sig herind med andet end antydninger. Og det kan såmænd også være ret så skræmmende.

Henrik Einspor er en flittig børnebogsforfatter, og jeg har tidligere omtalt Porcelænsdukken, som han har skrevet sammen med Bjarne Dalsgaard Svendsen. I klovenenes kløer hører til i samme gode liga af velskrevne YA gysere.

Endelig bliver jeg simpelthen også nødt til at fremhæve den ualmindelig flotte forside af Mette Breth, som virkelig legemeliggør udtrykket dræber-klovn. Alene for den stemningsfulde forside bør man læse bogen. Men heldigvis følger indholdet helt med…

Hallo? Hallo-oo? Er der nogen herinde? I kan lige så godt komme frem, for jeg kan udmærket godt se jer.” Bluff. Vi rørte os ikke ud af stedet. Det gjorde Opas humør til gengæld; det dalede betragteligt. Stemmen blev lav og truende. “I slipper ikke godt fra at stjæle, små kryb. Jeg skal rive jer i stumper og stykker,” spruttede han. “Vende vrangen ud på jer, flå jer som små kaniner. Kom, hit med dukken. Jeg tæller til tre!” Fra mit skjul kunne jeg se hans gule øjne afsøge rummet. Han havde rester af teatermaling siddende i ansigtet. Skorper af hvidt og gult. Og en alt for stor og alt for rød mund…”

Om I klovnenes kløer:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 174 sider
Forside: Mette Breth

Besøg Henrik Einspors hjemmeside

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret

Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup

Skadedyr og tulipaner af Steen LangstrupArchibald er 13 år. Hans mor er lige død i en højresvingsulykke, og hans kunstnerfar, Thomas, er fordybet i sin egen sorg. Uden at tænke over konsekvenserne sælger Thomas deres lejlighed i København og flytter Archibald med over på en lille ø. Måske for at bo her for altid.

Her forsøger Archibald at overvinde sorgen og smerten over morens død, mens Thomas forsvinder i sine malerier og i druk. Da nabofamilien viser venlighed overfor Archibald, griber han det som en druknende griber en redningskrans. Men de to drenge, Hans og Peter, har helt andre interesser end Archibald, og den sommer der startede så frygteligt, ender værre …

Som regel elsker jeg at læse, og især når bogen er så velskrevet og generelt bare flot, som Skadedyr og tulipaner er. Ikke desto mindre sad jeg til sidst under læsningen og ønskede, at jeg bare kunne lægge bogen fra mig og glemme alt om den igen. Men det kunne jeg ikke.

Steen Langstrup er i mine øjne en af Danmarks dygtigste forfattere. Han har en skarp pen, og skærer sin fortælling helt ind til benet. Og når man læser ham, er det som at se en film bag sine øjenlåg. Denne gang udnytter han sit talent med en ualmindelig grum og gribende roman, om den sommer hvor Archibalds liv slutter.

Skadedyr og tulipaner er en roman om at miste, det er en roman om kærlighed, og det er en roman om en sød og følsom dreng, der presses langt ud over sine grænser. Samtidig er det en roman om Dem og Os-mentaliteten, her eksemplificeret mellem øboerne og tilflytterne, Københavnersnuderne. En mentalitet, der retfærdiggør det mest utrolige, når det bare er Dem, det går ud over. For De er meget værre. Det ved vi jo…

Under læsningen kom jeg til at tænke på The Girl Next Door af Jack Ketchum, som er en af de mest modbydelige og ondskabsfulde romaner, jeg nogensinde har læst. Samme følelse af afmagt og fatalisme fik jeg her, hvor vi allerede fra begyndelsen af romanen ved, at slutningen langt fra bliver rosenrød. Alligevel kunne jeg ikke slippe bogen igen, for Langstrup spidder én med sine ord, så man ikke kan andet end følge med.

På trods af al sin grusomhed er Skadedyr og tulipaner også en virkelig smuk bog, både sprogligt og layoutmæssigt. Som altid har Langstrup selv stået for forsiden med et blodrødt, nærmest stadig dunkende hjerte på en sort baggrund med en snørklet gul bort, som – når man ser nærmere på den – består af mus, økser og andre ‘hyggelige’ effekter. Borten går igen gennem hele romanen, hvor den omkranser teksten på de enkelte sider, og det er en fornøjelse at sidde med så gennemført en udgivelse.

Jeg var vild med Ø, som Steen Langstrup udgav sidste år, men Skadedyr og tulipaner er næsten for ond for mig. Ikke desto mindre er jeg nødt til at anbefale den. For en bog, der berører læseren i den grad, er værd at læse.

Om Skadedyr og tulipaner:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: 2 Feet Entertainment, 235 sider
Omslag: Steen Langstrup