juli 2018
M T O T F L S
« jun    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dyr’

King Kong lever

Kliché på kliché mudret til med en stor spandfuld pladder-romantik, det er desværre slutresultatet i “King Kong lever”.

I 1976 havde John Guillermin relativ succes med sin genindspilning af “King Kong”, og “King Kong lever” åbner med slutscenen fra denne, hvor Kong kravler op ad Empire State Building med Jessica Lang i hånden, mens helikoptere skyder ham i smadder.

Så springer vi ti år frem i tiden. Kong har lagt i coma i alle årene, men med en pacemaker kan han bringes tilbage. Da eventyreren Hank Mitchell falder over endnu en kæmpe abe (denne gang en dame), har man også fundet en bloddonor, så operationen iværksættes.

Men da Kong vågner, kan han lugten Queen, og det lykkes ham at bryde ud og befri hende. Med hæren og hjertelægen Amy (Linda Hamilton) samt Hank Mitchell i hælene forsøger Kong og Queen nu at få lov at leve frit i USAs bjerge. Men det kan naturligvis ikke lade sig gøre.

Historien er både kvalmende sentimental og ualmindelig usammenhængende. Kong og Queen forelsker sig naturligvis, og deres kærlighed sættes overfor Amy og Hanks forhold, der – naturligvis – udvikler sig fra fjendskab til stormende forelskelse. Hæren styres af den yderst usympatiske kaptajn Nevitt (John Ashton), hvis eneste ønske tilsyneladende er at se Kong død, selvom hans ordre er at fange ham i live.

Udover store huller i plottet (bl.a. er tidslinjen helt skæv, og forklaringen på, hvorfor personerne gør som de gør, mangler konstant), så blev jeg også hele tiden irriteret over manglende styr på størrelsesforholdene. Ind i mellem er Kong så stor som et 10 etagers hus, men når han så samler en slange op i skoven for at vise den til Queen, er slangen lige så stor som hans fingre. Eller da Queen bliver skudt af indfødte med pusterør på Borneo, hvor hun bliver fanget, så er størrelsesforholdet sådan, at pilene mindst burde være et par meter lange.

Personerne er totale stereotyper, med Linda Hamilton som den ambitiøse forsker, hvis eneste lidenskab er jobbet, indtil hun møder Mitch. Han er til gengæld den kække eventyrer, der godt nok sælger Queen, men efterfølgende vil gå gennem ild og vand for at redde hende og Kong. Og kaptajn Nevitt er prototypen på den skydeglade militærgalning, der kun har et svar på alt – DRÆB!

Replikkerne er ligeledes totalt til grin. “We are primates to” siger Linda Hamilton med et sensuelt blik på Mitch, da hun inviterer ham ned i sin sovepose, kort efter at de har set Kong og Queen gå til den. Og så er det jo mærkeligt, at det ene øjeblik kan Kong ubesværet gå igennem hele hærstyrken, mens den fyrer løs på ham, men senere i filmen er den selvsamme situation dødbringende for ham. Altså prøv da lige at være bare en smule realistisk!

På en skala fra 1 til 10 giver jeg “King Kong lever” et stort rundt 0! Jeg synes, at John Guillermin burde skamme sig over at bruge en så kendt og elsket figur som King Kong i så jammerlig en film. Se i stedet den originale King Kong fra 1933 eller evt. Peter Jacksons genindspilning fra 2005, der i det mindste indeholder nogle flotte visuelle effects. Men brug ikke 100 minutter af dit liv på “King Kong lever”. Det er simpelthen værre end spild af tid.

Instruktør: John Guillermin
Udgivelsesår: 1986
Originaltitel: King Kong Lives

The Beast from 20.000 Fathoms

Nær ved den arktiske cirkel foretages en atomprøvesprængning, og da professor Nesbit efterfølgende skal indsamle prøver, ser han et forhistorisk uhyre i sneen. Ingen tror naturligvis på ham, og han sendes tilbage til New York, hvor han indlægges. Men da han efterfølgende læser i avisen om et skib, som er blevet sænket af et søuhyre, kontakter han den anerkendte palæontolog professor Elson, for at høre om denne kan hjælpe ham med at undersøge sagen. Det bliver dog hans assistent, Lee Hunter, som i første omgang hjælper til, og da det lykkes dem at bevise, at et forhistorisk dyr har overlevet i den arktiske is og nu er på vej mod New York, sætter professor Elson sit renommé ind på at hjælpe dem. Men bæstet har kurs mod New York, og intet lader til at kunne stoppe det …

Filmen er instrueret af Eugène Lourié, der også stod for production design på filmen. Historien bygger på en novelle af Ray Bradbury, og special effect er af Ray Harryhausen, der også stod for animationen i film som “The Valley of Gwangi” og “Clash of the Titans” fra 1981.

“The Beast from 20.000 Fathoms” indeholder ikke de store overraskelser historiemæssigt, og jeg synes heller ikke, at animationen var så fantastisk, som jeg havde hørt, den skulle være. Egentlig synes jeg, at Willis O’Brian gør et bedre job i stumfilmen “The Lost World” fra 1925. Men når det er sagt, så er “The Beast from 20.000 Fathoms” heller ikke dårlig. Skuespillet er ok, og slutningen har garanteret virket spektakulær i tiden. Jeg havde bare håbet på et lidt bedre monster.

Instruktør: Eugène Lourié
Udgivelsesår: 1953

Piranha

PiranhaJeg havde faktisk aldrig fået set Joe Dantes “Piranha”, så da påsken bød på en masse dage uden særlige planer, brugte jeg tiden til at få fulgt op på bl.a. den.

To teenagere forsvinder på en hiking tur, og Maggie McKeown bliver sendt ud for at finde dem. Hun sporer dem til bjerget ved Lost River Lake, og her får hun den lokale drukkenbolt Paul Grogan til at guide sig til den nedlagte militærforsøgsstation. De finder spor efter de unge i en vandtank, og Maggie lukker vandet ud for at se, om de er druknet der. Men – tanken indeholder tusindvis af muterede piranhaer, som militæret har eksperimenteret med, og nu har fiskene fundet vej til Lost River Lake, og er på vej ned ad floden mens de dræber og æder alt på deres vej.

“Piranha” er et rigtig godt mix af humor og gys. Man griner af Maggie og Pauls følen hinanden på tænderne, og gyser over de dødelige fiskeangreb som rammer uskyldige svømmere. Selvom filmen er fra 1978, holder de fleste af effekterne stadig, og jeg følte mig rigtig godt underholdt.

Filmen var tænkt som en parodi på Stephen Spielbergs “Jaws” fra 1975, der med sin kæmpe succes åbnede for en lang række B-film med samme tema, bl.a. “Orca”, “Tentacles”, “Great White” og altså også “Piranha”. Joe Dante lagde dog ikke skjul på sin inspiration og giver sin tribut til “Jaws” i “Piranha”s åbningsscene, hvor Maggie spiller Jaws på en spillemaskine.

I det hele taget har Joe Dante fundet inspiration til mange af sine film hos andre instruktører. I “Inferno” nr. 1/1989 skriver Peder Pedersen om Joe Dante: “Dante citeres for at have sagt – I’ll steal anybody’s ideas, as long as they are good – og det er netop, hvad Dante gør! Dantes film er hyldester til gamle science fiction og horrorfilm, som han holder af, men samtidig er de også en parodi på disse…Dantes film er fyldt med underfundig humor og utallige inside-jokes samt referencer, som man kan bruge flere timer på at opdage.”

I 1995 lavede Roger Corman et remake af “Piranha”, og rygterne siger, at der er en 3D remake på vej i 2010 instrueret af Alexandre Aja, som bl.a. har instrueret det fremragende remake af “The hills have eyes“.

Instruktør: Joe Dante
Udgivelsesår: 1978

Udvalgt filmografi:

Piranha, 1978
The Howling, 1981
Gremlins, 1984
Gremlins 2, 1990
Small Soldiers, 1998
Masters of Horror: Homecoming, 2005
Masters of Horror: The Screwfly Solution, 2006

The Valley of Gwangi

Hvem fandt på, at det kunne være en god idé at sætte en flok cowboyer til at fange en dinosaurus med lasso?

Syd for Rio Bravo opsøger Tuck Kirby sin tidligere kæreste, T.J., for at overtale hende til at sælge sin berømte hest, som hun bruger i sit Wild West cirkus. Hun afslår, og i stedet møder han professor Horace Bromley, som har opdaget en miniature hest – Eohippus – forfader til nutidens vilde heste. Og der er flere dyr fra fortiden. Tuck opdager en tyrannusaurus-lignende dinosaur, som de lokale kalder Gwangi, og han beslutter sig for at hjælpe T. J. med at fange dyret, så det kan bruges i hendes show. Men naturligvis er det lettere sagt end gjort, og Gwangi slipper fri midt under showet.

Det er i korte træk handlingen i “The Valley of Gwangi”, der desværre ikke helt levede op til mine forventninger. Filmen er fra 1969, og er lavet ved hjælp af stop-motion teknik mixet med real optagelser. Manden bag dinosaurerne er Ray Harryhausen, og han får masser af ros i ekstra materialerne, hvor han nærmest omtales som ophavsmanden til alle gode stop motion film. Selv var han dog godt klar over, at han skyldte en stor del til Willis O’Brian (“Lost World” og “King Kong”).

Jeg synes såmænd, at flere af scenerne med dinosaurer og mennesker sammen var teknisk godt lavet, men jeg var ikke imponeret over historien, som er set før (fx “King Kong”), så alt i alt kommer “The Valley of Gwangi” ikke til at stå højt på min personlige favoritliste.

Instruktør: James O’Connelly
Udgivelsesår: 1969

Kæmpeedderkoppen Tarantula

TarantulaJeg faldt over en boks med gamle scifi-horror film i, bl.a. Tarantula som jeg ikke før havde set.

Professor Deemer har et laboratorium udenfor den lille by, Desert Rock. Her forsker han i ernæringsstoffer. Han er bekymret for, hvordan verden skal brødføde befolkningen, som hele tiden vokser sig større, og han arbejder derfor sammen med to kollegaer på at skabe et syntetisk næringskoncentrat, som kan ernære befolkningen i fremtiden.

Som led i forskningen har han injiceret forskellige dyr med stoffet, og enten vokser de hurtigere og bliver stærkere og sundere end dyr, som er fodret normalt. Eller også dør de! Der er nemlig en ustabilitet i stoffet, som han ikke finde grunden til.

Under et uheld i laboratioriet undslipper en tarantel, som er blevet injiceret med næringsstoffet. Ingen opdager det, men kort efter begynder både dyr og mennesker at forsvinde i området omkring Desert Rock, og hvor de var, findes kun en bunke knogler og en mærkelig flydende substans.

Tarantula er en rigtig 50’erfilm. Effekterne er naturligvis gamle, og ingen tror vist på, at der er en kæmpeedderkop i ørkenen, når man ser filmen i dag. Men jeg må indrømme, at den første scene i laboratoriet, hvor vi ser tarantellen, den synes jeg stadig fungerer. Og teknikken bruges stadig, f.eks. af Peter Jackson i Lord of the Rings.

På et tidspunkt i filmen taler Deemer om frygten for overbefolkning. På daværende tidspunkt var jordens befolkning på ca. 2 milliarder mennesker, og Deemer frygtede, at vi i 2000 ville være på 3.625.000.000 I dag hvor vi er over 6 milliarder mennesker på jorden, virker hans frygt slet ikke så fjollet. For hvor længe kan jorden blive ved med at holde til menneskets udnyttelse af dens ressourcer?

Filmen er i sort/hvid, og skuespillet er naturligvis tidssvarende med stærke mænd og skrøbelige kvinder. Slutningen er også meget tidssvarende – hvis vi ikke kan klare os på anden vis, overhælder vi bare bæstet med napalm. Og helten, som smider napalmen fra sit fly, er ingen ringere end Clint Eastwood …

Jørgen Riber Christensen skriver om Tarantula i “Monstrologi – Frygtens manifestationer” i afsnittet “Monstervisualiseringer”: “Moderniteten generelt og fremtiden med dens voldsomme befolkningstilvækst er et truende tema i filmen, som den videnskabeligt forstørrede tarantel symboliserer. At den nedkæmpes lige uden for den lille, trygge amerikanske provinsby, hvor alle er på fornavne med hinanden, og hvor videnskaben blot er repræsenteret af den sympatiske praktiserende læge, udtrykker filmens ønske om at bevare det, der er ved at forsvinde på grund af modernitet, eller som hotelejeren bekymret siger: “It’s getting to be a fast world.” At ønsket imidlertid er forfængeligt kan udledes af, at det ikke er de lokale, men den centrale statsmagts jagerfly og napalm, der besejrer monstret, mens den lokale befolkning må se magtesløse til.”

Om Tarantula:

Instruktør: Jack Arnold
Udgivelsesår: 1955

The Rats af James Herbert

The Rats af James HerbertJeg har aldrig fået læst James Herbert, som ellers må betegnes som Englands svar på Stephen King. Overraskende nok er han nemlig ikke oversat til dansk, og pga. dovenskab springer jeg desværre tit engelske titler over. Heldigvis tog jeg mig sammen til at læse The Rats, som er James Herberts debutroman fra 1974.

London oversvømmes pludselig af en ny type rotter. De er større og langt mere aggressive end de almindelige brune rotter – og så er de tilsyneladende intelligente med smag for menneskekød. For nyhederne vrimler snart med historier om folk, som er blevet overfaldet og ædt af rotter. I starten er det hjemløse sprittere og babyer uden opsyn, men så dukker horder af rotter op ved skoler og i biografer, og myndighederne er nødt til at tage sagen særdeles alvorligt.

Hovedpersonen Harris er lærer på en skole midt i det inficerede område, og overlever nærmest tilfældigt flere episoder med rotterne. Derfor kommer han til at spille en rolle i aktionsgruppen, som skal forsøge at finde en løsning på problemet. Dels må de finde en måde at dræbe rotterne på, og dels skal de finde ud af, hvor rotterne stammer fra. For det er bestemt ikke almindelige rotter …

The Rats er rigtig underholdende og fyldt med væmmelige beskrivelser af rotternes angreb. James Herbert introducerer flere personer, som ædes af rotterne, og dette greb, med først at fortælle personens baggrund for derefter brutalt at skære dem ud af historien i en sand massakre, er rigtig effektivt. Det gør gruen så meget desto større – og ikke kun over rotternes brutalitet, men også over samfundets manglende evne til at sørge for alle sine borgere. For det er naturligvis først og fremmest samfundets bund, rotternes angreb går ud over.

James Herbert har skrevet tre efterfølgere til The Rats, som jeg endnu har til gode: “Lair” fra 1979 og “Domain” fra 1984. Endelig er også den grafiske novelle “The City” linket til The Rats. Den udkom i 1993.

The Rats blev filmatiseret i 1982 under titlen “Deadly Eyes”. Læs mere om James Herbert på wikipedia

Om bogen:

Udgivelsesår: 1974
Forlag: New English Library, 175 sider

Shark Swarm

Shark-SwarmDet værste ved at se en dårlig film er, at jeg hurtig kommer til at lyde som en sur gammel kone, når jeg omtaler den her på siden. Og måske ville andre synes, at det egentlig var en okay film. Det har jeg dog svært ved at tro om “Shark Swarm”, som ikke alene har en dum og forudsigelig historie, men også strækker sig over uendelige to en halv time!

I den idylliske Full Moon Bay er fiskeriet gået helt i stå. Heldigvis er forretningsmanden Hamilton Lux dukket op og er parat til at købe al jorden op og bygge luksus-lejligheder. Alle i byen er glade for tilbuddet – undtagen fiskeren Daniel, der føler, at Lux umuligt kan have rent mel i posen.

Og han har selvfølgelig ret. For det er Lux, som har skræmt fiskene væk ved at dumpe giftigt affald i vandet, og det har han gjort for at kunne opkøbe jorden.

Men så dukker hajerne op. Al den forurening har fuldstændigt ødelagt deres naturlige adfærd, og nu jager de i samlet flok og er yderst aggressive. Ingen tror naturligvis på vores helte undervejs, så de kæmper både mod hajer og mod Lux’s gorillaer.

Jeg gider næsten ikke en gang påpege alle de ting, der er gået galt i denne film, men huller i manuskriptet, dårligt skuespil, dårlige visual effects og al al al for lang er i hvert fald en start. Nu vil jeg godt snart have lidt underholdende Maneaters igen …

Instruktør: James A. Contner
Udgivelsesår: 2008

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning

Blood Monkey, 2007 – Robert Young
Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside

Vipers

VipersJeg er gået lidt amok i Maneater serien, og desværre bliver de ikke bedre og bedre. “Vipers” er i hvert fald en tynd kop te, selvom man skulle tro, at det var nemt at lave en uhyggelig historier med slanger i hovedrollen.

Et medicinalfirma forsker i at bruge slangegift mod kræft. Desværre søger firmaets direktør Burton også hurtig profit, så de manipulerer med slangernes gener, og ender med en yderst giftig og utrolig aggressiv art – som slipper ud og ender på den idylliske ø Eden Island. Her myrder slangerne løs, og modsat virkelighedens slanger, som sluger deres bytte, flænser disse slanger deres offer i bidder. Og tilsyneladende er menneskekød deres livret.

På øen går det hurtigt op for beboerne, at det er helt galt med alle de her slanger, så efter en masse myrderier forskanser de sig på det lokale hotel og forsøger at finde på en plan. Imens kommer et redningshold fra medicinalfirmaet, men har de nu rent mel i posen?

Hvor jeg kan leve med, at slangerne er halvdårligt lavet, for jeg ved jo efterhånden, at Maneater serien ikke bruger pengene på visual effects, så kan jeg ikke acceptere så dårlig en historie. For hvorfor i alverden (og nu kommer der en SPOILER) ønsker medicinalfirmaet at lukke slangerne ud i naturen? Og historien om redningsholdet – hvad er det for en gang ævl? Hvis de bare kommer for at samle slanger sammen, hvorfor f….. tager de så op til hotellet? Og hvis sikkerhedschefen har en plan for at komme væk, hvorfor bliver han så sammen med de lokale?

Og sådan er der et utal af huller og dårlige idéer blandet sammen med en sukkersød kærlighedshistorie, der er totalt utroværdigt. Øv – en rigtig dårlig slangefilm, som ikke en eneste gang fik mig til at hoppe.

Instruktør: Bill Corcoran
Udgivelsesår: 2008

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young

Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside

Maneater

ManeaterI Maneater serien har jeg nu fået set 6 film, og heraf er “Maneater” desværre den svageste.

I Taruga County begynder der pludselig at forsvinde mennesker. Den lokale sherif forstår ikke, hvad der sker, indtil han finder resterne af den ene forsvundne – halvt fortæret. Efterhånden går det op for byen, at der er en tiger løs i skoven. Sandsynligvis en fra det sorte marked, som slap ud ved et biluheld.

Sheriffen opfordrer byen til at barrikaderer sig, men inde i skoven bor den dybt religiøse mrs. Satterly med sin søn, Roy. Roy har set tigeren, men mrs. Satterly tror ikke på ham, og har ikke hørt nyhederne, og hun fortsætter derfor dagligdagen som altid.

Heller ikke byens borgmester er særligt tilfreds med sheriffens beslutning om at holde folk indendørs. Den årlige Majs- og Æblefestival er nemlig på trapperne, og byen vil miste mange penge, hvis den ikke løber af stablen som planlagt.

Der er brugt en rigtig tiger i langt de fleste scener, og det er et fantastisk smukt dyr. Så den del er i orden. Men historien er simpelthen ikke overbevisende. Jeg har svært ved at forestille mig, at en tiger kan nå at æde så mange mennesker, så hurtigt og udmanøvrere svært bevæbnede soldater så nemt. Og så minder set-uppet mig utroligt meget om “Jaws” og sherif Brodys kamp for at lukke stranden, og den historie er ligesom hørt før. Samtidig er der også en sidehistorie om Roy og hans forhold til tigeren, som virker sært påklistret på mig.

Så på trods af at der sikkert er større sandsynlighed for at finde en menneskeædende tiger i en lille amerikansk by end at blive overfaldet af hundredevis af giftige edderkopper, så finder jeg “Maneater” mindst troværdig og dermed mindst spændende.

Om “Maneater”:

Instruktør: Gary Yates
Udgivelsesår: 2007

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young

Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside

Blood Monkey

I “Blood Monkey” følger vi en gruppe studerende, som tager ud midt i en jungle for at studere hos professor Hamilton. Men noget er helt forkert. Der er ikke andre end professoren og hans lokale hjælper, Chenne, og Hamilton glider af på deres spørgsmål.

Gruppen lader sig dog overtale til at gå med professoren ind i en uudforsket dal, hvor han har fundet beviser på en ny race, der har udviklet sig mellem aber og mennesker. De har dog ikke været der længe, før den første forsvinder, Sidney som havde talt om at tage hjem. Hamilton siger godt nok, at Chenne har fulgt hende ud af dalen, men er det nu også sandt? Og hvorfor føler de sig hele tiden overvåget og forfulgt?

I “Blood Monkey” har instruktør Robert Young meget fornuftigt valgt ikke at vise så meget. De mystiske aber, som forfølger gruppen, ses kun i glimt, og det gør, at de bliver mere skræmmende. For da vi ser en af dem i fuld figur til sidst, bevises endnu en gang, at i Maneater serien bruger man ikke pengene på visual effects.

Professor Hamilton spilles af F. Murray Abraham, som jeg også nød i “Thirteen Ghosts“, og selvom han er noget “over-the-top” meget af tiden, synes jeg nu, han gør det udmærket. De øvrige skuespillere fylder også rollerne ok ud, så selvom historien ikke sprudler af nye og spændende idéer, så er “Blood Monkey” dog en udmærket film i serien.

Instruktør: Robert Young
Udgivelsesår: 2007

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young

Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside