februar 2020
M Ti O To F L S
« jan    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
242526272829  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘gysergenren’

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Tredje lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Rikke Schubart, der fortalte om horrorheltinder. Rikke Schubart skrev i 1995 “I lyst og død” om gysergenrens historie, og i 2001 stod hun bag “Verdens 25 bedste gyserfilm“. Siden har hun forsket i både actionfilm og krigsfilm og har også bevæget sig indenfor skønlitteraturen med romanen “Bid” og det lidt kontroversielle bidrag til Poe-antologien, “Ormekur“.

Rikke Schubart startede med at definere, hvad en gyserfilm skal indeholde for at være en gyser:

  • et tab (f.eks. tab af lemmer, forstanden eller livet – underforstået skal det være et radikalt og uerstatteligt tab)
  • angst (der skal opleves en grænseoverskridende angst, så vi føler behov for at skærme os mod den)
  • et monster (det kan være tåge, en haj, en psykopat osv. blot står monstret som en modsætning til det menneskelige)

Ifølge Schubart har horrorfilm ikke haft helte tidligere, men da hun første gang så “Hostel 2“, gik det op for hende, at her var en vaskeægte horrorheltinde. Det fik Schubart til at se nærmere på sagen, og i løbet af de sidste 10 år (cirka) er horrorheltinden dukket op på film.

Der findes to typer horrorheltinder:

  • den professionelle, der kan være lejemorder, soldat o.lign. (ses f.eks. i “Doomsday“)
  • den almindelige pige/kvinde, der starter med at være den pæne pige, som så bliver fanget og må igennem en test, og for at overleve må hun blive ligesom det onde (ses f.eks. i “Eden Lake”)

Forskellen på de to typer er, at selvom den professionelle horrorheltinde kan blive udsat for det mest forfærdelige, så VED vi, at hun klarer sig. Hun er som Rambo og andre helteskikkelser fra actionfilmens verden. Men den almindelige horrorheltinde er ikke så heldig stillet. Hun har kun 50% chance for at overleve filmen, selvom hun kæmper, det bedste hun har lært.

Schubart fortalte videre, at horrorheltinden kan ses som en viderudvikling af “final girl“, dvs. hende der overlever til sidst, som f.eks. Jamie Lee Curtis i “Halloween” og Tine i den danske film “Mørkeleg“. Undervejs i filmene tvinges horrorheltinden til at se, hvad der sker med hendes venner og veninder, og dette med at se hvad der venter en selv, når morderen fanger en, er meget brugt i gyset.

Rikke Schubart viste naturligvis også klip fra en række film for at underbygge sine pointer, og sluttede af med nogle tips til flere film med horrorheltinder, herunder: “Inside” (fransk film med originaltitlen “À l’intérieur” fra 2007), “Eden Lake” (2008) og “P2” (2007).

Going to pieces

Søren fra Skræk og Rædsel inspirerede mig til at se “Going to Pieces – the rise and fall of the Slasher Genre”, en dokumentarfilm om slasher genren fra 2006. Se Sørens omtale her.

Filmen indeholder et væld af interviews med kendte skikkelser fra horrorgenren mikset med klip fra især film, og det hele bindes sammen i et forsøg på at beskrive, hvordan slashergenren opstod og udviklede sig.

Her er bl.a. interviews med John Carpenter, Wes Craven, John Dunning, Amy Holden Jones, Tom Savini, Rob Zombie, Betsy Palmer og mange flere, og filmklippene går fra “Peeping Tom” og “Psycho” (begge fra 1960) over “Halloween” (1978) til film som “Slumber Party Massacre” (1982); “Silent night, deadly night” (1984); “April Fool’s Day” (1986); “Scream” (1996) og “Saw” (2004).

Dokumentaren ser “Peeping Tom” og “Psycho” som en slags forløber for slasherfilmene, men erklærer John Carpenters “Halloween” for startskuddet for genren. Der har været andre film før “Halloween”, som også gjorde brug af slasher-elementer, som f.eks. “Color me blood red” (1965), “Black Christmas” (1974) og flere af de italienske Giallo-film, f.eks. “Sei donne per l’assassino” (1964) og  “Profondo Rosso” (1975), men “Halloween” må siges at være den film, som er set af flest og som startede bølgen på det amerikanske marked, der rev resten af vesten med sig.

To år efter “Halloween” kom “Friday the 13th”, der gav publikum endnu mere blod og gore end John Carpenter gjorde. Man fulgte opskriften med at lade morderen være udødelig, og så fyldte man ellers mord på med stor hjælp fra Tom Savini, der lavede special effects på filmen, bl.a. det fantastiske mord på Kevin Bacon.

Herefter følger en lang række omtaler af 80’er slashere: “Prom Night” (1980), “The Prowler” (1981), “He knows you’re alone” (1980), “Terror Train” (1980), “My bloody Valentine” (1981), “Happy Birthday to me” (1981), “The Slumber Party Massacre” (1982), “A Nightmare on Elm Street” (1984) osv. Jeg må jo indrømme, at en hel del har jeg ikke set, så jeg må på med vanten.

Søren klandrer dokumentaren for ikke at have nok fokus på de italienske instruktører, og det må jeg give ham ret i. Dario Argento og Mario Bava nævnes ganske kort, men fokus er hovedsageligt på det amerikanske marked, og derfor får de ikke den omtale, de fortjener. Men generelt synes jeg, at “Going to Pieces” giver en hurtig og interessant indføring i Slasher-genren, og jeg fik bestemt lyst til både at se og gense nogle af filmene.

Producers: Rachel Belofsky, Rudy Scalese
Executive producers: Michael Baker, Randy Manis, Michael Ruggiero
Udgivelsesår: 2006

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Anden lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Ann Steendahl Søndergaards foredrag om gyserfilm og religiøse symboler. Ann tog udgangspunkt i gyserfilm som særligt beskæftiger sig med Djævelen, dæmoner og besættelser, selvom hun var inde på, at der sagtens kan være religiøse islæt i andre typer gys også, som f.eks. zombiefilm.

Ann fortalte, at religion er et  meget brugt tema i gys, bl.a. fordi at når monstret kobles med religion bliver det mere uhyggeligt. I den vestlige verden er den kristne tro en stor del af vores kulturelle baggrund, og dermed er troen Djævelen og dæmoner måske mere forankret i os end troen på spøgelser, som f.eks. er meget udbredt i Asien. Derudover tror den kristne religion på “det onde”, der bruges som syndebuk for det dårlige, der sker i verden. På den led bliver det onde flyttet ud af mennesket og dermed mere håndterbart.

Ann tog også udgangspunkt i Douglas E. Cowans teori om sociophobics (forskellige typer frygt, som er kulturelt specifik og socialt konstrueret), der taler om seks forskellige religiøse sociophobics, der gør sig gældende i gyserfilm:

1. Frygt for forandringer i den hellige orden
2. Frygt for hellige steder
3. Frygt for døden, måder at dø på og ikke forblive død
4. Frygt for fanatisme og religionens magt
5. Frygt for kødet og religionens magtesløshed
6. Frygt for overnaturlig ondskab

Alt i alt var her tale om et interessant foredrag, som blev serveret med udvalgte filmklip, der skulle illustrere pointerne. Jeg glæder mig allerede til næste onsdag, hvor det skal handle om horror-heltinder.

Læs Ann Steendahl Søndergaards artikel om emnet på Religion.dk

Litteraturliste:

Sacred terror – religion and horror on the silver screen af Douglas E. Cowan
Monsters and Mad Scientists – a cultural history of the horror movie af Andrew Tudor
The horror genre – from Beelzebub to Blair Witch af Paul Wells

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Jeg startede i onsdags på et kursusforløb på Folkeuniversitetet med titlen “Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin”, og som titlen så rigtig antyder, handler det om gys og horror. Første lektion blev holdt af Mathias Clasen, der bl.a. har skrevet bøgerne “Homo Timidus” og “Drager, damer & dæmoner” samt redigeret novelleantologien “Horror.dk“.

Mathias fortalte om Darwin, horror og gys, og som han gav en forkortet version af sidste år til Krimimessen i Horsens. Denne gang fik ham mere tid til at gå i dybden og kunne også vise relevante filmklip. Oplægget bygger på hans MA thesis “Darwin and Dracula: Evolutionary Literary Study and Supernatural Horror Fiction”, som han meget venligt har ladet mig se en kopi af.

Jeg synes, at tesen om, at moderne horror stammer fra en evolutionær frygt, som blot har udviklet sig gennem tiden, er utrolig spændende, og det lykkedes Mathias at underbygge den godt i løbet af kurset. Jeg glæder mig allerede meget til de efterfølgende kursusgange, som bliver:

21/04: Om gyserfilm og religiøse symboler
Stud.mag. Ann Steendahl Søndergaard, Tværkulturelle og Religionale Studier, Københavns Universitet

28/04: Horrorheltinder
Lektor Rikke Schubart, Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet

05/05: Vampyrer, dæmoner og eksorsisme
Ph.d.-stipendiat Mathias Clasen, Interdisciplinary Evolutionary Studies, Aarhus Universitet

12/05: Horrorfilm og gyselige virkemidler i evolutionsperspektiv
Professor Torben K. Grodal, Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet

Læs mere på Mathias Clasens egen hjemmeside

Grand Guignol

I dag bruges udtrykket “Grand Guignol” som en beskrivelse af underholdning, der behandler det makabre på en måde, der udpensler den grafiske vold, men oprindelig var det et teater i Paris Le Theatre du Grand Guignol, som blev grundlagt i 1897 og først lukkede igen mere end 60 år senere i 1962.

Grundlæggeren var Oscar Metenier, og teatret blev opkaldt efter den populære dukke Guignol (på dansk kendt som Mester Jakel), der så dagens lys i 1808 og straks blev populær både blandt børn og voksne for sit mod, sin humor og sin aldrig svigtende sans for retfærdighed. Den franske betydning af Guignol, er klovn, men det er i virkeligheden ganske misvisende, for Guignol er slet ikke dum.

En aften i Le Theatre du Grand Guignol bestod som oftest af 5-6 korte stykker, som kunne være alt fra sex farcer til suspensfyldte krimidramer, men midtpunktet for teatret var gyset, som altid blev spillet med udpenslet vold, hvor øjnene poppede ud af hovedet på skuespillerne, eller blodet væltede ud fra en overskåret hals i et dramatisk og blodigt klimaks.

Le Theatre du Grand Guignol blev over årene en populær turist attraktion i Paris, men i 1962 lukkede teatret. Efter sigende skulle daværende direktør, Charles Nonon have udtalt: “Før 2. verdenskrig følte publikum, at det, der udspillede sig på scenen, var umuligt. Men nu ved alle, at disse ting – og ting langt værre – er mulige i virkeligheden”. Teatret var blevet overhalet af virkelighedens rædsler i Holocaust.

I dag lever kun begrebet “Grand Guignol” videre, men der er ingen tvivl om, at det parisiske teater har haft en væsentlig indflydelse på hele gysergenren og ikke mindst udviklingen af special effects.

Besøg Grand Guignols hjemmeside

Læs mere på wikipedia

Focus on The Horror Film / ed. Roy Huss & T. J. Ross

Focus on The Horror FilmFocus on The Horror Film blev udgivet i 1972, og derfor er denne samling essay om gyserfilm og gysergenren naturligvis ikke opdateret med de nyeste film. Ikke desto mindre indeholder Focus on The Horror Film flere interessante artikler og omtaler af film fra 30’erne, 40’erne og 50’erne som måske ikke omtales så meget i dag, men som stadig er værd at beskæftige sig med.

Indholdet er opdelt i fire hovedgrupper: The Horror Domain, Gothic Horror, Monster Terror og Psychological Thriller. Hvert kapitel indeholder artikler af forskellige skribenter om det overordnede emne.

De to redaktører er henholdsvis Roy Huss og T. J. Ross. Roy Huss er professor i engelsk på Queens College. Medforfatter af “The Film Expericence og redaktør på “Focus on Blow-Up”. Han har skrevet artikler om drama og film til bl.a. “Modern Drama”, “College English” og “The Psychoanalytic Review”. T. J. Ross er professor i engelsk på Fairleigh Dicinson University og redaktør på “Film and the Liberal Arts”. Han har skrevet artikler til bl.a. “December”, “Massachusetts Review” og “Film Quarterly”.

Ikke oversat til dansk.

Om Focus on The Horror Film:

Udgivelsesår: 1972
Forlag: Prentice-Hall, 186 sider

Masters of Horror

Masters of HorrorI 2002 inviterede Mick Garris (Critters II, The Stand og Desperation) en gruppe af sine instruktør-venner til en uformel middag. De ti originale Masters of Horror, som deltog i middagen, var: John Carpenter, Larry Cohen, Don Coscarelli, Joe Dante, Guillermo Del Toro,  Stuart Gordon, Tobe Hooper, John Landis, Bill Malone og Mick Garris. Navnet Masters of Horror opstod som en spøg, da Guillermo Del Toro skulle lykønske en veninde, som holdt fødselsdag på en anden restaurant, og han hilste hende med ordene: “the masters of horror wish you a happy birthday.”

Middagen blev en stor succes, og efterfølgende organiserede Mick Garris regelmæssige middage for gruppen, som efterhånden blev udvidet med flere horror- og genreinstruktører, bl.a. Dario Argento, Eli Roth, David Cronenberg, Lucky McKee, Wes Craven, Robert Rodriguez, Mary Lambert, Tom Holland m.fl.

I 2005 udtænkte Mick Garris idéen til en original tv-serie bestående af 60-minutters film instrueret og skrevet af mange af Masters of Horror-medlemmerne. Serien havde premiere i USA d. 28. oktober 2005 med afsnittet Incident On and Off a Mountain Road, som var instrueret af Don Coscarelli (Phantasm, BubbaHo-Tep). Serien kørte over to sæsoner, og modtog bl.a. en Saturn Award for Best Television Presentation.

Sæson 1 (2005-2006):

Incident On and Off a Mountain Road, D: Don Coscarelli
H. P. Lovecraft’s Dreams in the Witch-House, D: Stuart Gordon
Dance of the Dead, D: Tobe Hooper
Jennifer
, D: Dario Argento
Chocolate, D: Mick Garris
Homecoming, D: Joe Dante
Deer Woman, D: John Landis
Cigarette Burns, D: John Carpenter
Fair Haired Child
, D: William Malone
Sick Girl, D: Lucky McKee
Pick Me Up, D: Larry Cohen
Haeckel’s Tale, D: John McNaughton
Imprint, D: Takashi Miike

Sæson 2 (2006-2007):

The Damned Thing, D: Tobe Hooper
Family
, D: John Landis
The V Word, D: Ernest Dickerson
Sounds Like, D: Brad Anderson
Pro-Life, D: John Carpenter
Pelts
, D: Dario Argento
The Screwfly Solution
, D: Joe Dante
Valerie on the Stairs, D: Mick Garris
Right to Die, D: Rob Schmidt
We All Scream For Ice Cream, D: Tom Holland
The Black Cat, D: Stuart Gordon
The Washingtonians, D: Peter Medak
Dream Cruise, D: Norio Tsuruta

Læs mere:

Wikipedia

I lyst og død af Rikke Schubart

I lyst og død af Rikke SchubartI lyst og død er en aldeles fremragende fagbog om gysergenren.

Rikke Schubart fører læseren igennem genrens historie fra Frankenstein og op til nutidens splatter og gyserfilm. Først fortæller hun om genren, og herefter deler hun den op i fem underkategorier samt en zombie sidegevinst.

Schubart fortæller bredt om en række film, som hun analyserer og beskriver genren ud fra. Skulle man anke noget på denne udgivelse, er det, at Freud spiller en stor rolle i alle analyserne. Men på trods af det er her tale om en virkelig interessant og meget gennemarbejdet bog om gyser-genren.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1993
Forlag: Borgen, 315 sider

Världar av ljus, världar av mörker: fantasy & skräcklitteratur af Annika Johansson

En indføring i de to genrer fantasy og gys med et særligt afsnit om den svenske udgivelsesverden indenfor genrerne. Derudover er der en række portrætter af forfattere som Clive Barker, Ramsey Campbell, James Herbert, Stephen King, Dean R. Koontz, Anne Rice, Dan Simmons og Peter Straub m.fl.

Udgivelsesår: 2000

The American horror film: an introduction af Reynold Humphries

Om gysergenren fra “Dracula” i 1931 til nutidige film som “Scream” fra 1998. Omtaler de forskellige monstrer/karakterer som optræder i gyserfilm, fx Frankenstein, Dr. Jekyll og Mumien, og ligeledes kommer bogen ind på forskellige subgenrer indenfor gyset: den gale videnskabsmand, atom katastrofer, zombier m.m. Desuden omtales et udvalg af gyserfilm-instruktører.

Ikke oversat til dansk.

Udgivelsesår: 2002