Warning: Use of undefined constant MSW_WPFM_FILE - assumed 'MSW_WPFM_FILE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/gyseren.dk/public_html/wp-content/plugins/wordpress-file-monitor/wordpress-file-monitor.php on line 39
ondskab Arkiv - Side 3 af 9 - Gyseren
december 2019
M Ti O To F L S
« nov    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘ondskab’

De hviskende veje af Nick Clausen

De hviskende veje af Nick ClausenCharlotte og kæresten Alexander skal på ferie. De har fået lov til at låne Charlottes forældres bil, og er nu på vej til Billund. Men undervejs går deres GPS pludselig amok, og de ender midt i et tåget hedeområde. Først tror de, at de blot er faret vild, men det viser sig snart, at noget er helt galt. Folk i området opfører sig mere end almindeligt sært – og det gør vejen også! Og da de samler en lille dreng op, som står forladt og forslået går situationen fra skidt til værre.

Historien fortælles af Charlotte, som bliver interviewet af en journalist, efter at det hele er overstået. Ind i mellem kapitlerne er indlagt små avisudklip om mystiske hændelser fra samme område, det første klip er fra 1881 og det sidste klip er fra 1997, så man er hele tiden klar over, at noget er helt galt på heden.

Nick Clausen skriver nærmest filmisk i et let sprog uden spidsfindigheder og andre dikkedarer. Der er måske ikke så mange overraskelser for den voksne læser, og personerne uddybes heller ikke så meget. Ikke desto mindre synes jeg godt om idéen i De hviskende veje, og i perioder lykkes det for Clausen at skabe en både intens og skræmmende atmosfære. Måske er det fordi, jeg selv er en total spasser til at finde rundt, så hvis min GPS sendte mig på afveje, ville jeg også virkelig være på r….

“Navigationsmaskinen lyste op efter et minuts tid og brød stilheden. “VEND RUNDT SÅ SNART DET ER MULIGT OG KØR TILBAGE AD SAMME VEJ.” “Come on,” stønnede Alexander og bremsede ned. “Jeg tænkte nok det her var den forkerte vej.” Af en eller anden grund følte jeg en smule lettelse. “Måske har gps’en opdaget at der er sket en fejl og prøver at rette den.” “Eller også leder den os bare tilbage til det fiktive T-kryds,” mumlede Alexander mistroisk.

Han bragte bilen til stop og tog gps’en. “Hmmm, hvad pokker?” “Hvad nu?” “Rutebeskrivelsen og det hele passer stadig. Men nu siger den at vi ikke længere er på Gammel Hedevej.” “Hvor så?” Alexander holdt gps’en så jeg kunne se kortet. “Ukendt adresse.” Jeg stønnede. “Ved den nu slet ikke hvor vi er henne?” “Åbenbart ikke. Har vi et rigtigt kort?” “Jeg så vist et herinde,” sagde jeg og åbnede handskerummet. Jeg fandt et vejkort og foldede det ud. Alexander tændte lyset i loftet, så mørket uden for ruderne blev endnu tykkere. “Vi må være her omkring,” sagde han og tegnede en cirkel med fingeren. “Ja, men jeg kan ikke finde Gammel Hedevej. Hvad hed vejen som vi kørte på før?” “Det kan jeg ikke huske.” “Kortet hjælper os ikke så,” sagde jeg og kiggede på ham. “Skal vi ikke prøve at køre tilbage?” “Jo, det her leder da vist ikke til noget.”

Jeg slukkede lampen. Han satte i første gear og begyndte at lave en trepunktsvending. Det var ikke nemt på den smalle landevej, så han måtte dreje heftigt på rattet. Lygternes lys fejede ud over lyngen og tågeskyerne blev oplyst. Et kort øjeblik fangede jeg et glimt af to skinnende pupiller som stirrede på os ude fra mørket. Men de forsvandt så hurtigt igen at jeg besluttede at det måtte have været indbildning. Vi rullede tilbage ad vejen. Noget slog mig pludseligt. “Jamen … hvordan kan den vide at vi skal tilbage, hvis den ikke ved hvor vi er?”

Nick Clausen er en meget flittig forfatter, og jeg synes, man kan mærke en klar udvikling i hans bøger. Nok står han stadigvæk placeret i børnebiblioteket med De hviskende veje (i hvert fald på mit bibliotek), men som sagt følte jeg mig alligevel i høj grad underholdt. Så selvom Clausen måske nok mest skriver for børn og unge, så kan den voksne læser altså sagtens have lidt uforpligtende hygge med hans romaner. Det gælder i særdeleshed for De hviskende veje.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Tellerup
Omslag: Christian Guldager

Besøg Nick Clausens hjemmeside
Se mere på forlaget Tellerups hjemmeside

Udvalgt bibliografi:

Silhuet (2011)
De sorte symboler (2011)
De blodige bid (2011)
De døde brødre (2010)
Ulm (2010)
Tidevandet (2009)

In the tall grass af Stephen King og Joe Hill

In the Tall Grass af Stephen King og Joe HillBecky og Cal DeMuth er søskende. Deres forældre kalder dem “the Irish Twins”, fordi de gør alt sammen. Når den ene starter en sætning, slutter den anden af, og til tider virker det næsten, som om de kan læse hinandens tanker.

Da Becky bliver gravid, er Cal dog ikke involveret. Men da hun beslutter sig for at flytte hjemmefra og bo hos en onkel og tante i en anden stat under de sidste måneder af graviditeten, beslutter Cal sig for at følge med.

Således ender de to en varm efterårsdag på en støvet rasteplads i Kansas ved en mark med højt, grønt græs. Her hører de en lille dreng kalde indefra: “Help, help, I’m lost. I can’t find the road“, og som de ansvarlige unge mennesker de er, begiver Cal og Becky sig af sted for at hjælpe drengen. For hvor vanskeligt kan det være at finde en lille dreng i en græsmark? Meget vanskeligt viser det sig, og snart er de selv blevet borte – også fra hinanden.

In the Tall Grass blev oprindeligt udgivet i to dele i Esquire Magazine i juni/juli og august 2012 numrene. I oktober blev novellen efterfølgende udgivet som e-bog, og jeg har hørt den som lydbog indlæst af skuespiller Stephen Lang.

Umiddelbart tænker man måske, at her er en historie, der er hørt mange gange før, men efterhånden som jeg kom længere ind i handlingen, blev der skruet eftertrykkelig op for både uhygge og twists i plottet. Beskrivelsen af græsmarkens univers fik mig til at tænke på novellen “1408” fra samlingen Everything’s Eventual. Her beskriver King et hotelværelse, hvor alle naturlove træder ud af kraft, og resultatet er skræmmende uhygge. Det samme gælder for græsmarken, hvor afstand er relativ, og kun de frelste finder vejen ud.

Som trofast læser af Stephen King ved jeg godt, at man ikke kan regne med noget, når han lukker op for sluserne. Det samme gælder for Joe Hill, og i In the Tall Grass her har de et godt parløb, hvor man ikke kan pege på noget og sige, det er King, eller det er Hill. Det er bare godt skrevet. Og slutningen – ja, den er ikke smuk, men den er god. Lige en fortælling efter mit hoved.

Fearnet.com anmeldte første del af novellen d. 3. juni 2012 og skrev bl.a.: “Fans of King’s and Hill’s know that a story steeped in horror tradition doesn’t mean it stays traditional.  Concern slips into dread within paragraphs; in the tall grass, Cal and Becky begin to understand how fragile their lifelong closeness really is.  It works as a metaphor, but it works even better viscerally, as the concepts of time and distance become meaningless, and the sheer intangible panic of being lost grips them – and us.”

Mens Fantasy-faction.com skriver: “If there is a very simple recipe for a great horror story it is this; tell the audience why they should care for the protagonists and then proceed to ruin the lives of all involved in the most creatively horrific ways you can. With that in mind, In The Tall Grass is a masterclass in story telling and in everything that is scary. The tension and the claustrophobia build up like a septic blood blister until it explodes in a terrifying yet very satisfying splatter. You won’t feel comfortable but you won’t be able to look away.”

Se mere på Stephen Kings hjemmeside

In the Tall Grass blev filmatiseret på Netflix i 2019. Vincenzo Natali har instrueret, og rollelisten tæller blandt andre Laysla De Oliveira, Avery Whitted, Will Buie Jr. og Patrick Wilson. Læs en anmeldelse af film på rogerebert.com.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Simon & Schuster Audio

Stephen King’s Children of the Corn

Children of the CornJeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg lige har genset Children of the Corn, for jeg synes, den var dårlig første gang, og den blev bestemt ikke bedre ved et gensyn.

Advarsel mod SPOILER i referatet af handlingen.

For tre år siden blev alle de voksne i den lille by Gatlin, Nebraska dræbt efter søndagens prædiken af byens børn. I nutiden kører det unge par, Burt og Vicky gennem Nebraska, og lidt udenfor Gatlin kører de en dreng ned. Det viser sig dog, at han har fået skåret halsen over, før de ramte ham med bilen, så de ender i Gatlin i forsøget på at få fat i politiet. I stedet bliver de overfaldet af de religiøse børn, som de sidste tre år har levet alene, uden at nogen myndigheder har opdaget spor.

Blandt børnene er der ikke længere helt enighed om kursen. Isaac, som startede bevægelsen, bliver sat fra bestillingen af Malachai, som er noget mere morderisk i sin tilgang. Han får ofret Isaac til “Ham som vandrer bag rækkerne”, og vil derefter ofre Burt og Vicky. Men det lykkedes for Burt at overvinde Malachai, og derefter forklarer han de andre børn, at de da nok kan forstå, at en Gud som forlanger blod i stedet for kærlighed ikke er værd at samle på.

Slutteligt lykkes det Burt med hjælp fra drengen Job, der hele tiden har været imod Isaacs bevægelse, at brænde majsmarken ned og slippe væk sammen med Vicky og Jobs lillesøster. Hurra – happy ending!

Der er næsten ingen ende på de huller der er i manuskriptet. Rent bortset fra det usandsynlige at en hel by kan blive udslettet uden at nogen reagerer, så er også tanken om, at Burt kan få børnene til at indse, at det var en fejl at slå deres forældre ihjel og følge Isaac, totalt ude i hampen.

Jeg vil ikke klandre Children of the Corn for ringe specials effects, for den er trods alt fra 1984, men der er så meget andet at kritisere: skuespil, plot osv.

Absolut ikke en af de gode Stephen King filmatiseringer (bygger på en novelle fra samlingen Nightshift), og jeg er fuld af beundring for Søren fra Skræk og Rædsel, som har set sig igennem hele Children of the Corn-serien og blogget om dem. Læs hans kommentarer om den første film her.

Om filmen:

Instruktør: Fritz Kiersch
Udgivelsesår: 1984

Children of the Corn-serien:

Children of the Corn, 1984. D: Fritz Kiersch
Children of the Corn II: The Final Sacrifice, 1992. D: David Price
Children of the Corn III: Urban Harvest. D: James D. R. Hickox
Children of the Corn: The Gathering. D: Greg Spence
Children of the Corn V: Fields of Terror. D: Ethan Wiley
Children of the Corn 666: Isaac’s Return. D: Kari Skogland
Children of the Corn: Revelation. D: Guy Magar
Children of the Corn: Genesis. D: Joel Soisson

 

Ånden i cirklen af E. E. Richardson

Ånden i cirklenJustin og Joys farfar er meget interesseret i det okkulte, og en dag mens farfaren er ude at rejse, sniger Justin sig dog ind og “låner” en bog med besværgelser. Sammen med lillesøsteren Joy og vennen Trevor planlægger Justin at påkalde en ånd for at drille skolekammeraten Daniel Eilersen, der slet ikke tror på den slags. Det gør Justin egentlig heller ikke, men ikke desto mindre lykkes det for dem at få kontakt med en ånd, og desværre er det en meget stærk ånd, der ikke har tænkt sig at adlyde Justins kommandoer. Det lykkes for den at bryde cirklens magt og slippe fri, og nu er det op til de fire unge at sende ånden tilbage, inden den slår dem alle ihjel.

E. E. Richardson debuterede med The Devil’s Footstep i 2005. Jeg faldt tilfældig over Ånden i cirklen, da jeg havde en stille vagt i børnebiblioteket, hvor jeg ellers sjældent befinder mig. Således er det også afsløret, at her er tale om en ungdomsbog, og starten er da også lige på og rå uden særlig introduktion til de lidt skabelon-agtige karakterer. Plottet er heller ikke særligt overraskende for den voksne læser, som formentlig ikke vil være det mindste i tvivl om, hvem ånden i sidste ende besætter.

Der hvor historien lykkes bedst, er i beskrivelserne af konfrontationerne med ånden. Her lykkes det flere gange for E. E. Richardson at skabe en troværdig og uhyggelig stemning, som i hvert fald virkede på mig.

“Joy kiggede op – og himlen var levende. Mørke skyer sejlede hen over den ligesom røg fra en voldsom ildebrand, men det var ikke aske eller støv, hun så. Skyerne bestod af noget levende, noget stimlende og strømmende, en mængde vingede væsner, der flagrede ned fra himlen og styrede lige mod dem. Flagermus? råbte Justin uforstående og beskyttede øjnene. Fugle, sagde Eilersen, og det burde i sig selv have været fuldstændigt latterligt, harmløst, men ikke så mange fugle, der dykkede hen mod dem med dén fart og dét formål. De væltede ned fra træerne og hen over hustagene: spurve og krage og måger og duer og andre fugle, som Joy ikke kendte, samlede sig i en unaturlig stor monstersværm. For det var en sværm, ikke bare en almindelig flok. Og fuglene bevægede sig ikke ligesom fugle; de formørkede himlen som en af Egyptens ti plager, klar til at hærge landskabet og forvandle grønne marker til ørken. Joy så allerede de blafrende vinger for sig, hun så, hvordan små stikkende øjne stirrede på dem fra alle sider, og hvordan næb og kløer flænsede og flåede… “

Trods disse glimt af rigtig horror så lykkes Ånden i cirklen aldrig at blive rigtig interessant for den voksne læser. Dog er jeg overbevist om, at E. E. Richardson rammer sin målgruppe perfekt, og som ungdomsgyser er bogen godkendt, omend jeg har læst bedre.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: The Summoning
Omslag: www.25design.co.uk

 

Udgivelser af E. E. Richardson:

Djævelens fodspor, 2007 (The Devil’s Footsteps, 2005)
Fanget, 2006 (The Intruders, 2006)
Devil for Sale (2007)
Ånden i cirklen, 2007 (The Summoning, 2007)
Et djævelsk håndslag, 2009 (The Soul Trade, 2008)
Gravens gru, 2008 (Grave Dirt, 2008)
Black Bones (2010)

Case 39

Case 39Man kan ikke påstå, at jeg er stor Renée Zellweger fan, så at hun har hovedrollen i Case 39, virkede snarere afskrækkende end tiltalende på mig. Men jeg må faktisk indrømme, at hun gør det ualmindelig godt i Case 39, en intens psykologisk thriller, der langsomt udvikler sig til et sandt mareridt.

Emily er socialrådgiver og arbejder med mishandlede børn. Hun tager ud til familierne og forsøger at hjælpe dem, men hvis forældrene ikke samarbejder, tvangsfjerner hun børnene. En dag havner sagen om pigen Lily på Emilys bord. Lily har tidligere fået gode karakterer i skolen og været en sød, almindelig pige, men pludselig rasler karaktererne ned, og Lily falder hele tiden i søvn i timerne.

Da Emily besøger familien, får hun straks en fornemmelse af, at noget er helt galt. Begge forældre virker, som om de hader Lily, men uden beviser kan hun ikke gøre noget. I stedet giver hun Emily sit private telefonnummer og beder hende ringe, hvis hun bliver bange. Og en nat ringer Lily. Hun er overbevist om, at forældrene vil slå hende ihjel.

Den første del af Case 39 er en ren socialrealistisk thriller om børnemishandling, menneskelig ondskab og Emilys kamp for at redde den lille pige. Men så skifter filmen gradvist karakter, og noget uforklarligt begynder at spille ind. Emily fanges i en cirkel af frygt, hvor hun dels frygter at have mistet forstanden, og dels frygter at hun ikke har.

Jeg blev meget positivt overrasket over Case 39, hvor den anden hovedrolle spilles af Jodelle Ferland, som bl.a. også kendes fra Silent Hill. Stemningen i filmen er ond og intens, og Zellweger er faktisk glimrende i rollen som socialrådgiveren, der langsomt mister grebet undervejs i historien. At hun kan spille sødmefyldt og venlig, er nok ingen overraskelse, men at hun også formår at vise en kvinde på kanten af sammenbrud, blev jeg imponeret over.

Ian McShane, som spiller Emilys politi-ven, udtaler i ekstra-materialerne, at Case 39 er en blanding af Bad Seed og Exorcisten, og det er egentlig en meget præcis sammenligning. Under alle omstændigheder følte jeg mig vældig godt underholdt undervejs, og vil måske overveje at se flere film med Renée Zellweger – hvis hun altså vælger nogle ordentlige roller.

Instruktør Christian Alvart har bl.a. også instrueret Pandorum.

Om filmen:

Instruktør: Christian Alvart
Udgivelsesår: 2009

Læs også Janus’ omtale på Horrorsiden.dk

Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen & Henrik Einspor

PorcelænsdukkenHer på det seneste har jeg fået læst en del ungdomshorror – noget bedre end andet. Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen og Henrik Einspor hører til i den bedre ende.

De to kammerater Emil og Otto kommer på sporet af en vaskeægte hjemsøgt lejlighed, da de efter en guidet spøgelsesrundtur i København støder på hr. Meincke. Emil er ikke den store spøgelsesfan, men Otto har gennem mange år interesseret sig for det overnaturlige, og han får overtalt Emil til at tage med derhen. Men da døren går op til lejligheden, går den også op for noget ondt fra en anden verden.

Dalsgaard og Einspor skriver godt. Historien i Porcelænsdukken føres hele tiden fremad med antydninger, twists og flashbacks, og selvom hovedpersonerne er et par 13-årige drenge, så var det alligevel let for mig at identificere mig med dem. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om slutningen, men jeg blev i hvert fald underholdt hele vejen igennem.

Det var damen fra toget. DET VAR DEN DØDE DAME FRA TOGET! Emil isnede fuldstændig. For Otto var chokket knap så stort, han havde jo kun set hende på et billede og ikke i virkeligheden. Men dette var virkelighed. Eller var det?
– Tak, fremstammede Otto. Emil var fuldkommen lammet.
– Kom og sæt jer. Damen gjorde en håndbevægelse hen mod langbordet med de utydelige skikkelser.
– Nej tak, vi er ikke sultne, svarede Otto. – Vi kom blot for at aflevere denne her. Han tog dukken fra Emil og rakte den mod hende.
– Såh, I er ikke sultne? Men det er vi! Damen smilede. Først med tænder, der var alt for kridhvide til et så gammel, rynket ansigt, men så gulnedes de langsomt og spidsede sig til. Hendes overmund skød ud, og hendes hjørnetænder blev til hugtænder. Hun rakte hænderne frem mod dem, hænder der ikke længere havde fingre, men klør.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Klaus Westh

Messengers 2: the Scarecrow

Messengers 2: the ScarecrowNu var jeg ikke specielt begejstret for første film The Messengers, så når jeg alligevel snuppede toeren med hjem, var det kun fordi, at danske Martin Barnewitz (Kollegiet) instruerede. Og selvom jeg stadig ikke er voldsomt imponeret af historien, så synes jeg, at Barnewitz får en rimelig film ud af et forudsigeligt oplæg.

Det går ikke så godt for landmanden John Rollins. Majsen tørrer ud på marken, og kragerne æder løs. Banken truer med tvangsauktion, og på hjemmefronten aner man også, at problemerne lurer i baggrunden. Men så finder John et gammelt fugleskræmsel i laden, og selvom sønnen advarer ham mod at sætte det op, ender det alligevel med at han gør det.

Pludselig vender lykken. Majsene vokser, kragerne dør – og det gør meget belejligt også alle andre som kommer i vejen for John. Men man skal passe på med, hvad man ønsker, for måske får man det …

Som sagt er historien ganske forudsigelig, og selvom manuskriptforfatter Todd Farmer forsøger at lave et twist med en sær nabo og dennes kone, så bliver det aldrig rigtig overraskende.

Hvor jeg synes, at Messengers 2: the Scarecrow bliver bedre end første film, er i scenerne ude på majsmarken. For mig er det bare enormt skræmmende, og Barnewitz bruger kameraets bevægelser til at underbygge forvirringen og manglen på retningssans, som personerne oplever herude. Der er også et par drømme-sekvenser, som er ganske vellykkede, så selvom Messengers 2: the Scarecrow ikke kommer til at gå over i historien som årets horrorfilm, så er det langt fra den værste Hollywood produktion, jeg har set.

Læs også Caspar Vangs anmeldelse på Uncut.dk

Om Messengers 2: the Scarecrow:

Instruktør: Martin Barnewitz
Udgivelsesår: 2009

Darkness

DarknessHvis du er mørkeræd, vil jeg ikke anbefale dig at se Darkness – for så vil du aldrig kunne sove med slukket lys igen!

Darkness er instrueret af en af mine absolutte yndlingsinstruktører, spanske Jaume Balagueró, som også selv har været med til at skrive manuskriptet til denne yderst vellykkede thriller, om en amerikansk familie som flytter til Spanien, hvor faderen stammer fra. De flytter ind i et hus lidt udenfor byen, og umiddelbart falder de alle godt til.

Som tiden går, begynder teenagedatteren Regina dog at føle, at noget er galt, og især ser det ud til at påvirke lillebroren Paul. Men ingen af forældrene lytter. Moren har travlt med det nye job og med at få huset pakket ud, mens faren plages af en sygdom, som han ellers har været symptomfri af gennem flere år. Langsomt opbygges spændingen i huset, og til sidst søger Regina hjælp hos bedstefaderen i håb om at redde sin familie fra husets truende favntag.

Darkness er ikke en nyskabende film. Den er delvist bygget op på samme måde som The Amityville Horror, hvor angivelsen af dage er med til at skabe suspense ved at antyde noget ildevarslende lige om hjørnet, og historien om det besatte hus med hemmeligheder er også set i mange andre film. Udover Amityville-serien kan i flæng nævnes House-serien, Thir13teen Ghosts, The Shining og Balaguerós egen Fragile for blot at give nogle få eksempler.

Alligevel står Darkness ud af mængden, og det er hovedsageligt, fordi Balagueró fortæller den kendte historie ualmindelig godt. I ekstra-materialerne fortæller han, at for ham er udfordringen i en film som Darkness at skabe atmosfæren via lys, klipning og kameraføring, og det er netop det, som er utrolig vellykket her. Uden at forfalde til kiksede specialeffects og CGI-effekter får Balagueró hårene til at rejse sig på armene bare ved at tænde og slukke lys. Hans brug af zoom i særlige scener giver næsten et sug i maven, og så er det bare altid uhyggeligt, når noget gemmer sig under sengen. Allerbedst er slutningen, og det er bare fedt at se en film til ende og tænke: “Gudskelov at jeg ikke er mørkeræd!

Jeg var egentlig ikke synderligt imponeret over skuespillet. Anna Paquin spiller Regina, men hun er lidt for overspillet efter min smag, mens Stephan Enquist, der spiller Paul, gør det udmærket. Lena Olin spiller moren, og hun har én fremragende scene mod slutningen. Derudover er hun mere eller mindre anonym. Det samme er Iain Glen som spiller faren i store træk, og heller ikke Giancarlo Giannini, der spiller bedstefaren, brillierer særligt. Alligevel var jeg som sagt vældig underholdt og betaget af Darkness og fik endnu en gang bekræftet, at spanske instruktører – og Jaume Balagueró i særdeleshed – har noget godt at tilbyde horrorgenren.

Jeg må dog også hellere nævne, at jeg tilsyneladende er ret alene i min begejstring for Darkness. I hvert fald har de øvrige anmeldelser jeg har læst af den været ret negative, men det ændrer nu ikke på min oplevelse 🙂

Om filmen:

Instruktør: Jaume Balagueró
Udgivelsesår: 2002

Læs omtaler af andre Balagueró film på Gyseren.dk

[REC]2

[REC]2Så har jeg endelig fået set fortsættelsen til [REC], som fik mig helt op af stolen, da jeg så den for et par år siden. [REC]2 er ligesom første film instrueret af Jaume Balagueró og Paco Plaza, og den starter umiddelbart efter første film.

En lille gruppe soldater sendes ind i den forseglede bygning sammen med dr. Owen fra Sundhedsministeriet. Soldaterne har blot fået besked på at beskytte Owen, som leder efter noget, der kan bruges til en kur. Men ligeså snart de er inde i bygningen, går det op for soldaterne, at det her ikke er en almindelig sygdom – og det varer heller ikke længe, før de finder ud af, at Owen ikke er en almindelig doktor …

Hvad jeg næsten blev mest positivt overrasket over er, at det endnu en gang er lykkes at filme stort set alt med subjektivt kamera, uden at det virker påtaget eller kluntet. Soldaterne har hver deres kamera, som bruges for at dokumentere alt i bygningen, og da vi på et tidspunkt skifter perspektiv til nogle unge, som sniger sig ind, så er der også en god grund til, at de optager med deres kamera. Det subjektive kamera underbygger uhyggen fantastisk, idet vi kun kan se, hvad personerne kan.

Ligeledes lykkes det igen at skabe den klaustrofobiske og truende stemning, som første film besad til fulde. Selv i de rolige øjeblikke sidder man ude på kanten, fordi man VED, at lige om lidt dukker en af de besatte op, og så flyder det med blod og skrig igen.

Der er mere fokus på den religiøse del af historien her i anden ombæring, men det giver en ny og anderledes vinkel, så også det synes jeg lykkes godt. Alt i alt må jeg sige, at [REC]2 levede helt op til forventningerne, men husk at se film et først, hvis du endnu ikke har set den. Og nu er jeg så bare spændt på om [REC]3 kan fortsætte successen.

Om [REC]2:

Instruktør: Jaume Balagueró, Paco Plaza
Udgivelsesår: 2009

Andre film af Jaume Balagueró:

[REC], 2007
Dødens lejlighed, 2006
Fragile, 2005
Darkness, 2002
De navnløse, 1999

Horn af Joe Hill

Horn af Joe HillHvordan reagerer du, hvis du en morgen vågner og opdager, at du har fået horn i løbet af natten? Og endnu mærkeligere – pludselig får alle lyst til at betro dig deres inderste syndige tanker! Det sker en dag for Ignaitus Martin Perrish kaldet Ig, da han vågner efter en gevaldig druktur, hvor han nok kan huske, at han har gjort noget skidt, men ikke hvad det er.

For et år siden blev Igs kæreste Merrin voldtaget og dræbt. Ig blev anklaget for det, men blev aldrig ført for en domstol og derfor heller aldrig renset, da alle de tekniske beviser gik til under en brænd. I året der er gået, har Ig lidt under byens anklagende blikke, men nu lader hornene ham også hører folks tanker – og det er ikke spor behageligt. Faktisk bliver det så slemt, at Ig overvejer selvmord – men så møder han tilfældigt Merrins morder …

Jeg har tidligere læst Dødens jagt af Joe Hill, som handlede om et hjemsøgt jakkesæt. I Horn bevæger Hill sig ud af en helt anden tangent, men også dette mestrer han, for selvom historien umiddelbart virker lidt sær og hurtigt gennemskuet, så får Hill læseren til at glemme det, og i stedet lever man sig ind i historien hele vejen. Horn leverer ikke samme umiddelbare gys, som debutromanen. I stedet er her menneskelig ondskab og meningsløse misgerninger iblandet overvejelser om Gud og Djævelen.

Joe Hill er søn af Stephen King, men han behøver ikke at støtte sig op ad sin fars berømmelse. Han er selv rigtig godt på vej til at skabe sig en strålende forfatterkarriere.

Horn blev i øvrigt filmatiseret i 2013 af instruktør Alexandre Aja (Haute Tension og The hills have eyes) med Daniel Radcliffe som Ignaitus Martin Perrish.

Om Horn:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Horns (2010)
Omslag: Mary Schuck