november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘parallelverden’

Dead World af Bo Sejer

Dead World af Bo Sejer

Dead World er et spændende bidrag til den danske horror-scene med sin blanding af gakket humor og horrible og uforklarlige begivenheder

Dansk horror er i en opblomstringsperiode i disse år. Blandt de bedste nye forfattere findes f.eks. Jonas Wilmann, hvis unikke stil af humor og splat med eksistentielle undertoner indbragte ham Årets Danske Horrorudgivelse 2012 for Frygt-filerne. En anden fremragende nyere dansk forfatter er Teddy Vork, der vandt samme pris i 2014 for Sprækker. Vork er fabelagtig til at bruge sin hjemby Esbjerg som kulisse for sine ofte afdæmpede men samtidig modbydeligt skræmmende fortællinger.

Og hvorfor starter jeg så denne anmeldelse af Bo Sejers Dead World med en omtale af to helt andre forfattere? Fordi Bo Sejers romaner bringer mindelser om de to herrer. Ikke i en direkte sammenligning for her er Wilmann og Vork begge mere raffinerede skribenter. Hvor Wilmanns humor er sort som synden, er Bo Sejers mere gakket, og hvor Vorks Esbjerg er det mest skræmmende sted på jorden, er Bo Sejers mere todimensional. Men alligevel 🙂

Tilsæt derudover et drys H. P. Lovecraft, et skvæt af The Matrix og en lille rundtur i tegneren Claus Deleurans skæve univers, så har du en fornemmelse af Dead World.

I Esbjerg (som ifølge Ask har tolv gange så mange psykotiske tilfælde som landsgennemsnittet, hvilket er fuldt forståeligt, hvis resten af historien er sand) hænger de tre kammerater Ask, Syd og Easley ud. En aften går en fest helt amok, da en pige deler rundhåndet ud af nogle små sorte piller. Pillerne ligner lakrids, men er i virkeligheden et slags ”Lovecraftiansk”-LSD, der åbner ens sind for den faktiske verden.

Det viser sig nemlig, at vores verden er fuld af dæmoner, som lever imellem og i menneskene, og ønsker at overtage det hele. Men de tre kammerater har ikke tænkt sig at læne sig tilbage og lade det ske. Det kan godt være, at de ikke fatter en pind af, hvad der foregår, da de hvirvles ind i de syretrips-agtige begivenheder, men det afholder dem ikke fra at at forsøge at redde verden efter bedste evne.

Bo Sejer skriver herligt uhøjtideligt og med en gakket humor, der fik mig til at trække på smilebåndet, selvom der sker de mest horrible og uforklarlige ting undervejs i romanen. Vi møder Moustache-monstre og skyggemænd; venter i forkontoret til venteværelset til Helvede; springer frem og tilbage i tid og sted; og præsenteres for den ene massakre efter den anden begået af de mest modbydelige væsner. Som læser prøver man forvirret (men vildt underholdt) at følge med, men må ligesom Ask opgive at få det forkromede overblik før til sidst. Og så er jeg alligevel ikke engang helt sikker på, at jeg har forstået det hele, men det gør nu ikke noget.

Forfatteren skriver selv om Dead World: ”Bogen kan læses som den giver sig ud for at være: en morsom og uhyggelig historie, i en genre som der ikke ses meget af i Danmark (horror-komedien), eller den kan læses som en fortælling om skizofreni, sindsforvirring og hallucinationer.” Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg morede mig vældigt undervejs – og at grinet blev revet af mit ansigt i en ond og vellykket slutning.

Jeg læste Dead World som e-bog, og Bo Sejer har selv stået for udgivelsen, der klart hører til i toppen af selvudgivelser, når det kommer til korrektur og redigering. Der er også en papirudgave på vej af romanen, hvis trykke-omkostninger dækkes ved hjælp af det crowfunding-initiativ, jeg tidligere har omtalt her på siden. Den glæder jeg mig til at få fingrene i, for selvom det er fint at læse en e-bog, så synes jeg nu stadigt, at det er lækkert at bladre i en rigtig bog.

”Der var et skrig af ren panik og rædsel, der truede med at punktere mine trommehinder, men det var lyden af insekter, der fik en hånd til at knuge om mine indvolde og pumpe adrenalin så hårdt gennem min krop, at jeg var bange for, at det ville fosse ud gennem næsen på mig. Ikke at jeg var bange for insekter som sådan, men jeg indrømmer at have en ren og rå angst for dem, når de begynder at bore sig vej ud gennem en teenagepige, der står få meter fra mig. Den stille pige havde tårer i øjnene og rystede ukontrollabelt, men det var hendes veninde, der tog opmærksomheden i øjeblikket. Hun havde vendt det hvide ud af øjnene og rev sig selv i stykker fra ansigtet og ned, som sider ud af en bog. Der var ord skrevet på det blæksorte hul, hun gravede ud af kraniet. Hun skreg ikke, eller gav på anden vis udtryk for, at det gjorde ondt på hende. Som om hun ikke rigtig var der længere og blot var et udhulet hylster for det, der begyndte at vælte ud af hende…” (s. 199)

Også omtalt på Bogrummet.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Jan Warborg Hansen

11-11-11

11-11-11Succesforfatteren Joseph Crone mistede for et års tid siden sin søn og hustru i en frygtelig brand. Om natten hjemsøges han af mareridt, og om dagen har han svært ved at skrive. Hans far, som han ikke har haft kontakt  med i mange år, ligger for døden, og på sin lillebrors, Samuels, opfordring vender Joseph hjem til Spanien, efter han mirakuløst overlever en bilulykke.

Men hjemkomsten er ikke præget af genforeningsglæde fra Josephs side. Han mistede for mange år troen på Gud, og faderens kirke som Samuel er præst i, interesserer ham ikke. Alligevel kommer de to brødre langsomt nærmere hinanden, for Joseph opdager et uhyggeligt sammentræf. Overalt opdager han tallene 11-11, og da han begynder at researche i det, viser det sig, at der hinsides vores verden findes væsener, som sender os beskeder via tallene 11-11. Deres kræfter bliver stærkere jo tætterer på datoen man er, og Jospeh bliver overbevist om, at de ønsker at slå Samuel ihjel. Men hvorfor?

Instruktør Darren Lynn Bousman har bl.a. instrueret Saw II, Saw III og Saw IV, blodige fortællinger som kan karakteriseres som torture-porn, men i 11-11-11 fortæller han en helt anderledes historie. Vi er langt fra blod og splat, og i stedet koncentrerer han sig om at opbygge en isnende, krybende, skræmmende stemning. Jeg vil ikke sige, at det lykkes 100%, men her er dog tale om et ganske fornuftigt forsøg.

Timothy Gibbs, der spiller Joseph, virker overbevisende i sin sorg over hustruen og sønnens død og i sin absolutte afstandstagen til religion. Efterhånden som han begynder at se tegnene og dermed overbevises om, at noget forsøger at kommunikere med ham, må han kæmpe med sig selv, og også denne indre kamp fremstiller Gibbs troværdigt.

Også Michael Landes i rollen som Samuel er velcastet. Hvor Timothy Gibbs som Joseph er indesluttet og uden interesse i sin omverden, er Landes som Samuel varm og omfavnende. Han er den unge idealistiske præst fyldt med drømme om en bedre verden, og selvom han er klar over, at deres fælles far har haft lidt for vilde drømme om deres kirke, så ønsker han blot at arbejde videre ad faderens vej mod en kirke, der har forståelse for syndere.

Ved at lade historien udspille sig i Barcelona får Bousman foræret en gotisk stemning, som ville være umulig at finde i USA. Husene, gaderne og Josephs fremmedgørelse idet han ikke taler spansk er alt sammen med til at forøge intensiteten i historien.

Hvor det halter lidt, er efter min mening 11-11-væsenerne. Selvom de egentlig forsøges introduceret gradvist, så pumpes baggrundsmusikken så vildt op, når de dukker op på skærmen, at det hurtigt bliver lidt anstrengende. Bousman arbejder også med brugen af farver undervejs, hvor nogle scener er holdt i kolde farver, men det var svært for mig at finde en grund til skiftene. Til gengæld synes jeg twistet i slutningen er forrygende (omend ikke en total overraskelse), og her kan man se lidt af Bousman fra Saw-filmene.

Darren Lynn Bousman fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han er dybt fascineret af labyrinter – ikke mindst af Stanley Kubricks brug i The Shining fra 1980. Bousmans brug af en labyrint i 11-11-11 er derfor en hommage til Kubrick, men også andre film og bøger får en hilsen med undervejs. Bl.a. sender Samuels husholderske Anna en hilsen til Stephen Kings Misery og Kathy Bates, og en scene med et af væsenerne fik mig straks til at tænke på The Exorcist.

Jeg vil ikke kalde 11-11-11 for en 100% vellykket film, men kan man lide film som The Exorcist, The Omen eller måske Prince of Darkness, så tror jeg også, at man vil føle sig underholdt her – uden dog på nogen måde at sætte 11-11-11 i klasse med ovenstående. Som Best-Horror-Movies.com skriver: “There are several points in 11-11-11 when it all seems to be just too much, and the scan for the remote control’s stop button begins… but wait! Every time the negatives begin to reach critical mass, something cool happens and, for a time, all is forgiven. Some pacing issues allow that mass of negativity to creep back in a few times, but then something else will happen, the story will be quickly progressed, the performer’s expressions facilitate the illusion beautifully… and then the ending is so great that a “wow, that was really good!” is the aftertaste that remains as the credits roll.”

Om filmen:

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2011

The Uninvited af Liz Jensen

The UninvitedJeg har tidligere læst Varslet af Liz Jensen, som jeg synes var rigtig interessant. Det var derfor med visse forventninger, at jeg gik i gang med The Uninvited, og de blev heldigvis opfyldt.

Hesketh Lock er uddannet antropolog og arbejder for firmaet Phipps & Wexman, hvor hans utrolige evne til at finde mønstre i informationsstrømme kan bruges til at hjælpe firmaer med at komme videre efter PR-katastrofer. Hesketh lider af Aspergers syndrom, så han har visse mangler i forhold til de sociale omgangsformer, men til gengæld har han en enestående hukommelse for ting, han har læst, og han taler et utal af forskellige sprog.

Da et tømmer-firma i Taiwan bliver afsløret som korrupt af en anonym ansat og tvinges til at lukke, bliver Hesketh sat på sagen. Det lykkes ham af finde frem til angiveren – en mand ved navn Sunny Chen. Men Chen matcher ikke profilen på en utilfreds ansat, og ydermere giver han udtryk for, at han er blevet tvunget til afsløre firmaet af “forfædrenes ånder”. Kort efter begår han selvmord og efterlader en besked, som hans hustru insisterer på, at han IKKE har skrevet.

Samtidig sker en lang række mord, hvor børn fuldstændigt umotiveret slår familiemedlemmer ihjel uden at have nogen hukommelse om det bagefter efter at have drømt om hvide ørkener. Og da andre firmaer over hele verden snart efter rammes af “sabotage-handlinger” som Sunny Chens, går det op for Hesketh, at der er en sammenhæng mellem børnene og de mennesker, som ødelægger deres virksomheder på forskellig vis. Men hvad betyder sammenhængen?

Liz Jensen skriver fremragende, og at bruge den 100 % rationelle Hesketh som fortæller-stemme giver The Uninvited en helt særlig tone, som jeg var vild med. Om det skriver Jean Bedford på The Newton Review of Books: “Hesketh’s perspective, erudite, self-conscious and naïve all at the same time, adds irony and humour to what is basically a horrific story. It’s a great narrative voice, dispassionate, analytical and unknowingly funny, and Lock can’t lie or be less than objective.”

Og fortsætter: “Jensen borrows from Scandinavian, Celtic and eastern mythology, as well as Gaia theory, to produce a novel that is at once a thriller, a horror story and a piece of speculative fiction. At times it veers almost into the realms of magic realism, and without Lock’s specific and impersonal narration, as well as his careful explanations of fairly complicated technical matters, it could be dismissed as whimsical, doom-saying fantasy. But, as with The Rapture, there is something horribly convincing about the possible future explored here.”

Som i Varslet er The Uninvited et udtryk for bekymring over den måde, vi behandler vores planet på, men tilgangen er helt anderledes, og man sidder ikke med en fornemmelse af forfatterens helligt løftede pegefinger. Tværtimod er romanen spændende og interessant hele vejen igennem, dog ikke nødvendigvis på en pageturner-agtig facon.

Alexandra Heminsley skriver om romanen på The Independent: “As difficult to read as it is to put down, The Uninvited is a masterclass in creepiness – as unsettling as Margaret Atwood or Kazuo Ishiguro but with modern detail such as Skype calls, industrial espionage and Twitter. It is this hybrid of haunted souls and capitalist cautionary tale that gives the novel its power.”

Udkommet på dansk i 2013 under titlen De ubudne

Læs mere:

Læs hele anmeldelsen på The Independent
Læs hele anmeldelsen på The Newton Review of Books

Læs et rigtigt interessant interview med Liz Jensen på Apokalyptisk

 

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj JohansenProgrammer som Sporløs har stor succes på tv’s sendeflade, men hvor forsvinder de sporløst forsvundne hen? Det giver Nikolaj Johansen sit bud på i denne mysterie-horror-parallelle-verdener-fortælling.

Skygger fra Oktoberland er Nikolaj Johansens første roman. Tidligere har han fået udgivet flere noveller, bl.a. “Sidste Konda” i fantasy-antologien Til deres dages ende, “Maskinskær” i science fiction antologien Det sker igen og “Strålende lys, udstrakt verden” i horror-antologien Dystre Danmark 2. De tre nævnte noveller har været meget forskellige, og jeg var derfor ret spændt på, hvordan hans første roman ville være.

Handlingen i Skygger fra Oktoberland lyder: For 10 år siden forsvinder en lille pige sporløst fra sit værelse, og ikke engang broderen, som sover i samme rum, opdager noget. For familien er chokket stor, og de har forskellige måder at tackle situationen på. For pigen er chokket dog ikke mindre, for hun vågner op i en fremmed verden, hvor solen aldrig skinner, og hvor farven hvid er heksens farve.

I mørkelandet forsøger pigen at finde vejen hjem, og hun får bl.a. hjælp af en ung dreng, der er det første menneske, hun møder. Men også af manden Mort, som dog kun hjælper mod betaling – og selvom prisen måske lyder lav i starten, er det ikke uden konsekvenser at lave en aftale med ham.

I vores verden kæmper familien med sorgen på hver sin facon. Broderen murer sig inde på sit værelse, hvor computeren byder på trøst. Faren finder tilfældigt (?) en boghandel, hvor en bog fortæller om pigens skæbne – men han kan ikke selv læse den, og hver gang han får læst op, koster det dyrt. Og endelig forsøger moren at holde håbet oppe og kontakter til sidst en privatdetektiv, da politiets efterforskning ikke giver noget. Og mens de tre bliver mere og mere ensomme, bryder familiens struktur sammen med pigens forsvinden.

Historierne fortælles sideløbende, og ind i mellem kapitlerne har forfatteren indsat fakta-oplysninger om bl.a. hekseprocesserne,  men også interviews med personerne som var involveret i sagen. Nikolaj Johansen lader nemlig fremgå, at historien bygger på en virkelig hændelse, og skriver i sit forord: “Familietragedier har let ved at erobre avisforsider, men de påvirker også de involverede dybere, end de fleste aner … Det var ikke fra starten mit formål at opklare sagen (hvilket ville være en ambitiøs opgave grundet den massive opmærksomhed), men blot at kaste lys over perspektiver og informationer, som ikke tidligere har været offentliggjort

… En stor del af kapitlerne (markeret med romertal) var ikke blandt de oprindelige i skildringen af familiens historie, men gennem researchen viste de sig at blive bydende nødvendige for den fulde fortælling, utrolige som de end må synes. Jeg kalder det kvalificerede spekulationer, der ligesom resten af bogen er blevet til på baggrund af breve, dagbøger, officielle rapporter og udførlige interviews med de involverede. Men spekulationer er det i sidste ende, min personlige overbevisning og ikke understøttede fakta. Derfor præsenteres de også som en dramatisering i skønlitterær form. Utrolige begivenheder, præsenteret som sandheder, har det med kun at vække latterliggørelse og ligegyldighed.”

Skygger fra Oktoberland er en teknisk vellykket historie, lige fra legen med fortællingens form både på tværs af medier men også i blandingen af fiktion og fakta; over de forskellige skrifttyper i de forskellige former for kapitler; til den totale anonymitet bogens hovedpersoner tillægges. Kun i mørket har personerne navne, og det er kun kaldenavne.

Idéen med, at forsvundne personer ryger til et andet sted i Multiverset, synes jeg, er rigtig god, og jeg er bestemt glad for, at jeg ikke hører hjemme i mørkelandet, men på vores egen solbeskinnede jord. Andre dele af historien har jeg det lidt sværere med, f.eks. brorens forsøg på at finde søsteren via rollespil på Internettet. Jeg forstår godt sammenhængen med pigens historie, men jeg synes, det virker lidt kunstigt, hvorimod farens besøg i boghandlen falder helt i tråd med det samlede projekt.

Jeg læser meget med følelserne, og den flotte udførelse kan for mig godt skygge lidt for gruen i historien. Til tider bliver der lidt for meget stiløvelse og lidt for lidt stemning over fortællingen. Og det er ærgerligt, for der er ind i mellem glimt af virkelig gru under den lille piges oplevelser i mørkelandet.

Hun kunne høre væsenet komme nærmere, den ting, som ikke var et menneske, heller ikke et dyr, men et eller andet frygteligt derimellem. Helt henne ved høstakken bøjede den sig ned og gravede med hænderne og strejfede hende lige akkurat med en fingerspids, og hun kunne ikke lade være med at udstøde en lille, forskrækket lyd. Ikke mere end et pip, men væsenet havde opfanget det, for stilheden lagde sig alt for tungt over hende.

Hun kunne mærke et høstrå kravle ned i sin trøje omme i nakken, kilde og kradse og klø, og hun håbede, at det bare var et høstrå og ikke noget andet. Pigen bevægede ikke en muskel, selvom alt i hende skreg om at flygte og løbe langt væk, men hun vidste, at hun ikke ville kunne løbe fra, hvad det end var, der befandt sig alt, alt for tæt på hende i det øjeblik. Hun kunne høre vejrtrækning, tung og klam vejrtrækning, den slags der afslørede, hvad den havde spist, men hun kunne kun lugte skidt og råd og blod og lort. Hun kneb øjnene i så hårdt, at det næsten gjorde ondt, som om hun på den måde kunne tvinge sig selv væk fra dette sted og dette … væsen, ting, hvad det end var.

Alt andet lige er Skygger fra Oktoberland dog en glimrende debut, og jeg glæder mig til at læse mere fra Nikolaj Johansen, som med sin utraditionelle debutroman lover spændende nyt for dansk horror.

Læs mere om researchen på Nikolaj Johansens blog eller besøg forlaget Replikants hjemmeside.

Om Skygger fra Oktoberland:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: One Million Monkeys

Omtales også på Bogrummet.dk og Litteratursiden.dk

 

Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen

Dæmonen i hælene af Dennis JürgensenDet er stort set altid en fornøjelse at læse Dennis Jürgensen, og Dæmonen i hælene er ingen undtagelse.

I køen i Netto mærker Rune pludselig, at nogen stirrer ondt på ham. Ikke bare ondt som “du har taget min plads i køen”-ondt, men hadefuldt som “jeg ønsker du skal dø”-ondt. Kort efter finder han en forladt mobiltelefon, som en teenager tilsyneladende har glemt. Da den ringer op, er det en ung pige, som råber på hjælp. Rune tror, at det er en joke, men pigen ved en masse ting om ham, som ingen andre ved, og det ender med, at han tror på Sandra, som hun hedder.

Sandra er blevet taget af de grå mænd. Hun befinder sig et mørkt sted, og nu vil hun have Rune til at hjælpe hende. De grå mænd går rundt blandt os og “kidnapper” enkeltpersoner, hvorefter personerne ophører med at eksistere! Ingen husker at de har været til – pånær Rune.

Rune forsøger på flere måder at hjælpe Sandra. Først ved at gå til politiet, siden ved bl.a. at søge hjælp hos en computerkyndig kammerat, men intet hjælper tilsyneladende. Og så må Rune tage sagen i egen hånd.

Som altid blev jeg lynhurtigt fanget ind i Jürgensens univers. Uanset om det handler om børn, eller som her i Dæmonen i hælene en voksen hovedperson, så fortæller Jürgensen flydende og effektivt. Her er Rune fanget i en mareridtsagtig verden, hvor alle han kender forsvinder, og han bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt det virkelig sker, eller om det hele blot foregår i hans hoved.

Plottet er måske nok set før, f.eks. i Jack Finneys roman fra 1955, hvor aliens overtager menneskenes kroppe og langsomt udsletter menneskeheden. Men jeg synes stadigvæk, at Dennis Jürgensen sætter sit eget præg på historien, som efter min mening er velskrevet og underholdende for både unge og voksne.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Omslag: Leif Rosby

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Bunker 137 af Michael Kamp

Bunker 137 af Michael KampVi befinder os i de sidste dage af 2. verdenskrig. Tyskerne er pressede fra alle sider af de allierede tropper. Soldaten Jürgen Holz er blevet overflyttet til Waffen-SS – elitesoldaterne, der aldrig giver op. Men deres troppetransport bliver angrebet, og sammen med de andre overlevende trækker Jürgen sig tilbage under hård beskydning. Tilfældigt ender de ved en forladt tysk bunker, og her beslutter de sig for at vente på forstærkningerne.

Men noget er forkert ved bunkeren. Der er ingen tegn på kamp, men alle er forsvundet og har efterladt deres personlige ejendele. Og hvad er der bag den aflåste ståldør, der fører til underetagen?

Jeg har efterhånden ret store forventninger, når jeg sætter mig til rette med en ny Michael Kamp bog, og heldigvis er de blevet indfriet hver gang hidtil. Det blev de også med denne horrorroman fra 2. verdenskrig.

Kamp skriver forrygende, og jeg lagde stort set ikke Bunker 137 fra mig, da jeg først gik i gang med at læse. Selvom historiens elementer måske nok er brugt før (From Beyond og Outpost), så mikser Kamp dem i sin egen effektive stil og skaber en overbevisende og totalt skræmmende fortælling, som fik mig til at se mig over skulderen flere gange under læsningen. Der er bare noget fundementalt ubehageligt ved låste døre i mørket, og når det så mikses med nazister og mærkelige væsner – ja, så får det i hvert fald mig til at gyse.

Bunker 137 lever fuldt op til Michael Kamps tidligere udgivelser, som bl.a. tæller Moln – jorden husker, Hvor de gamle visner og Fordærv. Og har du ikke læst dem endnu, bør du straks gå i gang med dem også.

Besøg Michael Kamps hjemmeside eller læs mere om “Bunker 137” på Tellerup.dk

Læs et interview med Michael Kamp på Fantastiske Forfattere

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Tellerup, 208 sider
Omslag: breth design, Mette B. Klausen

 

A Nightmare on Elm Street (2010)

A Nightmare on Elm StreetEn gruppe unge begynder alle at drømme om den samme skræmmende mand, der har knive som fingre, og som tilsyneladende kan dræbe dem i deres drømme, så de også dør i virkeligheden. Nancy og Quentin sætter sig for at finde ud af, hvem han er, og hvordan de kan stoppe ham, men hvordan dræber man en drømmefigur?

Hvis jeg havde været teenager i dag og så genindspilningen af Wes Cravens A Nightmare on Elm Street, er jeg sikker på, at jeg ville have syntes, det var den fedeste film. Plottet følger i store træk den originale film blot ført up-to-date, og både visual effects og skuespil er ganske ok.

Når jeg alligevel ikke hopper helt så højt i stolen, så er det fordi, at den originale film havde noget helt særligt. Den havde nemlig Robert Englund som Freddy Krueger, og desværre når Jackie Earle Haley ham ikke til sokkeholderne, hverken hvad angår rollen eller makeuppen.

Englund tilførte Freddy-rollen en usædvanlig blanding af ondskab og sort humor, som gjorde, at selvom man var ved at tisse i bukserne over ham, så kunne man alligevel ikke lade være med at grine af hans ordspil og måde at udnytte drømme-elementerne på. Og selvom Jackie Earle Haley gør sit bedste, så har han desværre slet ikke samme gennemslagskraft. Her hjælper en temmelig dårlig makeup heller ikke, for den er lavet, så det er svært for Haley at udtrykke følelser med munden.

Som sagt er filmen trofast mod forlægget, og det betyder f.eks., at flere af drømmesekvenserne er kopier af originalen, bl.a. scenen hvor Nancy forsøger at løbe på trapper, som suger hende fast. I genindspilningen løber hun i en korridor og bliver suget ned af noget tjæreagtig stads. Her må jeg indrømme, at jeg har det sådan, at hvis man ikke kan tilføje noget nyt og fedt til en klassiker, så skal man lade den ligge, og selvom visual effects er ganske godt lavet i den nye film, så synes jeg faktisk ikke, at de er bedre end originalens. Dermed bliver scenerne bare gentagelser, der aldrig kan blive ligeså overraskende, som første gang de blev lavet.

Jeg vil ikke gå så vidt at sige, at 2010-versionen af A Nightmare on Elm Street er dårlig. Jeg er sikker på, at rigtig mange, som ikke har set originalen, vil hygge sig med den. Personligt vil jeg bare hellere se Wes Cravens udgave.

Om filmen:

Instruktør: Samuel Bayer
Udgivelsesår: 2010

Besøg den officielle hjemmeside

Den originale serie:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

Micki 19.50 af Christian Reslow

Micki 19.50 af Christian ReslowMicki 19.50 udkom i første omgang som en digital føljeton-roman i 7 dele på Christian Reslows facebook side, men i oktober blev en papirudgave født og udgivet på forlaget Valeta, som tidligere har udgivet Miraklets fald af samme forfatter. Hvor Miraklets fald ikke hørte decideret til i horror-genren, så er Micki 19.50 en rigtig lækker horror-bidsken!

Raquelle er gudesmuk, har en fantastisk sangstemme og har stor succes som den danske opfinder af popera. Hun har dog en lille hemmelighed, nemlig hendes tvilling Micki der lever som en svulst i hendes ene bryst. På en turné går det helt galt, da hun kort før koncerten besvimer. Da hun vågner igen, er både publikum og orkesteret forsvundet sammen med lyset og strømmen – og fornuften. Tilbage er Raquelle, dirigenten Georg og kameramanden Tonni, som sammen forsøger at finde hoved og hale på, hvad der er sket, og hvorfor de langsomt får det værre og værre.

Det vil være synd at afsløre for meget af handlingen, som på den ene side fører læseren ind i et univers, der bliver mere og mere vanvittigt og uforståeligt, og på den anden side giver lige præcist så meget sammenhæng, at man tror på historien og vil høre mere. Det skyldes ikke mindst den veloplagthed Reslow fortæller med, som fuldstændig slog benene væk under mig. Og så lykkes det rent faktisk også for Reslow at give en forklaring på, hvad der er sket og hvorfor, selvom hvorfor-delen måske ikke er helt overbevisende. Men prut skid med det (som min niece ville sige) for som sagt fungerer det alligevel.

Opbygningen af historien følger føljeton-romanens, idet handlingen fortælles i 7 akter med hver sin overskrift. Hver akt har også en kort præsentation af de personer, som optræder i akten – en præsentation, som ikke er ens hver gang personen optræder, og som derfor er med til at underbygge stemningen.

Og stemning er der masser af! Christian Reslow skriver godt, og med få ord skaber han en atmosfære, som får læseren til krybe sammen om bogen. På romanens kun 135 sider lykkes det ham at fremmane nogle interessante personer og skabe et plausibelt alternativt univers samtidig med, at han skræmmer r…. ud af bukserne på læseren. Det beviser blot tesen om, at en bog ikke behøver at være lang for at være god. Som en ekstra-hjælp til at få læseren i den rette stemning er forsiden fantastisk illustreret af Martin Zauner, som jeg håber at se mere fra med tiden. Her er et gespenst, der tager kegler hos mig!

Én ting vil jeg dog brokke mig lidt over, nemlig opsætningen af teksten. Det virker som om, man bare automatisk har delt ordene, når der ikke var plads til flere bogstaver på linjen. Jeg faldt gentagende gange over ord, som var delt uden skelen til retskrivningsreglerne, og det irriterede læsningen.

Bortset det lille sure opstød kan jeg kun anbefale Micki 19.50. Jeg kan ikke helt sige hvorfor, den virkede så godt på mig, men sikkert er det i hvert fald, at jeg lod mig forføre af mørket i det gamle teater, og slugte både det troværdige og det utroværdige uden at blinke med øjnene og med ønsket om mere.

“Hans kød skar imod hans hud, hans knogler voksede og fik spidse fremspring i blodårerne, hans arm føltes pludselig som en sprængt tomat, og smerten var alt, alt for stor, til at kunne udtrykkes i lyd. I stedet var han faldet, og imens han rullede ned ad trinene med en akrobatik, der kostede ham flere benbrud, end han kunne tælle, følte han rædselsslagen smerten brede sig til sit bryst. Nu lå han dér, gispende og svedende, med blod i munden og næsen, for foden af trappen. Ligegyldigt hvad han gjorde, om han forsøgte at bevæge sig, sige noget eller sågar tænke, så var rædslen og ilden for stærk. Han kunne kun ligge dér, i et kulsort smertehelvede og håbe på, at de andre ville snuble over ham. Og helst inden alt for længe … Helst inden han døde …” (side 59)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Martin Zauner
Forlag: Valeta

Besøg Christian Reslows hjemmeside

Darkside af Tom Becker

Darkside af Tom BeckerDa Jack the Ripper i sin tid forsvandt sporløst, var det ikke en rigtig forsvinden. Han blev nemlig fanget og sendt til Londons Darkside, hvor han og hans efterkommere siden har regeret som konger. På Londons Lightside bor drengen Jonathan sammen med sin far Alain. Jonathan har aldrig kendt sin mor, og faren er ikke meget til stede. Fysisk bor de godt nok sammen, men Alain murer sig inde på sit kontor, hvor Jonathan på det strengeste er forment adgang.

Men en dag bliver Alain – for Gud ved hvilken gang – indlagt på psykiatrisk afdeling, og da Jonathan kommer hjem, går han ind på farens kontor, hvor han finder et billede – af sin mor! Og det går op for Jonathan, at faren har holdt mere end det hemmeligt for ham, da en meget besynderlig dusørjæger pludselig sætter efter Jonathan. Det bringer Jonathan til Darkside, hvor faren har en gammel bekendt, privatdetektiven Carnegie, som du helst ikke vil møde under fuldmånens skær.

Jeg fik anbefalet Darkside af min kollega, som med stor fornøjelse læste den sammen med sin 11-årige søn. Her er da også tale om en børnebog i genren dark fantasy, men det er en ganske underholdende børnebog, som er skrevet i et højt tempo, og som med sin idé om en parallelverden, hvor vampyrer, varulve og seriemordere er hverdagskost, også er underholdende for den voksen læser.

Det er Tom Beckers debutroman, og han modtog Waterstone’s Children’s Book Prize for bogen.

Besøg seriens hjemmeside

Om serien:

Darkside (2007)
Blod (2007)
Vildspor (2008)
Nedtælling (2009)
Opgøret (2011)

Udgivelsesår: 2007

Fra det hinsides af H. P. Lovecraft

Fra det hinsides af H. P. LovecraftI Fra det hinsides beretter den unavngivne fortæller om sin bedste ven, Crawford Tillinghast, som på det seneste har ændret sig drastisk. I løbet af 10 korte uger er han blevet mager, med indsunkne øjne og en frastødende usoignerethed, og nu tilkalder han fortælleren for at vise ham noget. Tillinghast er begyndt at studere vores opfattelse af verden omkring os, og som fortælleren konstatere: “Det var en fejltagelse at Crawford Tillinghast nogen sinde begyndte at studere videnskab og filosofi. Sådanne emner burde overlades til kolde og upersonlige forskere, for de tilbyder to lige tragiske alternativer til en mand med følelser og handlekraft; fortvivlelse hvis hans søgen slår fejl, og unævnelige rædsler hinsides vores forestillingsevner hvis den bærer frugt. Tillinghast havde engang været et offer for fejlslagen forskning, ensom og melankolsk; men nu vidste jeg, med en indre kvalmende rædsel, at han var et offer for succes.”

Under besøget viser Tillinghast fortælleren et elektronisk apperat, som udsender bølger, der stimulerer hjerne til at opfatte planer, som vi normalt ikke kan se. Under maskinens indflydelse ser fortælleren mærkelige og skrækindjagende væsener, som tilsyneladende eksisterer lige rundt om os, uden at vi opfatter dem. Men det går først op for fortælleren, at noget er helt galt, da Tillinghast afslører, hvad der er sket med hans to tjenestefolk – og at han er rasende over fortællerens tidligere manglende opbakning til hans forskning …

Tanken om at virkeligheden rummer lag, som vi ikke kan opfatte med vores fem sanser, udbygger Lovecraft også i andre noveller. F.eks. i “The Colour Out of Space” (1927) hvor en farve ukendt for menneskeøjne følger med et meteor ned til jorden eller i “The Dreams in the Witch House” (1933) hvor en særlig geometri i studenten Walter Gilmans værelse giver adgang til en anden dimension.

H. P. Lovecraft skrev novellen “From Beyond” i 1920, og den udkom første gang i 1934 i “The Fantasy Fan”. På dansk er novellen udgivet af Science Fiction Cirklen af to gange under titlen Fra det hinsides, først i Cirkel serien nr. 35 og siden i en samling med fem Lovecraft historier med titlen “Farven fra rummet“.

I 1986 blev novellen filmatiseret af Stuart Gordon under titlen “From Beyond”. Stuart Gordon har også instrueret andre Lovecraft historier, bl.a. “Re-Animator” og “Dreams in the Witch House” i Masters of Horror serien.

Om Fra det hinsides:

Originaltitel: From beyond
Originaludgivelsesår: 1934