september 2020
M Ti O To F L S
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘psykopater’

Jack the Rippers lærling af Carina Evytt

Jack the Rippers lærlingDet er ikke så længe siden, jeg læste Carina Evytts debutroman Let Bytte, der udkom tilbage i 2006. Den var jeg ret imponeret over, og derfor havde jeg også glædet mig meget til at læse hendes nye roman Jack the Rippers lærling, der i modsætning til førstnævnte er placeret i voksenafdelingen på mit bibliotek. Den placering er helt korrekt, for her er tale om en velfortalt, psykologisk vinklet slasher-historie, hvor hovedpersonen får kontakt med Jack the Rippers ånd.

Thomas Lindberg er kirurg med en forkærlighed for at læse om seriemordere, i særdeleshed Jack the Ripper, som hjemsøgte Londons prostituerede i slutningen af 1800-tallet. En dag mister han dog besindelsen, og bliver fundet i færd med at skære liget af en patient op og arrangere hendes indvolde. Det får ham indlagt på psykiatrisk afdeling. Mens han er her, benytter hans kone Lotte lejligheden til at stikke af. Hun har nemlig længe følt, at noget var helt galt med Thomas.

Men Thomas kommer ud igen, og da han opdager, at Lotte har forladt ham – og har rodet i hans pladesamling! – bliver han rasende. Det er dog først, da han møder Jack the Rippers reinkarnation i form af en lille kattekilling, at raseriet udvikler en retning. Jack tilbyder nemlig at tage Thomas i lære, og snart er han i færd med at skabe sine helt egne kunstværker …

Carina Evytt skriver godt. Sproget er flydende, og man bliver lynhurtigt fanget ind af historien. Lige som i Evytts første roman er alt ikke sort og hvidt i romanens univers. Jeg havde egentlig ikke den store sympati for Lotte, som er rædselsslagen (og med god grund) for Thomas, mens hans figur bliver mere og mere sympatisk, jo længere ind i historien vi kommer. For der er en grund til, at Thomas er blevet en psykopatiske kirurg, og ligesom Thomas Harris gør i Den røde drage, lader Evytt os få et kig ind i Thomas psyke.

Jeg kan også godt lide, at Evytt ikke fortaber sig i udpenslinger af Thomas’ ugerninger, men i stedet lader det psykologiske spil træde forrest i fortællingen. Hvordan han drives af indre dæmoner og finder lindring i sin “kunst”. Det lader læserens fantasi stå for de værste billeder, og det er altså en vældig effektiv måde at få læserens hjerte til at slå hurtigere. Samtidig er Evytt ikke bleg for at lade lidt humor snige sig ind, som når den kvindelige politibetjent beundrer Jacks fine pels og spørger, hvad Thomas dog fodrer ham med!

Slutningen er både lidt overraskende og samtidig rørende på en måde, jeg ikke lige kan mindes at have følt ved slutningen af en horror-roman før.

Med andre ord synes jeg, at Jack the Rippers lærling er fuldt ud på højde med, og måske endda bedre, end debutromanen. Der er derfor god grund til straks at skynde dig til boghandleren eller på biblioteket og få fingre i Carina Evytts nyeste udspil, så du kan bruge en mørk efterårsaften sammen med Thomas, Jack og alle de smukke modeller …

Læs mere på Tellerup.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Peter Nielsen

Også omtalt på Bogrummet.dk

The Girl Next Door af Jack Ketchum

The Girl Next DoorThe Girl Next Door er en af de mest væmmelige bøger, jeg nogensinde har læst – måske endda den væmmeligste – og undervejs havde jeg flere gange lyst til bare at lægge bogen fra mig og ikke læse den færdig.

Historien rumsterede i mit hoved i lang tid efter, og jeg havde svært ved at falde i søvn om natten, fordi den blev ved med at dukke op i tankerne, selvom jeg prøvede at minde mig selv om, at det altså kun var fiktion! Men dels er her tale om en ualmindelig grusom og modbydelig historie, og samtidig var der så mange uafklarede spørgsmål, da bogen sluttede, at jeg ikke kunne stoppe med at tænke på den. Og jeg ved ikke helt, om jeg synes, at det her er en anbefaling eller en afskrækkelse til andre.

Som voksen fortæller David historien om en helt speciel sommer, der kom til at præge ham for resten af livet. To piger flytter ind i nabohuset, hvor Ruth Chandler bor alene med sine tre sønner, bl.a. Donny som er Davids bedste ven. Pigerne Susan og Meg har mistet deres forældre i en ulykke, og Susan lider stadig fysisk efter ulykken. David bliver straks betaget af Meg, som er et par år ældre end ham, og det bliver Donny også.

Men det er svært for Meg og Susan at falde til hos familien Chandler, for selvom Ruth er alletiders overfor sine drenge og deres kammerater, så er hun utrolig striks overfor pigerne – og især Meg. Langsomt udvikler forholdet sig, og fra blot at være striks begynder Ruth nærmest at udøve psykisk terror mod Meg. Men det slutter ikke der. Terroren eskalerer til direkte mishandling, som både udøves af Ruth, hendes sønner og deres venner. Midt i det hele står David, som accepterer mishandlingen, fordi den voksne står for den, men også fascineres af magten over denne førhen så uopnåelige pige. Han suges ind i ondskaben, indtil den dag hans samvittighed alligevel får nok.

Jeg har meget svært ved at læse om børnemishandling, som er noget af det mest grusomme, man kan gøre. Børn er fuldstændig underlagt de voksnes nåde og barmhjertighed, og af kærlighed til forældrene vil de bide hvad som helst i sig, fremfor at fortælle nogen at den er helt galt.

Hvad der gør The Girl Next Door endnu mere forfærdelig er, at her styrer en mor mishandlingen af to piger i sit hus, og hun inddrager sønnerne i det! På den måde ødelægger hun både pigerne, som det går ud over, og drengene som får et fuldstændigt forskruet menneskesyn. Samtidig illustrerer The Girl Next Door også, hvor lidt forældre ved om deres børns gøren og laden. Og hvor lidt vi i virkeligheden bekymrer os om hinanden. Ingen i nabolaget lægger mærke til, at Meg ikke kommer ud af huset i ugevis – på trods af at hun endda har forsøgt at få hjælp ved politiet! Men her affærdiges hun med, at forældre har ret til at straffe deres børn, og Ruth er jo nu at betragte som hendes mor. Det er ganske simpelt grusomt.

Jeg savnede at få en forklaring på, hvorfor Ruth udvikler sig, som hun gør. Var det sygdom, var hun jaloux på Megs ungdom og skønhed, havde hun haft en forfærdelig barndom eller …? Det ville have hjulpet mig til at komme overens med fortællingen, hvis der var en grund til Ruths ondskab. Men der er jo sjældent en grund til, at sociopater handler, som de gør, og måske giver Jack Ketchum til dels en forklaring i sit efterord, hvor han fortæller, at historien er inspireret af en virkelig tragedie: En kvinde som med hjælp af sine børn og deres venner torterede den 16-årig Syliva Likens ihjel for at “give hende en lektion”.

Om kvinden skriver han: “… here’s this woman, this adult, giving them permission, orchestrating things and leading them every step of the way in some sick game of instruction that had something to do with a fundamental loathing of her sex and inability to see any suffering but her own…”

At The Girl Next Door bygger på en virkelig tragedie, gør jo blot hele bogen endnu mere fortvivlende, og jeg er ikke sikker på, om jeg nogen sinde tør læse en bog af Jack Ketchum igen. Jack Ketchum er i øvrigt et pseudonym for Dallas Mayr.

Bogen blev filmatiseret i 2007 med Gregory Wilson i instruktørstolen og Blanche Baker som Ruth, men den skal jeg helt sikkert ikke se.

Læs også Richard Garns anmeldelse af bogen

Besøg Jack Ketchums hjemmeside

Om The Girl Next Door:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Leisure Books, 370 sider

H. P. Lovecraft’s The Tomb

H. P. Lovecraft’s The TombJeg er en af de tumper, som falder for en film, hvis den hedder noget med enten Stephen King eller H. P. Lovecraft. Det har betydet, at jeg ind i mellem har set nogle virkelig dårlige film. H. P. Lovecraft’s The Tomb er blandt dem, måske endda ligefrem den dårligste …

Tara Griffin vågner op i en forladt lagerbygning. Hun er skadet og pakket ind i plastic, og så har hun en seddel med sit navn og en dato bundet om storetåen. Senere finder hun endnu et offer, Billy, og efterhånden kommer der flere ofre til, mens en mystisk stemme fortæller dem, at kun én af dem kommer ud i live. Sammen forsøger de at finde ud af, hvorfor de er blevet anbragt her, og hvem der står bag, men efterhånden som tiden går, begynder de at vende sig mod hinanden.

Der er flere ting, som gør H. P. Lovecraft’s The Tomb til en af de dårligste film, jeg nogensinde har set. Først og fremmest har den intet med Lovecrafts novelle at gøre. Den eneste forbindelse er i virkeligheden, at navnet Charles Dexter Ward optræder i filmen.

Dernæst er her tydeligvis tale om et rip-off af Saw-serien, bare fuldstændigt talentløst lavet.

Sidst men bestemt ikke mindst er historien totalt usammenhængende. Der gives ingen forklaringer på halvdelen af begivenhederne, og den anden halvdel forklares så sølle, at det er latterligt.

Da historien ikke har en naturlig spændingskurve, har instruktør Ulli Lommel i stedet forsøgt at skabe suspense ved at klippe nogle tåbelige og uforklarede klip ind af en kvinde, som ligger bundet nøgen til et bord, hvor en mand kærtegner hende med knive, økser o.lign. Når det bliver for kedeligt, klipper Lommel billeder ind af en maskeklædt person på en hest – hvilket naturligvis heller ikke forklares. Derudover forsøger Lommel også at skabe spænding ved at bruge et utal af ufokuserede billeder, lave dobbelteksponerede billeder og klippe umotiveret og pludseligt. Og så er hele filmen naturligvis gennemsyret af ”uhyggelig” musik!

Utroligt nok (og det er dybt sarkastisk ment) hjælper intet af ovenstående, og faktum er, at her er tale om en ualmindelig dårlig film, som hverken har historie, skuespil, atmosfære, teknisk dygtighed eller en vellavet lydside til at redde oplevelsen. Der er ikke engang en smule humor, så man kunne tro på, at den måske er lavet for sjov.

Selv ikke med de værste tømmermænd kan jeg forestille mig, at nogen vil synes om denne film, som da også kun scorer sølle 1,6 på IMDB.

Om H. P. Lovecraft’s The Tomb:

Instruktør: Ulli Lommel
Udgivelsesår: 2007

Læs også anmeldelsen på Dreadcentral.com

Ondskabens sæd af William March

Ondskabens sæd af William MarchEn sociopat er en person, der lider af en særlig form for personlighedsforstyrrelse, der bl.a. kendetegnes ved manglende ansvarsfølelse og respekt for sociale normer og forpligtelser.  Sociopater er på overfladen ofte mønsterborgere, men ind i mellem er bagsiden fuldstændig anderledes.

Christine Penmark er lykkelig gift med sin mand, Kenneth, og sammen har de datteren Rhonda på 8 år. Kenneth rejser meget pga. sit arbejde, men Christine klarer sig sagtens alene, ikke mindst fordi Rhonda er en nem lille pige, som passer sig selv og er flittig i skolen. Christine har dog på fornemmelsen, at Rhonda er anderledes, og da en dreng fra hendes klasse drukner, og skolen kort efter oplyser, at de ikke længere ønsker at have Rhonda som elev, begynder Christine at se nærmere på fortiden. Det viser sig, at hun selv har en mørk hemmelighed, og at Rhonda måske alligevel ikke er en helt normal lille pige.

“Ondskabens sæd” er skrevet i 1954, og da den udkom vakte den stor opmærksomhed med sit tema om koldblodig, medfødt ondskab eksemplificeret i en lille 8-årig pige. I romanen beskæftiger March sig ikke med den lille piges skyld, for hun ejer ikke den slags følelser. I stedet fokuserer han på moderens skyldfølelse og det ansvar, der hviler på hende. Hvor børnene i f.eks. “Skruen strammes” af Henry James kun måske var onde, så er Rhonda i “Ondskabens sæd” uden nogen tvivl ond, og Marchs blev starten på en række andre fortællinger om onde børn, som man ikke tidligere havde set.

I 1956 blev romanen filmatiseret af Mervyn LeRoy, og filmen blev nomineret til ikke mindre end 4 Oscars, bl.a. for bedste kvindelige birolle til den på det tidspunkt 11-årige Patty McCormack, der spillede Rhonda.

Læs mere:

Joyce Carol Oates: The New York Review of Books (Nov. 6, 1996) “Killer Kids”

Om “Ondskabens sæd”:

Originaludgave: 1954
Originaltitel: Bad Seed

 

Inside

InsideNu havde jeg hørt mange lovprisninger af denne franske horror-film. Da jeg er lidt en kylling, når det gælder udpenslet realistisk vold, havde jeg forestillet mig en forfærdelig grusom aften i selskab med Inside. Desværre havde jeg også fået slutningen at vide. Dermed svævende jeg ikke i uvished, som jeg ellers ville have gjort. De høje forventninger plus denne lidt trælse viden gjorde, at jeg ikke faldt så voldsomt på halen over Bustillo og Maurys film, som jeg nok ellers ville have gjort.

Sarahs mand, Matthieu, omkommer i en bilulykke. Selv overlever hun og deres ufødte barn, som fire måneder senere er klar til at komme til verden midt i julen. Sarah har en aftale med hospitalet, og den sidste aften før fødslen vælger hun at tilbringe alene hjemme i det ensomt beliggende hus.

Men om aftenen ringer det på døren. En kvinde vil låne telefonen. Da Sarah afslår, afslører den ukendte kvinde et overraskende stort kendskab til Sarahs liv. Sarah tilkalder politiet, men da de kommer, er kvinden naturligvis væk. De tjekker det hele, og beder Sarah ringe igen, hvis noget skulle ske. Men da Sarah vågner ved en lyd, er det for sent. Kvinden er i huset, og hun ønsker noget af Sarah…

Jeg ser meget film med maven, og bedømmer oftest ud fra hvordan min umiddelbare oplevelse har været. I dette tilfælde tænkte jeg, at Inside – overraskende nok – ind i mellem var lidt kedelig? Hovedpersonen er en gravid kvinde, og jeg kan godt se, at det er ekstra grumt, når nogen går efter maven. Men den vinkel kan ikke bære hele filmen, og resten af dramaet med en fremmed i huset, som vil beboeren til livs, er set rigtig mange gange før. Og scenen hvor moderen kommer forbi, havde jeg desværre allerede set i The Strangers, så chokket var heller ikke så stort her. Jeg lader mig også irritere lidt over de mange tåbelig betjente, som kommer forbi, selvom jeg godt ved, at det hører genren til.

Lydsiden var til gengæld suveræn og gjorde sit til, at jeg trods mine anker alligevel tit sad med en væmmelig fornemmelse i maven. Den skaber en virkelig ubehagelig forventning om kommende ondskab, og sætter filmen i et helt andet gear.

Forsiden lover “den mest ekstreme, psykologiske gyser i mange år”, og jeg tror på, at ser man den uden forhånds-kendskab, så er det en rigtig barsk oplevelse. For mig var den dog ikke nær så grum som f.eks. Frontiers, som jeg så for ikke så længe siden. Det skal dog ikke afholde mig fra at forsøge mig med “Martyrs”, en anden fransk film som jeg har fået anbefalet. Denne gang vil jeg bare søge at undgå at høre slutningen først.

Efter at have set filmen har jeg også læst Caspar Vangs omtale på Uncut.dk. Her synes jeg, han rammer en vigtig pointe, når han skriver: “ …hvor der var et tykt lag af exploitation-distance og B-splatter-verfremdungseffekt over bølgen af italienske kradsere, er der ikke meget at grine af eller popkorn-underholde sig over i den nye flok franske skrækfilm, der aldrig holder os i en armslængde fra begivenhederne; og jeg tror, det er derfor, mange føler deres grænse for filmvold udfordret af netop disse film. Splattet er både klamt og gravalvorligt, og spiser du popkorn til, får du dem med garanti galt i halsen.” Der er nemlig ikke meget at grine af i disse realistiske voldsorgier, mens de gamle splatterfilm var anderledes humoristiske på deres egen sære måde. Om det er grunden til, at jeg ofte har meget sværere ved at sætte en ny fransk horror film på end Slumber Party Massacre eller en anden 80’er splatter, ved jeg ikke. Men det lyder plausibelt.

Om Inside:

Instruktør: Alexandre Bustillo, Julien Maury
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: À l’intérieur

Læs hele Caspar Vangs anmeldelse

Omtaler af andre franske film:

Frontiers (2007)
House of voices (2004)
Haute Tension (2003)
Eyes without a face (1960)
Rædslernes hus (1955)

Penny Dreadful

Fobier er langt mere almindelige, end de fleste af os tror, og for den unge kvinde Penny Deerborn er det et reelt problem. Efter at hendes forældre omkom i en bilulykke, da hun var lille pige, har hun udviklet en fobi for biler. Penny var selv med i bilen, og hun har stadig vågne mareridt, hvor ulykken udspiller sig igen og igen.

Frygten lægger en alvorlig dæmper på hendes sociale liv, så hun ikke engang kan gå på dates. For hvad skal hun sige, når fyren tilbyder at hente hende, og hun ikke kan køre med uden at kaste op? Derfor er Penny begyndt at gå hos den anerkendte terapeut, Orianna Volkes, hvis mantra er, at man skal konfrontere sin angst, så de to kvinder begiver sig på en biltur til stedet, hvor ulykken skete. Men undervejs tager de en blaffer op, og det skulle de nok ikke have gjort …

Bagsideteksten lover en “psykologisk gyser i stil med På stop Med En Dræber” og kalder den en “klaustrofobisk gyser“. Jeg vil nu mene, at Rutger Hauer var klasser over psykopaten i “Penny Dreadful”, og rigtig klaustofobisk er filmen ikke. Penny bliver aldrig rigtig en person, jeg kunne bekymre mig om. Hele filmen igennem gennemrystes hun af hysteriske anfald, så tårer og snot flyver over hele skærmen, og jeg blev bare mere og mere træt af hendes hysteri.

Idéen med at måtte gennemleve sin fobi for at overleve er for så vidt udmærket tænkt, men udførelsen blev bare ikke rigtig løftet op over klichéerne, og filmens blaffer som et nyt horror-ikon holder slet ikke. Han var langt fra uhyggelig nok. Jeg vil dog give Mimi Rogers, et stort cadeau for rollen som Orianna. Hun spiller overbevisende – ikke mindst som død.

Instruktør: Richard Brandes
Udgivelsesår: 2006

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Sov som de døde af Annika von Holdt

Sov som de dødeDet er efterhånden en del år siden, man sidst hørte noget fra Annika von Holdt, som i starten af 2000 bragede igennem med to super spændende thrillers. Debuten Hjemsøgt handlede om en kvindelig seriemorder, og året efter i 2002 udgav hun Nattetimen om en forfatter, der flyttede ind i et hjemsøgt hus. Hvorfor vi har skulle vente så længe på hendes tredje bog, ved jeg ikke, men heldigvis har Sov som de døde været værd at vente på.

Máire har været alene, siden hendes mand døde af kræft tre år tidligere. I årene der er gået, har hun nærmest bare slæbt sig igennem, men nu har hun besluttet at sige endelig farvel til sin afdøde mand. Derfor tager hun til Bonaventure-kirkegården for at aflevere sin vielsesring på mandens grav.

På vej derfra bryder en storm løs. Pludselig dukker en skikkelse op foran bilen, og det lykkes kun lige akkurat Máire at undvige den. Skikkelsen viser sig at være en ung kvinde, som er blevet frygtelig mishandlet – og dem som har gjort det, er lige i hælene på hende. Máire undslipper, men er nødt til at efterlade kvinden, og drevet af en frygtelig skyldfølelse beslutter hun selv at starte en efterforskning, da hun ikke føler, at politiet tager sagen alvorligt.

Efterforskningen fører Máire på sporet af en forfærdelig seriemorder, der ikke alene nyder at pine og dræbe kvinder, men også transmitterer deres lidelser live på Internettet. Men hvem er det?

Annika von Holdt har skrevet en rigtig pageturner om et virkelig modbydeligt morderpar. Undervejs sad jeg flere gange og tænkte, at nu blev det for væmmeligt, men alligevel læste jeg videre, for jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvad der nu skete.

Jeg blev ikke komplet overrasket over slutningen, men det er alligevel lykkes von Holdt at putte et fint twist ind, så læseren lige må synke en ekstra gang. Det gjorde hun også fremragende i Nattetimen, og det gør det ekstra underholdende at læse hendes bøger.

Annika von Holdt har med Sov som de døde skrevet en spændende seriemorder thriller i stil med f.eks. Chelsea Cain Ondskabens hjerte. Det er muligvis ikke fin litteratur, men det er effektivt! Og det er efter min mening også det vigtigste for netop denne genre. Så mere af den slags, Annika von Holdt …

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Om Sov som de døde:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: stoltzedesign

Bøger af Annika von Holdt:

Hjemsøgt (2001)
Nattetimen (202)
Sov som de døde (2009)
Pantomime (2012)

Dødens lejlighed

Dødens lejlighedJaume Balagueró står højt på min liste over dygtige instruktører, og selvom jeg ikke havde hørt det fjerneste om Dødens lejlighed, så tog jeg den med netop fordi Balagueró havde instrueret. Det viste sig, at filmen var en del af serien Películas para no dormir (Films to keep you awake), og at den absolut levede op til mine forventninger.

Det unge par Clara og Mario leder efter en lejlighed. En dag falder Mario over en nærmest perfekt lejlighed – i hvert fald ifølge annoncen – så parret tager hen for at se på den. Ejendomsmægleren er meget ivrig for at få dem til at tage den, faktisk så ivrig at Clara bliver helt utilpas. Men ejendomsmægleren tager ikke taget et nej for et nej, og snart går det op for det unge par, at drømmeboligen har forvandlet sig til et mareridt.

Jaume Balagueró bygger stemningen op stille og roligt. Først virker alt almindeligt i lejligheden, men langsomt opdager parret ting, der er dybt foruroligende. Og efterhånden som filmen skrider frem, bliver de trukket ind i et rædselsscenarie, som det næsten gør helt ondt at se.

Der er enkelte løse ender i historien, men de generer ikke mere, end at de kan lægges til side, mens man ser filmen. Jeg synes endnu engang, at det er lykkedes Jaume Balagueró at placere spansk horror eftertrykkeligt på landkortet.

Balagueró har også instrueret film som [REC], De navnløse og Fragile samt skrevet manuskriptet til den amerikanske genindspilning Quarentine.

Om Dødens lejlighed:

Instruktør: Jaume Balagueró
Udgivelsesår: 2006
Originaltitel: Películas para no dormir: Para entrar a vivir

Vacancy

Jeg læste Janus anmeldelse af “Vacancy” på horrorsiden.dk for flere måneder siden, men havde lidt svært ved at tage mig sammen til at se den, fordi Kate Beckinsale har den ene hovedrolle, og hende har jeg det lidt svært med. Heldigvis tog jeg mig dog sammen her i weekenden, for hvilken intens og skræmmende oplevelse.

Amy og David Fox er på vej hjem efter et besøg hos hendes forældre. Mens Amy sover, beslutter David sig for at forlade hovedvejen og tage en genvej, men desværre viser genvejen sig at føre dem langt ud i ingenting. Da bilen oveni bryder sammen, beslutter de sig for at overnatte på det nærliggende Pinewood motel, mens de venter på, at det tilknyttede autoværksted åbner næste morgen. Men der er lang tid til daggry, når man ufrivilligt er blevet deltagere i en snuff-film.

Jeg har ikke set nogen af Nimrod Antals tidligere film, men der er ingen tvivl om, at de står på min liste nu. Han formår at skabe en klaustrofobisk og intens stemning hele filmen igennem, som flere gange var ved at skræmme mig ud af stolen. Hele situationen på motellet er på en gang surrealistisk men samtidig dybt troværdig, og skuespillet er helt i top.

Amy og David har store problemer i deres ægteskab, men da de pludselig står i en situation, hvor deres liv er på spil, opdager de, at de stadig har følelser for hinanden, og det giver dem styrke til at handle. Både Beckinsale og Wilson gør det rigtig godt, og heldigvis har Beckinsale ingen særlige kampsportsevner her i filmen 🙂

Nimrod Antal har udtalt, at han var stærkt inspireret af Alfred Hitchcocks “Psycho”, og som hos Hitchcock er vægten da også hovedsageligt på suspense fremfor den udpenslede vold og splatter. Det virker fremragende, og jeg kan kun anbefale at bruge en aften på Pinewood motel.

Instruktør: Nimrod Antal
Udgivelsesår: 2007

Ondskabens hjerte af Chelsea Cain

Ondskabens hjerte af Chelsea CainOndskabens hjerte er mere en thriller end en gyser, men den indeholder en af de mest psykopatiske seriemordere, jeg overhovedet kan forestille mig, så den får et ord med her på siden alligevel.

For et par år siden arbejdede politiet på at fange en seriemorder kaldet Skønhedsmorderen. Lederen af efterforskerholdet var Archie Sheridan, som under opklaringen selv blev fanget af Skønhedsmorderen – Gretchen Lowell – og tortureret, dræbt og genoplivet. Gretchen sidder nu i fængsel, men Archie er aldrig kommet over oplevelsen.

En ny seriemorder er løs, og politiet har brug for Archies kompetencer. Han stiller op under betingelse af, at journalisten Susan Ward følger opklaringen. Det går snart op for Susan, at der er en bagtanke med, at hun skal skrive artiklerne om Archie og opklaringen, men hvilken får læseren først præsenteret til allersidst.

Ind i mellem opklaringen af den nye sag får vi tilbageblik på de dage, Archie blev holdt fanget af Gretchen Lovell, og her tegner Chelsea Cain et billede af en stjerne-psykopat, som kan skræmme livet af selv de mest hårdhudede. Gretchen er smuk som en drøm, men lever kun for at forvolde andre mennesker smerte og død, og hun er skræmmende i sekvenserne i kælderen.

Ondskabens hjerte er en spændende thriller med et godt plot og nogle interessante hovedpersoner. Selvfølgelig er det set før med en politimand, der har overlevet mødet med en psykopat og nu bærer rundt på fortidens ar (Thomas Harris og Giorgio Faletti for blot at nævne et par stykker som har brugt idéen), men Chelsea Cain gør Archie interessant på sin måde, og jeg synes, hun præsterer en velskrevet og superspændende historie.

Ondskabens hjerte er indtil videre Chelsea Cains eneste danske udgivelse, men på engelsk findes også “Sweetheart”, som også har Archie og Gretchen på rollelisten.

Besøg Chelsea Cains hjemmeside

Om Ondskabens hjerte:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Aschehoug, 336 sider
Originaltitel: Heartsick