december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘scifi-horror’

Det kom fra en anden verden af John W. Campbell Jr.

Det kom fra en anden verdenUdover horror læser jeg gerne science fiction, men da jeg er lidt doven anlagt, er det sjældent, at jeg får læst bøgerne på engelsk. Derfor er jeg altid glad, når Science Fiction Cirklen kommer med nye udgivelser, for generelt er de af høj kvalitet, og er ofte præcis det, jeg ikke vidste, at jeg manglede at læse.

Nu er det måske ikke lige til højrebenet at omtale science fiction udgivelser på et horror-site, men når det drejer sig om Det kom fra en anden verden, synes jeg dog sagtens, det kan forsvares. Titelnovellen ligger nemlig til grund for ikke mindre end 3 filmatiseringer, der alle kan betegnes som delvis horror, nemlig: The Thing From Another World (1951), John Carpenter’s The Thing (1982) og The Thing (2011).

Novellesamlingen består af 6 noveller samt et forord og et omfattende efterord af Rasmus Wichmann, som også har udvalgt historierne. Her vil jeg dog kun beskæftige mig med Det kom fra en anden verden, eller Who Goes There som er originaltitlen.

En ekspedition til Antarktis falder over et rumskib, der ligger begravet dybt nede i isen. I forsøget på at komme ind i det destrueres det ved et uheld, men man har dog også fundet et væsen fra fartøjet ligeledes begravet i isen, som man nu bringer tilbage til basen. Her kommer det til en afstemning om, hvorvidt man skal prøve at tø væsenet op eller ej. I forventning om at væsenet umuligt kan have overlevet de mange år i isen, ender det med, at man lader det tø op for at biologen Blair kan undersøge det nærmere.

Men væsenet er langt fra dødt, og snart går det op for mændene, at væsenet har evnen til at imitere andre skabninger til mindste detalje. Spørgsmålet er, om nogen allerede er blevet “besat” af væsenet – og i givet fald hvem?

Oprindelig udkom Who Goes There i 1938 i Astounding Science Fiction under pseudonymet Don A. Stuart. I efterordet skriver Wichmann, at Campbell var stærkt inspireret af H. P. Lovecrafts fortælling Vanviddets bjerge fra 1931. Begge historier foregår da også i Antarktis, og i begge historier gør ekspeditionsdeltagerne et enestående fund. Udover disse rent åbentlyse sammenligninger kommer Wichmann også ind på “det mest Lovecraftske træk”: “… at mange af dem, der forstår konsekvenserne af deres opdagelse, simpelthen mister forstanden. I Lovecrafts tilfælde, er det fordi det menneskelige verdensbillede undermineres, i Campbells tilfælde specifikt fordi væsenets evner umuliggør netop dét bærende element, der gør hans hovedpersoner til mennesker, og som er altafgørende i et fjendtligt klima: tillid.”

Jeg må erkende, at jeg ikke selv havde tænkt over inspirationen fra Lovecraft, men efterfølgende kan jeg også godt se andre ligheder. F.eks er rædslerne i Lovecrafts univers ofte unævnelige, blasfemiske, umenneskelige og uforklarlige, og her i Who Goes There er det fremmede væsen også umenneskelig og uforklarligt. Tanken om, at de mennesker, man har levet så tæt sammen med, måske i løbet af natten har ændret sig til et monster med uforståelige bevæggrunde og et ønske om at underlægge sig verden, er nok til at gøre et menneske sindssygt. Uvisheden og utrygheden sammen med det umulige i at komme væk fra det usynlige trussel skaber en paranoid stemning, hvor alle mistænker alle, og hvor der ingen sikkerhed er at finde. Ligesom i Lovecrafts univers.

Campbell underbygger paranoiaen i den måde, han fortæller historien på. I stedet for at tage udgangspunkt i en hovedperson og dennes tanker og følelser, er novellen mere observerende blandet med dialog. F.eks. beskrives fundet af rumskibet kun gennem mændenes dialog og deres beskrivelse af, hvad der skete. Vi ved således ikke, hvad der foregår i hovedet på personerne, kun hvilke tanker de udtrykker højt. På den måde er læseren i ligeså høj grad som novellens personer i tvivl om, hvem væsenet har overtaget, og det forøger mistænksomheden, for hvem kan vi stole på?

På trods af de mange år på bagen holder Campbells historie stadigvæk. Nok er tempoet anderledes end i dag, og nok forklarer Campbell ind i mellem lidt omstændigt. Men selve omdrejningspunktet – det umenneskelige væsen og den intense skildring af mændenes paranoia holder stadigvæk 100%.

Endnu har jeg kun set de to første filmatiseringer, men her er der en tydelig forskel i, hvad instruktørerne har lagt væk på. Christian Nybys film fra 1951 har lagt vægten på action. Her handler det om det fremmede væsens forskellighed fra mennesket, dets flugt efter optøningen og kampen mod det, der ender med, at det dræbes. Væsenet er her menneskelignende at se på, men planteagtig af væsen, og imiterer ikke andre men formerer sig via frøkapsler (måske er det herfra Jack Finney fandt inspiration til sin roman Invasion of the Body Snatchers fra 1955?)

I John Carpenters fortolkning fra 1982 er der lagt langt mere vægt på paranoiaen og mændenes forsøg på at finde ud af, hvem der eventuelt er blevet smittet. Her ser vi ikke væsenet, men den originale historie følges langt hen ad vejen, f.eks. forsøgene på at finde en test der kan afsløre væsenet.

Jeg glæder mig til at se den nyeste filmatisering, og finde ud af hvor meget inspiration den henter fra Campbells novelle. Men indtil da kan jeg kun anbefale at læse originalforlægget, som sagtens står alene.

Om filmen:

Udgivelsesår (dansk): 2011
Originalt udgivelsesår: 1938
Originaltitel: Who Goes There?
Omslag: Shadow Legion

Se mere om “Det kom fra en anden verden” på Science Fiction Cirklens hjemmeside, hvor du også kan læse Rasmus Wichmanns artikel “Mens vi venter på The Thing“.

Læs også anmeldelsen på Planet Pulp

Alien vs. Zombies: the dark lurking

Alien vs. Zombies: the dark lurkingPå en søndag må man godt se skodfilm, også selvom man ikke har tømmermænd, og det er nok den eneste grund til, at jeg så Gregory Connors Alien vs. Zombies: the dark lurking til ende.

Handlingen lyder: to dele Resident Evil blandes med en del Doom og tilsættes en teskefuld [REC]2 og røres sammen med en talentløs masse af skuespillere iblandet et hav af dårlige oneliners.

Lena vågner op alene i et hvidt rum. Pludselig vælter blodet ud af hendes næse. Soldater trænger ind i rummet og vil skyde hende. Et monster dræber soldaterne. Lena flygter ud i en labyrintisk underjordisk facilitet. Lena møder en gruppe lejesoldater og et par andre overlevende civilister, bl.a. en sygeplejerske og en forsker. Lena får at vide, at hun er ligesom monstrene. Det tror Lena ikke på. Monstrene bliver ved at angribe. Soldaterne skyder en masse monstre. Nogen af soldaterne dør. Nogen af de civile dør. Gruppen finder den onde overforsker dr. Konieg, som er meget interesseret i Lena. Nogen flere dør. En bombe sprænger snart. Et redningshold lander. Nogen flere dør. Nogen flere dør. Kan nogen mon gætte slutningen?

Blandt de værste præstationer ses Cassia Rosenstrauss som sygeplejersken Jen, hvis replikker dels er tåbelige i sig selv, og dels leveres med en tåkrummende pinlighed. Men generelt er der nu ikke meget at råbe hurra for på skuespillerfronten, som dog heller ikke har meget hjælp i manuskriptet, hvor de hver især tildeles klichéfyldte roller som den hårde negl, den onde forsker,  helten osv.

Endelig er titlen og forsiden et typisk eksempel på en å-film, der ligger sig tæt op ad et kendt koncept og håber, at folk overser i farten, at der ikke er tale om den ægte vare. Forsiden signalerer klart Alien og har som tagline “Under jorden kan ingen høre dig skrige“, og citerer endda Dreadcentral.com for at kalde filmen for: “En adrenalinfyldt action gyser i stil med horror-klassikere som Aliens og The Evil Dead“. Bob bob – der er ikke skyggen af aliens med i filmen, der er ingen humor som i Evil Dead, og der er sgu’itte særlig meget adrenalinfyldt action i den heller. Det hele drukner i mystisk klipning, underlig belysning og total usammenhæng i historien.

Om Alien vs. Zombies: the dark lurking:

Instruktør: Gregory Connors
Udgivelsesår: 2010

Ruiner af Adam O

Ruiner af Adam OI en ikke så fjern fremtid går den måske eneste overlevende person, Ask, rundt i et København, som langsomt er ved at blive opslugt af naturen. Her fortæller han historien om, hvordan det gik så galt. Hvordan verden var før; hvordan krigen mod terror gjorde, at regeringerne indførte den ene terrorpakke efter den anden for at beskytte befolkningen; hvordan befolkningerne så stort på brudene på menneskerettighederne i jagten på tryghed; hvordan overvågningssamfundet eskalerede til mikrochips indopereret i alle borgere; og hvordan det hele til sidst brød sammen.

Billedsiden viser Ask vandrer rundt i København, hvor vi ser byens forskellige vartegn ligge som ruiner. Billedrammerne skifter mellem helsides opslag til sider med fortløbende billedrammer. Farverne er afdæmpede og tegnestilen realistisk, og jeg blev dybt fascineret af Asks vandring i denne ruinby. Tekst og billeder supplerer hinanden glimrende, og hver billedramme rummer elementer som udvider historien, hvis man giver sig tid til at studere dem.

Adam O ligger ikke fingrene imellem, når han beskriver, hvad nutidens unge har at se op til: “Det var en mærkelig tid at være barn i. Da mine forældre var unge var deres idoler rebeller og langhårede rockmusikere. De forbilleder jeg blev præsenteret for, var tankeløse plastikopererede teenagere, der indespærrede på luksushoteller i endeløse realityprogrammer, udlevede opkastfremmende parringslege og gement forræderi i jagten på en middelstor sum penge…”

Og han giver heller ikke meget for George Bush’s erklæring i krigen mod terror, at enten er du med os eller også er du imod os. Ligesom han sætter spørgsmålstegn ved selve begrebet krig mod terror – for hvordan kan man kæmpe mod et begreb? Dermed bliver Ruiner også et politisk statement, og det vil nogen måske mene ikke hører til i en tegneserie. Jeg synes dog kun, at det er velgørende med en fortælling, som vil noget, og jeg synes absolut, at det er lykkes for Adam O. at få sin mening frem. Og så kan man jo enten være enig eller uenig i hans politiske holdning, men det ødelægger ikke fortællingen.

Ruiner giver et bud på, hvor galt det kan gå, hvis vi lader andre tænke for os, og hvis vi glemmer at passe på. For selv det, der bliver gjort i den bedste mening, kan få alvorlige konsekvenser, hvis man ikke er opmærksom.

En anden dystopisk tegneserie, der også kan anbefales, er Metrozone af Søren Mosdal.

Læs et interview med Adam O på Fantastiske Forfattere

Besøg forfatterens hjemmeside

Om Ruiner:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Fahrenheit, 48 sider

Resident Evil: Afterlife

Resident Evil: AfterlifePå trods af at jeg ikke synes lige godt om alle filmene i Resident Evil-serien, så bliver jeg alligevel ved med at se dem, fordi de trods deres mangler er ret underholdende.

Resident Evil: Afterlife som er film nr. fire starter med, at Alice crasher Umbrella Coorporations hovedkvarter i Shanghai, og smadrer skidtet. Det lykkes dog for Wesker at flygte, men Alice er ombord på flyet, fast besluttet på at slå ham ihjel. Flyet forulykker, men først efter at Wesker har givet Alice en antidosis T-virus, så hun nu er menneske igen.

Alice overlever og begiver sig til at lede efter sine venner som i film 3 søgte til Canada for at finde Arcadia, som lovede sikkerhed til alle. Canada er tom, pånær Claire (fra film 3) som har mistet hukommelsen, men som Alice tager med sig. De finder også en anden lille gruppe overlevende, og nu er målet at komme ud til Arcadia, som viser sig at være et skib, men vejen dertil er fyldt med zombier.

Som altid er det ikke for historiens skyld, man skal se Resident Evil: Afterlife. Den er hullet som en si og total utroværdig. Til gengæld er det visuelle en ren fryd. Med Paul W. S. Anderson tilbage i instruktørstolen bliver der virkelig leget med billederne. Her er slowmotion pictures, fantastisk koregraferede slagsmål og skønne splatter-scener hvor mørkerødt blod sprøjter ud over skærmen. Og trods min evige anke om at Alice altid skal slås med doberman-hunde, så har de i det mindste fået et lille twist denne gang.

Så trods manuskriptets mangel på fornuft og sammenhæng havde jeg alligevel fornøjelige 90 minutter i selskab med Milla Jovovich, som aldrig vil vinde en Oscar for sin skuespilskunst, men som sandelig forstår at sparke zombirøv på en underholdende facon.

Resident Evil: Afterlife kan også ses i 3D, som sikkert føjer endnu en oplevelse til det visuelle. Jeg har dog kun set dvd-udgaven.

Om filmen:

Udgivelsesår: 2010
Instruktør: Paul W. S. Anderson

Resident Evil-serien:

Resident Evil, 2002 – D: Paul W. S. Anderson
Resident Evil – Apocalypse, 2005 – D: Alexander Witt
Resident Evil – Extinction, 2007 – D: Russell Mulcahy
Resident Evil – Afterlife, 2010 – D: Paul W. S. Anderson

Critters 2

Critters 2“Critters 2” starter et par år efter første films slutning. Dusørjægerne får at vide, at der stadig er Critter-aktivitet på jorden, så de må en tur tilbage til Grover’s Bend.

Her er Brad på besøg hos bedstemoren i påskeferien. Familien er ellers flyttet fra byen og taler aldrig om, hvad der skete under Critternes sidste besøg. Men nu er den gal igen. Nogle æg, som Critterne efterlod, udklækkes, og snart er byen oversvømmet af behårede klumper fyldt med tænder og en umættelig appetit.

“Critters 2” er næsten ligeså god som første film. Mick Garris, som har instrueret, har fulgt Aliens-formlen: Hvis et uhyre er uhyggeligt, så er rigtig mange uhyrer rigtig meget uhyggeligt, så Grover’s Bend får denne gang besøg af hundredevis af Critters. Humoren er dog den samme, og vi får en række herlige splatter-scener, som da Critterne har besat en grillbar, og dusørjægerne kommer til. Her får flere af de små hårkugler virkelig deres bekomst, og en af dem ender i frituregryden. En anden fed scene er, da en kæmpeklump Critters ruller over en flygtende mand og efterlader et rentpillet skelet.

Manuskriptet har flere referencer til andre gysere, bl.a. “Cujo” og “Ghostbusters”, og selvom plottet til tider er papirtyndt, så fortælles det hele med humor og gejst, så man glemmer alle umulighederne.

Jeg synes klart godt om Critters-filmene og glæder mig til at se de sidste.

Critters-serien:

Critters – 1986, D: Stephen Herek
Critters 2 – 1988, D: Mick Garris
Critters 3 – 1991, D: Kristine Peterson
Critters 4 – 1992, D: Rubert Harvey

The Wasp Woman

Janice Starlin ejer kosmetik-firmaet, Janice Starlin Enterprise, som efter mange års succes nu stagnerer. Miss Starlin er besat af tanken om ungdom og skønhed, og da en medarbejder under et redaktionsmøde drister sig til at sige, at hun ikke længere er frontfigur for sit mærke, går det hende voldsomt på. Så da forskeren Eric Zinthrop kort efter dukker op, og påstår at han ved hjælp af enzymer fra hvepsedronninger, kan stoppe aldringsprocessen – ja, endda vende den – lader miss Starlin sig overtale. Hun installerer Zinthrop i et laboratorium og giver ham alt, hvad han ønsker.

I begyndelsen ser Zinthrops eksperimenter ud til at virke, og da han begynder at give stoffet til miss Starlin, bliver hun da også yngre at se på. Men stoffet viser sig at have alvorlige bi-virkninger.

Roger Corman har i spøg fået øgenavnet “King of B’s” pga. de mange B-film, han har lavet. I dette tilfælde kunne han i stedet kaldes for “King of Wasps” 🙂

“The Wasp Woman” er en typisk Corman-film. Den blev indspillet på blot en uge med et mikroskopisk budget, og er uden tvivl et rip-off af Kurt Neumans “The Fly” fra 1958. Historien er temmelig forudsigelig, har temmelig dårlige special effects, og er alligevel ret underholdende, netop fordi den er så typisk for Roger Corman. Som Chris Justice skriver: “The film is filled with flaws, as are so many of Corman’s flicks, but who cares? Why would a bee handler not use gloves? Do wasps suck blood? How could a corporation get away with such cavalier use of bug juice (shouldn’t a government agency such as the FDA stepped in?)? None are fatal, and with Corman, mistakes are part of the aesthetic that complements his theory of “guerilla cinema”: take chances, have fun, and let viewers decide.”

Ifølge Classic-Horror.com anser nogle filmkritikere “The Wasp Woman” for at være en af de første feminist-horror film, fordi den kvindelige hovedrolle leder et stort forretningsimperium, og bruger mændene efter behov – ja, endda dræber dem, hvis de kommer i vejen. Præmissen holder dog ikke  hele vejen igennem, idet miss Starlin lader sig lede af sin forfængelighed, og  modsat mænd, som bliver klogere med alderen, blot bliver grimmere med alderen, Jeg tvivler da også på, at Corman havde den slags idéer, da han lavede filmen.

Har du lyst til at se eller gense en kult-klassiker, så giv “The Wasp Woman” en chance. Filmen kan ses i en streamet version på Classic Cinema Online.

Læs også Chris Justice’s anmeldelse på Classic-Horror.com

Instruktør: Roger Corman
Udgivelsesår: 1960

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Måske af Dennis Jürgensen

Måske af Dennis JürgensenJeg har en svaghed for Dennis Jürgensen, som er en af Danmarks allerbedste horrorforfattere. Godt nok er hans bøger ofte kategoriseret som børne/ungdomsbøger, men de er alligevel så intelligente og interessante, at den voksne læser har fornøjelse af dem. Måske hører dog til i hans voksen-udgivelser, og er en novellesamling bestående af tre lange noveller, som hovedsageligt befinder sig i science fiction genren, men som alle efterlader læseren med et ræsende hjerte.

Første novelle hedder “Den Blå Service” og handler om Mahler, som en dag modtager tredje rykker fra skattevæsenet. Han skylder dem penge, og hvis han ikke betaler, vil gælden overgå til Den Blå Service. I første omgang er Mahler ligeglad, men så går det op for ham, at det er blodig alvor. Den Blå Service inddrager nemlig din gæld ved at høste dine organer og bruge dem til at helbrede lovlydige borgere, der betaler deres skat. Novellen har en ekstra grum slutning, som jeg tror især mænd ømmer sig over.

“Klonede dage” handler om forældreparret Adam og Julie, som mister deres søn, Mathias, i en drukneulykke. Især Julie har meget svært ved at håndtere sorgen, og hun påstår, at hun har set Mathias efter begravelsen. Hun er overbevist om, at nogen enten har narret dem, og han slet ikke er død, eller at nogen har klonet ham. Adam opsøger deres læge for at få hjælp med at slå Julies idéer ud af hovedet, men han kan fortælle, at det i enkelte tilfælde er sket, at børn, som er født med hjælp fra en fertilitetsklinik, kan have identiske æg, som kan klones til et nyt barn. Julies æg er dog blevet destrueret, siger han. Det får Julie til at synke hen i sorg endnu en gang, indtil også Adam ser Mathias …

Novellen handler om farerne ved at klone mennesker, men også om hvor langt vi vil gå for at undgå, at kommende børn kommer til at lide af arvelige sygdomme eller handicap. Jürgensen fortæller samtidig meget rørende om forældreparrets sorg, som til sidst driver dem ud i ekstremerne. En meget stærk novelle.

Den sidste novelle har titlen “Jeggørdigingenting”. Også den er utrolig stærk og har en meget ubehagelig slutning. Katja lever et liv, som umiddelbart er beundringsværdigt. Hun ser godt ud, har en udmærket karriere og på overfladen er alt godt. Men som barn blev hun misbrugt af sin far, og nu går hun i terapi for at genvinde sin tillid til mænd og især evnen til at elske dem. For ikke at stikke for meget ud fra veninderne har Katja opfundet en kæreste, som hun dagdrømmer om. Han er ikke som andre mænd, og Katja er helt tryg ved ham. En dag bliver Katja overfaldet af en voldtægtsforbryder, men bliver reddet af en mand, som på alle måder er som hendes drømmekæreste. Men hvordan?

Novellerne i Måske foregår alle i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor kloner, androider og et stærkt statsligt system er hverdagen. De handler alle om etik, og om de valg som videnskaben stiller mennesket overfor. For når tingene er mulige, hvorfor så ikke gøre dem? Her viser Dennis Jürgensen så bagsiden af medaljen, for alle valg har konsekvenser.

Jeg er imponeret over, hvor meget Dennis Jürgensen i 1994 kunne forudse, og kan kun anbefale denne novellesamling til alle. Den er velskrevet, vedkommende og sætter fingren på nogle aktuelle og skræmmende problemstillinger.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1994
Omslag: John Ovesen

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Critters

Jeg ved ikke, om det er Joe Dantes “Gremlins” fra 1984, der har inspireret til filmen “Critters”, men umiddelbart er der i hvert fald lidt af samme stemning i Stephen Hereks film fra 1986.

Filmen starter in space, hvor en fangetransport bliver kapret af fangerne, kaldet Critters, som flygter mod jorden. Et par dusørjægere sendes efter dem, og så skifter scenen til vores jord, hvor drengen Brad bor med sine forældre og den irriterende storesøster på en farm lidt udenfor en lille by. Alt ånder idyl, indtil de ser en meteor styrte til jorden. Brad og faderen går ud for at undersøge det, men opdager, at deres kvæg er blevet ædt. Kort efter ryger strømmen og telefonforbindelsen, og da Brads far tjekker sikringerne, bliver han overfaldet af en lille pelskugle fyldt med skarpe tænder og stikkende pigge.

Og så går det ellers løs. The Critters er landet på jorden, og de æder alt af kød og blod. Kort efter lander også dusørjægerne, og deres jagt på flygtningene sker heller ikke uden materielle skader.

“Critters” er en rigtig 80’er film, som mikser gys med humor. Den bliver aldrig rigtig uhyggelig, men er underholdende alligevel. Jeg spekulerede som en vild over, hvad Scott Grimes, som spiller Brad, siden har været med i, for hans ansigt virkede uhyggeligt bekendt. Det viste sig at være “Band of Brothers”, hvor han spiller sergeant Malarkey.

“Critters” blev siden efterfulgt af endnu tre film om de små dødbringende pelskugler fra out of space.

Instruktør: Stephen Herek
Udgivelsesår: 1986

Critters-serien:

Critters – 1986, D: Stephen Herek
Critters 2 – 1988, D: Mick Garris
Critters 3 – 1991, D: Kristine Peterson
Critters 4 – 1992, D: Rubert Harvey

Screamers: The Hunting

Screamers: The HuntingI 1996 instruerede Christian Duguay filmatiseringen af Philip K. Dicks novelle “Second Variety” under titlen “Screamers”, og det var en udmærket film. Jeg var derfor lidt skeptisk, da jeg så, at Sheldon Wilson havde instrueret en efterfølger, for hvad skulle den kunne i forhold til originalen? Men trods min skepsis så følte jeg mig godt underholdt af denne scifi-thriller med ganske effektive splatter-elementer.

På jorden modtager man et SOS fra planeten Sirius 6-B, som ellers er blevet betragtet som mennesketom, siden man opgav minedriften for 13 år siden. Et redningshold bliver sendt af sted med beskeden om at finde eventuelle overlevende – og passe på screamers. Screamers er dræberrobotter, som dræber alt levende.

Da gruppen ankommer til Sirus 6-B, får de endnu en opgave. De skal finde de overlevende inden 7 dage, for da bliver planeten fanget i en meteorstorm, som vil slå alt ihjel. Så af sted det går. Gruppen finder mennesker, men disse synes ikke interesseret i at blive reddet. Faktisk reagerer de yderst fjendtligt og angriber redningsholdet. Og så vågner også dræberrobotterne op …

“Screamers: The Hunting” har ikke et særligt originalt plot, og slutningen er næsten bare et ripoff af originalfilmen. Ikke desto mindre hyggede jeg mig godt, og det var ikke mindst pga. de herligt splattede scener, når dræberrobotterne slår til. Special effects er ganske effektive, og efterhånden som robotterne udvikler sig fra små metal-uhyrer til 100% menneskelignende, så stiger underholdningsværdien gevaldig. Pyt skidt med at man har fundet inspiration i Predators monstret, og at hovedpersonerne ind i mellem er dummere end snot – når robotten smækker en knytnæve tværs igennem ansigtet på et menneske, så hjernemasse og blod sjasker til alle sider, ja, så er det altså gedigen underholdning. Og så har Lance Henriksen en lille rolle som overlevende på Sirius 6-B, og ham kan jeg altså godt lide, selvom han tit er med i noget bras.

Ekstra-materialerne består bl.a. af et interessant kig på, hvordan man har lavet makeup og special-effects, samt interviews med bl.a. Lance Henriksen og hovedrolleindehaver Gina Holden der spiller løjtnant Bronte.

Om “Screamers: The Hunting”:

Instruktør: Sheldon Wilson
Udgivelsesår: 2009

Under kuplen af Stephen King

Under kuplen af Stephen KingDet skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er kæmpefan af Stephen King. Jeg har læst langt det meste, af det han har skrevet, og ser trofast selv de ringeste filmatiseringer af hans historier (og græmmes over hvordan instruktører og manuskriptforfattere har ødelagt dem), så hver gang der udkommer noget nyt fra hans hånd, glæder jeg mig som et lille barn. Det gjorde jeg også med Under kuplen, men desværre lever King her langt fra op til sit bedste.

Den lille by Chester’s Mill afskæres pludselig fra omverdenen af en usynlig kuppel, som hverken kan gennemtrænges af missiler eller andet, som militæret finder på at forsøge sig med. Udenfor kuplen undrer man sig over, hvad der foregår, og gætter på alt fra terrorister til aliens.

Inde i kuplen undrer man sig også, men her bliver situationen lynhurtigt meget mere jordnær, for pludselig er hver dag blevet et spørgsmål om liv og død. Byens rådmand, Big Jim Rennie, ser nemlig sig selv som den eneste, der kan styrer byen igennem situationen. Og skulle der ikke være optøjer og uroligheder, han kan redde byen fra, så skaber han dem selv med hjælp fra sit nydannede politikorps.

Overfor ham står bl.a. den tidligere soldat Dale Barbara, som før kuplen kom på kant med Rennies søn, og nu kan se frem til en yderst ubehagelig fremtid så længe Big Jim står ved roret. Og det på trods af, at selveste præsidenten gerne ser Barbara som lederen af Chester’s Mill under krisen. Også byens reservelæge, den ene præst, journalisten på byens eneste avis og andre er imod Big Jims regime. Men de er få og uden våben.

For så vidt er historien egentlig meget interessant, for King undersøger, hvad der sker med folk under pres. Når de sættes i situationer, de ikke kan flygte fra, og når hele deres verdensanskuelse går fløjten fra den ene dag til den anden. Desværre bliver det hele bare alt for meget – ikke mindst pga. længden (1197 sider!) Vores helte kommer i usandsynlig mange situationer i løbet af meget kort tid – romanen løber over en uge – og vores skurke er så skurkagtige, at det er meget svært at forestille sig, at normalt tænkende mennesker har valgt dem til de embeder, de besidder.

Derudover er det ligesom om, King har fortalt historien før. Han har lavet verdens bedste apokalypse-roman med Opgøret, og her når Under kuplen ikke tilnærmelsesvis samme højder. Han har også skrevet om ‘Magtfulde Mænd Der Går Amok’ både i Den døde zone og Som en ond drøm m.fl., ligesom han har behandlet emnet om en by, som bliver isoleret (omend noget mere gradvist) i The Tommyknockers. Der er med andre ord ikke meget nyt at komme efter.

Der er dog glimt, hvor Kings evne til at skildre almindelige mennesker i ualmindelige situationer kommer til sin ret, og særligt hen mod slutningen vokser historien til noget godt. Men alt i alt blev jeg desværre lidt skuffet over Under kuplen, som burde være skåret mindst 400 sider ned. Det ville have gjort plottet mere skarp, og ville med garanti have skabt et langt bedre pace i historien, der ind i mellem føles utrolig langsommelig pga. alle de kringlede sidehandlinger King tager med. I andre af hans romaner virker det fantastisk, men her bliver det alt for meget. Måske vil jeg få mere ud af historien, hvis jeg engang læser den igen, men indtil da er det langt fra min bedste Stephen King oplevelse.

I 2013 kom første sæson af tv-serien Under the Dome, som bygger på Kings roman. Jeg har ikke selv set serien, som kørte i 3 sæsoner, men Kulturkapellet anmeldte den første sæson med ordene: “.. men selvom der sikkert er mange, der opfatter serien som tomme kalorier, er der intriger og hemmeligheder nok til at gøre tilskueren interesseret hele vejen igennem. Når det oven i købet er Steven Spielberg, der sammen med Stephen King producerer serien, er man også garanteret en serie, der ser lækker ud, som til trods for indholdet ikke virker og føles som en B-film.”

Blandt instruktørerne ses i øvrigt danske Niels Arden Oplev, der har instrueret pilot-episoden.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Originaltitel: Under the dome