Indlæg tagget med ‘ulykke’

Inside

InsideNu havde jeg hørt mange lovprisninger af denne franske horror-film. Da jeg er lidt en kylling, når det gælder udpenslet realistisk vold, havde jeg forestillet mig en forfærdelig grusom aften i selskab med Inside. Desværre havde jeg også fået slutningen at vide. Dermed svævende jeg ikke i uvished, som jeg ellers ville have gjort. De høje forventninger plus denne lidt trælse viden gjorde, at jeg ikke faldt så voldsomt på halen over Bustillo og Maurys film, som jeg nok ellers ville have gjort.

Sarahs mand, Matthieu, omkommer i en bilulykke. Selv overlever hun og deres ufødte barn, som fire måneder senere er klar til at komme til verden midt i julen. Sarah har en aftale med hospitalet, og den sidste aften før fødslen vælger hun at tilbringe alene hjemme i det ensomt beliggende hus.

Men om aftenen ringer det på døren. En kvinde vil låne telefonen. Da Sarah afslår, afslører den ukendte kvinde et overraskende stort kendskab til Sarahs liv. Sarah tilkalder politiet, men da de kommer, er kvinden naturligvis væk. De tjekker det hele, og beder Sarah ringe igen, hvis noget skulle ske. Men da Sarah vågner ved en lyd, er det for sent. Kvinden er i huset, og hun ønsker noget af Sarah…

Jeg ser meget film med maven, og bedømmer oftest ud fra hvordan min umiddelbare oplevelse har været. I dette tilfælde tænkte jeg, at Inside – overraskende nok – ind i mellem var lidt kedelig? Hovedpersonen er en gravid kvinde, og jeg kan godt se, at det er ekstra grumt, når nogen går efter maven. Men den vinkel kan ikke bære hele filmen, og resten af dramaet med en fremmed i huset, som vil beboeren til livs, er set rigtig mange gange før. Og scenen hvor moderen kommer forbi, havde jeg desværre allerede set i The Strangers, så chokket var heller ikke så stort her. Jeg lader mig også irritere lidt over de mange tåbelig betjente, som kommer forbi, selvom jeg godt ved, at det hører genren til.

Lydsiden var til gengæld suveræn og gjorde sit til, at jeg trods mine anker alligevel tit sad med en væmmelig fornemmelse i maven. Den skaber en virkelig ubehagelig forventning om kommende ondskab, og sætter filmen i et helt andet gear.

Forsiden lover “den mest ekstreme, psykologiske gyser i mange år”, og jeg tror på, at ser man den uden forhånds-kendskab, så er det en rigtig barsk oplevelse. For mig var den dog ikke nær så grum som f.eks. Frontiers, som jeg så for ikke så længe siden. Det skal dog ikke afholde mig fra at forsøge mig med “Martyrs”, en anden fransk film som jeg har fået anbefalet. Denne gang vil jeg bare søge at undgå at høre slutningen først.

Efter at have set filmen har jeg også læst Caspar Vangs omtale på Uncut.dk. Her synes jeg, han rammer en vigtig pointe, når han skriver: “ …hvor der var et tykt lag af exploitation-distance og B-splatter-verfremdungseffekt over bølgen af italienske kradsere, er der ikke meget at grine af eller popkorn-underholde sig over i den nye flok franske skrækfilm, der aldrig holder os i en armslængde fra begivenhederne; og jeg tror, det er derfor, mange føler deres grænse for filmvold udfordret af netop disse film. Splattet er både klamt og gravalvorligt, og spiser du popkorn til, får du dem med garanti galt i halsen.” Der er nemlig ikke meget at grine af i disse realistiske voldsorgier, mens de gamle splatterfilm var anderledes humoristiske på deres egen sære måde. Om det er grunden til, at jeg ofte har meget sværere ved at sætte en ny fransk horror film på end Slumber Party Massacre eller en anden 80’er splatter, ved jeg ikke. Men det lyder plausibelt.

Om Inside:

Instruktør: Alexandre Bustillo, Julien Maury
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: À l’intérieur

Læs hele Caspar Vangs anmeldelse

Omtaler af andre franske film:

Frontiers (2007)
House of voices (2004)
Haute Tension (2003)
Eyes without a face (1960)
Rædslernes hus (1955)

Final Destination 2

Final Destination 2Da Roger Ebert anmeldte den første Final Destination sluttede han af med ordene: “I foresee poor Alex making new friends and then envisioning their deaths as they embark on ocean liners, trains, buses and dirigibles.” Og han tog ikke fejl – i hvert fald ikke ret meget.

Der er gået et år siden Flight 180 eksploderede og alle ombordværende døde. Kun 7 overlevede fordi de steg af flyet umiddelbart inden take-off. Der er også gået ca. et år siden Kimberly mistede sin mor. Nu er hun på vej på weekend med sine venner, men undervejs i bilen får hun et forfærdeligt syn af en voldsom ulykke på motorvejen, hvor hun og vennerne dør. Da hun kommer til sig selv, parkerer hun resolut bilen på tværs af motorvejstilkørslen, og spærrer dermed for de øvrige biler, der ville blive indblandet i ulykken. Og ganske rigtig – mens de holder stille, og en betjent forsøger at få hende til at flytte bilen – bryder helvede løs på motorvejen foran dem.

Men – som i den første film – har døden ikke tænkt sig at slippe sine ofre så let, og igen må de overlevende forsøge at forudse dødens næste træk for at undslippe den. Denne gang har de fordelen af, at der stadig lever én efter flight 180 ulykken, som måske kan hjælpe dem igennem.

Final Destination 2 er ikke revolutionerende nytænkning. Her bygger man videre på det tidligere koncept, som viste sig succesfuld. I stedet for at fintænke plot og karakterer, optimerer man dødsscenerne og CGI-effekterne. Det er stadig effektiv, og jeg var igen glimrende underholdt. Her er ikke indlagt lange tænkepauser, i stedet for føres vi fra dødsfald til dødsfald, og skal ikke tænke for meget over filmens sammenhæng. Med andre ord er det mest tomme adrenalinpumpende kalorier – hurtigt set, hurtigt glemt – men underholdende undervejs.

I ekstra-materialerne til Final Destination 2 kan ses hvordan flere af dødsscenerne er lavet, og det er faktisk vældig interessant. Ligeledes er der en lille film om en hjerneforsker, som lader tre unge se filmen, mens hun aflæser deres stress-reaktioner. Her var det tydeligt at se en kønsforskel, og det var da også meget sjovt, selvom det statistiske grundlag er for småt til at kunne bruges til noget som helst.

Om Final Destination 2:

Instruktør: David R. Ellis
Udgivelsesår: 2003

Final Destination serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Final Destination

Final DestinationDet værste flystyrt, jeg har set på film, var det Tom Hanks oplevede i Cast Away fra 2000. Final Destination bevæger sig dog deropad.

En high school klasse skal på studietur til Paris, men kort før start, drømmer Alex, at flyet styrter ned, og da han vågner, går han i panik og kommer i slagsmål med Carter. Tumulten betyder, at 7 står af flyet – som kort efter starten eksploderer, akkurat som Alex havde forudset. Alle ombordværende dør.

Men Alex redning af de 7 får folk til at se skævt til ham. FBI mistænker ham oven i købet for at have noget med styrtet at gøre, og da de 7 efterfølgende dør en efter en, bliver situationen kun værre. For Alex har opdaget, hvad der ligger bag. Døden har en plan, og nu prøver den at indhente de 7 liv, den blev snydt for – og kun Alex kan sætte en stopper for det.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville synes om Final Destination, men et langt stykke hen ad vejen er den faktisk ganske underholdende. Den første del af filmen, hvor Alex forudser hvad der sker, er godt skruet sammen, og bortset fra at jeg har svært ved at forstå de øvrige overlevendes reaktioner overfor Alex, så virker det i historien. Herefter begynder de overlevende så at dø en efter en, og også det fungerer for det meste. Især er jeg overrasket over, hvor skræmmende et ganske almindeligt hus er, når man ved, at døden lurer lige om hjørnet. Pludselig kan alt jo bruges til at slå dig ihjel med! Stemningen underbygges samtidig utrolig godt af underlægningsmusikken, der især i scenerne hvor vi ved, at døden er på vej men ikke hvordan, leverer varen så hårene rejser sig på armene.

Filmen kammer dog over, er da Alex afslører dødens plan og begynder at modarbejde den. Alex og Clear bryder ind hos bedemanden for at se Tod en sidste gang, og her møder de en mærkelig skikkelse, der fortæller dem om døden og dødens plan. Det forklares ikke, hvem skikkelsen er, men han spilles af Tony Todd (Candyman, 1992), så jeg tvivler på, at han bare er den lokale bedemand. Men hvis han er døden, så forstår jeg ikke, hvorfor han fortæller så meget til Alex?

Så der bliver noget forvirring i den sidste del af Final Destination, og selvom der stadig er gode scener, som da Clear med nød og næppe undslipper, så bliver den til tider nærmest ufrivillig komisk, og der mangler en sammenhængende forklaring på begivenhederne.

I ekstra-materialerne fortæller James Wong, at man brugte test-screaning for at tjekke filmen før markedsføringen. Det viste sig, at den oprindelige slutning (SPOILER) hvor Alex dør, Clear føder en baby og Carter overlever, slet ikke var hvad publikum ønskede. Så man ændrede slutningen til en langt mere actionfyldt slutning, og det bragte filmen mere i overensstemmelse med publikums smag – men er måske med til at gøre den mindre sammenhængende? I hvert fald viser det klart, at Final Destination ikke er den type film, hvor instruktøren har en vision, som holder det hele sammen, men at det er cool cash og profit-tænkning, der driver filmens plot.

Og der er ikke meget tvivl om, at Final Destination hovedsageligt er rettet mod det unge publikum, som sagde yes til chokeffekter og nej til for mange filosofiske overvejelser. Satsningen lykkedes med et billetsalg på over 53 millioner $ alene i USA (filmens budget var på 23 millioner $). Men selvom jeg ikke lige rammer plet i filmens målgruppe (og synes det er lidt plat at lade test-screaninger fylde så meget), så var jeg dog godt underholdt i de fleste af Final Destinations 98 minutter.

Som en lille ekstra godbid til horrorfans er de fleste af filmens karakterer i øvrigt opkaldt efter instruktører og stjerner fra de gamle sort/hvide horror film: Alex Browning (efter instruktøren af Dracula fra 1931, Tod Browning); Terry Chaney (efter skuespilleren Lon Chaney fra The Wolf Man fra 1941); FBI agent Schreck (efter Max Schreck som spillede grev Orlock i Nosferatu, eine Symphonie des Grauens fra 1922) og Billy Hitchcock (en homage til Alfred Hitchcock). Se flere på IMDB.

Om filmen:

Instruktør: James Wong
Udgivelsesår: 2000

Final Destination serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

Carnival of Souls

Carnival of SoulsKirkeorganisten Mary Henry kører sammen med nogle veninder galt. Bilen ender i en flod, som redningsmandskabet ikke kan redde den op af, men efter næsten tre timer dukker Mary uskadt op af vandet. Hun kan ikke redegøre for, hvordan hun slap ud, men det tilskriver man chokket.

Kort efter rejser Mary til en anden by, hvor hun skal starte som kirkens nye organist. Tilsyneladende er alt i orden, men Mary virker sært ved siden af sig selv. Hun begynder at se en mærkelig mand, der tilsyneladende forfølger hende overalt. Samtidig kommer hun ud for flere hændelser, hvor hun nærmest forsvinder ud af virkeligheden. Og det hele virker knyttet til det forladte tivoli lidt udenfor byen.

“Carnival of Souls” er fra 1962, og når man ser den i dag, er alderen naturligvis tydelig på mange måder. Ikke desto mindre synes jeg, den er ganske vellykket. Den efterlader en med en ubehagelig følelse, og selvom den i virkeligheden ikke viser særlig meget, så kryber den ind under huden. Candace Hilligoss, som spiller Mary Henry, virker hele tiden lidt ved siden af sig selv, som om hun ikke rigtig er til stede, og det fungerer helt på filmens præmisser. Scenerne, hvor lyden forsvinder og Mary falder ud af virkeligheden, er også spændende lavet. Så på trods af at filmen er langsomt klippet i forhold til nutiden, og selvom der stort set ikke bruges specieal effects, så kan jeg anbefale “Carnival of Souls”, hvis man vil prøve en lidt anderledes gyserfilm fra 60’erne.

Filmen nævnes i 101 Horror Movies You Must See Before You Die, som bl.a. skriver: “At times more artful than exploitative, Carnival of Souls is not only an important work in mordern cinematic horror history, but also clearly anticipates Night of the Living Dead in numerous respects.

Om filmen:

Instruktør: Herk Harvey
Udgivelsesår: 1962

The Nanny

The NannyFra mit Hammer Film bokssæt har jeg nu også fået set The Nanny fra 1965 med Bette Davis i rollen som Nanny. En vellykket og interessant psykologisk thriller.

Filmen handler om familien Fane, som gennem mange år har haft Nanny i huset. For to år siden skete dog noget, som medførte at sønnen Joey blev sendt på en institution. Nu kommer han hjem igen, men mrs. Fane er alt for oprevet og bekymret til at kunne tage med og hente ham. I stedet tager Nanny med mr. Fane. På institutionen bliver Joey dog meget oprevet, da han ser Nanny og nægter at sidde ved siden af hende. Hjemme igen vil Joey heller ikke bo i det værelse, der er gjort klar til ham, og han nægter også at spise den mad, Nanny har lavet.

Trods problemerne er mr. Fane nødt til at rejse bort nogle dage pga. sit arbejde. Mens han er væk, møder Joey overboens datter, og til hende betror han at Nanny slog hans lillesøster ihjel, og nu er ude på at slå ham ihjel også, men hun tror ham naturligvis ikke.

Jeg synes, at The Nanny’s store styrke er, at den viser den smalle grænse mellem normalitet og galskab. Nanny er en god barnepige, faktisk så god at hun har forsømt sit eget liv og sit eget barn for at passe familien Fane. Men det har sine konsekvenser til den anden side. I Fane familien er moderen trods sin priviligerede opvækst utrolig skrøbelig psykisk, og faderen glimrer ved sit næsten konstante fravær.

Jeg husker tydeligt Bette Davis fra What ever happend to baby Jane, så jeg var ret overbevist fra starten af, at Nanny ikke havde rent mel i posen. Men samtidig spilles Joey utroligt irriterende af William Dix, og set i bakspejlet er det helt korrekt, for på den måde bliver tilskueren holdt i uvidenhed længere. Er det den søde barnepige, der er noget galt med, eller er det den irriterende møgunge, som laver modbydelige drengestreger.

Seth Holt har bl.a. også instrueret Blood from the Mummy’s Tomb, der bygger på Bram Stokers historie The Jewel of Seven Stars, der bevæger sig i en helt anden genre – “new gothic”.

Om The Nanny:

Instruktør: Seth Holt
Udgivelsesår: 1965

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Premonition

Jeg blev opmærksom på “Premonition”, da jeg rent tilfældigt fik fingre i den japanske gyser “Infection“. Omtalen lød så interessant, at jeg blev nødt til at se den, og for en gang skyld levede filmen helt op til mine forventninger. “Premonition” er velspillet, uhyggelig og absolut seværdig!

Hideka er på vej hjem efter en hyggelig weekend sammen med sin hustru Ayaka og datteren Nana. Undervejs på hjemturen holder de ind til siden, da Hideka skal sende en mail. Mens han venter, ser han et avisudklip, som fortæller om en bilulykke, hvor hans datter dør. Få øjeblikke efter pløjer en stor lastbil ind i deres bil, og datteren Nana slipper ikke ud.

Her klipper filmen til 3 år senere. Hideka og Ayaka er blevet skilt, og mens Hideka er gået i stå i sin karriere, er Ayaka begyndt at forske i det overnaturlige – i særdeleshed forudsigelser. Hun har fundet en bog af Rei Kigata, som beskriver “The Newspaper of Terror” – en avis som forudsiger ulykker, og hun har forsøgt at få fat i Kigata, men han er forsvundet.

Da hun en dag får fingre i et foto af sin eks-mand, der forudsiger hans død, beslutter hun sig for at opsøge ham, og sammen forsøger de at finde ud af mere om de mystiske avisudklip, som igen er begyndt at vise sig for Hideka. Det fører dem sammen igen, men for hvor længe?

“Premonition” bygger på en manga af Jiro Tsunoda med titlen “The Newspaper of Terror”, og er både en historie om sorg og kærlighed såvel som en gyser. Jeg blev øjeblikkeligt fanget af personernes skæbne, og åbningsscenen hvor bilen med den lille pige bliver smadret er utrolig vellykket. Samtidig er slutningen yderst interessant og grum.

Hvis man ikke kan lide asiatiske gysere, skal man alligevel give “Premonition” en chance. Den har alt den underspillede asiatiske horror-følelse, uden at vi skal trækkes med det sorthårede kvindespøgelse. En super fed film jeg kun kan anbefale …

Der findes i øvrigt også en amerikansk film med titlen “Premonition”. Denne handler om en kvinde som forudser sin mands død i et biluheld og hvordan hun forsøger at undgå dette, men om den har nogen tilknytning til den japanske film, kan jeg ikke se.

“Premonition” er en del af J-horror serien.

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2004
Originaltitel: Yogen

Adrift

“Adrift” er en af de film, jeg købte, fordi den var billig, og så lå den på min hylde i lang tid, og jeg kunne ikke tage mig sammen til at se den, fordi jeg – inderste inde – forventede noget bras. Nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at se den, og til glædelig overraskelse for mig synes jeg faktisk rigtig godt om den!

“Adrift” (som på IMDB kaldes “Open water 2: Adrift”) handler om en gruppe venner, som tager ud på en stor yatch for at fejre den enes fødselsdag. Det er fest og fornøjelse, indtil de beslutter sig for en svømmetur. For da de vil ombord igen, opdager de, at de har glemt at hænge stigen ud. Det bliver starten på et sandt mareridt, og vennerne begynder nærmest at vende sig mod hinanden i kampen for at overleve.

“Adrift” påstår at være bygget på en sand historie. Det ved jeg ikke noget om, men jeg ved, at den er yderst effektivt fortalt, og at Hans Horn med sine billeder skaber en klaustrofobisk og skræmmende scene. Skuespillet er i top, og jeg var vildt underholdt. Jeg havde dog nogle idéer til, hvordan man kunne forsøge at komme op i båden, som jeg ikke forstår, de ikke prøvede. Men det er nok også lettere at tænke logisk, når man sidder i sin sofa, end når man kæmper for livet på det åbne hav i en film.

Instruktør: Hans Horn
Udgivelsesår: 2006

Også omtalt på horrorsiden.dk

Rogue

RogueDa jeg første gang så Rogue på hylden hos Stereo Studie, købte jeg den ikke, fordi den blev fremhævet for at være lavet af instruktøren af Wolf Creek, Greg Mclean. Wolf Creek skræmte livet ud af mig på den ubehagelige måde, så jeg tænkte nixen bixen. Men nu røg Rogue alligevel med hjem – og heldigvis for det.

Kate sejler turister ud for at se saltvandskrokodiller på helt nært hold. På en tur opdager hun et nødblus lidt længere nede ad floden, men da de finder frem til stedet, er der kun en sunken båd og ingen overlevende. Før de kan nå at vende om, bliver deres båd dog vædret af en kæmpekrokodille, og de må søge ly på en lille ø midt i floden. Desværre for dem er de endt i en kæmpekrokodilles revir, og den vil bare have dem væk. Og for at gøre ondt værre falder mørket på, og tidevandet stiger, så snart er hele øen oversvømmet.

Rogue er lavet yderst effektiv. Selvfølgelig er historien set før (faktisk har horrorsiden.dk en omtale af filmen Black Water, der lyder stort set ens, bortset fra at der er flere personer i Rogue), men alligevel er Rogue velfortalt og til tider ganske skræmmende.

Vi ser ikke kæmpekrokodillen ret meget, og det er en fornuftig disposition, for det usete er som regel langt mere skræmmende, end hvis vi får det hele klasket lige i synet med det samme. Samtidig er der gode skuespilspræsentationer, og Greg Mclean indleder med nogle fantastiske billeder af den australske natur.

Der var desværre ingen ekstra materialer på den dvd, jeg fik med mig, men jeg har en fornemmelse af, at der er brugt en del optagelser med rigtige krokodiller. Det virker i hvert fald ægte på mig meget af tiden.

Der er lavet mange dårlige naturen-går-amok film, men Rogue hører absolut til i den bedre ende. Jeg var ikke overrasket over slutningen, men skidt pyt. Når det er underholdende alligevel, så kan jeg godt tilgive en forudsigelig slutning.

Om filmen:

Instruktør: Greg Mclean
Udgivelsesår: 2007

KM 31

KM 31Agata og Catalina er tvillinger. En nat bliver Agata kørt ned. Hun overlever, men ligger i koma. Catalina føler med det samme, at noget er galt. Hun begynder at høre en kvindestemme, som græder, og ser flere gange en lille dreng følge efter sig.

Sammen med Agatas kæreste Omar og vennen Nuno sætter hun sig for at undersøge, hvad der skete den nat, og de finder snart ud af, at strækningen ved skiltet KM 31 oplever ualmindeligt mange dødsfald.

Jeg har ikke tidligere set film af den mexicanske instruktør, men i “KM 31” viser han i hvert gode takter. Flere gange fik han mig næsten til at hoppe ud af stolen, og især brugen af den lille dreng, som dukker op, er rigtig godt lavet – måske har han skelet til Takashi Shimizu’s “Ju-on”, men pyt skidt – det virker alligevel.

Hvad jeg ikke synes virkede så godt, var valget af Agata/Catalina (spillet af Iliana Fox). Det meste af filmen spærrer hun bare øjnene vidt op, og det er så hendes måde at spille angst på. Der synes jeg, at en skuespiller som Cecile de France i “Haute tension” formår at bringe meget mere liv – og rædsel – ind i sit spil.

Instruktør: Rigoberto Castañeda
Udgivelsesår: 2006

Duma Key af Stephen King

Duma Key af Stephen KingFor en gang skyld udkommer der en Stephen King roman på dansk med en fed forside! Jeg faldt fuldstændigt for palmerne, som svejer i vinden under en uvejrstung himmel, hvor solen lige kan titte igennem forneden. Smudsbindet har derudover et porcelænsansigt svævende – det var jeg ikke så vild med.

Hvad indholdet angår, så er Duma Key en helt igennem god læseoplevelse. Ja, den er lang, og ja, King har en tilbøjelighed til at fortælle mange kringelkroge med, men det hele bygger op til slutningen, og når man når dertil, synes jeg ikke, at noget har været overflødigt.

Edgar Freemantle er en succesfuld bygningsentreprenør med eget firma, hustruen Pam og døtrene Melinda og Ilse. Så kommer Edgar voldsomt til skade i en ulykke på en byggeplads, mister højre arm, knuser næsten sit kranie og får talrige andre skader. Nærmest mirakuløst overlever han, men ægteskabet overlever ikke genoptræningsperioden, hvor Edgar lider af voldsomt raseri og manglende hukommelse.

For at komme videre anbefaler Edgars psykolog ham at rejse bort og lave noget som gør ham glad, og det ender med at Edgar tager til Florida og begynder at tegne og male, noget han var glad for som ung.

Smudsbindet til Duma Key af Stephen KingDet viser sig, at Edgar er en meget talentfuld maler, og han falder godt til på Duma Key, hvor han bliver gode venner med de nærmeste – og eneste – naboer Wireman og Elizabeth Eastlake. Wireman passer Elizabeth, som er på vej ind i demensens tåger, men i sine klare øjeblikke har hun og Edgar gode snakke.

Og det er Elizabeth, som advarer Edgar om, at Duma Key ikke er et sted før døtre, og det viser sig efterhånden, at Duma Key gemmer på nogle uhyggelige hemmeligheder bag den smukke strand.

Duma Key indeholder en snigende uhygge, som jeg slet ikke kunne slippe. Man sidder og tænker: Bare han nu når at holde sin udstilling og være glad, før det slemme sker ; Bare der nu ikke sker noget med Wireman ; Bare de nu klarer den. Og det er ikke så tit, at jeg sidder med den følelse, når jeg læser. Men Stephen King får virkeligt sine figurer til at leve, så man bliver grebet af deres skæbner.

Noget af det mest velskrevne i romanen er nok Edgars ulykke og genoptræning. Jeg tænker, at King har brugt sin egen ulykke som inspiration, men det er fantastisk, hvor virkelig han gør smerterne og raseriet. Det står i særklasse.

Duma Key minder på nogen måder om Kings roman Knogler fra 1998, som også har denne spøgelsesagtige uheldsvangre stemning. På andre måder tænker jeg lidt på Lisey’s story, fordi der også i Duma Key findes denne parallelverden, hvor stor skønhed og stor ondskab bor.

Jeg tror ikke, at det vil være den roman, de yngste Stephen King læsere sætter højest, men det er bestemt en af dem, som jeg vil læse igen og igen, og hver gang få mere ud af den.

Hør Stephen King fortælle om “Duma Key”

Også omtalt på horrorsiden.dk

Om bogen:

Originaludgave: 2008
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 636 sider
Omslag: Peter Stoltze