Fra mit Hammer Film bokssæt har jeg nu også fået set The Nanny fra 1965 med Bette Davis i rollen som Nanny. En vellykket og interessant psykologisk thriller.
Filmen handler om familien Fane, som gennem mange år har haft Nanny i huset. For to år siden skete dog noget, som medførte at sønnen Joey blev sendt på en institution. Nu kommer han hjem igen, men mrs. Fane er alt for oprevet og bekymret til at kunne tage med og hente ham. I stedet tager Nanny med mr. Fane. På institutionen bliver Joey dog meget oprevet, da han ser Nanny og nægter at sidde ved siden af hende. Hjemme igen vil Joey heller ikke bo i det værelse, der er gjort klar til ham, og han nægter også at spise den mad, Nanny har lavet.
Trods problemerne er mr. Fane nødt til at rejse bort nogle dage pga. sit arbejde. Mens han er væk, møder Joey overboens datter, og til hende betror han at Nanny slog hans lillesøster ihjel, og nu er ude på at slå ham ihjel også, men hun tror ham naturligvis ikke.
Jeg synes, at The Nanny’s store styrke er, at den viser den smalle grænse mellem normalitet og galskab. Nanny er en god barnepige, faktisk så god at hun har forsømt sit eget liv og sit eget barn for at passe familien Fane. Men det har sine konsekvenser til den anden side. I Fane familien er moderen trods sin priviligerede opvækst utrolig skrøbelig psykisk, og faderen glimrer ved sit næsten konstante fravær.
Jeg husker tydeligt Bette Davis fra What ever happend to baby Jane, så jeg var ret overbevist fra starten af, at Nanny ikke havde rent mel i posen. Men samtidig spilles Joey utroligt irriterende af William Dix, og set i bakspejlet er det helt korrekt, for på den måde bliver tilskueren holdt i uvidenhed længere. Er det den søde barnepige, der er noget galt med, eller er det den irriterende møgunge, som laver modbydelige drengestreger.
Seth Holt har bl.a. også instrueret Blood from the Mummy’s Tomb, der bygger på Bram Stokers historie The Jewel of Seven Stars, der bevæger sig i en helt anden genre – “new gothic”.
Om The Nanny:
Instruktør: Seth Holt
Udgivelsesår: 1965
The Ultimate Hammer Collection:
She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976