oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Varulve’

Fuldstændig død af Charlaine Harris

Fuldstændig død af Charlaine HarrisEfter et halvt års pause får vi nu endelig 6. del af serien om servitricen Sookie Stackhouse, som bor i den lille sydstatsby Bon Temps. Sookie er en helt almindelig kvinde med en lidt usædvanlig evne – hun er nemlig telepat og kan høre andre menneskers tanker. Det har gjort hendes liv isoleret, men heldigvis fandt hun en kæreste, som hun ikke kunne aflæse: vampyren Bill. Samlivet med Bill kastede Sookie ud i en masse farlige og anderledes oplevelser, og hun fandt ud af, at der findes et hav af væsner, som lever side om side med menneskene. Der er vampyrer, varulve, hekse, feer osv., og ikke alle vil os det godt.

Som faste læsere ved, kom der forskelligt mellem Sookie og Bill, og nu er hun single og på vej til New Orleans for at ordne boet efter sin kusine Hadley. Hadley var stærkt knyttet til vampyrdronningen i New Orleans, så Sookie må træde varsomt. Hun ankommer nemlig midt i en politisk heksekeddel, hvor nogen helt klart ikke ønsker hendes tilstedeværelse. Og som altid når det gælder Sookie, er kærlighedslivet heller ikke ukompliceret. Den lækre var-tiger Quinn har nemlig kastet sine øjne på Sookie, og selvom hun er fristet, så har hun også lært på den hårde måde, at man ikke altid skal kaste sig blindt ud i et kærlighedseventyr.

Historierne om Sookie Stackhouse er fantastisk underholdende. Charlaine Harris skriver en blanding af thriller og kærlighedshistorier iblandet en stor portion humor. Hvis ikke Sookie havde så meget selvironi, er jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde de  mange romantiske islæt ud, men det bliver ikke for meget, fordi humoren kommer ind over. Og så giver Harris denne gang en grund til, at Sookie i den grad bliver eftertragtet af de overnaturlige væsner, så det hjælper også på det.

Fuldstændig død har mange små plots, som slynger sig ind og ud af hinanden. Udover hovedplottet med vampyrdronningens smykker, må Sookie og Quinn f.eks. også se sig over skulderen efter et varulveangreb. Men Harris samler trådene fint til sidst, og selvom der måske ikke er så store overraskelser i afsløringerne denne gang, så er det stadigvæk underholdende: Ikke mindst fordi Harris har skabt et helt enestående univers, som det hver gang er en fornøjelse at komme længere ind i.

Selvom hvert bind i serien er en afsluttet historie, så synes jeg, at det vil være svært at springe ind i serien med bind 6. Der er for mange tråde, der trækker tilbage til de tidligere romaner, til at man kan følge ubesværet med. Derfor vil jeg anbefale nye læsere at starte med første bind Død indtil solnedgang, mens erfarne læsere kan glæde sig til endnu en tur til Sookie-land med Fuldstændig død.

Om Fuldstændig død:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Mark Airs
Originaltitel: Definitely Dead

Sookie Stackhouse serien:

Død indtil solnedgang (Dead until dark, 2001)
Levende død i Dallas (Living dead in Dallas, 2002)
Klub Død (Club dead, 2003)
Død for verden (Dead to the world, 2004)
Stendød (Dead as a doornail, 2005)
Fuldstændig død (Definitely dead, 2006)
All together dead (2007)
From dead to worse (2008)
Dead and gone (2009)
Dead in the family (planlagt maj 2010)

Besøg Charlaine Harris hjemmeside

Darkside af Tom Becker

Darkside af Tom BeckerDa Jack the Ripper i sin tid forsvandt sporløst, var det ikke en rigtig forsvinden. Han blev nemlig fanget og sendt til Londons Darkside, hvor han og hans efterkommere siden har regeret som konger. På Londons Lightside bor drengen Jonathan sammen med sin far Alain. Jonathan har aldrig kendt sin mor, og faren er ikke meget til stede. Fysisk bor de godt nok sammen, men Alain murer sig inde på sit kontor, hvor Jonathan på det strengeste er forment adgang.

Men en dag bliver Alain – for Gud ved hvilken gang – indlagt på psykiatrisk afdeling, og da Jonathan kommer hjem, går han ind på farens kontor, hvor han finder et billede – af sin mor! Og det går op for Jonathan, at faren har holdt mere end det hemmeligt for ham, da en meget besynderlig dusørjæger pludselig sætter efter Jonathan. Det bringer Jonathan til Darkside, hvor faren har en gammel bekendt, privatdetektiven Carnegie, som du helst ikke vil møde under fuldmånens skær.

Jeg fik anbefalet Darkside af min kollega, som med stor fornøjelse læste den sammen med sin 11-årige søn. Her er da også tale om en børnebog i genren dark fantasy, men det er en ganske underholdende børnebog, som er skrevet i et højt tempo, og som med sin idé om en parallelverden, hvor vampyrer, varulve og seriemordere er hverdagskost, også er underholdende for den voksen læser.

Det er Tom Beckers debutroman, og han modtog Waterstone’s Children’s Book Prize for bogen.

Besøg seriens hjemmeside

Om serien:

Darkside (2007)
Blod (2007)
Vildspor (2008)
Nedtælling (2009)
Opgøret (2011)

Udgivelsesår: 2007

An American Werewolf in London

An American Werewolf in LondonAn American Werewolf in London udkom i 1981, og indeholder en af de mest berømte varulve-forvandlingsscener på film. Jeg glædede mig derfor meget til at gense den her i weekenden, så stor var min overraskelse, da det gik op for mig, at jeg rent faktisk aldrig havde set den før! Jeg havde set Davids forvandling til varulven og andre klip, men jeg havde aldrig set filmen i sin fulde længde. Så var det ekstra fedt, at jeg havde lånt en version med masser af ekstra-materialer på, så jeg kunne gå all-in på en ny-klassiker.

David og Jack er på backpacker-ferie i det nordlige England. Her søger de ly og varme på pubben “The Slaughtered Lamb” i landsbyen East Procter, men de lokale er ikke særlig gæstfri. De får dog det gode råd, da de skynder sig videre, at de skal: “Stick to the road – And be aware of the moon!” Alligevel ender de med at blive overfaldet af et dyr midt ude på heden, og da David vågner op igen, befinder han sig i London, og Jack er blevet begravet. Politiet påstår, at de blev overfaldet af en undsluppet sindssyg, og David kan ikke overbevise dem om andet.

Noget er dog helt galt. David lider af nogle mærkelige drømme – og så bliver han opsøgt af den afdøde Jack, som forsøger at overbevise ham om, at de blev overfaldet af en varulv, og at Jack ikke får fred, før den sidste efterkommer af varulven er død. Og den efterkommer er David, som ved næste fuldmåne vil blive forvandlet og selv sprede død og lemlæstelse omkring sig. Men tror man lige på den slags besøg?

Efter min mening fortjener An American Werewolf in London masser af ros. Til næste år har den 30 års jubilæum, men den holder stadigvæk. Manuskriptet er en fantastisk blanding af komedie og gys; skuespilspræstationerne er fremragende og især samspillet mellem David Kessler (David Naughton) og Jack Goodman (Griffin Dunne) er af superhøj klasse.

Også flere af special effects’ene holder stadig. Jacks første tilsynekomst efter sin død er eminent sminket, og Davids forvandling er på flere måder helt unik. Måske er ulven ikke mere så skræmmende som den var, og John Landis udtaler da også selv i ekstra-materialerne, at han nok blev lidt for grebet af Rick Bakers fantastiske job og brugte ulven lidt for meget. Men det rører ikke ved, at filmens effekter stadig er yderst vellykkede. Rick Baker vandt da også en Oscar for Best Makeup for filmen – iøvrigt blot den første i rækken. Indtil videre har han vundet 6 gange og været nomineret yderligere 5 gange.

John Landis skrev filmen tilbage i 1969, men selvom han viste manuskriptet til flere, turde ingen binde an med den. De mente enten, at historien var for morsom til at være en gyser, eller at den var for skræmmende til at være en komedie, så først da Landis havde haft succes med bl.a. The Blues Brothers, lykkedes det ham at få financieringen på plads.

Landis havde tidligere arbejdet sammen med Rick Baker på komedien Schlock, og her havde han vist Baker manuskriptet til An American Werewolf in London. Baker ville gerne være med, men da Landis endelig kunne gå i gang med filmen, havde han sagt ja til at hjælpe på The Howling. Det lykkes ham dog “kun” at være special makeup effect consultant og overlade jobbet til sin assistent Rob Bottin, så han kunne koncentrere sig om John Landis projekt.

Modtagelsen af filmen var blandet. Kritikerne var ikke voldsomt begejstrede og havde svært ved at forstå sammenblandingen af komedie og gys. Roger Ebert skrev f.eks.: “Landis never seems very sure whether he’s making a comedy or a horror film … Rick Bakers work is impressive, yes, but unless you’re single-mindedly interested in special effects, “American Werewolf” is a disappointment.

Med tiden har filmen dog vundet et trofast publikum, og er i dag en moderne klassiker. Og hvor jeg f.eks. ikke var nær så vild med Joe Dantes The Howling, som jeg synes var meget firser-agtig i sit udtryk, så er An American Werewolf in London meget mindre bundet af sin tid. John Landis fortæller en universel historie, som publikum kan forholde sig til både dengang og i dag.

John Landis holder selv hårdnakket fast på, at An American Werewolf in London ikke er en komedie, og den har bestemt sin portion af både blod og gru. I dag virker den naturligvis ikke ligeså skræmmende som i 1981, men jeg vil dog stadig ikke vise den for mine niecer. Til gengæld vil jeg glæde mig til at se den igen om et par år – og denne gang vil der være tale om et rigtigt gensyn …

John Landis har også instrueret bl.a. Michael Jacksons musikvideo Thriller og to episoder af Masters of Horror-serien: Family og Deer Woman.

Om An American Werewolf in London:

Instruktør: John Landis
Udgivelsesår: 1981

Læs også Mogens Høegsbergs anmeldelse på Planet Pulp

Stendød af Charlaine Harris

Det går heldigvis rigtig hurtigt med at få oversat Charlaine Harris bøger om Sookie Stackhouse til dansk, og nu er vi kommet til bind fem med titlen “Stendød”.

Sookie, den tankelæsende servetrice i den lille by Bon Temps, prøver at holde sig udenfor de overnaturlige samfund, som eksisterer side om side med menneskenes. Men det er svært, og nu er hendes bror, Jason, også blevet involveret. I bind fire blev han bidt af en varpanter, og ved fuldmåne forvandles han første gang selv, og Sookie er nervøs for, hvordan han klarer det.

Heldigvis lader det til at gå godt, men da flere hamskiftere kort efter bliver skudt af en snigskytte, finder Sookie ud af, at gruppen mistænker Jason for at stå bag. Samtidig udsættes Sookie selv for et brandattentat, og hun involveres yderligere i sin varulve-ven Alcides problemer, da hans far stiller op som fører for flokken.

Så der er stadig masser af problemer omkring Sookie, som hun ufrivilligt bliver blandet ind i, men hun tager det hele med sin sædvanlige ligevægt og sans for humor, og selvom hun igen må sande, at nytårsfortsættet om ikke at få flere tæsk ikke ligefrem er let at overholde, så overlever hun – naturligvis – det hele.

Jeg kan altså rigtig godt lide Sookie Stackhouse-bøgerne, og selvom plottet denne gang var mere rodet, og gerningsmanden ikke er specielt svær at gætte, så nyder jeg stadig at læse om Charlaine Harris’ vidunderlige univers befolket af varulve, vampyrer, feer og andre mærkelige væsner lige ved siden af menneskene.

Harris har en fin humor, som løfter bøgerne op over det trivielle, så jeg tilgiver, at Sookie bliver ved med at tiltrække det ene mere vidunderlige han-væsen efter hinanden, og på den måde er en voksen pendant til Stephanie Meyers hovedperson, Bella. Uden at have læst Twilight-bøgerne er jeg dog overbevist om, at der er langt mere format over Sookie, som heller ikke er bleg for at nyde lidt lækkert vampyrsex.

“Stendød” er ikke den bedste bog i serien, men ikke desto mindre er det stadig vældig underholdende, når Sookie folder sig ud. Så kom bare med bind seks i en fart …

Originaltitel: Dead as a doornail

Sookie Stackhouse serien:

Død indtil solnedgang (Dead until dark, 2001)
Levende død i Dallas (Living dead in Dallas, 2002)
Klub Død (Club dead, 2003)
Død for verden (Dead to the world, 2004)
Stendød (Dead as a doornail, 2005)
Fuldstændig død (Definitely dead, 2006)
All together dead (2007)
From dead to worse (2008)
Dead and gone (2009)
Dead in the family (planlagt maj 2010)

Besøg Charlaine Harris hjemmeside

Ulm af Nick Clausen

UlmJeg har tidligere læst Tidevandet af Nick Clausen, som var en ok ungdomsgyser. Ulm hører også til i ungdomsbøgerne, men har alligevel lidt flere af de gode kalorier.

Peter og Steffen flytter med deres mor til den lille by Ulm. Her har hun lejet overetagen af et hus hos den natarbejdende Jørn. Allerede den første dag i byen opdager Peter noget underligt. Han er ude at gå aftentur med hunden, da han pludselig føler sig overvåget. Hunden stikker af, men Peter når at se nogle gule øjne betragte ham i buskadset.

Da en af de lokale kort efter findes brutalt myrdet, og sporene peger i retning af, at gerningsmanden har ladet et dyr gnave i liget, bliver Peter mere og mere overbevist om, at en varulv er på spil. Men ingen vil tro ham, før hans skolekammerat, Amalie, undslipper varulven med nød og næppe. Nu er de to, som ved det, men hvordan skal de overbevise politiet? Og hvem er den mystiske mand med en kæmpe rottweiler, som har lejet sig ind i det nedlagte hotel?

Jeg synes, at Nick Clausen har skrevet en underholdende varulve-historie, som får et lille twist mod slutningen. Man sidder og gætter med, og et langt stykke hen ad vejen lykkes det at holde spændingen højt. Det er en ungdomsbog, og man skal ikke forvente dybe psykologiske portrætter, men hvis man bare læser den for underholdningens skyld, så lever den helt op til det.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Tellerup

Død for verden af Charlaine Harris

En tankelæser bliver babysitter for en vampyr, som jages af hekse, men heldigvis er byens varulve villige til at give en hjælpende hånd. Lyder det underligt? Måske – men det er super underholdende, når historien udspiller sig i Charlaine Harris univers, hvor servitricen Sookie Stackhouse fylder glassene.

I bind tre måtte Sookie redde sin vampyrkæreste, Bill. Ovenpå nogle rystende afsløringer beslutter hun sig for at holde en pause fra Bill, som her i bind fire rejser til Peru.

Uden en vampyrkæreste skulle man tro, at Sookies hverdag blev meget nemmere, men desværre. En nat på vej hjem fra arbejde støder hun nemlig på Bills chef, vampyren Eric. Kun iført bukser løber han rundt på vejen en decembernat, og da hun stopper for at hjælpe ham, opdager hun, at han har mistet hukommelsen.

Sookie tager ham med hjem, og næste aften dukker to af Erics nærmeste vampyrer op. De fortæller, at Eric er blevet forhekset af en ondsindet gruppe hekse, der ønsker at overtage hans forretning – og hans blod – og de skyer ingen midler for at nå deres mål. Så endnu en gang bliver Sookie blandet ind i vampyrernes affærer, og denne gang er der en ekstra indsats. Sookies bror, Jason, forsvinder nemlig kort efter, og nu må hun både prøve at finde ham og hjælpe vampyrerne – og deres for en kort stund allierede – varulvene.

Hvis jeg kun måtte bruge et ord til at beskrive ”Død for verden”, så bliver det underholdende, for Charlaine Harris har skabt et virkelig underholdende univers, hvor vampyrer, varulve og hekse går rundt i blandt os. Sookie er en charmerende hovedperson, der med masser af humor og selvironi klarer sig igennem de hårdeste prøvelser, og ind i mellem belønnes hun med fantastisk vampyrsex. Det imponerende er også, at det i hver roman lykkes Harris at fylde lidt flere fabelvæsner ind i historien, uden at det går ud over hverken troværdigheden eller plottet. Og selvom hun igen skærer hjørnerne en lille smule for at få enderne til at mødes, så er historien så fyldt med action og humor, at jeg ikke lader mig irritere.

Jeg er i den grad faldet for den fandenivoldske tankelæser, som denne gang har følgende kommentar til de problemer, hun pludselig står til halsen i: ”De hekse var onde, og onde ting skal bekæmpes, det onde skal overvindes. Sådan gør vi i Amerika. Det var underligt at tænke på, at jeg var på vampyrerne og varulvenes side, og det var den gode side. Det fik mig til at ligge og grine lidt for mig selv. Jo, jo, de gode skulle nok klare ærterne.”

Serien om Sookie Stackhouse danner baggrund for tv-serien “True Blood”.

Sookie Stackhouse serien:

Død indtil solnedgang (Dead until dark, 2001)
Levende død i Dallas (Living dead in Dallas, 2002)
Klub Død (Club dead, 2003)
Død for verden (Dead to the world, 2004)
Stendød (Dead as a doornail, 2005)
Fuldstændig død (Definitely dead, 2006)
All together dead (2007)
From dead to worse (2008)
Dead and gone (2009)
Dead in the family (planlagt maj 2010)

Besøg Charlaine Harris hjemmeside

She-Wolf of London

She-Wolf of LondonUniversal stod bag flere varulve-film, som ikke var en del af deres Wolf Man serie, bl.a. Werewolf of London fra 1935 og She-Wolf of London i 1946.

Historien tager sin begyndelse i London omkring år 1900. Den unge Phyllis Allenby står for at skulle giftes med Barry Lanfield, da en række mystiske mord finder sted i parken nærved. Ifølge legenderne hviler der en forbandelse over familien Allenby, og Phyllis bliver langsomt overbevist om, at hun er smittet af forbandelsen, og at hun som varulv har dræbt en lille dreng og en Scotland Yard betjent. Barry nægter dog at tro på en sådan familieforbandelse og sætter sig for at opklare, hvad der går for sig. Men der hviler en mørk hemmelighed over Allenby-huset …

She-Wolf of London var både underholdende og lidt overraskende. Her vises ikke flotte varulve-forvandlinger eller close-up af overfaldsscenerne, men til gengæld er historien ganske fint fortalt med en finte mod slutningen. Jeg vil nok snarere kalde den for en thriller end for en gyser, men den er ganske underholdende alligevel.

Om She-Wolf of London:

Instruktør: Jean Yarbrough
Udgivelsesår: 1946

Werewolf of London

Werewolf of LondonDen ivrige botanist dr. Glendon er rejst til Tibet for at finde en meget sjælden plante, der kun blomstrer under månens skær, og som efter sigende fungerer som kur mod lycanthropy. I dalen bliver han overfaldet af et væsen, som bider ham, men det lykkes Glendon at slippe væk med planten, og tilbage i London begynder han straks at eksperimentere med at få den til at blomstre under sit kunstige måneskin.

Et stykke tid efter sin hjemkomst opsøges han af dr. Yogami, der er yderst interesseret i planten. Det er også ham, som fortæller, at Glendon er blevet bidt af en varulv, men denne afviser Yogamis snak som vrøvl. Samme aften forvandler Glendon sig dog og slår en kvinde ihjel. Og nu tror han på historien, men det er for sent …

Werewolf of London blev ikke nogen stor publikumssucces. Tilsyneladende lagde den sig for tæt op af Dr. Jekyll and Mr. Hyde, der i 1931 vandt en Oscar for Bedste Mandlige Skuespiller og var nomineret til endnu to, bl.a. for Bedste Adapterede Manuskript.

Som i de senere Wolf Man film stod også Jack Pierce bag makeuppen i Werewolf of London. Oprindeligt ønskede Jack Pierce at bruge den samme makeup, som senere blev brugt af Lon Chaney Jr., men efter sigende ønskede Henry Hull, som spillede dr. Glendon, ikke at få hele ansigtet skjult af makeup. Derfor endte man med en mere minimalistisk makeup, som jeg i virkeligheden synes er langt mere skræmmende, idet mimikken bliver langt tydeligere end med fuld maske på.

Det er sjældent skræmmende at se disse gamle gysere, og det er Werewolf of London bestemt heller ikke. Måske af frygt for at skræmme publikum ud af biografen, veksler den mellem hovedhistorien og så komiske bifigurer, som kommer ind og giver publikum et grin, før historien føres videre. Skuespillet virker meget teatralsk set med nutidens øjne, og der er ikke mange nuancer i historien. Dr. Glendon er også en meget civiliseret varulv, der tager jakke og kasket på, før han går ud, hvilket ikke bidrager til troen på, at han er forvandlet til et dyr, der ikke kan undertrykke sine instinkter om at dræbe.

Men når alt det er sagt, så er Werewolf of London alligevel ganske underholdende. Der er en helt særlig charme over disse gamle film, og så bliver jeg også gang på gang imponeret over, hvor vellykkede forvandlingsscenerne kunne være på den tid. Se ikke Werewolf of London i håbet om at blive skræmt fra vid og sans, men se den gerne som et interessant indslag i gysets udviklingshistorie.

Werewolf of London har bl.a. inspireret John Landis, som i 1981 lavede filmen An American Werewolf in London.

Om filmen:

Instruktør: Stuart Walker
Udgivelsesår: 1935

The Wolf Man (1941)

Den første af Universals succesfilm om the Wolf Man med Lon Chaney Jr. i hovedrollen som Larry Talbot udkom i 1941. Manuskriptet blev skrevet af Curt Siodmak, og oprindelig var Boris Karlof tænkt i hovedrollen som Talbot. “The Wolf Man” blev en stor succes, og det blev til i alt fem film med Lon Chaney Jr. som den plagede Talbot.

“The Wolf Man” var dog ikke første varulvefilm fra Universal Studios. I 1935 havde man forsøgt sig med “Werewolf of London“, der dog ikke blev nogen stor kommerciel succes, idet den lænede sig lidt for kraftigt op ad “Dr. Jekyll and Mr. Hyde“, som havde haft stor succes tre år tidligere. Seks år senere forsøgte man sig så igen, og denne gang var successen hjemme.

Larry Talbot vender tilbage til familiegodset efter at have været bortrejst i mange år. Nu er den ældste bror død i en jagtulykke, og faderen ønsker at Larry kommer hjem og overtager pladsen som godsets arving, hvilket Larry gør med glæde. Han har ikke været hjemme længe, før han møder den smukke Gwen, som han forelsker sig i. Hun er dog forlovet, men alligevel tager hun sammen med en veninde med Larry hen til en sigøjnerlejr for at få læst sin fremtid. Men veninden bliver overfaldet af en ulv, som det dog lykkes for Larry at slå ihjel – kun for at opdage, at der i stedet ligger liget af den sigøjner, som tidligere på aftenen læste i venindens hånd.

Langsomt går det op for Larry, at han er blevet ramt af varulvens forbandelse, men selvom han prøver at overbevise sin far om det, tror denne ikke på ham. Han forklarer, at en fysisk forvandling til ulv er noget vås, og at legenden om varulven kun beskriver dualiteten i mennesket – kampen mellem det gode og det onde. Men han har desværre ikke ret …

I Curt Siodmaks originale manuskript var forvandlingerne til varulv beskrevet tvetydigt, så det aldrig blev helt klart for publikum, om Talbort virkelig forvandlede sig fysisk, eller om det hele foregik inde i hans hoved. Universal ville dog hellere give publikum, hvad de kom for – nemlig et monster – så “The Wolf Man” endte med at gennemgå en fysisk forvandling. Manden bag makeuppen var Universals specialist, Jack Pierce, der også stod bag den fantastiske makeup af Boris Karlofs Frankensteins monster. I dag virker Wolf Mans makeup naturligvis ikke særlig uhyggelig, men dengang var den dyrisk og skræmmende, og arbejdet med at putte den på tog seks timer!

Curt Siodmak var tysk jøde, flygtet fra Tyskland, og ifølge dokumentaren “Monster by Moonlight” var den baggrund med til at skabe en del af mytologien i filmen. Bl.a. så varulven en stjerne i hånden på sit næste offer – en klar reference til nazisternes påbud om, at alle jøder skulle bære en synlig jødestjerne. Han brugte ikke så meget den originale varulve folklore, men skabte i stedet sin egen varulve-mytologi. Bl.a. er digtet, som beskriver, hvordan en uskyldig mand alligevel godt kan blive varulv, helt Siodmaks opfindelse. Ligeledes var sølv i folkloren mest brugt mod vampyrer, men Siodmak gjorde det kendt som et våben mod varulve. Her i første film er fuldmånen dog ikke en betingelse for at blive til varulv, det bliver først indført i film nr. 2.

“The Wolf Man” har i høj grad været med til at skabe det klassiske billede af varulven, vi kender i dag, og der fulgte som nævnt flere film efter. Senest har Joe Johnston lavet en genindspilning af klassikeren i 2010 med Benicio del Toro som Larry Talbot og Anthony Hopkins som sir John Talbot. En film som jeg personlig ikke synes var særligt imponerende.

Naturligvis kan det mærkes, at “The Wolf Man” har 60 år på bagen. Historien er langsom i forhold til nutidens tempo, og Talbots forvandling er ikke særlig skræmmende. Der er også enkelte kiks i kontinuiteten. Det irriterede mig f.eks, at den første gang Talbot forvandles, ser vi ham tage skjorte og sokker af, så han sidder iført undertrøje og bukser. Men da vi ser ham løbe som ulv gennem skoven, har han pludselig en skjorte på. Om det var fordi, det tog for lang tid at sminke ham, eller fordi censuren ikke ville vise så meget, ved jeg dog ikke. Trods disse indvendinger kan jeg dog vældig godt lide “The Wolf Man”. Talbots skæbne, der på nogen måder minder om en græsk tragedie, er stadig rørende, og det er netop denne kombination af det grusomme og det rørende, som gør, at filmen står som en klassiker i dag.

Instruktør: George Waggner
Udgivelsesår: 1941

Udvalg af film med The Wolfman:

The Wolf Man (1941 – George Waggner)
Frankenstein Meets the Wolf Man (1943 – Roy William Neill)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein (1948 – Charles Barton)
The Wolfman (2010 – Joe Johnston)

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Se traileren på YouTube

Ginger Snaps

“Ginger Snaps” er en anderledes varulvehistorie, som tager udgangspunkt i to livestrætte teenagepiger, Ginger og Brigitte. De har lavet en pagt, at hvis de ikke er flyttet hjemmefra som 17-årige, begår de selvmord sammen, og indtil da iscenesætter de forskellige dødsmetoder for at se, hvad der ser mest cool ud!

Som man næsten kan høre er Brigitte og Ginger skolens nørder, men en dag går drilleriet for vidt, og de to piger beslutter sig for at kidnappe skolens ukronede dronnings hund. Om aftenen tager de derfor af sted, men på vejen bliver Ginger overfaldet af noget, der minder om en stor hund. Det lykkes pigerne at slippe væk, og Brigitte vil have Ginger til lægen. Det vil Ginger ikke, og det viser sig også, at sårene allerede er ved at gro sammen.

Selvom Ginger hurtigt er fysisk fit igen, er hun dog forandret, og Brigitte frygter, at det ikke var en helt almindelig hund, der bed Ginger. Og hun har ret …

“Ginger Snaps” er både uhyggelig og til tider ret morsom. Mimi Rogers, der spiller pigernes mor, er vidunderlig i rollen, som moren, der så gerne vil have et tæt forhold til sine døtre, men slet ikke forstår hvad der foregår. Kort efter Ginger er blevet bidt, forklarer hun f.eks. Brigitte om, at det ikke er så nemt at være teenager og få menstruation – nej, i hvert fald ikke når man også er ved at blive forvandlet til en varulv! Hun er forrygende, men det er også både Emily Perkins (Brigitte) og Katharine Isabelle (Ginger).

Jeg følte mig vældig godt underholdt af “Ginger Snaps”, som måske ikke er verdens mest uhyggelige varulve historie, men som ikke desto mindre giver flere gode gys undervejs. Slutningen bliver lidt overspillet, som det ofte er tilfældet i amerikanske film, men generelt synes jeg egentlig, at her er tale om en satirisk ungdomsgyser med potentiale til flere gode gys.

Instruktør: John Fawcett
Udgivelsesår: 2000