oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘zombier’

Zam af Jesper Wung-Sung

Zam

Tankevækkende og mørk roman om identitet, ensomhed, venskab – og zombier

Zam er en ganske almindelig dreng. Hver dag står han op, siger farvel til sin familie og går i skole, og efter skolen går han over i parken og hygger sig med at kigge på mennesker og egern, indtil han går hjem til sin familie igen om aftenen. Bortset fra at Zam slet ikke er en almindelig dreng. Han er nemlig en zombie, og selvom han er en klog og dygtig zombie, går det alligevel galt i skolen en dag, da hans evige plageånd driller ham med det forkerte én gang for meget.

Jesper Wung-Sung har skrevet en række fremragende ungdomsromaner, og ‘Zam’ føjer sig smukt til rækken.

I romanen er zombier en naturlig del af samfundet. De bor som familier i ghetto-områder, men enkelte arbejder eller går i skole som Zam.

Det er dog ikke alle, som bryder sig om, at zombierne er integreret i samfundet. Bl.a. er Zams veninde Sofie’s politiker-far meget imod zombierne, og gennem romanen bliver hans forslag til at adskille de to befolkningsgrupper mere og mere radikale, fra Z-mærkning hvor zombierne skal bære et stort Z tydeligt på tøjet, til oprettelse af lejre hvor zombierne kan gemmes af vejen under kummerlige forhold. Og det er ikke kun politikerne, der er imod zombierne. Selvtægtsbevægelsen Blå Himmel jagter og dræber zombier, først i det skjulte men siden på åben gade midt om dagen.

Midt i alt dette forsøger Zam at leve sit liv så normalt så muligt. Han vil gerne huske noget af sit liv, fra før han blev en zombie, og han prøver ihærdigt på at gøre sin familie mere menneskelige, selvom de hovedsageligt lever for at spise (råt kød) og se tv-serier, der foregår på hospitaler (for her er der ofte blod).

Historien om Zam er en fin og endda til tider rørende fortælling om at være anderledes og forsøge at passe ind, der samtidig rammer lige midt ned i tidens flygtninge- og migrant-debat. Jesper Wung-Sung trækker tråde til både nazisterne og Ku Klux Klan på zombie-modstandernes side, og selvom Zam rent faktisk overfalder og zombificerer en dreng fra klassen – godt nok stærkt provokeret – så får man alligevel ondt af ham, fordi han så gerne vil være en almindelig dreng, men ikke hører til hos hverken mennesker eller zombier.

Wung-Sung smider også referencer ind til både H. C. Andersen og Astrid Lindgren,  ligesom George A. Romero får en hilsen med på vejen. Zam holder nemlig vældig meget af at være i byens indkøbscenter, fordi lyset er så underligt, at alle andre også bliver blege og trætte at se på.

‘Zam’ er ikke en bloddryppende action fortælling, men en tankevækkende og mørk roman om identitet, ensomhed og venskab, som endda kommer i en særdeles flot indpakning med illustrationer af fantastiske John Kenn Mortensen og et gennemført layout hvor der bogstaveligt talt er taget en bogbid.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk
ISBN-13: 9788763840095
Sideantal: 169
Forlag: Høst & Søn

 

Sorgenfri

SorgenfriSå har jeg også fået set “Sorgenfri”, den nye danske zombifilm som er blevet støttet af DFI med lidt over 9 millioner gennem deres spillefilms støtteordning til Børn & Unge (samme ordning som i øvrigt støtter “Finale” filmatiseringen af Steen Langstrups prisbelønnede “Alt det hun ville ønske hun ikke forstod“), men som alligevel kun har fået begrænset visning i fem biografer over hele landet, for hurtigere at kunne blive tilgængelig på diverse digitale platforme.

Jeg har med vilje ikke læst anmeldelser af den, før jeg så den, udover at jeg har set lidt forskellige uddelinger af stjerner, hvor f.eks. Ekkofilm gav den 2 stjerner, mens Politikens anmelder var langt mere positiv og gav den 4 stjerner. Selv hælder jeg langt mere mod de fire end de to stjerner, selvom jeg da sagtens kan se, at filmen ikke er helt sorg fri (hø hø).

På en stille villavej i den idylliske by Sorgenfri bor teenageren Gustav med sine forældre og lillesøsteren Maj. Overfor flytter en ny familie ind, og Gustav bliver straks betaget af deres teenagedatter Sonja. Mens de to unges kærlighed spirer, vokser en katastrofe ud af villakvarterets idyl. En række mennesker bliver syge af en ukendt virus. En ældre nabos mand dør for derefter at forsvinde, før ambulancen når frem. Særlige forholdsregler omkring de syge sættes i værk af myndighederne, og før nogen ved af det, er hele kvarteret i karantæne, og Gustavs familie er lukket inde i deres hus, med vinduer og døre dækket af sort plastic (á la [REC]), så de ikke kan orientere sig om, hvad der sker udenfor.

Det lykkes for Gustav at snige sig ud en nat, og her opdager han, at de syge ikke sendes til behandling, men at de i stedet bliver skudt. Han redder Sonja og hendes mor med over til sin familie, og kort efter dukker endnu en nabo, jægeren Casper, op hos familien. Mens verden omkring dem bryder sammen, må den lille gruppe nu finde ud af, hvad de skal gøre for at overleve. Skal de blive, eller skal de forsøge at flygte?

“Sorgenfri” er instruktøren Bo Mikkelsens debutfilm, og på trods af at den har fået støttepengene fra DFI’s støtteordning til Børn & Unge, så hedder aldersgrænsen meget fornuftigt 15 år. “Sorgenfri” er nemlig langt mere barsk end f.eks. “Dannys dommedag”, en anden dansk gyser rettet mod børn/unge publikummet, som gik i biograferne i 2014 og solgte 26.645 billetter med premiere i 67 sale landet over.

På mange måder synes jeg som sagt, at “Sorgenfri” er ret vellykket. Det lykkes i mine øjne fint for Bo Mikkelsen at lade villakvarterets idyl blive langsomt invaderet af frygt og paranoia, og egentlig synes jeg godt om Troels Lyby som faren, som i starten er den bløde danske mand, der på spørgsmålet om han ikke vil med en nabo på jagt, svarer at han bedst kan lide kød i plastic. Og nok føler han sig forurettet, da de sættes i karantæne,  men alligevel indordner han sig lydigt under de nye regler og forsvarer dem endda overfor Gustav, som udfordrer myndighedernes autoritet. Først da tingene virkelig spidser til, træder Lyby i karakter og det på en ikke særlig sympatisk måde (supermarkeds-scenens afslutning).

Moren spilles af Mille Dinesen, og også hun er meget regelret i filmens begyndelse. Her skal overtøjet hænges på knagen og skoene på plads uanset hvad. Samtidig prøver hun langt ud over alle grænser at beskytte Maj fra virkeligheden, som f.eks. at vi alle skal dø. Nej, nej forklarer hun Maj – man er i gang med at opfinde en pille, så alle kan leve evigt.

Helt klassisk for genren er de voksne altså blinde overfor farerne, mens det er ungdommen, som tager teten og forsøger at klare problemerne, efterhånden som de dukker op.

Lydsiden af filmen er rigtig effektiv i biografen med sin blanding af dansk sommer-idyl, skrigende synthesizere og summende fluer, og ligeledes er special effects godt og overbevisende lavet. Selvom filmen er blodig, bruger Bo Mikkelsen dog også masser af off-screen shots, hvor vi blot hører lydene og ser indvoldene plaske ud over væggen, men det virker fint og er jo i virkeligheden ofte mere uhyggeligt.

Som nævnt flere gange er det en film rettet mod et ungdoms-publikum. Alligevel synes jeg, at Bo Mikkelsen tør lave nogle ting undervejs, som i hvert fald ikke ville gå i en amerikansk film. HEREFTER KAN FØLGE SPOILERS. F.eks. er jeg vild med slutningen mellem far, mor og lillesøster (måske inspireret af “Night of the Living Dead“?). Den er virkelig ond, og så har den lige et sort humoristisk twist. Fedt.

Hvor jeg synes, at “Sorgenfri” halter, er især i slutningen. Her sker nogle mystiske spring, hvor vi i en scene ser mor med lillesøster i stuen, så springer vi til Gustav og Sonja, for så at vende tilbage til mor og lillesøster som nu pludselig befinder sig i lillesøsters værelse? Heller ikke slutningen med Gustav og Sonja virker rigtig. Det føles ligesom om, at Bo Mikkelsen blev bange for at lave filmen for sort, og derfor klippede en fuldstændig umotiveret slutning på. For hvordan hulen slap de væk fra villakvarteret?

Men egentlig var jeg godt underholdt fra start til slut. Jeg kan lide, hvordan Bo Mikkelsen leger med genren, og selvom det langt fra er den mest uhyggelige film, jeg har set, så kan mindre også gøre det. Så giv “Sorgenfri” en chance, og lad zombierne invaderer et villakvarter nær dig.

Om filmen:

Biografpremiere: 31. marts 2016
Instruktør: Bo Mikkelsen
Andre titler: What we become

Andre artikler om Sorgenfri:

Den ‘bedste danske gyser siden Nattevagten’ vises kun i fire biografer (Politiken 30/3-16)
Sorgenfri, anmeldelse af Jakob Stegelmann (Ekkofilm 30/3-16)
The Walking Danskere (Filmz 30/3-16)
Sorgenfri, anmeldelse af Michael Kamp (michaelkamp.dk 31/3-16)
Sorgenfri er klassisk zombigys på dansk (AOK 31/3-16)
Sorgenfri (Heaven of Horror 31/3-16)
Sorgenfri, anmeldelse af Martin Schjönning (Planet Pulp 2/4-16)
5 zombie-film du skal se før du dør – eller efter (DR Kultur 5/4-16)

De døde vågner af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 1)

hvidt-støv-1Et par dage før Emilys 18 års fødselsdag bryder en dødelig epidemi ud. Den breder sig med lynets hast, og dræber unge såvel som gamle. Men Emily overlever og slår sig kort efter sammen med skolekammeraten Palina og et par andre unge, som tilsyneladende også er immune. Men hvad gør man, når verden omkring én er brudt sammen? Og endnu værre – når de døde vågner op igen med en umættelig trang til kød …

“De døde vågner” er første bind i en ny ungdomsserie af Line Kyed Knudsen, og ja – plottet er bestemt set før. Alligevel må jeg indrømme, at jeg var rigtig fint underholdt og ser frem til at læse bind to. Der er naturligvis lidt ungdomsdrama i form af kærlighed på kryds og tværs, men hovedsageligt har forfatteren fokus på, hvad personerne gennemgår, og hvordan de forholder sig til katastrofen.

Palina har f.eks. haft et reality tv-show næsten hele sit liv. I begyndelsen er hun overbevist om, at det hele er sat op af filmholdet for at se, hvordan hun reagerer i en krisesituation. Det lyder jo helt tåbeligt, men hvis man altid  har haft kameraer omkring sig, må man nødvendigvis få et forskruet forhold til, hvad der er virkeligt.

Emily er en gæv pige med en lidt speciel baggrund, og bind et slutter med noget af en cliffhanger for  hende.

Sproget er enkelt og effektivt, og “De døde vågner” er en ungdomsroman der godt kan tilbyde den voksne læser et par underholdende timer. Hvis man altså er til undergangslitteratur med zombier.

Min faster vender sig mod mig og snerrer. Hendes øjne er grågrumsede, hendes tænder er sorte, og pletterne på hendes kinder er blevet til kratere, der blotter knoglerne i hendes kindben. “Tag kniven!” råber drengen, mens han slås med Linda. Han får sparket sig fri, men hun bliver ved med at kaste sig over ham. “Linda!” skriger jeg igen, selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan snakke hende til fornuft. “Hjælp mig nu, for helvede!” skriger drengen. Så får jeg øje på skovlen på verandaen, og jeg kaster mig ud efter den og svinger den mod Lindas ryg. Hun vælter forover, men springer op igen og vender sig knurrende mod mig. Jeg svinger skovlen igen, denne gang så hårdt, at hun vælter om på maven og bliver liggende. Jeg lægger mig på knæ ved siden af hende. Jeg er sikker på, at jeg har slået hende ihjel. Men så hæver hun sit hoved op og drejer det mod mig.”

Besøg Line Kyed Knudsens hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Mette Breth Klausen

Høstens engle af Alden Bell

Høstens engleFor 25 år siden blev verden oversvømmet af zombier. Nu lever menneskene i små samfund forskanset bag mure, i en evig kamp mod de levende døde, mens de drømmer om tiden før zombierne, da civilisationen stadig eksisterede.

Men den 15-årige Temple gemmer sig ikke for livet. Hun er en overlever, født i den nye verden, og alene rejser hun gennem USA’s sydstater uden frygt for hverken zombier eller mennesker. Da en mand forsøger at voldtage hende, mens hun kortvarigt bor sammen med en gruppe, slår hun ham ihjel og må flygte for at undgå broderens hævn. Senere møder hun den stumme og retarderede Maury, som hun redder fra zombierne og beslutter sig for at følge til hans familie i Texas. Men vejen dertil er ikke problemløs, og på sin færd møder Temple og Maury en helt ny gruppering, der anser sig selv for at være verdens arvinger.

For Temple er verden dog ligetil. Uanset om hun støder på både sorger eller glæder, tager hun alt til sig med en umiddelbar taknemmelighed uden fordømmelse. Hun bærer dog også på en stor sorg, som, hver gang hun møder gode mennesker, driver hende videre efter kort tid.

Jeg blev meget betaget af Høstens engle, som måske nok er kategoriseret som ungdomsbog i bibliotekerne, men som absolut fortjener, at den voksne læser giver den en chance. Jeg kom til at tænke på en blanding af The Road af Cormac McCarthy og Resident Evil når det er bedst, men med hovedpersonen Temples filosofiske tilgang til livet er romanen alligevel helt sin egen.

Alden Bell skriver godt og skaber en helt særegen stemning i romanen, som på samme tid er smuk og hensynsløs. Selvom verden ikke mere er, som vi kender den, er det ikke nødvendigvis dårligt – for maddikerne (som Temple kalder zombierne) udfylder bare deres plads, og så er det op til mennesket af finde sin i den nye verden. På den vis minder Høstens engle også lidt om min yndlings zombi-tegneserie The Walking Dead.

Alden Bell er et pseudonym for Joshua Gaylord, der debuterede som forfatter i 2009 med romanen Hummingbird, der intet har med hverken zombier eller jordens undergang at gøre. Ved siden af skriveriet underviser han i engelsk, og har en Ph.D. med speciale i det tyvende århundredes amerikanske og britiske litteratur.

Høstens engle er velfortjent blevet godt modtaget af anmelderne, og har bl.a. vundet ALA Alex Award 2011 samt været nomineret til Philip K. Dick Award 2010 og Shirley Jackson Award 2010. I Danmark har den fået 5 stjerner i af Steffen Larsen i Politiken med ordene: “klog underholdning, fuld af syrede  syner og mesterligt sprog”.

Alt i alt en anderledes zombiroman som både vækker eftertanke og leverer splat, grin og tårer. Absolut anbefalelsesværdig…

Om Høstens engle:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Iris, 251 sider
Originaltitel: The Reapers Are The Angels
Omslag: Peter Solow

Se mere på Forlaget Iris hjemmeside

 

Quarantine 2: Terminal

Quarantine 2: TerminalAf mange forskellige årsager har jeg ikke fået set film de sidste par måneder, men så fik jeg Quarantine 2: Terminal foræret af en god kollega, som skulle have ryddet op i bunkerne. Nu har jeg været begejstret for både de to originale [REC] film samt den amerikanske genindspilning Quarantine, så jeg kastede mig begejstret over denne – og heldigvis så holder serien standarden.

På en rutineflyvning fra Los Angeles til Kansas City bliver en af passagererne syg og aggressiv. Under forsøget på at passificere passageren bider han en stewardesse i ansigtet, før det lykkes for de øvrige passagere at låse ham inde på toilettet. Da piloterne kalder jorden og fortæller om situationen, bliver de bedt om straks at nødlande. Men på landjorden bliver de dirigeret til en tom terminal, og ingen kommer for at hjælpe dem. De er blevet sat i karantæne.

Ligesom i de første film er en virus brudt ud, som forvandler sine ofre til frådende zombier, der aggressivt angriber alt og alle. Quarantine 2 trækker tråde til Quarantine, bl.a. ved at én af passagerne læser om en bygning i L.A., som er blevet sat i karantæne, og vi får også en forklaring på, hvor virussen stammer fra.

Det er et simpelt plot, men effektivt fortalt, og jeg sad næsten yderst på stolesædet hele filmen igennem. Jeg kan rigtig godt lide, at instruktør John Pogue lader os få tid til at møde nogle af personerne, før helvede bryder løs. Vi følger først personalet på flyet, og siden introduceres passagererne lidt efter lidt. Det giver altid en mere interessant film, hvis publikum investere følelser i fortællingens personer, og det synes jeg, man gør her.

Men det er selvfølgelig ikke et person-drama. Det vigtige er virussens virkning på sine ofre, og her er fyldt med fede scener hvor zombierne går amok. Først i den begrænsede plads i flyet, og siden i den kæmpestore tomme terminal. Det giver to forskellige former for uhygge, men begge er vældig effektive.

Jeg kan godt lide, at John Pogue, som også har skrevet manuskriptet, denne gang flytter historien væk fra [REC]-filmenes univers ind i sit eget. Han går også væk fra konceptet med at alt filmes fra personernes synsvinkel, så denne gang er der ikke spor af håndholdte kameraer og kun ganske få overvågningsbilleder.

Jeg fandt Quarantine 2: Terminal underholdende og effektiv, og kan kun anbefale den.

[REC]-universet:

[REC], 2007. Instr.: Jaume Balagueró, Paco Plaza (manuskript  Jaume Balagueró, Luiso Berdejo, Paco Plaza)
Quarantine, 2008. Instr.: John Erick Dowdle (manuskript  John Erick Dowdle, Drew Dowdle)
[REC2] , 2009. Instr.: Jaume Balagueró, Paco Plaza (manuskript Jaume Balagueró, Manu Díez, Paco Plaza)
Quarantine 2: Terminal, 2011. Instr.: John Pogue (manuskript John Pogue)

Om Quarantine 2: Terminal:

Instruktør: John Pogue
Udgivelsesår: 2011

Pandaemonium af A. Silvestri

Pandaemonium af A. SilvestriJeg har haft A. Silvestris Pandaemonium liggende i læsebunken siden nov. 11, hvor jeg købte den på Bogforum. Hvorfor jeg ikke er begyndt på den noget før, kan jeg ikke sige, men nu hvor jeg har læst den færdig, undrer det mig, at jeg ikke bare læste den med det samme. For her bliver sparket zombi-røv med humor og stil.

Pandæmonium stammer fra latin og kan frit oversættes til indbegrebet af alt ondt og alle onde ånder, og det er da også, hvad der ramler ned over København og resten af verden.

En ganske almindelig dag bryder alt sammen. Aggressive fluer myldrer frem og overfalder alt og alle og forvandler de angrebne til zombier, som selv fortsætter med at overfalde de endnu levende medmennesker, og snart er jordens befolkning formindsket med næsten 100% og erstattet af rådnende, stinkende, hjernedøde kadavere.

I tre bøger (Natalicius, Mortalis og Terminus) følger vi forskellige grupper af overlevende i deres kamp mod zombierne, som Silvestri giver sin forklaring på med en blanding af kristne, egyptiske og babylonske myter. Hermed bliver zombierne en brik i “det ondes” spil mod det gode, modsat langt de fleste zombihistorier, der bruger zombierne som “det onde” i sig selv. Et ganske interessant tvist, som Silvestri slipper godt fra, selvom jeg ved slutningen af første bog spekulerede over, om han kunne køre idéen hele vejen hjem. Det mytologiske lag er også med til at give historien endnu en dimension, så de næsten 800 sider ikke kun er ren blod og lemlæstelse (selvom det jo ellers er det, som gør zombifortællinger så fede :))

Det hele er dog langt fra symbolik og “god vs ond” problematik. Her er også masser af action, når vores hovedpersoner må slås mod både zombi-mennesker og -hunde, og det hele krydres med en barsk humor.

“Lugten af forrådnelse blevt et halvt sekund erstattet af lugten af brændende kød. Mange af de døde var omdannet til ildkugler, der stødte ind i de andre og antændte deres tøj. Men de fortsatte fremad. Matematiklæreren klarede frisag og stavrede tættere på skolen. Et brøl af jubel lød fra vinduerne. “Der er grillfest i haven, og I er fandeme alle sammen inviteret!”, hujede Daniel og antændte en ny molotov.”

Jeg har ikke kendskab til mange danske zombiromaner udover selvfølgelig Dennis Jürgensens klassiker “Kadavermarch” fra 1991 efterfulgt af “Kadaverjagt” i 2006 og Patrick Leis’ Necrodemic-saga. Det er derfor en stor fornøjelse, at Silvestri har kastet sig over genren og gør det i så fin stil med Pandaemonium. Han hylder naturligvis både den moderne zombis fader George A. Romero og Dennis Jürgensens “Kadavermarch” undervejs, men også den amerikanske “gyserkonge” Stephen King må have været en inspiration. I hvert fald kunne jeg ikke lade være med at tænke på “The Stand” flere gange undervejs – og det skal kun læses som noget positivt, for “The Stand” er min all time favorit King roman.

Silvestri kalder selv Pandaemonium for: “… en B-film i bogform, komplet med corny one-liners, hurtig action, personer som noget af vejen er stereotyper og kropsvæsker, der flyver til alle sider.” En beskrivelse, jeg synes, rammer lige i plet, for som i alle zombifortællinger gælder det i første række om at smadre hjerneskaller, så blod, smat og materie flyver ud over det hele. Så kommer alt det andet efterfølgende.

Hvis du er til zombi-apokalypser med humor og action og ikke har noget imod en vellykket nytænkning af zombiernes rolle, så er A. Silvestris monumentale roman ikke til at komme udenom. Læs den og nyd blodsprøjtene.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Boglayout.dk

Læs også Janus’ anmeldelse på Horrorsiden.dk og interviewet med A. Silvestri på Fantastiske Forfattere.
Se mere om Pandaemonium på forlaget Valetas hjemmeside
Besøg A. Silvestris hjemmeside
Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden.dk

The Living Dead Girl

Under slottet Valmont findes en gravkrypt, hvor den smukke, unge Cathrine Valmont ligger begravet. En dag dukker nogle mænd op for at gemme kemisk affald i krypten, men der går hul på tønden, og pludselig vågner Cathrine op fra de døde, og drikker deres blod. Efterfølgende bevæger hun sig ud, hvor hun tilfældigt bliver fotograferet af den amerikanske turist Barbara Simon, som er på ferie i den nærliggende landsby sammen med kæresten Greg.

Barbara fascineres af Cathrine, og da hun finder ud af, at Cathrine anses for død, beslutter hun sig for at finde ud af, hvad der foregår.

I mellemtiden er Cathrines barndomsveninde Helene dukket op på slottet. Hun ved ikke, at Cathrine har været død, og tror blot at hun er syg. Da det går op for hende, at Cathrine behøver blod for at leve, hjælper hun straks veninden. Men Barbaras opdukken komplicerer tingene.

Jeg må nok indrømme, at “The Living Dead Girl” ikke lige er min stil. Her er godt nok nogle vældig underholdende splatterscener, bl.a. helt i starten hvor Cathrine spidder en af mændene i øjet med sin finger. Det er så tydeligt en maske, at man ikke kan lade være med at grine, når blodet vælter ud i lårtykke stråler.

Der er til gengæld ingen formildende omstændigheder vedrørende skuespillet, som er totalt ude i hampen. Jeg kunne ikke holde den emsige Barbara Simon ud, og mens Françoise Blanchard måske nok gør det rimeligt som Cathrine, så bliver Marina Pierro som Helene mere og mere skrækkelig, jo længere ind i filmen vi kommer.

Historien synes jeg heller ikke hænger særligt godt sammen. Her er nogle gigantiske forklaringsproblemer, som at Cathrine efter to år i sin kiste ikke er det mindste rådden; at krypten konstant er oplyst med fakler; at den unge pige Helene bortfører ud til slottet, først begynder at undre sig over, hvor de skal hen, da de holder udenfor lågen. Og find selv på flere.

Desuden finder jeg tråden om de to kvinders venskab/kærlighedsforhold både langsommelig og ligegyldig.

For mændene er her dog bonus-scener, når kvinderne smider tøjet og kæler for hinanden i blufærdig lesbisk kærlighed, men det tilføjer ikke filmen noget efter min smag. Så alt i alt må jeg nok erkende, at mit første besøg ind i den franske instruktør Jean Rollins univers ikke ligefrem gav mig lyst til at se mere. Men mon ikke jeg glemmer det og forsøger mig igen om nogen tid?

Læs også omtalen på HorrorUnrated.com

Instruktør: Jean Rollin
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: La morte vivante

La Horde

La HordeI år så jeg min første danske zombifilm (Opstandelsen), og nu har jeg så set min første franske. Og selvom danske Casper Haugegaard med garanti ikke har haft ligeså mange penge at gøre godt med som Yannick Dahan og Benjamin Rocher, så synes jeg faktisk, at Opstandelsen på sin vis var bedre.

4 betjente er på et personligt hævntogt mod en narkobande, som holder til i toppen af et kondemneringsværdigt højhus. Det går dog helt galt, og de bliver fanget i stedet for, og en af dem myrdes. Men før der kan ske mere, bryder mareridtet ud i fuldt flor. De døde begynder at rejse sig og angribe de levende, og snart må de overlevende betjente slå sig sammen med forbryderne for at forsøge at slippe levende ud af højhuset.

Normalt er jeg ret vild med zombifilm, og jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor jeg ikke synes La Horde fungerer. Zombierne er sådan set gode nok, og personerne er hverken værre eller bedre end i så mange andre zombifilm. Ikke desto mindre var jeg forholdsvis ligeglad med, om de overlevede eller ej og synes nok i virkeligheden, at de var lidt for overspillede allesammen.

På plussiden er slutningen, som lige faldt i min smag, men bortset fra den har jeg set mange zombifilm, som var mere underholdende. For en god ordens skyld må jeg hellere gøre opmærksom på, at La Horde har fået ros fra andre sider, bl.a. Horrortalk.com, som skriver: “The Horde (La Horde) is not quite as powerful as what some are calling The New Wave of French Extremism, yet still packs a decent punch while delivering a crowd-pleasing action-horror flick.

Om La Horde:

Instruktør: Yannick Dahan & Benjamin Rocher
Udgivelsesår: 2009

Day of the Dead 2: Contagium

Day of the Dead 2: ContagiumI 1968 bryder helvede løs på Ravenside militærhospital. Patienterne begynder at spise hinanden, og de døde rejser sig igen. Militæret sættes ind for at stoppe balladen, og alle i området dræbes, hvorefter bygningen brændes ned. Men én mand nåede udenfor murene, før han blev dræbt, og han havde noget med sig.

I nutiden er Ravenside blevet genopført som psykiatrisk hospital, og vi følger en gruppe patienter, som alle behandles af den uortodokse læge, Donwynn. En dag finder en af mændene en beholder gemt i noget buskads, men da han åbner beholderen, åbner han samtidig døren ind til et nyt mareridt. Og denne gang står hæren ikke klar udenfor hospitalet…

Nu kan jeg godt lide zombi-film, så de skal være temmelig ringe, for at jeg ikke føler mig godt underholdt. Day of the Dead 2: Contagium (eller som den hedder på dansk Day of the Dead: the Beginning – forstå den oversættelse hvem der kan?) er langt fra den værste, jeg har set, men den scorer dog kun 2,3 på IMDB. Jeg følte mig nu ganske underholdt, og synes at instruktørerne generelt er sluppet ok fra både splatter-effekter og skuespilspræstationer.

Filmselskabet prøver at sælge Day of the Dead 2: Contagium, som en forløber til George A. Romeros zombi-film, meeen det er vist lidt af en tilsnigelse. Derimod tror jeg, at de har fundet lidt inspiration i Doom også fra 2005. Her er i hvert fald lidt samme idé om DNA-mutationer.

Instruktørerne Ana og James står også bag den temmeligt dårlige Creepshow 3.

Om Day of the Dead 2: Contagium:

Instruktør: Ana Clavell og James Glenn Dudelson
Udgivelsesår: 2005

Camp 41 af Patrick Leis

Camp 41 - ReservatetLige siden jeg læste Requiem i 2003, har jeg med stor fornøjelse fulgt med i Patrick Leis’ zombie-serie. Camp 41 der er opdelt i to bind Reservatet og Heksehammeren forgår tidsmæssigt lige efter Svøbens udbrud og kort før C-byerne bliver anlagt. Historien kan godt læses selvstændigt, men det vil jeg nu ikke anbefale, for hvorfor dog gå glip af de øvrige bind i serien.

Som sagt er Svøben brudt ud og menneskeheden er trængt. Hæren forsøger efter bedste evne at nedkæmpe zombi-hæren, men det er ikke en normal fjende, og hver gang man mister enten en borger eller en soldat, er der endnu en fjende at kæmpe imod. Civilbefolkningen bliver i et vist omfang flyttet til sikrede områder, og det er i Camp 41, at historien udspiller sig.

Vi følger en række forskellige personer, som er interneret i lejren. Teenagepigen Lomis, der mener, at man kun kan stole på én person her i livet – sig selv; kommandant Videkamp som efter bedste evne forsøger at få livet i lejren til at glide problemfrit; den lille pige Tilde med bjørnen hr. Knut; Jason der klarer sig igennem livet i lejren med sin lille sortbørskiosk; den religiøse Ann Magret der anser Svøben som Guds straf over synderne osv.

Men livet i lejren er ikke let. Alle er traumatiserede efter sammenstød med zombierne, så overskuddet er ikke stort overfor hinanden. Ovenikøbet kommer der hele tiden flere og flere flygtninge til, samtidig med at forsyningerne udefra leveres mere og mere uregelmæssigt. Og da det for alvor begynder at knibe med plads og mad, falder civilisationens fernis hurtigt af de internerede.

Camp 41 er ikke den bedste bog i serien. Leis prøver lidt for ihærdigt at hæve historien fra en god gang zombisplat til samfundskritik med sine sammenligninger med Guantanamo og vores behandling af flygtninge.

Når det er sagt, så slugte jeg dog de to bind (især Heksehammeren) nærmest i et stræk. Der er måske ikke helt så meget splat som ellers, men når Leis lader kadaverne tale, så er det altid underholdende og klamt på den gode måde.

Jeg var også glad for at få tidslinjen over Necrodemic-sagaen bagerst i Reservatet. Her indplacerer Leis nemlig romanerne, og det ser ud til, at vi har to til gode endnu: Eksil og Io.

Kent Rasmussen bøjede sig over liget og tørrede sig diskret om munden. Han var på randen af sammenbrud og det var næsten fire dage siden han sidst havde spist. Han vendte sig tøvende mod sine bofæller og natten til den 9. december blev det for første gang foreslået, at man måske kunne æde de døde. Forslaget udløste naturligvis en højrøstet diskussion, men efter flere timers votering hvor etik blev vejet op mod sult, fandt Søren skærekniven frem og i de tidlige morgentimer bredte der sig en sød og liflig duft af bacon over lejren. Nu fandtes der kannibaler på begge sider af pigtråden.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Patrick Leis

Necrodemic-sagaen:

Camp 41 (Reservatet, Heksehammeren), 2011
Necropolis, 2008
Psykonauten, 2007
Pax Immortalis, 2006
Requiem, 2003

Besøg Patrick Leis hjemmeside eller køb bøgerne hos Forlaget Facet