Mørkets dronning af Susan Carroll

Mørkets dronning af Susan CarrollAriane er Fruen af Belle Île, en fredelig lille ø ud for Frankrigs kyst. Men freden brydes, da heksejægeren Le Vis ankommer. En letlæst historisk roman fra 1500-tallets Frankrig.

Ariane er den ældste af tre søstre. Deres mor er død, nogle år før romanen begynder, og deres far er bortrejst og frygtes omkommet. De tre søstre ejer hver især særlige evner og tilhører en gruppe af vise kvinder, som kaldes Jordens døtre.

Som Fruen af Belle Île er det Arianes pligt at beskytte øens befolkning, der hovedsageligt består af kvinder, som ønsker at holde sig borte fra de heksejægere, der skånselsløst jagter såkaldte hekse over hele landet. Så da Grev Renard dukker op og ønsker at tvinge Ariane til at gifte sig med ham, er det ikke kun sine egne følelser, hun må tage hensyn til.

Samtidig dukker også en såret kaptajn op på øens kloster. Med sig har han et par handsker, som han er ganske overbevist om er forgiftede, og som Katharina af Medici skulle have brugt mod kaptajnens dronning.

Ariane beslutter sig for at hjælpe kaptajnen, men snart dukker heksejægerne op på Belle Île, og Ariane må pludselig kæmpe for sit og sine søstres liv.

Historien om Ariane er letlæst og underholdende, om end noget klichéfyldt til tider. Personerne virker lidt endimensionelle, og det er meget tydeligt, hvem der er gode, og hvem der er onde. Der er dog masser af intriger, som let og ubesværet driver historien frem, så underholdningsværdien er ikke værst.

Susan Carroll har flere historiske romaner bag sig, men Mørkets dronning er den første, der er udkommet på dansk. Mon ikke vi også kan forvente, at de to fortsættelser, The Courtesan og Silver Rose bliver oversat?

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2006
Forlag: Aschehoug, 478 sider

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.