Eksperimentet af Dean Koontz

Da Travis Cornell på sin 36 års fødselsdag tager på udflugt i Santa Ana bjergene, hvor han har tilbragt mange glade barndomsdage, har han ingen anelse om, at hans liv er på vej til at blive vendt op og ned. Men denne dag møder han en hund ude i skoven, som redder ham fra en ukendt fare, og Travis beslutter sig for at tage den med hjem. Her døber han den Einstein, men selvom han har en fornemmelse af, at det er en klog hund, ved han endnu ikke hvor klog.

Einstein er nemlig stukket af fra forskninscentret Banodyne, hvor man forsker i genteknologi, og Einstein er det ene resultat af dette. En sød og ualmindelig klog hund, der forstår og kan kommunikere med mennesker. Der er dog også et andet resultat – Outsideren – et eksperiment som skulle skabe den perfekte dræber, som hader alt og alle og kun ønsker at dræbe og dræbe.

Outsideren nærer et brændende had til Einstein, og nu forfølger den ham nådesløst. Og ikke kun Outsideren er efter Einstein og Travis. Regeringen ønsker at få deres eksperiment tilbage, så med FBI i hælene må Travis gå under jorden sammen med Nora, som Einstein også har hjulpet ham til at finde. Det hjælper dog kun lidt da lejemorderen Vince Nasco kommer på sporet af dem.

Eksperimentet var den første roman, jeg læste af Dean Koontz, og den har altid stået for mig som en helt fantastisk bog. Jeg var derfor spændt på, om genlæsningen ville leve op til mine forventninger. Det gjorde den heldigvis i store træk. Jeg er stadig fascineret af historien om den intelligente golden retriver, som forfølges af den lige så intelligente, men dødsensfarlige Outsider.

Noget af det, der særligt tiltrækker mig ved historien, er, at selvom Outsideren udover al tvivl er farlig og ønsker at dræbe alle omkring sig, så er den også selv et offer. Den er blevet skabt grim og hadefuld med formålet at slå ihjel – og det gør den så. Men indeni har også den drømme, og der er en meget rørende scene i bogen, da FBI finder en hule, som Outsideren har boet i

“Det mest medynkvækkende var hylden med Ousiderens nipsting. Der var en glaskugle og en strålende urtepotteskjuler af kobber og en porcelænsfigur, der forestillede to fugle på en gren. Det kunne se ud til, at Yarbecks monster i al sin fremmedartethed alligevel satte pris på skønhed og havde et ønske om ikke at leve som et dyr, men som et intelligensvæsen, der havde i hvert fald en smule berøring med civilisationen. Lem følte sig syg om hjertet ved tanken om dette ensomme, plagede væsen, denne umenneskelige, men selvbevidste skabning, som Yarbeck havde bragt til verden.” 

For mig er det bedste ved romanen de to eksperimenter, der er som ying og yang. De er begge ligeså intelligente som mennesker, men de kan alligevel ikke selv bestemme over deres liv. Den uløselige konflikt opsummerer den gamle advokat Garrison smukt: “Menneskeheden har ingen ret til at frembringe en anden intelligent race og så bagefter behandle den som sin ejendom. Hvis vi er kommet så langt, at vi kan skabe, ligesom Gud kan skabe, så må vi lære at være lige så retfærdige og storsindede som Gud.”

Der er andre ting i Eksperimentet, som jeg ikke synes, er så vellykkede. Jeg er f.eks. i tvivl om, hvorfor Koontz har valgt at have sidehistorien om Vince Nasco med. Han slår en række af de forskere ihjel, som har arbejdet med Einstein og Outsideren, og måske skal han ses som Guds straf for at fifle med genforskning. Men han er en lidt uudfoldet figur, som nok bringer pace til historien, men ikke helt hører til.

Historien om Nora er mere forståelig, og selvom det kan irritere mig, at kvinderne i Koontz romaner altid er utroligt smukke, så kan jeg godt lide, at Nora udvikler sig i historien. Hun er i begyndelsen en undertrykt og skræmt kvinde, men kærligheden får hende til at blomstre op.

Selvom Koontz romaner ofte kan have meget uhyggelige monstre og psykopater i dem, indeholder de dog også altid en grundlæggende optimisme. Ind i mellem bliver det for meget, men i Eksperimentet har Dean Koontz skabt den perfekte blanding af gys, kærlighed og humor.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1987
Forlag: Bogsamleren, 286 sider