Jonas er flyttet til den lille fynske by Stillinge sammen med sin mor efter forældrenes skilsmisse. Moderen arbejder meget og har slet ikke blik for, at Jonas ikke er faldet godt til. I skolen bliver han drillet en del, og han har ikke fundet nogen venner. Der er dog Christian, som han ind i mellem taler med. Christian er også tilflytter, men han er sporty, klog og sjov, så ham er der ingen, der mopper.
En dag finder Jonas en stor tudse ude i skoven. Han tager den med hjem og gemmer den i kælderen, hvor han fodrer den. I starten spiser den kun insekter, men snart må Jonas bringe den levende mus og andre smådyr. Tudsen vokser og vokser, og også Jonas ændrer sig. Han bliver pludselig mere populær og begynder at ses med skolens populæreste pige, Stine. Men han får også sværere ved at styre sit temperament, og da Scooterbanden (de lokale rødder) overfalder ham en gang for mange, får det fatale følger.
Patrick Leis har tidligere skrevet flere romaner, som både indeholder science fiction og gyser elementer. Det gør Imitator også. For det viser sig naturligvis at tudsen er noget ganske andet, og dens påvirkning gør også Jonas til noget andet.
Imitator er skrevet i et flydende og letlæst sprog uden de dybe personkarakteristikker, men det gør ikke noget, da det falder naturligt i gysergenren. Historien fortælles fremadskridende, og Patrick Leis laver flere henvisninger til sine tidligere bøger ved at genbruge navne og personer fra disse. Et trick han muligvis har lært af Stephen King.
Imitator er en elementært underholdende roman, som kan læses både af unge og af voksne, som kan lide et godt gys.
Om bogen:
Udgivelsesår: 2005
Forlag: Klim, 228 sider