“Lovecraft” er en tegneserie biografi om en af de mest inspirerende forfattere indenfor gysergenren.
Historien begynder med Lovecrafts barndom, hvor faderen er indlagt på et sindssyge hospital (og snart dør), og hvor moderen får den lille dreng til at gå i pigetøj. Om aftenen fortæller bedstefaderen de grusomste historier, og da Lovecraft også finder den mystiske bog Nekronomikonen i sin fars bibliotek, er grunden til hans senere mærkelige oplevelser lagt. Nekronomikonen åbner nemlig op til en anden verden, som er befolket af væsner, der ønsker at komme ind i vores verden for at overtage den. Lovecraft kæmpede hele sit liv for at holde denne port lukket, og for selv at overleve skrev han sine oplevelser ned.
Her er tale om en ualmindelig vellykket og velskrevet tegneserie. Historien er spændende skrevet og følger pligtskyldigt detaljerne fra Lovecrafts liv. Det eneste forfatteren har taget sig kunstnerisk frihed til, er grunden til Lovecrafts sindssyge. Er der virkelig en parallelverden, som Lovecraft beskrev i sine bøger?
Tegningerne skaber en intens stemning hele vejen igennem historien. Der er arbejdet med brugen af farver. Den virkelige verden er holdt i afdæmpede brunlige farver, og kun Lovecraft har lidt farve undervejs – indtil dørene til Arkham åbner sig, så bruger tegneren stærke farver. Væsnerne fra parallelverdenen tegnes nærmest i grotesk stil, og virker skræmmende og usigelige. Akkurat som Lovecraft beskriver dem.
Tegneserien har forord af John Carpenter, som indrømmer, at han har været stærkt inspireret af Lovecraft i flere af sine film. En inspirationskilde han i øvrigt deler med forfattere som Stephen King, Clive Barker og mange andre. Meget læseværdig tegneserie.
Om bogen:
Udgivelsesår: 2004
Illustrator: Enrique Breccia
Forlag: G. Floy Studio, 140 sider
Pingback: Hotellet af Jonas Wilmann
Pingback: GRU – magasinet om hekse, varulve, troldmænd, monstre m.m.
Pingback: Sorte åkander af Cassegrain/Duval/Bussi