Hvordan udfører man den perfekte forbrydelse? Kidnapper en baby for den kan ikke identificerer dig, så du behøver ikke slå den ihjel.
Blaze er en ikke særlig kvik fyr. Efter en rædselsfuld barndom kom han på børnehjem, og her fortsatte tæskene og ydmygelserne. På hjemmet havde han kun én ven, John Cheltzman, en lille ranglet fyr som hjalp Blaze med matematikken. Til gengæld hjalp han John med at holde de store bøller væk. For Blaze var en kæmpe allerede som dreng. Men John dør, og da Blaze endelig slipper ud af børnehjemmet, er han alene i verden.
Pga. sin størrelse bliver Blaze involveret i kriminalitet. Mere held end forstand holder ham ude af fængslet, og så møder han George. George er en småsvindler med langt flere hjerneceller end Blaze. De to slår sig sammen, og Blaze har endelig fået en ven.
George har en drøm om at lave Det Store Kup, som han kan trække sig tilbage og leve af. Han får idéen til at kidnappe en baby, og Blaze er med, som han er med på alt, hvad George siger. Det ender dog med, at Blaze selv må udføre kidnapningen, og som man kan forestille sig går alt galt.
Romanen er skrevet i Stephen Kings Bachman-periode, nærmere bestemt i 1973. Siden har den lagt i en skuffe, fordi King ikke syntes, den var god nok til at blive udgivet. Men efter at King i 2005 udgav The Colorado Kid, kom han igen i tanke om den, og en omskrivning senere er den nu udkommet til glæde for Kings trofaste læsere.
Historien om Blaze er dels en kidnapningshistorie, og dels er det historien om en dreng, der vokser op under kummerlige kår, og hvad de kår gør ved ham. King beskriver Blaze’s barndom, så man næsten får tårer i øjnene, og jeg fik i hvert fald stor sympati for den “dumme” kæmpe, som bare ønsker at høre til. King skriver selv i sit forord til historien, at han var bange for, at den var for rørstrømsk – og ja, den er trist, men jeg synes, han holder balancen fint. Det bliver aldrig for meget.
Der er ikke gys og gru af den overnaturlige slags i denne roman, men der er masser af den hverdagsagtige gru, som børn over hele verden desværre lever i, med forældre der drikker og slår, børn der mobber, og Systemet som kun ser dem som en sag og ikke mennesker. Det er en barsk roman, men der er dog også lyspunkter ind i mellem. Heldigvis for ellers var den ikke til at holde ud at læse.
Om bogen:
Originaltitel: Blaze
Udgivelsesår: 2007 (som Richard Bachman)
Andre bøger af Richard Bachman:
Blaze, 2007
Regulatorerne, 1996
Manden der blev tyndere, 1984
Den løbende mand, 1982
Dawes sidste kamp, 1981
Den lange vandring, 1979
Amok, 1977
Pingback: Amok af Richard Bachman