Severance

SeveranceFor et par år siden så jeg filmen “Creep“. Det var en okay gyser, der godt kunne give klaustrofobiske fornemmelser (foregik i en undergrundsstation), og hvor monstret sagtens kunne blive til en serie. “Severance” er lavet af samme instruktør, og er en endnu bedre film.

Det multinationale våbenfirma Palisade har sendt de 7 ansatte i salgsafdeling på teambuildings-weekend i Østeuropa, hvor de skal spille paintball og nyde livet i en luksushytte. Men allerede før de når hytten, opstår der problemer. Deres chauffør nægter at køre gennem skoven til hytten, så de må gå – og ender naturligvis det gale sted.

Samtidig er der masser af problemer i gruppen. Chefen Richard (spillet suverænt af Tim McInnerny fra bl.a. Blackadder-serien) er håbløs, og supersælgeren Harris er i konstant opposition til ham. Derudover er Steve høj på svampe, George leger spejder og Billy er håbløst forelsket i den tjekkede Maggie.

Der er dog ikke en gang gået en nat, før gruppen for alvor kommer ud i noget teambuilding. Det viser sig nemlig, at de lokale ikke har varme følelser til overs for Palisade – og snart er salgsafdelingen jaget vildt…

Christopher Smith har lavet en film, som både er morsom, og hvor blodet sprøjter. Allerede starten, hvor to piger styrter gennem en skov og falder i en nedgravet fælde, mens musikken spiller muntert, fik smilet frem hos mig. Og endnu bedre bliver det, når salgsafdelingens medlemmer præsenteres. Jeg har ovenfor fremhævet Tim McInnerny, men også Danny Dyer som Steve er suverænt godt castet, og Laura Harris som Maggie fik mig til at tro på, at kvinder godt kan overleve i en gyser.

Endelig synes jeg også godt, om filmens underliggende tema, for kan man egentlig have ondt af folk, som lever af at sælge våben, når de bliver dræbt af deres egne varer?

Om “Severance”:

Instruktør: Christopher Smith
Udgivelsesår: 2006

En tanke om “Severance

  1. Janus siger:

    Jeg havde slet ikke fanget, at det var den samme person, der stod bag Creep. Gode film, begge to, selv om de er meget forskellige.
    Nu tilbringer jeg dagen med at være syg, så måske skulle jeg benytte lejligheden til at gense en af dem. Så kommer der da lidt godt ud af det 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.