Det er flere år siden, jeg så Ju-on første gang. Jeg kan huske, at jeg blev vildt skræmt af den, men også at det kneb mig at følge med i plottet. Nu har jeg set den igen, og det var et herligt gensyn.
Filmen er opbygget i 6 kapitler, som ikke fortælles kronologisk. Hvert kapitel er opkaldt efter en af de personer, som optræder i det. Første kapitel hedder Rika og handler om den unge frivillige social-hjælper Rika, som tager ud til en ældre dame, der ligger alene i skidt og møg. I huset ser hun også en lille dreng, som er lukket inde i et skab. Hun lukker ham ud og tilkalder assistance, men før den når frem, ser hun en skikkelse ved den gamle kvinde.
Andet kapitel hedder Katsuya og handler om ægteparret, som bor i huset med den gamle kvinde. De er netop flyttet ind, og hustruen Kasumi er godt træt af, at svigermoren roder sådan rundt om natten. Mens manden Katsuya er på arbejde, må hun rydde op, og pludselig opdager hun en lille dreng i huset. Hun følger ham op i soveværelset, og da Katsuya kommer hjem, ligger hun fuldstændig stiv i sengen. Og så dukker drengen frem igen.
Tredje kapitel hedder Hitomi og følger Katsuyas søster. Hun kommer på besøg om aftenen, men Katsuya sender hende hjem uden forklaringer. På vej hjem oplever hun flere uhyggelige ting, og da hun endelig når hjem i sin lejlighed, gemmer hun sig i sengen. Og så kommer en af de mest uhyggelige scener i hele filmen.
I fjerde kapitel introduceres vi for en tidligere betjent, Toyama, som har trukket sig tilbage efter at have efterforsket en sag, hvor en mand myrdede sin hustru og deres lille dreng forsvandt. Femte kapitel følger Toyamas datter Izumi, som sammen med nogle veninder har været i huset, og i sjette kapitel hører vi historien om Saeki, som slog hustruen Kayako ihjel og startede forbandelsen, der nu hjemsøger alle, der kommer i huset.
Jeg synes stadig, at Ju-on er en uhyggelig film, og især scenen i Hitomis soveværelse kan få mig til at putte hovedet under dynen (men det hjælper jo desværre ikke så meget *S*). Selvfølgelig bliver det ikke ved med at være lige skræmmende med de sorthårede kvinder og det sortøjede barn, når man efterhånden har set en del asiatiske gysere. Ikke desto mindre holder Ju-on uhyggen pænt, selv ved et gensyn. Stemningen er dyster, og Shimizu bruger lyd og billeder på overraskende måder. Min eneste anke er nok, at personerne i filmen hele tiden vælter om i rædsel og prøver at kravle væk fra faren. Det ser man altså ikke ret tit i vestlige film, og det generede mit øje lidt.
Takashi Shimizu har også instrueret både Ju-on 2 og den amerikanske genindspilning The Grudge, der har Sarah Michelle Gellar i rollen som Rika. Nogle af genindspilningerne af de asiatiske gysere er ganske udmærkede, nogle endda rigtig gode. Alligevel jeg foretrækker som regel originalerne, fordi de indeholder en knugende uhygge, der er svær at genskabe, når det gode skal triumfere til sidst – for det skal det som hovedregel i amerikanske film.
Læs mere om asiatiske gyserfilm i det danske filmmagasin Mifune, nr. 8 fra 2005.
Om filmen:
Instruktør: Takashi Shimizu
Udgivelsesår: 2002
