Hellbound starter, hvor Hellraiser sluttede.
Kirsty vågner op og er blevet indlagt på et psykiatrisk hospital efter oplevelserne i faderens hus. Politiet vil høre, hvad der er sket, men tror ikke på Kirstys forklaringer om dæmoner, som kommer ud af en puzzlebox. Det gør overlægen Channard til gengæld. På overfladen er han en respekteret læge, men det viser sig snart, at han er dybt fascineret af menneskesindets afkroge og kødets hemmeligheder. Dr. Channard får fingre i den madras, Julia døde på, og det lykkes ham at bringe hende tilbage, og sammen lokker de en patient til at åbne puzzleboxen endnu en gang.
Kirsty er overbevist om, at hendes far er i Pinheads verden, og hun følger efter dem for at finde ham. Men i helvedets labyrint er mange fælder, og Pinhead og de tre andre cenobites er opsatte på at få fat i Kirsty efter hun slap fra dem første gang.
Hellbound er ikke nær så opfindsom og uhyggelig som den første film. Her er nogle udmærkede scener, men generelt synes jeg, historien hænger for lidt sammen. Især synes jeg, at Kirstys opgør med Pinhead sidst i filmen er fuldstændig latterlig. De fire cenobites er dog stadig godt lavet, og jeg undrer mig over, hvorfor de bliver skiftet ud i de næste film.
Om Hellbound:
Instruktør: Tony Randel
Udgivelsesår: 1988
Serien Hellraiser:
Hellraiser, 1987 – D: Clive Barker
Hellbound – Hellraiser II, 1988 – D: Tony Randel
Hellraiser III – Hell on earth, 1992 – D: Anthony Hickox
Hellraiser IV – Blodline, 1996 – D: Kevin Yagher, Alan Smithee
Hellraiser V – Inferno, 2000 – D: Scott Derrickson
Hellraiser VI – Hellseeker, 2002 – D: Rick Bota
Hellraiser VII – Deader, 2005 – D: Rick Bota
Hellraiser VIII – Hellworld, 2005 – D: Rick Bota
