Allerede året efter den første Nightmare-film kom efterfølgeren A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge. Den blev instrueret af Jack Sholder, og selvom den kostede næsten dobbelt så meget at lave som 1’eren (ca. 3 mio.), så indspillede den stort set også sig selv i åbningsweekenden med en omsætning på 2,8 mio.
Jesse er sammen med sin familie flyttet til Springwood, hvor faren har fået en god pris på et dejligt hus på Elm Street. Huset er naturligvis Nancys gamle hjem, og det varer da heller ikke længe, før Jesse begynder at lide af mareridt med Freddy i hovedrollen.
En nat drømmer Jesse, at Freddy myrder skolens fodbold-træner, mens Jesse ser på, og da det næste dag viser sig, at træneren rent faktisk er blevet myrdet, går det op for Jesse, at Freddy bruger ham som en form for port ind i vores verden. Han overtager Jesses krop og myrder løs. Men heldigvis har Jesses kæreste Lisa ikke tænkt sig at lade Freddy vinde…
2’eren er efter min mening ikke helt så effektfuld som den første film. Muligvis fordi jeg ikke synes, at Jesse (Mark Patton) spillede særligt godt. Det er dog fra 2’eren, at citatet “You are all my children now” stammer, og det trækker alligevel lidt op 🙂
Om A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge:
Instruktør: Jack Sholder
Udgivelsesår: 1985
A nightmare on Elm Street serien:
A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu
Min 12-årige søn er smittet af en far, som ikke kan få nok gys. Han er helt vild nysgerrig på genren, og som en god far er man jo nødt til at overveje, hvad han bør se. Serien om Freddy Krueger er dog et godt sted at starte, og figuren bliver nu hyldet på børneværelset, som han gjorde det tilsvarende tilbage i 80’erne. Det er fantastisk at opleve, og herligt at genopleve – man bliver lidt stolt.
Ikke mindst højnes stoltheden, når sønnen så også kan bedømme 2’eren i rækken af film, som en film, der ikke er helt så god som 1’eren. For der har han jo ganske ret – der er gjort et hæderligt forsøg på at følge op på den første films succes, og det er desværre kun lykkedes halvt.
Vi har netop bestilt en Freddy-T-shirt på nettet – og så er der ellers dømt film de næste mange lørdage (når mor er gået i seng…)
Hvor er det skønt at have en søn at dele sine interesser med 🙂