Egentlig synes jeg, at det er noget pjat med alle disse genindspilninger af asiatiske gysere, for som regel er originalen alligevel bedre. Det synes jeg også “Ringu” er i forhold til sin amerikanske version, men jeg vil trods alt ikke afskrive “The Ring” som decideret dårlig.
To piger sidder en aften, og den ene fortæller en historie om et mystisk videobånd, hvor man, hvis man ser det, dør efter syv dage. Samme aften dør den ene pige. Hendes moster, Rachel, er journalist og begynder at undersøge sagen, da det går op for hende, at tre andre unge døde samme aften – og at alle fire havde været sammen en uge før.
Rachel får fat i videobåndet og ser det, og nu har hun kun en uge til at opklare sagen, før hun selv bliver offer for videobåndets forbandelse. Som hjælp får hun sin eks-kæreste Noa, der også er far til hendes søn Aidan. Men hvem er personerne på videoen? Og hvorfor dør alle som ser den?
Plottet følger i det store hele den originale historie, og der gemmer sig derfor ingen overraskelser i slutningen, hvis man har set “Ringu”. Til gengæld er der lavet lidt ændringer i, hvor og hvordan båndet er blevet til. I stedet for en synsk kvinde har vi en hesteopdrætter, og hvorfor lige den ændring kan jeg ikke gennemskue, når resten helt ind til små detaljer med kameraføringen stort set følger originalen.
Jeg blev dog positivt overrasket over brugen af chok-effekter. Hvor de amerikanske genindspilninger som regel går helt amok og viser spøgelser og klamme skikkelser i en lind strøm, så holder Gore Verbinski sig nogenlunde klar af det vildt overdreven, og det betyder, at “The Ring” er ganske uhyggelig på den mere underspillede måde.
Hvis man ikke har set “Ringu”, tror jeg, at “The Ring” er en rigtig god film. Og har man set originalen, så bliver man selvfølgelig ikke så overrasket, men her er stadig tale om en vellavet film.
Filmen bygger på roman “Ring” af Koji Suzuki
Om “The Ring”:
Instruktør: Gore Verbinski
Udgivelsesår: 2002
