Hvor meget skal der til, før et menneske knækker? Og hvad sker der så …
Et nedlagt sindssygehospital skal istandsættes og bruges som kultur- og rådhus. Gordon er leder af det asbestfjernerhold, som vinder liciteringen, og bortset fra at der skal knokles igennem, så virker det som et let job med en 10.000 dollars bonus, hvis de når at blive færdige indenfor tidsfristen.
Men der er spændinger i gruppen. Gordon selv er lige blevet far, og det kniber med nattesøvnen. Hank har snuppet Phils kæreste, og Mike overvejer at vende tilbage til jurastudiet, mens Jeff aldrig har prøvet at fjerne asbest før. Mens de knokler for at blive færdige, opbygges spændingen langsomt, og det føles næsten som om, hospitalets horrible fortid indhenter nutiden.
Jeg var yderst positiv overrasket over Dødens hospital. Egentlig havde jeg forventet lidt hjernedød splatter, for sådan går det ofte med hospitalshorror. I stedet fik jeg en film, der bruger tid på at opbygge stemningen, og som ad kringlede veje fører seeren mod en slutning med et twist. Måske havde jeg gættet noget undervejs, men instruktør Brad Anderson sørger hele tiden for at holde historien spændende og med flere mulige udfald.
Brad Anderson har også instrueret afsnittet Sounds like i serien Masters of Horror. Den var jeg ikke ubetinget begejstret for, men jeg kan godt genkende flere træk, som bare virker meget stærkere på mig her i Dødens hospital. Her er samme rolige opbygning og fokus på mennesket i historien. Her er flotte billeder, der understøtter historien, og så lykkes det rigtig godt, at gøre fortællingen om patient 444 til en del af forklaringen på nutiden.
Dødens hospital er lavet for under 2 millioner dollars, men det kan bestemt ikke ses. Alene location med det gamle sindssygehospital giver filmen klasse. På skuespillersiden ses bl.a. David Caruso som Phil og Peter Mullan som Gordon. Især sidstnævnte spiller fantastisk.
Om filmen:
Instruktør: Brad Anderson
Udgivelsesår: 2001
Originaltitel: Session 9
