For nogen tid siden så jeg genindspilningen af The Omen, og det var en positiv oplevelse. Derfor var jeg lidt spændt på, hvordan originalen placerede sig i forhold til genindspilningen. Heldigvis synes jeg stadig om genindspilningen, men jeg kan bestemt også se, hvorfor originalen har opnået kultstatus.
Historien er gennemgående ens i de to film. Oprindeligt lagde manuskriptet vægt på nogle scener med gargoyles og heksemesser, men da Richard Donner kom til som instruktør, skar han disse scener væk og lagde i stedet for vægten på det illusoriske ved djævelen, ud fra den begrundelse at hvis man kan tro på det, virker det så meget desto stærkere. Og det virker – for alle de ting, der sker, kan blot være tilfældigheder! Men det kan også være djævelens værk, og hvordan afgøres det andet end ved tro.
Robert Thorn (Gregory Peck) er ambassadør i Rom. Her føder hans hustru en dreng, som dog dør ved fødslen. I stedet tilbydes Thorn en anden dreng, hvis mor tilsyneladende døde under hans fødsel. Thorn accepterer, men siger ikke noget til hustruen, Kathrine (Lee Remick), som tror, at det er deres biologiske barn, hun får med hjem.
Efter nogen tid flytter familien til England, hvor Thorn bliver ambassadør efter Rom, og her lever de et lykkeligt familieliv. Men på Damiens 5 års fødselsdag begynder tingene at gå skævt. Damiens barnepige hænger sig foran alle gæsterne, og kort efter dukker en ny barnepige op, Mrs. Baylock (Billie Whitelaw), som ingen af forældrene har bedt om. Mrs. Baylock får dog lov til at blive, for Damien virker glad for hende.
Kort efter bliver Thorn opsøgt at en præst, som forsøger at få ham til at dræbe Damien. Thorn kan naturligvis ikke tage den snak alvorligt, men præsten dør, og så kommer journalisten Jennings (David Warner) til med beviser på, at noget er helt skævt. Samtidig begynder Kathrine at få bange anelser, og Thorn tvinges til at gøre noget.
The Omen er en effektfuld fortælling, og den skildrer fornemt, hvordan det onde kan lurer midt i familiens skød, og hvordan kærligheden ikke altid er nok til at holde ondskaben fra døren. Slutningen er fremragende tænkt, og efterlader tilskueren med en ubehagelig følelse. For hvad sker der nu?
Som sagt gør genindspilningen mere ud af actionscenerne, dvs. at f.eks. scenerne på kirkegården i Italien og hundescenen i huset er mindre actionprægede i originalen og ikke helt så uhyggelige. Til gengæld er skuespillet i høj klasse, og der er også gode actionscener i originalen, f.eks. scenen hvor Kathrine skubbes ned fra balkonen er utrolig godt lavet. Halshugningen kunne ikke laves efter manuskriptet i originalen, men i genindspilningen har man fundet en teknik som tillader, at halshugningen sker lodret frem for vandret. Begge scener er vellykkede.
I ekstra-materialerne fortæller Jerry Goldsmith om arbejdet med filmens score. Han brugte et engelske kor, som messede gregorianske hymner, der lige var ændret en smule, så de ikke hyldede Gud, men djævelen. Det er yderst effektiv underlægningsmusik, og jeg forstår godt, at det indbragte ham en Oscar for Best Music, original score (hans første og eneste Oscar efter 8 nomineringer. Siden er han nomineret endnu 8 gange).
Også Richard Donner er taknemmelig for The Omen, som han siger åbnede alle døre for ham efterfølgende. Før den lavede han hovedsageligt tv, men efter kom han med på flere spændende filmprojekter og har bl.a. instrueret kassesuccesser som Superman og Lethal Weapon 1-4.
The Omen blev lavet for et budget på knap 3 millioner dollars, men indspillede over 4 millioner bare den første weekend. Efterfølgende kom Damien: Omen II i 1978, Omen III: The final conflict i 1981 og Omen IV: the awakening i 1991, samt naturligvis genindspilningen The Omen 666 i 2006 med premiere 06.06.06.
Om The Omen:
Instruktør: Richard Donner
Udgivelsesår: 1976
