Da jeg skrev denne anmeldelse, havde jeg endnu ikke har fået set den originale The omen fra 1976, så jeg kunne ikke sammenligne de to film. Men det kan måske være, at det var en fordel for min oplevelse af genindspilningen, for jeg blev egentlig positivt overrasket. Her var flere gode og uhyggelige scener, og skuespillet var heller ikke så tosset.
Robert Thorn (Liev Schreiber) arbejder på den amerikanske ambassade i Rom. Hans hustru Katherine (Julie Stiles) er gravid, men barnet er dødfødt. Det ved Katherine dog ikke, og da hospitalets leder tilbyder Robert, at de kan få en anden nyfødt dreng, hvis mor døde under fødslen i stedet for, accepterer han og fortæller intet til Kathrine.
Årene går, og Robert bliver flyttet til London, hvor han udnævnes til ambassadør efter, at hans chef er død i en ulykke, men familien er lykkelige. Så til Damiens fødselsdag hænger hans barnepige sig foran alle gæsterne. Alle er chokerede – måske på nær Damien. Den nye barnepige (Mia Farrow) overtager hurtigt styring, og snart mærker Kathrine, at noget er galt. Hun bliver bange for Damien og fortæller Robert, at hun tror, at Damien er den inkarnerede ondskab.
Men Robert lytter ikke, og først da Kathrine dør, og journalisten Jennings (David Thewlis) opsøger ham, begynder han at agere. Men måske er det allerede for sent?
Som sagt synes jeg, at der var flere gode takter i The Omen. Bl.a. var scenen på kirkegården, hvor Robert og Jennings opsøger Damiens biologiske mors grav uhyggeligt lavet. Også scenen hvor Kathrine ligger på hospitalet og den nye barnepige besøger hende, var rigtig skræmmende.
Mia Farrow udfylder rollen som barnepigen til fulde, og Seamus Davey-Fitzpatrick der spiller Damien, er ikke voldsomt irriterende, hvilket jeg ofte synes børn, der spiller onde kan være. Uden at have set originalen vil jeg derfor anbefale The Omen, som en udmærket gyser. Især er jeg glad for, at slutningen er, som den er. Andet ville have været for usandsynligt.
Om The Omen:
Instruktør: John Moore
Udgivelsesår: 2006
Originalfilm: 1976
Nu har jeg ikke selv set denne udgave, da jeg ELSKER originalen og genindspilningen fik ikke andet end hug med på vejen.
MEN…nu har jeg flere gange lagt mærke til, at du under anmeldelsen af genindspilninger ofte indrømmer, at du ikke har set originalerne – og så bliver jeg lidt skeptisk over, hvorfor du kører en sådan side? Dine meninger kan naturligvis være relevante nok, men hvis man ikke har set de originale (i mange tilfælde: klassikere), kan jeg ikke rigtig se meningen med det.
Man kan vel godt se et remake, selv om man ikke har set originalen. Det går jo netop ud på at anmelde den nye og ikke sammenligne de to. Hvis filmen kun fungerer som en forlængelse af originalen, er den da ikke meget ved 🙂
Jeg vil starte med at sige, at efterfølgende har jeg set den originale Omen, som du kan se min omtale af her: https://gyseren.dk/film/the-omen-2/
Men bortset fra det synes jeg ikke, at det er en pligt at have set originalen for at kunne danne sig en mening om en genindspilning, som jo er en ny film, selvom den selvfølgelig kan læne sig mere eller mindre op ad originalen.
Endelig er Gyseren.dk hobbybaseret, og jeg har aldrig påstået, at jeg har særlig forstand på horror. Jeg synes blot, at det er en underholdende genren, som jeg godt vil slå et slag for, og såfremt nogen skulle få lyst til at læse eller se nogen af de bøger og film, jeg omtaler her på siden, så er det fint med mig. Og hvis man synes, at min smag er helt hen i skoven, så er det sådan set også i orden. Jeg påstår ikke at have svaret på god smag.