Amityville 3D

Tredje film i serien om det besatte hus i Amityville flytter heldigvis serien tilbage på sporet efter en noget sølle toer.

Filmen starter med en seance i det gamle Lutz hus. Nogle svindlere snyder folk, der gerne vil i kontakt med afdøde, og de to journalister John og Melanie udgiver sig for at være et ægtepar, der vil i kontakt med deres afdøde søn. Det lykkes dem at afsløre svindlerne, og oveni køber John huset utroligt billigt. Han når dog ikke at flytte ind i det, før det første dødsfald finder sted, men det afskrækker ham ikke.

Hans ex-kone er mere bekymret. Hun forbyder deres teenagedatter at besøge huset, og hun prøver også at afskrække John fra at blive der. Også Melanie mærker noget i huset. En aften bliver hun skræmt fra vid og sans, da hun venter på, at John skal komme hjem, og efter den oplevelse vil hun aldrig mere komme i huset. Hun har nemlig også set andre tegn på noget overnaturligt, men John afviser hende som overtroisk.

I sidste ende får hun dog ret, for huset er naturligvis lige så besat som i de første to film, og snart er John ude på det dybe vand, og må tilkalde hjælp fra Elliot West, der forsker i det overnaturlige.

Richard Fleischer har lavet en ganske effektiv og underholdende film. I stedet for at gøre som toeren vælger han igen at lade det underspillede vise uhyggen. Det lykkes ham at skabe en uheldsvanger stemning i huset med få og troværdige virkemidler, og først til sidst lader han det hele eksplodere i special effects (som desværre er temmelig dårlige). Jeg har dog enkelte anker, bl.a. at huset denne gang slår til på Johns arbejdsplads. Det virker simpelthen ikke logisk. Jeg er også lidt træt af den måde, Melanie pludselig forsvinder ud af historien. Hvorfor er der ingen opfølgning på det? Men alt i alt synes jeg, at “Amityville 3D” er ganske udmærket, og den er efter min mening helt klart klasser bedre end nummer to (selvom jeg har læst en del anmeldelser, der mener det lige omvendt).

Instruktør: Richard Fleischer
Udgivelsesår: 1983

Amityville-serien:

The Amityville Horror”, 1979
Amityville II: The Possession“, 1982
Amityville 3-D“, 1983
Amityville: The Evil Escapes”, 1989
The Amityville Curse“, 1990
“Amityville 1992: It’s About Time“, 1992
“Amityville: A New Generation“, 1993
“Amityville: Dollhouse“, 1996
“The Amityville Horror” 2005 (remake med bl.a. Ryan Reynolds)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.