Novelle-antologien Rædslernes hus er udvalgt ved Jørgen Rothenborg og udkom i 1953. Her er desværre ingen forord med overvejelser om, hvorfor de enkelte noveller er valgt til samlingen, ligesom der hverken er noteret udgivelsesår eller originaltitel.
Den første novelle hedder “Herren fra Amerika” og fortæller historien om den gæve amerikaner Howard Puce, som grundet et væddemål overnatter i et hjemsøgt hus. En overnatning som får uforudsete konsekvenser.
Den næste novelle “Mrs. Amworth” er en vampyrhistorie. I den lille by Maxley i Sussex flytter en enlig dame ind i huset ved siden af fortælleren. Hun og han bliver gode venner, men da en ung dreng bliver alvorlig syg, sættes deres venskab på prøve, da den pensionerede professor Urcombe kommer med en alvorlig beskyldning.
I “Hvad var det?” flytter fortælleren ind i et pensionat i en hjemsøgt bygning i New York. Det første stykke tid går uden begivenheder, men så en nat vågner han ved en mærkelig trykken for brystet. Novellen har også været trykt i Blodet er livet.
“Horla” handler om et usynligt væsen, der tilsyneladende forfølger fortælleren og styrer hans tanker og handlinger. Til sidst gør fortælleren et alvorligt forsøg på at befri sig for væsnet, men lykkes det?
“Tarnhelm” handler om en dreng, hvis forældre befinder sig i Indien, så han bor skiftevis ved forskellige familiemedlemmer. Nu er turen kommet til to onkler, der lever temmelig afsondret fra omverdenen i det nordlige England. I begyndelsen er drengen ganske tilfreds med sit ophold, men langsomt begynder han at frygte den ældste onkel, og da denne en dag inviterer drengen ind i sit aflåste tårnkammer, ser han noget, han aldrig siden glemmer. “Tarnhelm” findes også i antologien Gotiske gysere.
Samlingens sidste novelle “Rædslernes hus” handler om et hjemsøgt hus i London. Fortælleren beslutter sig for at tilbringe en nat i huset sammen med sin tjener, men i løbet af natten sker der nogle utrolige begivenheder, så tjeneren stikker af. Efterfølgende har fortælleren dog en teori om, hvad der ligger til grund for hjemsøgelsen. Denne novelle er også at finde i samlingen Gys og Geister fra 1989 under titlen “Husets hemmeligheder”.
Indhold:
Herren fra Amerika af Michael Arlen (The Gentleman from America, 1925. Filmatiseret i 1956 i Alfred Hitchcock Presents)
Mrs. Amworth af E. F. Benson (Mrs. Amworth, 1923)
Hvad var det? af Fitz-James O’Brien (What was it? 1859)
Horla af Guy de Maupassant (The Horla, 1886)
Tarnhelm af Hugh Walpole (Tarnhelm, 1933)
Rædslernes hus af Edward Bulwer-Lytton (er udkommet i to versioner, denne er med den fulde slutning – The Haunted and the Haunters/The House and the Brain fra 1857 eller 1859)
Se FantasticFiction for mere om forfatterne
Om Rædslernes hus:
Udgivelsesår: 1953
Forlag: Thaning & Appel, 138 sider
Ved Jørgen Rothenborg