Mytteri – en roman om HMS Bountys skæbnesvangre rejse af John Boyne

Mytteri – en roman om HMS Bountys skæbnesvangre rejse af John Boyne

Den 14-årige John Jacob Turnstile har ingen forældre. Som lille blev han samlet op fra gaden af mr. Lewis, der ejer et etablissement med unge drenge. De yngste drenge optrænes til lommetyve, og senere får de så også “aften-arbejde” på førstesalen i etablissementet.

Men en dag bliver Turnstile taget i at stjæle et lommeur fra en fin herre, og ender med en dom på et års tugthus. Den fine herre får dog medlidenhed med Turnstile, og i stedet får han muligheden for at arbejde som tjenestedreng for kaptajn William Bligh på en rejse til Haiti for at hente brødfrugter med skibet Bounty.

Historien om mytteriet på Bounty er blevet fortalt mange gange før. Hvordan Fletcher Christian stod op mod den tyranniske kaptajn Bligh, som efter mytteriet blev sat i en redningsbåd med 18 loyale mænd, mens Bounty sejlede tilbage til øen Pitcairn; og hvordan Bligh mod alle odds sejlede næsten 7000 km i den lille redningsbåd, og kom hjem til England for at stille Christian til regnskab. Men historien fascinerer stadig, og John Boyne vælger med sin hovedperson en ny synsvinkel på den. Turnstiles fascination af sin kaptajn, og hans adgang til oplysninger som den øvrige besætning ikke kender til, giver en langt mere positiv udlægning af Blighs handlinger og er med til at lægge en ny vinkel på historien.

Hovedpersonen Turnstile er en charmerende ung gavtyv, der trods en barsk baggrund alligevel har masser af livsmod. Han skriver med humor og loyalitet om rejsen med Bounty, om hverdagen på skibet, om tiden på Haiti, om mytteriet og ikke mindst om den umenneskelige sejlads i redningsbåden. Det virker ægte, og jeg følte mig underholdt hele vejen.

“Mytteri” er en velskrevet og fængslende fortælling, som kan læses af alle – også dem der evt. ikke kender til historien i forvejen – og John Jacob Turnstiles videre skæbne kunne det bestemt også være interessant at læse mere om.

Oprindeligt anmeldt til Bogrummet.dk 

Om Mytteri:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Punktum, 445 sider
Originaltitel: Mutiny on the Bounty
Oversætter Lars Rosenkvist

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.