Dead Birds af Alex Turner var min første film indenfor western-horror, og det var en fed oplevelse. Så så jeg 7 Mummies, og det var en noget mere blandet oplevelse, mens Cannibal the Musical var en temmelig surrealistisk oplevelse. Men omtalen af The Burrowers på Horrorsiden.dk havde givet mig høje forventninger – og heldigvis blev de indfriet til fulde.
Året er 1879. Den udvandrede irer Fergus Coffey er på frierfødder, da hans elskede Maryanne forsvinder sammen med hele sin familie. På nabogården findes alle beboerne dræbte, så man er overbevist om, at indianere har været på spil. Sammen med tre andre lokale, John Clay, William Parcher og den unge Dobie Spacks slutter Coffey sig til den militære eftersøgning anført af kaptajn Henry Victor.
Det viser sig dog, at Henry Victor har mere travlt med at myrde indianere end med at finde de forsvundne, så den lille gruppe beslutter sig for at følge nogle mystiske spor og tager afsked med regimentet. Men kort efter begynder det at gå op for dem, at det ikke er indianere, der står bag forsvindingerne, og de finder sig selv i problemer til halsen.
The Burrowers er topunderholdning stort set fra start til slut. Det, at historien foregår i et western-miljø, gør, at uhyggen virker langt stærkere. De klassiske horror-tricks får en helt ny effekt, fordi de opleves i et andet miljø, og så er instruktør og manuskriptforfatter J. T. Petty virkelig dygtig til at skabe suspense i sin måde at filme og fortælle historien på. Ind i mellem lader han dog publikum grine lidt, som lige efter at gruppen har slået et angreb tilbage, og Coffey siger ”I think they’re waiting for us to go back to sleep”, og Callaghan svarer ”Yeah? Fat goddamn chance for that!”
I ekstra-materialerne fortæller J. T. Petty, at han altid har ønsket sig at lave en western. Idéen med at smide et horror-plot ind, kom bl.a. af at han følte, at horror-fans efterhånden har en ret høj standard og kan forudsige mange af virkemidlerne i en klassisk gyser. Men hvis du hiver dem ind i relativt ukendt miljø som en western, så forventer de snarere, at John Wayne kommer ridende, end at hovedpersonen bliver fanget og gemt under jorden, til han skal ædes levende. Og det har han jo en pointe i.
Jeg synes, The Burrowers var formidabel. Især den første time hvor suspensen var sindssyg høj. Man bare sad og holdt vejret, mens man gættede vildt på, hvad det kunne være for nogle væsner. I samme øjeblik væsenerne bliver vist, går lidt af suspensen af, men sådan vil det altid være. Selv når væsenerne er så vellykkede, som her.
Skuespillet er i topklasse, og jeg holdt vældigt af at se Clancy Brown, som jeg ellers mest husker fra Pet Sematary II og Highlander, i en slags helte-rolle. Doug Hutchison (The Green Mile) er fremragende som den ubehagelige kaptajn Henry Victor, der er mere interesseret i at tortere og dræbe indianere end i at følge sporerne, men også William Mapother og Karl Geary er mere end overbevisende.
The Burrowers blev filmet på blot 4 uger on location, hvilket er ret imponerende, når man tænker på, at her både skulle arbejdes med levende heste, skydevåben og monstre. Ifølge IMDB skulle der også findes en tv-serie med titlen The Burrowers af J. T. Petty, men det er en misforståelse. J. T. Petty fortæller i et interview til Fatally-yours.com: ”That’s Ol’ Reliable IMDB mistaking the short prequel Blood Red Earth for an episodic TV show. There’s no TV series that I know of, (though every possibility that Lionsgate could be making Burrowers in Space without me)”
På dansk har filmen fået titlen Demons Underground. Muligvis for at vi ikke skal forveksle originaltitlen The Burrowers, som betyder at grave eller bore, med det nærtliggende Borrowers som betyder at låne.
Om filmen:
Instruktør: J. T. Petty
Udgivelsesår: 2008
Læs hele interviewet med J. T. Petty på fatally-yours.com
Hør ”All the Pretty Little Horses” af Grant Campbell som slutter filmen af.
Se traileren på Youtube.com
