Are you eating it … Or is it eating you?
The Stuff er fra 1985 og er en vaskeægte B-film, med alt hvad dertil hører. Mere sjove end uhyggelige special-effects, et manuskript fyldt med dårlige oneliners og huller i historien på størrelse med elefanter, og så er den plat på grænsende til det pinlige. Lige alt det som man ind i mellem har lyst til at hygge sig med, og det gjorde jeg så.
En minearbejder opdager noget hvidt stads, der pibler op af jorden. Da han smager på det, opdager han, at det smager fantastisk, og snart har han fået sat en kæmpeproduktion i gang, og The Stuff som det kaldes sælges overalt. Industri-spionen David “Mo” Rutherford bliver ansat til at finde ud af hemmeligheden bag produktet, men i stedet opdager han, at The Stuff gør folk afhængige, og forvandler dem til en slags zombier, der vil gøre alt for at få mere Stuff.
Også drengen Jason fornemmer, at der er noget galt med The Stuff. Han forsøger at forhindre sin familie i at spise det, men det mislykkes, og da de forsøger at tvinge ham til at spise stadset, så han igen kan blive part af deres lykkelige familie, stikker han af og ender op sammen med “Mo”, der også har slået sig sammen med Nicole, som opfandt kampagne for The Stuff.
Det lykkes dem at komme ind på fabrikkens område, hvor stadset puttes i emballage, men først da de finder frem til minen, hvor arbejderne henter stadset, får de en chance for at bremse det.
Filmen har masser af kiksede specialeffects, hvor vi ser stadset forlade de mennesker, som det har fyldt helt op, og i en slagsmåls-scene får en Stuffie en skovl i hovedet, og afslører et tomt, blodigt hulrum. I en anden scene brænder “Mo” og Nicole en masse af stadset, som flyder op af væggene, og det er heller ikke just overbevisende lavet. Mest kikset er nok en scene inde i en tankbil, hvor Jason forsøger at holde sig klar af stadset, der af uransagelige grunde venter med at springe på ham, til det er for sent.
Men trods alt det dårlige, der kan siges om filmen, så morede jeg mig vældigt med at se den. Michael Moriarty, som (over)spiller “Mo” er simpelthen herlig, og flere af hans replikker er så tåbelige, at de bliver fantastiske, ligesom hans scener med Chocolat Chip Charlie (Garrett Morris) er forrygende. Så har du lyst til at se en underholdende B-film, er The Stuff the stuff – when you just can’t get enough.
Instruktør Larry Cohen har også instrueret film som It’s Alive (1974), A Return to Salem’s Lot (1987) og Pick me up (2006) i Masters of Horror-serien.
Om filmen:
Instruktør: Larry Cohen
Udgivelsesår: 1985
Jeg kan huske, at jeg havde glædet mig sindssygt meget til “The stuff” (som røg med i puljen i min melt movie-periode), men blev ret skuffet. Jeg synes, den startede veloplagt med fed humor, og der var et par enkelte gode effektscener hen ad vejen(altså i den cheesy forstand), men jeg synes simpelthen, den var for kedelig, der var for lidt splat, og handlingen rendte meget hurtigt ud i sandet. Nej du, Dagon, DET er en film man kan tage og føle på 😉
He he he 🙂
Nogen gange er man måske bare lige i det humør, hvor selv en dårlig film bliver underholdende. For du har da helt ret i, at “The Stuff” ikke vinder en Oscar. Jeg var bare ret vild Moriarty og ikke mindst samspillet med Chocolate Chip (alene navnet …)
Jo, Chocolate Chip Charlie og ikke mindst den ulækre scene med ham er cool. Desværre havde jeg set den scene på youtube, inden jeg så filmen og havde forventet masser i den splat-kaliber. Men jo, filmen har da sine små momenter, jeg havde nok bare for høje forventninger – så den endte i en bunke, der blev læsset af i akkord.
Sådan går det desværre nogen gange.
Har i øvrigt lige læst første kapital af “Mutagen” – det tegner lovende 🙂
Jeg husker The Stuff som klassisk B-films horror. En af 80’ernes virkelige forcer var mængden af disse film.
Absolut ikke en god film, men med tilpas charme og humor til at være seværdig. Jeg tror dog ikke jeg skal se den igen – det er ikke sikkert at mindet kan bære et gensyn. 🙂
Kamp
Det har du garanteret ret i. Nogen gange er minderne langt bedre end filmen 🙂
Æv ja, det skete for mig så sent som i går. Jeg var helt oppe og køre, fordi jeg fandt sæson 1 af “The hulk” serien fra halvfjerdserne med Lou Ferrigno. Serien var et af mine tidligste tv-minder, så jeg glædede mig helt vildt – lad mig sige så meget, som at den havde “ændret sig” en smule, siden jeg sidst så den som 4-årig.