I en ikke så fjern fremtid plages jorden af tørke som følge af industrilandenes omfattende forurening af kloden. I håb om at afhjælpe dette er en gruppe forskere taget til indlandsisen, hvor de vil forsøge at sprænge et stort isbjerg af isen og bruge det til at vande landbrugsarealer med.
Alt forløber planmæssigt, indtil en storm forstyrrer nedlægningen af de sidste sprængladninger. Samtidig rystes indlandsisen af en række alvorlige jordskælv – skælv som ender med et brække netop det isbjerg af, som forskerne havde håbet at sprænge løs. Men nu sidder de selv på bjerget, ovenpå 60 aktiverede sprængladninger.
Stormen gør det umuligt for helikoptere og skibe at nå frem til dem, og deres eneste håb er en russisk ubåd. Men selv hvis russerne skulle ønske at hjælpe dem, er spørgsmålet, om de kan nå det …
Jeg har ind i mellem brokket mig over, at jeg ikke synes, at Dean Koontz skriver ligeså godt som Stephen King, men med Fanget i isen forstummer al min kritik. Her er tale om en utrolig spændende thriller, hvor handlingen er henlagt til et af jordens mest ugæstfri miljøer – den arktiske indlandsis. Her er så koldt, at selv i godt vejr risikerer man at dø af kulde, og i en storm som beskrevet i romanen, kan selv et kort ophold uden varmekilder slå dig ihjel.
Historien skifter mellem forskerne på indlandsisen, deres makker i base camp og kaptajnen på den russiske ubåd. Krydsklipningen mellem personerne er med til at øge spændingen, og som om kapløbet om at blive reddet fra kulden og eksplosionerne ikke skulle være nok, smider Koontz lige en ekstra bombe ind. En af forskerne er nemlig en galning, som ønsker at slå et andet medlem af gruppen ihjel. Her er med andre ord masser af action, og det lykkes Koontz at samle alle trådene i et spændende forløb, som først forløses til allersidst.
Oprindeligt udgav Koontz Fanget i isen under pseudonymet David Axton og titlen Et fængsel af is. Opfordringer fra fans fik ham til at genudgive den, dog i en revideret udgave som efter sigende er mindre barsk end originalen, men til gengæld ført up-to-date mht. de teknologiske og kulturelle referencer.
I efterordet skriver Koontz, at Fanget i isen skal ses som en hyldest til Alistair MacLean, der bl.a. har skrevet S.O.S. Nordpolen. Koontz ville skrive en roman magen til, hvor de vigtigste elementer var spænding, fart og handling – og helst en handling med en række overraskelser og tiltagende fysiske udfordringer for personerne. Jeg synes, det er lykkes for ham. I hvert fald læste jeg Fanget i isen i et stræk og har fået mod på at læse meget mere Koontz.
Om Fanget i isen:
Udgivelsesår: 1995
Originaludgivelse: 1976
Omslag: Chris Moore/Peter Stoltze
Mht. at der i efterordet står, at den originale udgave var “barskere”, vil jeg blot slå fast, at det er p.gr.af en elendig oversættelse. Jeg læste den på engelsk og der står i efterordet “…in a much rougher form”, hvilket jeg altid har tolket som en mere upoleret udgave, hvilket jeg er ret sikker på er det, Koontz mener.
Jeg tror, du har ret i din oversættelse. Jeg har kun læst den danske udgave.