Da jeg så Pulse fra 2006, var jeg ikke klar over, at det var en genindspilning af Kaïro. Dengang tænkte jeg, at det var en skam, at den gode historie ikke blev udnyttet bedre. Nu hvor jeg har set originalen, kan jeg kun vedblive at undre mig, for hvorfor lave en genindspilning når originalen er så meget bedre.
Historien følger to spor. Den unge kvinde, Michi, som arbejder i en planteforretning og den studerende Ryosuke, som netop har koblet sig til internettet, mest fordi det gør alle andre jo.
Michis kollega forsvinder, og da hun opsøger ham i lejligheden for at hente en disk, han havde lovet at lave til dem, opdager hun, at han har begået selvmord. Hun får dog disken med, og her opdager hun en mystisk hentydning til “Det forbudte rum”, som altid findes bag en dør mærket med rødt tape.
Imens oplever Ryosuke mærkelige ting med sin computer. Af sig selv tænder den og viser ham billeder af ensomme mennesker foran deres pc. Han opsøger underviseren Harue, som er meget interesseret i problemet og foreslår, at det kan være en hacker. Men det viser sig at være spøgelser, som via internettet invaderer de levendes verden.
De to historier kører sideløbende hen mod slutningen, hvor Michi og Ryosuke møder hinanden i et mennesketomt Tokyo, hvor alle andre tilsyneladende er forsvundet eller døde. De to søger videre og videre i håbet om at finde andre mennesker, mens byen langsomt smuldrer omkring dem.
Kiyoshi Kurusawa tegner med Kaïro et dystert billede af teknologiens indvirkning på mennesket. Vi sidder alle hver for sig foran hver vores skærm i ensomhed, mens livet langsomt siver ud af os. Han viser den fremmedgjorthed og ensomhed, som det moderne menneske oplever i teknologisamfundet ført helt ud til kanten, og det gør han meget overbevisende.
Kaïro er måske ikke den mest skræmmende film, jeg har set, men den kryber alligevel langsomt ind under huden. Til sidst sad jeg bare med en ubehagelig trøstesløs fornemmelse. På en eller anden måde formår de gode asiatiske gysere at fremkalde fornemmelsen af at noget er helt forkert med meget få virkemidler, og her i Kaïro bliver synet af en dør med rød tape meget meget ubehagelig.
Alt i alt er Kaïro en interessant oplevelse, som ind i mellem bliver en lille smule langtrukken. Jeg kan dog godt lide idéen bag historien, og så var der som sagt nogle ret intense scener undervejs, når spøgelserne kommer til syne. Er du mest til hurtig action og hop-ud-af-sædet-gys, er Kiyoshi Kurosawas film nok ikke den rette, men har du lyst til en lidt mere eftertænksom oplevelse, så prøv Kaïro – og husk at komme ud blandt mennesker bagefter …
Om Kaïro:
Instruktør: Kiyoshi Kurosawa
Udgivelsesår: 2001
