TV-serien The Twilight Zone blev første gang vist i 1959-1964. I firserne kom serien atter på skærmen i perioden 1985-1989, og igen i 2002 – denne gang dog kun for en sæson. Filmen Twilight Zone: The Movie ligger mellem de to første tv-perioder, og er Steven Spielberg, Joe Dante, John Landis og George Millers hyldest til den originale serie af Rod Serling. De fire instruktører har valgt en episode hver og genindspillet i deres egen stil. De fire uafhængige historier bindes sammen af en rammehistorie instrueret af John Landis.
John Landis har også instrueret den første fortælling, hvor den evigt utilfredse Bill Connor efter at være blevet forbigået til en forfremmelse, nærmest bliver smidt ud fra stambaren efter at have fornærmet alt og alle. Men i stedet for at komme ud på parkeringspladsen, befinder Bill sig pludselig i det nazi-besatte Frankrig.
Den anden fortælling udspiller sig på et plejehjem, hvor beboerne mere eller mindre har mistet livsgnisten. Men da den nye beboer, Mr. Bloom, lokker dem til at spille “spark til dåsen” midt om natten, genopdager de deres ungdom – bogstaveligt talt. Steven Spielberg har instrueret.
I fortælling tre som er instrueret af Joe Dante, møder skolelærerinden Helen drengen Anthony, da hun bakker ind i hans cykel. Helen er ulykkelig over, hvad der kunne være sket, og tilbyder at køre Anthony hjem. Her bliver hun inviteret til at spise med, men opdager snart at familien tilsyneladende er skrækslagne for Anthony – og ikke uden grund. Richard Matheson har skrevet novellen Det er et godt liv, som ligger til grund for historien.
Filmens sidste fortælling foregår i et fly. Der er en del turbulens, og da hovedpersonen John Valentine lider af flyskræk, har han en skrækkelig tur. Den bliver dog værre, da han ser ud af vingen og opdager et ondskabsfuldt væsen ude på vingen. George Miller har instrueret.
På trods af at Twilight Zone: The Movie efterhånden har næsten 30 år på bagen, så følte jeg mig vældig godt underholdt. Selvfølgelig er der sket meget i special effects osv., men selve historierne holder stadig. Særligt stærke er Joe Dante og George Millers bidrag om drengen med de særlige evner og den ulyksalige flyvetur.
Kristian Roldsgaard Jensen skriver om filmen på UnCut.dk: “Twilight Zone: The Movie er lavet som en hyldest til tv-serien af samme navn, men filmen er helt bestemt også en hyldest til genrefilm generelt. Filmen strutter af instruktørernes kærlighed til genren, hvilket gør den til en yderst behagelig oplevelse, der sagtens kan tåle mange gensyn. Det er dejligt at se en film, der på trods af en høj alder stadigvæk holder vand, både teknisk og plotmæssigt.”
Om filmen:
Udgivelsesår: 1983
Instruktør: Joe Dante, George Miller, John Landis og Steven Spielberg
Jeg var ikke særlig gammel da jeg så denne film og jeg husker især den sidste fortælling som foregår på flyet, som sindssyg uhyggelig. Hvis man ikke har set denne film, kan den klart anbefales.
Jeg husker også fly-sekvensen fra barndommen. Og det er lidt utroligt, at den faktisk stadigvæk holder så mange år efter. Men det beviser vel bare, at god horror holder 🙂