Det er ikke hver dag, jeg støder på en thailandsk gyser, men jeg har fået en ny kollega med forkærlighed for Asien, så pludselig åbner helt nye film sig for mig. Shutter er en af dem.
Fotografen Tun og kæresten Jane kører en aften en ung kvinde ned. Da Jane vil stige ud af bilen, overtaler Tun hende til at køre videre. Den dårlige samvittighed plager dog Jane, som også begynder at opleve mærkelige ting. Men da hun undersøger aviserne for at finde frem til, hvem de kørte ned, står der intet!
Også Tun begynder at opleve uforklarlige hændelser. De billeder, han tager, bliver alle ødelagt af en sær skygge, og da hans bedste ven en dag dukker op helt ude af den og spørger efter BILLEDERNE for kort efter at begå selvmord, må Tun erkende overfor Jane, at han faktisk kendte pigen, de kørte ned. Det var hans tidligere kæreste, Natre.
Sammen prøver de nu at mane ånden til ro, men Tun har ikke fortalt Jane hele sandheden.
Shutter er fra 2004, dengang digitalkameraer endnu ikke var udbredte, og de sorthårede kvindelige spøgelser stadig kunne skræmme en vis legemesdel ud af bukserne på de fleste. I dag kan man ikke lave samme historie over et foto, men jeg må sige, at i enkelte sekvenser kunne Natre stadig stoppe mit åndedræt. For mig er det altså bare dybt skræmmende, når personerne ligger i sengen og kigger mod fodenden, hvor tæppet langsomt trækkes ned – og man ved bare, at når kameravinklen skifter, så ser man et sorthåret spøgelse – og alligevel så gipper det i mig hver gang. Ligeledes fik en scene på en brandstige også fik mit hjerte til at slå lidt hurtigere.
Det er første gang, jeg ser en asiasisk gyser med en mandlig hovedperson, og her er Ananda Everingham overbevisende som Tun. Som regel er hovedpersonen en uskyldig ung kvinde, men Tun er både mand og knap så uskyldig i og med han overtaler Jane til at køre bort fra ulykkesstedet uden at hjælpe deres offer. Senere opfører han sig som om intet er hændt, så selvom han virker som en god fyr, er man alligevel lidt i tvivl. Det er godt spillet.
Historien virker ind i mellem lidt usammenhængende på mig, men med den velspillende Ananda og et par gode gys undervejs så ender Shutter alligevel med at være en ganske underholdende affære. Især da slutningen er ganske grum.
Erik Miller på Classic-horror.com er mere positiv og skriver: “While it inevitably has a few minor flaws (even though spirit photography is used as the springboard for the story, not much is done with the concept, for instance), Shutter, nevertheless, is a chilling and spooky ghost story that is presented very well. It has an intriguing idea, a very good cast, and two directors who pull no punches. This film is, as has been noted, one of the best films in the recent flowering of Asian horror cinema, and it is a harrowing and disturbing experience. It makes one wish that these films would stop having bland American remakes (the US Shutter pales in comparison), and instead be given greater distribution in American theaters.”
Shutter er blevet genindspillet i 2008 som Shutter med Masayuki Ochiai i instruktørstolen.
Om filmen:
Udgivelsesår: 2004
Instruktør: Banjong Pisanthanakun og Parkpoom Wongpoom
