The Woman in Black er en film, jeg har været ret nervøs for at se. Dels fordi jeg var så begejstret for Susan Hills bog, og dels fordi hovedrollen som advokaten Arthur Kipps spilles af Daniel Radcliffe alias Harry Potter. Men jeg havde ingen grund til bekymring. Radcliffe er fuldt ud overbevisende, og instruktør James Watkins har formået at lave sin egen kunstneriske version af Hills historie, som både yder originalen ret, men samtidig er sin helt egen.
Under fødslen af deres dreng dør advokaten Arthur Kipps hustru. Sorgen gør det svært for Kipps at fortsætte – både jobmæssigt og som far, og da filmen starter, er han blevet kaldt til samtale hos sin chef som giver ham en sidste chance. Tag til den lille by Cryphin Gifford og opgør boet af den nu afdøde Mrs. Drablow.
Det lyder umiddelbart simpelt, men da Kipps når byen, er ingen villige til at tale med ham. Han kan ikke få et værelse på kroen, og han har besvær med at få transport ud til Eel Marsh House, hvor Mrs. Drablow boede, og som ligger på en lille ø, der kun er tilgængelig ved lavvande. Og endnu mere mærkeligt er det, at beboerne af al magt forsøger at forhindre Kipps i at se deres børn. Kun tilflytteren, den rige Mr. Daily, lader til at ville hjælpe Kipps, og med hans assistance får Kipps taget hul på opgaven.
Han har ikke været længe i huset, før han opdager en besynderligt trist udseende kvinde, som tilsyneladende bor på øen. Og da han nævner hendes tilstedeværelse i byen, løber tingene helt af sporet.
Som sagt får vi James Watkins historie, og det betyder, at flere træk fra bogen er helt anderledes. F.eks. er Susan Hills Kipps forlovet og tager jobbet for at få råd til at gifte sig, mens Watkins Kipps er en sørgmodig enkemand. Ligeledes er også slutningen anderledes, og det klæder absolut Watkins udgave, at han tør gøre, som han gør. Og så er jeg som før nævnt meget positiv overrasket over Radcliffe, som trods sin unge alder (født 1989) formår at give sin figur en sørgmodig tyngde, der er ganske overbevisende.
Visuelt er The Woman in Black er holdt i mørke toner, og lydsiden er en solid medspiller i at underbygge den gotiske stemning. Gotik emmer også selve Eel Marsh House af, som Roger Ebert skriver i sin anmeldelse i Chicago Sun-Times: ”The house is a masterpiece of production design, crumbling, forlorn, filled with the faded and jumbled Victorian possessions of doomed lifetimes”.
Ebert er ikke ligeså overbevist som jeg over Radcliffes præstation, men slutter dog sin anmeldelse af med ordene: “The movie nevertheless is effective, because director James Watkins knows it isn’t a character study. His haunted house is the star. The illnesses of local children provide ominous portents. Daily’s wife balances precariously on the edge of madness. And there is a most satisfactory scene at a railroad station that might have had Daniel Radcliffe wondering if he will ever, in his career, take a routine rail journey.”
Jeg kan under alle omstændigheder godt anbefale The Woman in Black, såvel til dem der holder af romanen, og til dem der ikke har læst den.
Om filmen:
Instruktør: James Watkins
Udgivelsesår: 2012
Filmatisering af Susan Hill “The woman in black” fra 1983.
Jeg var også meget positivt overrasket! Ikke mindst på grund af Radcliffe, der med sit farveløse, sørgelige udseende passer perfekt til genren. Også en temmelig uhyggelig film. Det er et stykke tid siden, jeg så den, men jeg husker, at der er en af de længste perlerækker af chok på chok, jeg har set (da han overnatter i huset).
Jeg var ikke begejstret for filmen – fandt den ligefrem kedelig og langtrukken. Kunne godt anspore det visuelt flotte design og den umage, som film-holdet har gjort sig med at skabe atmosfære, men en videre god film-oplevelse havde jeg ikke med “The woman in black”.
Nu har jeg også fået set tv-filmen fra 1989, og den er faktisk også ganske vellykket.