Danser med dæmoner af Kim Harrison

Danser med dæmoner af Kim HarrisonRachel Morgan, heks og privatdetektiv, har sammen med vampyrveninden Ivy og alfen Jenks åbnet freelance bureauet Vampiric Charms. Efter successen med at afsløre en illegal snenælde forsendelse i bind et er Rachel blevet tilknyttet FIB som ekstern konsulent. I den forbindelse beder Edden hende om hjælp til at opklare en sag om en seriemorder, der går systematisk efter hekse og myrder dem på de mest bestialske måder.

Rachel er overbevist om, at rigmanden Trenton Kalamack står bag. Især da hun opdager, at han har haft kontakt med alle de døde hekse, kort før de blev dræbt. Men Edden og Glenn har en anden mistænkt, og Rachel kommer snart på kant med dem begge.

Samtidig kompliceres Ivys og Rachels forhold yderligere, da den ældgamle vampyr Piscary pludselig viser interesse for Rachel, som også bekymrer sig om kæresten Nicks fascination af dæmoner, for slet ikke at tale om at dæmonen Algaliarept, som Rachel meget mod sin vilje skylder en tjeneste, igen blander sig.

Danser med dæmoner er bind to i The Hollows-serien, og den lever helt op til Heksejagt ved at være mindst lige så underholdende og actionfyldt. Derudover finder vi ud af mere om Ivys og Rachels forhold, ligesom Rachels fortid også afdækkes lidt mere, og der åbnes op for flere hemmeligheder.

Den specielle verden hvor hekse, vampyrer m.m. lever side om side med menneskene fungerer overbevisende, og Kim Harrison samler ubesværet de mange tråde i historien.

På engelsk er der udkommet 12 bøger i The Hollows-serien. En lidt spøjs detalje er, at bortset fra det første bind henviser alle titlerne til en Clint Eastwood film. F.eks. hedder bind to The Good, the Bad, and the Undead (The Good, the Bad, and the Ugly). På dansk er bind tre netop udkommet med titlen Alt andet end død, og den ser jeg frem til at læse.

Serien på dansk:

Heksejagt (Dead witch walking)
Danser med dæmoner (The good, the bad, and the undead)
Alt andet end død (Every which way but dead)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Tellerup, 639 sider

Besøg Kim Harrisons hjemmeside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.