Forlaget Kandor har gennem de senere år udsendt en række vellykkede tema-antologier. Nu har forlægger Nikolaj Højberg kastet sig ud i et nyt projekt, en serie af kort-romaner med udgangspunkt i Satan. Han skriver i sit forord til “Deroute” af Martin Schjönning, som er første bog i serien:
“Lige så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af Satan. Den faldne engel. Den legemliggjorte ondskab. Den mest frygtede skabning fra Vestens kulturhistorie. Jeg har specielt været fascineret af de måder, han har været afbilledet på i film og litteratur, hvor han har optrådt lige fra den nydelige advokat til kirkens rødskællede dæmon… I 2014 blev jeg nysgerrig på, hvad andre forbandt med Satan og tænkte, at det kunne være interessant at udgive en serie af kortromaner om ham. Jeg udsendte derfor en indbydelse til at skrive til serien. De to eneste kriterier var manuskriptets længde, og at manuskriptet på en eller anden måde skulle afspejle forfatterens opfattelse af Satan. Interessen for at skrive til serien var stor og variationen af Satan mange. Min nysgerrighed blev tilfredsstillet. Det håber jeg også din gør…”
Martin Schjönning er en af kræfterne bag bloggen Apokalyptisk, som anmelder nye og gamle film, tv-serier, computerspil og bøger med en eller anden form for apokalyptisk tema samt andre relaterede emner. Han har også skrevet en række noveller, bl.a. “De fattige blandt menneskene” som yderst fortjent var vindernovellen i antologien “Vampyr“, og nu romandebuterer han med “Deroute” – en historie som tager udgangspunkt i barndommen, men absolut IKKE er en børnebog.
Romanen udspiller sig i en lille by, hvor vi gennem 6 kapitler følger en drengs langsomme nedstigning til slutningen. Igennem hele sin barndom bliver han mobbet, tæsket og forfulgt. I sine anstrengelser på at holde sig skjult for sine forfølgere, opøver han en særlig evne til at aflæse den “maskine”, som byen udgør, og det giver ham et helt særligt indblik i byens indbyggere. Men får det ham til at vælge rigtigt, den dag han må træffe et afgørende valg?
Schjönning har en særlig evne til at beskrive råheden i samfundets bund uden nogen form for lyserødt filter. Her får de svage tæsk af de stærke. Her er ingen hjælp at hente. Ingen kærlighed at få. Og i en nedadgående spiral ofrer drengen mere og mere af sin menneskelighed for at undslippe sin offerrolle.
“Deroute” er en barsk, men velskrevet historie, som anlægger gode takter for resten af serien, hvor bind 2 “En sand kunstner” af Jakob Friis Andersen udkommer d. 13. maj.
Læs mere på forlaget Kandor eller besøg Martin Schjönnings blog
Siden jeg skrev denne anmeldelse er “Deroute” blevet nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.
Serien Den X bog om Satan:
Menneskesønnen af Maya Salonin
Hels rejse af Signe Fahl
En ørn fanger ikke fluer af David Garmark
Tvisten af Anika Eibe
Kærlighedens væsen af Aske Munk-Jørgensen
En sand kunstner af Jakob Friis Andersen
Deroute af Martin Schjönning
Om bogen:
Omslag: Luc Sesselle/Dreamstime.com
Udgivelsesår: 2015