Slagtehuset er mit første besøg i Paul Cleaves Christchurch noir-serie – men det bliver bestemt ikke det sidste!
Privatdetektiven og tidligere betjent Theodore Tate har haft nogle vanskelige år, med bl.a. et fængselsophold for spritkørsel, en død datter og en hustru i koma. Han drømmer om at vende tilbage til sit job i politiet, og får chancen da en seriemorder hen over en enkelt nat slår til mod flere ofre.
De første to ofre er plejehjemsbeboere, og pressen døber derfor hurtigt morderen ‘seniormorderen’. Men så brydes mønstret, da en hårdtarbejdende revisor bliver næste offer. Og da en yngre læge med sine tre børn kort efter forsvinder, sætter politiet alle sejl til.
Romanen udspiller sig i Christchurch, der er den andenstørste by i New Zealand. Jeg håber dog ikke, at bøgerne tegner et korrekt billede af byen, for jeg kom til at tænke på Gotham City under læsningen. Kriminaliteten er støt stigende, og menneskekærligheden faldende i samme hastighed i Cleaves kulsorte version af byen, hvor borgerne hellere spytter på politiet end hjælper dem.
Paul Cleave skriver forrygende. Det er sort, ondt og uden mange lyse øjeblikke, men det er også spændende og gribende. Ved at lade os følge sagen fra både Tates og morderens side får vi en helt anderledes forståelse for begivenhederne. Det er svært ikke at føle medlidenhed med morderen, jo mere vi lærer hans fortid at kende. Men samtidig er hans gerninger så modbydelige, at de ikke kan forsvares. Oveni er Tate bestemt ingen engel, og til tider sidder man under læsningen og spekulerer over, om der i virkeligheden er den store forskel på betjenten og morderen?
Jeg er vild med Slagtehuset, som nok er både dyster og brutal, men som også er velskrevet og med et skarptskåren plot, der bliver ved med at overraske lige til sidste side. Det er ikke ofte, at en thriller, hvor vi kender morderens identitet fra start, kan overraske så meget til slut.
Som sagt har jeg ikke læst de tidligere bøger i Christchurch noir-serien, men det var ikke noget problem at følge med af den grund. Selvom personerne går igen i universet, og der naturligvis sker en personlig udvikling med bl.a. Tate, så er han ikke hovedpersonen i alle bøgerne. Det syvende mord har f.eks. seriemorderen Joe som fortæller, mens Hævn har en søn af en seriemorder i hovedrollen. Så man kan sagtens springe ind undervejs, omend jeg nu vil skynde mig at læse de første også.
Slagtehuset er ikke for alle. Den er grum og dyster, og Cleave lægger ikke fingrene imellem i de mere blodige detaljer. Men jeg var vild med den, og vil slutte med at citere lektør Jacob Holm Krogsøe som opsummerer så rammende: ”Efter endt gennemlæsning sidder man tilbage med en knugende fornemmelse i maven og undres over, hvordan noget så modbydeligt, kan være så underholdende på samme tid.”
(anmeldt til Litteratursiden.dk)
Om Slagtehuset:
Udgivelsesår: 2016
Forlag: Jentas, 383 sider
Originaltitel: Laughterhouse
Oversætter: Rasmus Klitgaard Hansen
Omslagsillustration: Koitz Animation & Graphics
Christchurch Noir-serien:
Øje for øje (Originaltitel: Five Minutes Alone), 2017
Slagtehuset (Originaltitel: Laughterhouse), 2016
Dybet (Originaltitel: Cemetery lake), 2016
Samleren (Originaltitel: Collecting cooper), 2015
Hævn (Originaltitel: Bloodmen), 2014
Det syvende mord (Originaltitel: The cleaner), 2013
Ja, jeg er vild med hans bøger, har læst dem der foreløbig er oversat! 😉
og har lige fundet den der på Mofibo ☺
Jeg glæder mig også til at få læst de første i serien 🙂