Den sorte engel af Nina von Staffeldt

Den sorte engel af Nina von StaffeldtEn død mand i en forladt fiskekutter fuld af smuglervarer er startskuddet på andet bind af Nina von Staffeldts krimiserie om Sika Haslund.

I 2016 modtog Nina von Staffeldt Det Danske Kriminalakademis Debutantdiplom for Frosne beviser, der var første bog om grønlandske Sika. Nu kommer så efterfølgeren Den sorte engel.

Efter en personlig tragedie rejste Sika efter flere år i Danmark tilbage til Grønland sammen med sønnen Mathias. Her har hun bosat sig i Nuuk, hvor hun nu arbejder som kommunikationskonsulent hos Go Greenland, det grønlandske selvstyres paraplyorgan for erhverv og turisme.

Sika hører om den døde mand i radioen, og selvom det ikke er så heldigt for Grønlands omdømme med en smuglerisag, forestiller hun sig ikke, at sagen vil få international bevågenhed. Men sådan går det. Greenpeace opsnapper nemlig nyheden og lægger an til den helt store kampagne, da de sender skibet Arctic Sunrise til Uummannaq, hvor båden blev fundet. Spørgsmålet er dog, om det egentlig er beskyttelse af truede dyrearter, der er deres agenda, eller om det snarere handler om Statoil-Cairn-Nuanoil-konsortiet, som laver prøveboringer i nærheden?

Og i Uummannaq spidser situationen til. En lokal fisker forsvinder, og noget grus fundet på den forladte fiskekutter tyder på, at smugleriet er orkestreret fra udlandet. Samtidig begynder mod-demonstranter til Greenpeaces aktion at dukke op, og på trods af forstærkninger udefra er det lokale politi hårdt presset.

For at hjælpe de lokale myndigheder med at håndtere den internationale presse bliver Sika sendt til Uummannaq, og før hun ved af det, er hun blevet involveret i sagen om smugleriet og den myrdede mand, oveni sagen med Greenpeace.

Jeg havde fornøjelsen af at tale med Nina von Staffeldt på Krimimessens stand under Bogforum 2017Nina von Staffeldts krimier om Sika er blevet kaldt alt fra sympatiske thrillers over femikrimi til arctic noir. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der passer bedst, men sikkert er det, at jeg følte mig i ualmindelig godt selskab under læsningen.

Her er på ingen måde tale om hæsblæsende action, og nogle vil måske synes, at der går lidt for meget børnepasning og gåture i den. Personligt er jeg dog vild med den afdæmpede fortællestil, som lader læseren få et spændende indblik i Grønlands natur og befolkning ved siden af krimi-intrigen.

Det mærkes tydeligt, at Staffeldt kender Grønland, som hun har boet, arbejdet og rejst i siden 1997. Udover et omfattende kendskab til geografi og samfundsforhold, så flyder grønlandske vendinger og ord ubesværet ind i fortællingen og afslører en ægte kærlighed til landet, og gav mig lyst at besøge Grønland.

Selve plottet hænger udmærket sammen, og fungerer fint som motor for historien, men egentlig er det mest spændende næsten fortællingen om menneskene og landet. Staffeldt tegner nogle fantastiske billeder og får også flettet en masse interessante oplysninger og facts ind, og så er personerne bare generelt sympatiske og troværdige.

For mig lever Den sorte engel helt sikkert op til første bind. Så hvis du holder af en atmosfærefyldt og velfortalt historie, kan jeg kun anbefale at gribe fat i bøgerne om Sika. Du bliver ikke skuffet.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Den sorte engel:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Milik Publishing, 315 sider
Omslag: Marivik & Deluxus Studio

Læs også:

Mads Peder Nordbo Thuleselskabet
Robert Zola Christensen Is i blodet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.