16-årige Stella er lidt af en enspænder. Hendes bedste (og eneste) veninde er Veronica, og de to piger hænger sammen som ærtehalm. En ulykke fører dog til Veronicas død, mens Stella kun med nød og næppe overlever.
Ulykken efterlader Stella i dyb sorg. Hun kan ikke tro, at Veronica er død, så hun forestiller sig, at veninden stadig er i live et sted. Men resten af byen er ikke tvivl om, at Veronica er død – og at det er Stellas skyld! Så på en måde kommer flytningen til Australien på et godt tidspunkt.
Stella skal nemlig flytte ind hos morens tvillingesøster i Australien, mens moren falder på plads i forbindelse med et nyt job. Selvom Stella ikke er specielt begejstret, falder hun dog til hos mosteren og på sin nye skole. Her bliver hun venner med goth-pigen Nena og den smukke Alyssa (der også gemmer på en hemmelighed), og hun møder fætrene Castor og Jared.
Men der er noget sært ved de to fætre. De virker bekendte, selvom Stella aldrig har set dem før. Samtidig begynder hun at modtage mærkelig breve fra nogen som tilsyneladende ved ting, hun aldrig har fortalt til nogen. Hun hjemsøges af underlige hallucinationer. Og har den perle, Stella fik under ulykken, noget med det hele at gøre?
Monsun af stjerner er første bind i Young Adult-serien Sjælealkymi og Katrine Williams debutroman, som har været seks år undervejs. Jeg blev kontaktet af forfatteren og spurgt, om jeg ville læse bogen, og når det sker, vil jeg altid allerhelst kunne skrive en ubetinget positiv anmeldelse. Men jeg blev desværre ikke 100% fanget.
Der er masser af gode elementer i romanen. Det er ikke tit, at jeg læser en dansk roman, der foregår i Australien, men det, synes jeg, tilfører historien et vellykket eksotisk strejf. Fortællingen springer mellem romanens nutid i 1986 og 1835, hvor Stellas hallucinationer udspiller sig, og også det er vellykket. Stella fungerer godt som hovedperson, og der er nogle interessante tråde til alkymi og astronomi i plottet. Og så sker der en masse, ikke mindst på den romantiske front, ligesom slutningen er noget af en cliffhanger.
Målgruppen vil garanteret synes, at kærlighedshistorien i romanen er spændende, men det er et af de punkter, der trækker lidt ned hos mig. Jeg er simpelthen for gammel og kynisk, og har aldrig været stor fan af Paranormal Romance i det hele taget. Derudover synes jeg desværre, at sproget til tider er for affekteret og ind i mellem mangelfuldt. Formuleringer som “mit kropssprog stivnede” (s. 62) og “en stripdansers g-streng” (s. 154) skurer i mine øjne, og den slags småfejl bør en redaktør hjælpe med at luge ud.
Nå, jeg kan godt være lidt pernittengryn med den slags, og det tror jeg ikke nødvendigvis målgruppen er på samme måde. I hvert fald har jeg læst flere anmeldelser af Monsun af stjerner, som er helt igennem positive. Jeg tror derfor, at det er et af de tilfælde, hvor bogen er udmærket, men anmelderen forkert. Så er du til mystik, spænding og kærlighed, kan Monsun af stjerner være lige noget for dig.
Læs Cats, Books & Coffees anmeldelse af Monsun af stjerner
Læs et mini-interview med Katrine Williams
Reklame: Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret
Om Monsun af stjerner:
Udgivelsesår: 09.02.2018
Forlag: mellemgaard, 355 sider
Omslag: Christina Tscherning Andersen