Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob EberhardtPest eller kolera? Mon ikke de fleste har hørt talemåden, hvor et dilemma beskrives som et valg mellem disse to sygdomme, der i tidens løb har dræbt et ufattelig antal mennesker. Men hvilken sygdom har været den værste?

Verdenshistoriens største epidemier gennemgår Jakob Eberhardt 10 sygdomme, der har haft så stor historisk betydning, at de har påvirket menneskeheden. Via øjenvidneberetninger og beskrivelser af den historiske kontekst, baggrunden for smitten f.eks. ændringer i klimaet eller sociale/samfundsmæssige forhold og faktabokse, som beskriver forskellige aspekter af sygdommene på mere leksikalsk vis, giver han en letforståelig, kronologisk indføring i 10 af verdenshistoriens største epidemier.

Af pladshensyn er der flere sygdomme, som ikke beskrives i bogen. Bl.a. nævner Eberhardt i sin indledning, at spedalskhed, syfilis, mæslinger og tyfus, som også har dræbt og plaget mennesker op gennem historien, er udeladt.

Den ældste dræber, Eberhardt beskriver, er pesten, som plagede Europa i århundreder, og som anslås at have slået mellem 30 og 60% af befolkningen ihjel. Ironisk nok medførte decimeringen af befolkningen med tiden bedre livsbetingelser for de overlevende.

Herefter følger et kapitel om kopper, som de spanske conquistadorer bragte med til Latinamerika. De lokale havde aldrig været udsat for koppevirussen og havde intet immunforsvar mod den. I Mexico faldt befolkningstallet således i løbet af 1500-tallet fra 25 millioner indfødte til 1,6 millioner i 1620! Det var dog ikke kun Latinamerika, der blev ramt af koppe-epidemien. I slutningen af 1500-tallet spredte en ny stamme af koppevirussen sig i Europa, og gennem 1600-tallet og ind i 1700-tallet var kopper den mest fremherskende og frygtede sygdom i Europa.

Kapitlet om plettyfus fortæller om sygdommens decimering af Napoleons hær i hans felttog mod Rusland i 1812. 690.000 soldater tog fra Frankrig og kun omkring 80.000 vendte tilbage! Af de anslåede 400.000-540.000 omkomne menes det, at mindst 3/4 døde af sygdom (primært plettyfus) samt kulde, sult og tørst.

I 1800-tallet rammes de europæiske befolkninger af en ny dræber, der slår sin ofre ihjel hurtigt og smertefuldt: kolera. Fem store pandemier mellem 1817 og 1896 slog mindst 100 millioner mennesker ihjel på verdensplan, og kolera er blevet kaldet 1800-tallets pest. Kolera er stadig udbredt i visse lande og dræber årligt ca. 200.000 på verdensplan. Der findes en vaccine, men den er kun 70% effektiv og giver kun immunitet i tre år.

Bogens næste sygdom anslås at stå bag en milliard dødsfald i perioden 1700-1900, og tuberkulose er således den mest dræbende sygdom i verdenshistorien. Tuberkulose gav også næring til vampyrmyten, fortæller Eberhardt, og beskriver hvordan folk i det nordøstlige USA åbnede tuberkuloseofres grave for at skære deres hjerter ud og brænde dem og på den måde stoppe vampyren.

I de næste kapitler gennemgås gul feber, den spanske syge, polio, malaria og AIDS. Her hører vi, hvordan man fandt ud af, at gul feber smittede via myg. Hvordan den spanske syge særligt ramte unge og stærke mennesker. Hvordan den danske narkoselæge Bjørn Ibsen stod bag et gennembrud i behandlingen af poliopatienter. Hvordan en malariaepidemi ramte Lolland i 1831, hvor alene i Maribo amt næsten 29.000 mennesker blev ramt, det vil sige ca. halvdelen af befolkningen, og 1000 personer døde. Og slutteligt hvordan AIDS på det afrikanske kontinent hovedsageligt rammer heteroseksuelle, mens det i den vestlige verden mest er homoseksuelle, der rammes.

Jakob Eberhardt er en god formidler, og Verdenshistoriens største epidemier er fyldt med interessante – og skræmmende – fakta og fortællinger om de ti sygdomme og deres følger. Det er ikke uden grund, at mange nutidige film og bøger handler om pandemier, for fortiden er fuld af skræmmende eksempler på sammenbrud og kaos som følge af disse. Og selvom vi i dag har langt mere viden om smittekilder, vacciner osv., giver globaliseringen nye udfordringer, idet spredningen af virus kan ske langt hurtigere end tidligere.

Jeg har tidligere læst Den blodrøde flod om den finske borgerkrig af Jakob Eberhardt. Den kan bestemt også anbefales.

Om Verdenshistoriens største epidemier:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: FADL’s Forlag, 264 sider
Omslag; Bjørn Ortmann

Indhold:

Indledning
Pesten – et spøgelse i Europa gennem 400 år
Kopper – Latinamerikas erobrer
Plettyfus – Napoleons overmand
Kolera – 1800-tallets hurtige dræber
Tuberkulose – den episke død
Gul feber – USA’s store plage
Den spanske syge – et globalt mareridt
Polio – den skandinaviske plage
Malaria – Europas glemte sygdom
AIDS – en afrikansk tragedie
Noter
Litteratur

Læs og se også:

Opgøret af Stephen King
Martyrens sang af Stephen Miller
Kimære af Gert Nygårdshaug

Carriers
Contagion
Fatal contact: Bird flu in America

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.